Roman af Sebastian Fitzek. 362 sider. Gutkind. Er udkommet.
Forfatter og journalist Sebastian Fitzek er tidligere blevet udgivet lidt sporadisk herhjemme, men nu lader det til, at forlaget Gutkind gør noget ved det og har flere af hans psykologiske thrillere i pipeline.
Den aktuelle bog, “Patienten”, Fitzeks roman nummer sytten, udkom på tysk i 2018 og blev ligesom de fleste af hans bøger bestsellere i hjemlandet. Man forstår det godt, for han kan vitterlig noget med at slå en langneglet klo i læseren og ikke give slip før til allersidst.
Ofte kan man godt komme til at kede sig i selv de mest larmende krimiplot, men det er ikke tilfældet med denne patient. Selvom det ikke ligefrem er banebrydende at placere en intrige og en seriemorder inden for murene af et lukket psykiatrisk hospital, hvor virkelighedsopfattelsen er forvrænget, så er det i hvert fald her en effektiv melange.
Da Till Berkhoffs seksårige søn, Max, har været forsvundet i et år, tager han affære. Meget peger i retning af, at Max er endnu et offer for den nu indespærrede seriemorder, Guido Tramnitz, hvis speciale er at holde børn under kuvøselignende forhold, før han tager livet af dem. En særlig glæde for ham er at nærstudere den efterfølgende sorg og smerte, som forældrene føler.
Han er ikke en gennem hyggelig fyr, forstås, men den eneste, som kan fortælle Berkhoff, hvor hans søn er. Derfor går Berkhoff undercover som den falske psykiatriske patient Patrick Winter med en sygdomshistorie og en dertilhørende noget blakket identitet. Den rigtige Patrick Winter brændte sig selv af til et forældremøde i sin døde søns børnehave.
Ingen på den lukkede afdeling kender til Tills rigtige identitet udover chaufføren af bogbussen – der har gemt en telefon i James Joyces tykkeste roman – og ellers er han på egen hånd i hvad, der viser sig at være et bundkorrupt og farligt system for både falske og rigtige patienter.
Sådan ca. kan man fortælle handlingen i bogen uden at afsløre for meget af Sebastian Fitzeks originale plot. For bedst som man tror, at man som læser har regnet et eller andet ud, drejer forfatteren handlingen nogle forvrængende grader. Og det er her bogens styrke ligger – ikke i graden af ondskab eller grusomhed, men i de psykologiske twists og tekstens evne til at manipulere med læseren.
Til det formål fungerer den lukkede afdeling glimrende og tilpas klaustrofobisk. Alligevel fristes man til at spørge, om ikke den psykiatriske setting blot bliver brugt som en lidt for kulørt kulisse for at forløse Fitzeks fortælling uden at benytte lejligheden til også at sige noget om samfundet, om tabuiseret psykisk sygdom mm.
Måske, men Fitzeks ærinde er et andet, og han karikerer ikke, selvom hans seriemorder da forhåbentlig ikke har mange af sin slags i den virkelige verden.
“Patienten” er god underholdning, hvor paradoksalt det end kan forekomme, når nu forbrydelserne, som motoriserer fortællingen, er så abnorme.
