Det siger “bang!” inden i Elisabeth Nøjgaard, da hun en morgen træder ind gennem gitterporten fra Klareboderne i det inderste af København til forlaget Gyldendal. Den skal ikke længere være hendes port ind til hendes daglige arbejde. Det ved hun pludselig.
Koncerndirektøren i litteraturens højborg, Elisabeth Nøjgaard, er ellers veloplagt efter tre ugers ferie i hedebølge og glæder sig egentlig til at tage fat igen. Hun kender hver en karnap og hver en elaboreret stuk i den gamle bygning, hvor hun over 19 år har arbejdet sig op fra deltidsansat advokat til toppen af den danske forlagsbranche.
Men idet hendes blik rammer det ekspressive stykke street art, som hun selv havde bestilt nogle år forinden til muren i forlagets baggård, ved hun, at det er slut.
“Der går en prås op for mig lige der. “Jeg skal videre.” Brikkerne faldt bare på plads. Det var så vildt.”
57-årige Elisabeth Nøjgaard er elegant klædt blåt i blåt og bevæger sig hjemmevant i Karen Blixens tidligere fødehjem, Rungstedlund, der har udsigt over et vindstille Øresund og lystbådehavnens variationer af hvidt.
“Jeg havde ikke forudset, at der ville stå i min kontrakt, at jeg skal indkøbe fire køer årligt,” siger hun og griner fra maven, mens hun nikker i retning af lunden bagved de hundrede år gamle bøgetræer, plænen, søen, snittehaven og Karen Blixens gravsted.
Hun havde bestemt heller ikke forudset, at hun skulle blive den nye frontfigur på stedet, men i september sidste år overtog hun positionen som direktør for Karen Blixen Museum på Rungstedlund og er dermed øverste chef for café, museum med Blixens møblerede hjem og skiftende udstillinger, Blixens forfatterskab, flere frivilliggrupper og det fuglereservat, som Karen Blixen planlagde et par år før sin død. Fugle har brug for insekter, der har brug for føde som f.eks. kokasser, og derfor går der fire køer og ser idylliske ud, mens de gumler græs, før de bliver sendt til slagtning om efteråret.
Kvæghold er noget nær det eneste, som hun ikke føler sig som selvskrevet til i sin nuværende stilling, for ellers føler hun, at hun har medbragt en velekviperet værktøjskasse fra både sin karriere gennem et årti som advokat i Gerissen & Federspiel med speciale i børsnoteringer og M&A, altså fusioner og overtagelser, og gennem to årtier i bogbranchen. Her stod hun bl.a. i spidsen for branchens forhandlinger med kommuner og biblioteker om frie bogpriser, digitalisering og e-reolen. Sideløbende har hun været en bogorm fra sine første indhug i bogbussen, når den kom forbi Bellinge på Fyn, til sit årelange førstehåndskendskab til det litterære miljø.
Nøjgaard hører til den relativt begrænsede gruppe mennesker, der har baggrund i tallenes og paragraffernes verden, men forstår kunstnernes væsen og trives i krydsfeltet mellem de to. Og så tænder hun på en udfordring.
Rungstedlundfonden stod for et par år siden på fallittens rand, men driften blev midlertidigt reddet af en fireårig plads på finansloven. Men huset var slidt, indtægterne dalende, og udefra set var der efterhånden mere hattedame end kant over stedet som kulturinstitution. Således lød hendes opgave som ny direktør “lede og inspirere til nytænkning, engagement og dialog i organisationen”, skaffe finanser via både fonde, sponsorer og ikke mindst egen forretning og derudover at skabe et ambitiøst program med danske og udenlandske forfattere.
Så i løbet af knap et år har hun skaffet fondsmidler for 17 mio. kr. til f.eks. ombygning af café, butik og udstillingsområde ved at gå i dialog med fondene, inden hun formulerede ansøgningerne, og da coronatågen lettede, stod hun klar med et tætpakket salonprogram for efteråret, der har til hensigt at tage gæsterne “ud i verden og ind i litteraturen” ved hjælp af besøg fra yngre stemmer som Tine Høeg og Jesper Wung-Sung.
“Da jeg landede her, var det, som om ringen bandt sig sammen, og det giver så meget mening. Men jeg ved med sikkerhed, at hvis jeg havde læst jobopslaget, mens jeg sad på Gyldendal, havde jeg bare tænkt, det var stilet mod en kunsthistoriker eller en litterat. Det var, fordi jeg læste det med åbent sind under min time out, at jeg kunne se, at jeg måtte søge den stilling.”
