Restaurations Kompagniet er Danmarks største festleverandør med barer, værtshuse og natklubber over hele landet. Bag koncernens stigende millionsucces står nøje udtænkte og stramme koncepter, der spænder lige fra gungrende ølfester på Heidi's Bier Bar til dyre champagneskvulp på Hive. Planen er nu at storeksportere dansk konceptdruk til udlandetFredag nat kl. 00.11 er der to køer foran cocktailnatklubben Butchers i Vestergade. Hos A-køen fjerner dørmanden snoren og lukker fire unge, smukke blondiner ind i høje hæle. Så genlukker han porten til paradis og stirrer dovent ud i natten, mens den 20 meter lange kø af B-gæster ryger og ryster minusgraderne af sig. Og venter.