ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Billig gourmetfrokost i Frederiksbergs hyggelige frokosthave

For 350 kr. kan du få en sikkert afviklet gourmetfrokost i hyggelige mødevenlige omgivelser

Oksebavette med mos af persillerod.
Oksebavette med mos af persillerod.

Restaurant Frederiks Have, som gemmer sig lidt på en villavej nær Frederiksberg Rådhus, er et vaskeægte lokalt stamsted, der flyver lidt under radaren.

20210917-103015-7_ma.jpg
Restaurant Frederiks Have. Foto: Jonas Pryner Andersen.

Indretningen har vist ikke ændret sig væsentligt, siden restauranten blev indrettet i 1990’erne; det er lidt, som når man besøger et privat hjem, der er indrettet i en lidt fjern tidsperiode, og ikke ændres, bare fordi moden gør det.

Uden for murene har Frederiksberg imidlertid forandret sig. Den tid er forbi, hvor man ikke behøvede at bekymre sig om at finde en parkeringsplads, og Virginiavej 1 samt nærmeste omegn er ingen undtagelse.

Afslappet goumetstil

Her ligger den hyggelige restaurant bag sommerens endnu grønne bladdække, og bag dette finder man terrassen, som har haft nogle travle måneder. Men tro nu ikke, at Frederiks Have er som de andre haver på Frederiksberg, der har været beskrevet her på siderne hen over sommeren. Her på stedet bekender man sig til den lette og elegante, men samtidig smagsmættede gourmetstil, som dog ikke bliver klassisk fransk på brasseriefacon.

“

Der er ikke nogen overhængende fare for at blive blanket af

En treretters frokostmenu koster 350 kr., en frokostanretning 300 kr., så der er ikke nogen overhængende fare for at blive blanket af, hvis man lader sine gæster vælge frit. Det samme gælder vinkortet, som er godt skruet sammen uden dog at virke ekstravagant.

Komforten er ganske god, især hvis man beder om et bord i restaurantens bageste afdeling, hvor bordene er dækket med pæne stofduge. Betjeningen virker rutineret, brødkurven kommer hurtigt på bordet, smørret er godt, hvedebrødet friskt – men rugbrødet dog decideret kedeligt.

Det er tiltænkt den smørrebrødsorienterede anretning, som omfatter en skuffende sild, der er meget blød i konsistensen. Laksesalaten smager dog nydeligt, og unghanebrystsalaten er virkelig god med pikante smage og konsistenser.

Fin frokostmenu

Trerettersmenuen indledes med en vellykket luftig og friskt rentsmagende soufflélignende ballotine lavet af jomfruhummerfars, som er forsynet med en delikat stegeskorpe på begge sider. Hertil serveres nogle papirtynde skiver af rå blomkål og en interessant sauce med masser af friskhed og intensitet.

Den skinnende blanke og tilpas tykke sauce er lavet med tomat som base, uden at det virker som en tomatsauce. Det er, som om man har fravristet tomaten dens umamiindhold, men frasorteret det sødlige element og erstattet det med forfriskende hyben.

Hovedretten er tre stykker blodrødt oksekød af udskæringen bavette; kødet er behageligt mørt med en ren smag. Saucen er kraftig i den magre demiglacestil, garnituren er en dejlig grov mos af bagt persillerod med smør, og på toppen glinser friteret persille. Det hele spejles på førnævnte frokostanretnings tallerken, blot i en miniatureudgave, og anretningen, som serveres ad to omgange, indeholder to stykker ost og lidt sød kompot, mens desserten til trerettersmenuen er mere ambitiøs.

20210917-103043-6_ma.jpg
Dessert med hvid chokoladeis.

Her optræder små udstukne knapper af sprødt æble fra Fejø i selskab med andre æblestykker, som er pocheret i en dampovn, så de på én gang er luftige, men samtidig tørrede. Hertil en is lavet på hvid chokolade, mælk og fløde samt endnu engang en kraftfuld sauce, her lavet på reduceret æblemost.

Arbejdsro

Til 350 kr. er denne menu lidt af et fund, og da stedet drives med sikker og rutineret hånd, tør jeg godt anbefale det som et godt bud til en arbejdsfrokost, hvor man ikke er ude for at opleve nye trends, men gerne vil kunne tale sammen uden at blive alt for distraheret af hverken udfordrende mad eller alt for snakkesalige tjenere.


Andre læser dette lige nu