Ferien tilbringer hun på familiestedet på Sydfyn, og med sig har hun Henrik Pontoppidans roman “Lykke-Per”, som hun læste første gang som ung studerende. Den handler om en præstesøn fra Jylland, der lykkes med at mingle sig ind i det finere borgerskab i København for at skaffe finansiering til et kanalsystem i Jylland. Bogen læses typisk som historien om en fantast, der har alle muligheder, men taber dem på jorden. Han dør syg og fattig i Thy.
“Men denne gang læste jeg den på en helt ny måde, og den væltede mig fuldstændigt,” fortæller Nøjgaard.
“Man kan vælge at forstå den som en undergangsfortælling, men man kan også forstå den som en historie om at skrælle ind til benet. Han sidder til sidst på den vindblæste hede, tilsyneladende fattig og ensom, men har taget nogle fantastisk modige valg, og i takt med at han bliver ældre, bliver han mere og mere avanceret. Jeg tror, der kan komme noget godt ud af modet til at vælge noget uventet, selvom det virker umuligt,” siger hun i dag, hvor vi sidder på hver vores side af mahognibordet i det lille nyrenoverede bibliotek på Rungstedlund.
Historien rumsterer stadig i hendes nervesystem, da hun træder ind på Gyldendal første dag efter ferien i 2018, og det er dens visdom, der ekkoer i hende. Hun er nødt til at tage det radikale valg at sige sit ellers velbetalte drømmejob op for at tænke sig om.
Det er en beslutning, der trods alt har været længe undervejs. Et par år forinden er hun kommet så langt som til at formulere sin opsigelse, fordi hun keder sig, men inden hun når så langt, når den daværende direktør, Stig Andersen, at tilbyde hende jobbet som koncerndirektør. Og det er en udfordring, hun ikke kan sige nej til.
“Men jeg vidste bare, at der er mere i det her liv. Jeg skal lave mere, jeg skal prøve mere,” siger Elisabeth Nøjgaard.
Hvad ved hun ikke, men hun ved, at hun skal stå helt fri af Gyldendal for at finde ud af det. Ikke længe efter takker hun af og går hjem fuld af eufori og frihed bandet med en grundangst for, om hun nu også kommer til at kunne finde vej.
“Folk troede jo, jeg var idiot,” siger hun og betoner alle tre stavelser af “i-di-ot”. “Jeg havde bare et grundbehov for at komme ud på åbent hav, hvor jeg ikke vidste, om båden ville holde, og hvor den skulle hen. Jeg kan ikke forklare det bedre,” siger hun.
Hun tager en af de pauser i livet, som hun ser som helt vitale og frugtbare. Hun melder sig til efteruddannelse på CBS i bestyrelsesarbejde og slubrer alt fra gruppearbejde til klasseundervisning af de hotteste erhvervsfolk og professorer i sig. Opgaverne begynder at melde sig, så hun danner sit eget one-woman-konsulentfirma med mediekunder og har en fest med det hele.
Undervejs beder hun forskellige markante mennesker i sit netværk om ét godt råd i forhold til hendes næste skridt, og alle fra TV2's Merete Eldrup til JP/ Politikens Lars Munch svarer generøst. Giv dig god tid. Lad være med at tage det første og bedste, der melder sig. Du har en sjælden chance for at tænke dig om – brug den.
“Det var right down my alley. Det er de pauser, mænd går glip af, når de ikke tager barsel. Jeg fatter ikke, at mænd ikke for længst har krævet lovpligtig barsel til mænd. Alle mine tre barsler har været unikke og inspirerende åndehuller,” siger hun.
De gav hende mulighed for at forfølge nogle helt andre spor end sædvanligt og bruge den kreative side af hjernen. Hun byggede hus om og syede sofabetræk og kjoler til sine døtre.
“Jeg tror, mennesket bliver åndeligt rigere af at spille på mange strenge,” siger hun, der en forårsdag sidste år helt tilfældigt i avisen ser opslaget til direktørstillingen og får hjertebanken.
Elisabeth Nøjgaard er på barsel med sit tredje barn og kan mærke, der skal ske noget. Hun elsker sit arbejde i et af de byens mest prominente advokatfirmaer, suset fra retssagerne og analysearbejdet før et opkøb, men hun mangler fornemmelsen af det lange seje træk og at have sin personlige passion integreret i jobbet. Noget, der er til glæde, provokation eller eftertanke for andre.
“Så jeg sagde til min helt fantastiske chef: “Jeg skal noget andet. Tak for alt, hvad du har lært mig. Vil du hjælpe mig videre?," og jeg er sikker på, at han gerne ville have beholdt mig, men han ville også gerne hjælpe.”
På det personlige plan har det altid faldet hende svært at bede om hjælp, og hun vil til enhver tid hellere selv sætte hylder op end at ringe efter nogen, men når det gælder det professionelle liv, har hun aldrig tøvet med at række ud. For i hendes optik bliver alle store opgaver løst på bedst i samarbejde med andre.
Hun og hendes chef brainstormer på job i kulturlivet, og da hun selv foreslår Gyldendal, er han ovenud tilfreds. Det gav hende incitamentet til at ringe til forlagsdirektøren og få et møde.
“Bogverdenen var det mest oplagte sted for mig at søge hen, fordi jeg læste så meget selv, og jeg havde set min far sidde og skrive bøger hele min barndom. Han er professor og forsker i romanske sprog.”
Gyldendal havde på det tidspunkt ingen husjurist, men købte alle ydelser dyrt ude i byen, så her var cheferne mere end begejstrede for at få en erfaren businessadvokat siddende, der oven i købet bad om deltid.
“Jeg tænkte, at jeg kunne få mere tid med mine tre børn, der var små, men sådan kom det ikke til at gå,” må hun indrømme.
Opgaverne greb om sig, og Gyldendal blev hendes liv på lige fod med hendes familie, og da hun blev skilt i 2008, var det også i høj grad på Gyldendal, hun holdt sin retning.
“Mit arbejde var fuldstændigt balsamisk, fordi da alt var anormalt på hjemmefronten, var det et sted, hvor alt stadig gav mening, og hvor jeg var Elisabeth, professionel, og jovist, med en traurig mine engang imellem. Det sociale og professionelle rum på arbejdspladsen var fantastisk for mig.”
“Du må da ikke give hånd,” kommer det prompte fra hende til en medarbejder, der i skyndingen kommer til at glemme alt om corona og huske alt om gammeldags konduite.
Hun har et øje på alt på matriklen fra vægfarverne til peberkværnene i caféen, som hun har fået sponsoreret af danske firmaer. På det gamle tørreloft rumsterer håndværkerne, og både inde og ude hygger mestendels midaldrende gæster sig på forfatterindens landsted, ganske som hun ønskede det.
Elisabeth Nøjgaard er ved at få sin trekantssandwich galt i halsen ved spørgsmålet, om hun føler nogen form for slægtsskab med Karen Blixen.
“Nej … Det er kun de mennesker, der er i familie med hende, det tilkommer. Hun er højt hævet over os andre, hvad angår intellekt og kunstnerisk nerve. Nogle siger, hun var 3000 år gammel, så klog hun var i sin essens. Og fuld af modsætninger, både egenrådig, dominerende, omsorgsfuld, legende og lunefuld,” forklarer Nøjgaard.
Men hun beundrer forfatterinden, særligt for hendes mod. Til at rejse til Afrika som ung iværksætter og køre en virksomhed under svære forudsætninger og rejse sig fra de mest håbløse situationer. Miste sit livs kærlighed og lide under svær sygdom. Aldrig at få børn, selvom hun drømte om det. Og at vende tilbage til sit barndomshjem og bo med sin gamle mor i årevis som moden kvinde.
“Og hun har selvfølgelig også været bange. Det er det, der bagsiden af modet. Den, der ikke er bange, er enten dumdristig eller grænsende til det psykopatiske,” siger hun med henvisning til psykologiprofessor Peter Elsass’ bog “Kunsten at være bange”.
I den påviser han, hvordan de store helte også er bange, og at hvis man går imod angsten, kan der være noget værdifuldt at hente.
“Jeg tror på, at indimellem skal man være bange, hvis man vil opnå udvikling eller forandring. Karen Blixen har også skrevet en fortælling, hvor en af karaktererne siger om det at stå ved en skillevej: “Frygt ikke det utrolige! Når du er i tvivl, vælg da den farligste, den mest uhørte løsning.”
