“Smager det godt?” spørger manden inde bag visiret, der er fastgjort til et brillestel og en del af tjeneruniformen. Lettere overrumplet svarer jeg “ja”, hvortil han nikker, ligesom samtykkende, og sætter kurs mod køkkenet, hvor en kok ses arbejdende med front mod os. “Der er ros til maden fra bord seks,” råber tjeneren, som var han en auktionarius, der netop havde givet hammerslag til en overrasket køber. Teoretisk set har tjeneren jo ret, og det kan være, at han har en fortid som kopimaskinesælger eller lignende, hvor man lærer at hjælpe kunderne lidt på gled.
Men jeg kan godt lide hans friske stil, der minder om jargonen på de gamle frokostrestauranter, ikke mindst fordi han samtidig er opmærksom og imødekommende, velsoigneret og med en veludviklet sans for humor eller i hvert fald en, der er kompatibel med min.
Jeg er hans første betalende gæst på restauranten, der hedder Rosé Rosé og ligger der, hvor Hellerup Klub lå indtil for nyligt. Hellerup Klub gjorde det i fransk mad ifølge bistrokonceptet tilsat smørrebrød og mindede lidt om Bistro Boheme, mens Rosé Rosé gør det i fransk mad ifølge bistrokonceptet tilsat smørrebrød og minder lidt om Bistro Boheme. Men hov, er det ikke det samme? Jo men der er en ny stab og nye ejere, som har fået stedet malet og flyttet baren.
Udover at smage hønsesalaten afholder jeg mig fra at trænge dybere ned i den danske frokostskat, og konstaterer ved den lejlighed, at salaten er lavet af meget mørt hønsefuglekød i en fed dressing, der er for salt til min smag, mens baconen har en fin saltbalance og en glimrende smag af lufttørret kød.
Jeg drikker naturligvis rosé, andet kan man ikke være bekendt ud af respekt for stedets navn, og der er fire gode glas at vælge imellem hvoraf jeg lander på Domaine Tempier, der er et af de mest respekterede navne i Bandol. Den er ikke iskold men seks grader over frysepunktet, hvilket tjeneren gør opmærksom på med den forklaring, at temperaturen hurtigt stiger. Jeg er enig i, at vinen hellere må være kold end for varm, men er nu alligevel tilhænger af en lidt lunere serveringstemperatur.
Den klassiske franske bistrostil understreges med frisk baguette, som serveres med ægte fransk smør, hvis udløbsdato er 10. oktober. Det ved jeg, fordi smagen forekom mig at have en begyndende harskhed, så jeg undersøgte emballagen, og skal hilse at sige, at det er et yderst snævert vindue fra 21. september til 10. oktober, da smør ofte er fremstillet tre måneder før udløbsdatoen. Jeg forstår ikke baggrunden for at vælge fransk smør frem for dansk, men når det kommer til gedeost, er det mere forståeligt, fordi udvalget af danske produkter er meget begrænset. Ifølge menukortet er stedets salade chevre chaud med gratineret gedeost, og der er da også lækre ristede hvedecroutoner med syrlig gedeost øverst på salaten, det er blot ikke smeltet og karamelliseret som ventet.
De grønne friske bønner er perfekt blancheret, så de lige netop kan bides over men fortsat er fulde af saft og sprødhed. De sorte oliven har ligget i vand, jeg ville have foretrukket de lidt runkne udgaver i olie, men alt i alt er det en nydelig salat. Retten med stegt torsk sidder lige i skabet. Det tykke stykke torsk er stegt med en tynd skive hvedebrød fastgjort. Torsken falder lige præcis i flager, når man skærer fra de mange friske krydderurter på toppen gennem det sprøde brød og helt ned til de mange tern af lidt kedelig såkaldt syltet selleri og gulerod.
Den franske rørte tatar er lige så vellykket som torsken. Kødet er finthakket og luftigt i konsistensen, krydringen med sennep er lige tilpas, og mange grønne urter liver op såvel hakket i tataren som i hel figur på tallerkenen sammen med rigelige mænger salat.
Den klassiske quiche er der heller ikke en finger at sætte på, og her er gedeosten virkelig gratineret med en lysebrun gylden overflade til følge. Til quichen serveres nogle skiver god færøsk røget laks, som er lidt til den salte side.
Tjeneren spørger, om burgeren må steges medium, hvilket han anbefaler, og jeg indvilger. Ikke desto mindre ankommer den stegt vel over medium, og så er det en mærkelig lille og meget høj hakkebøf, der slet ikke passer i den gode briochebolle. Kødets kvalitet er imidlertid glimrende med en ren smag og tilpas fedme.
Creme bruléen forekommer mig at være for tynd, til gengæld er stedets Gateau Marcel så fremragende, med fast og dog luftig kagebund og fint luftig chokoladecreme øverst, at man skulle tro, kokken var i familie med kagens opfinder, den navnkundige kok Michel Michaud.
Og det er lige præcis tilfældet, siger tjeneren, som oplyser at det er Michauds svigersøn, som står i køkkenet.
Der står han godt, for jeg synes denne frokost var vellykket på trods af de nævnte skønhedspletter, og jeg glæder mig til at komme tilbage, for at nærstudere de 11 stykker smørrebrød, et udvalg der overgår visse egentlige smørrebrødsrestauranters.
En rose er en rose er en rose, skrev Gertrude Stein, og jeg fristes til at omskrive det med en fransk bistro er en fransk bistro, hvad enten den hedder Rosé Rosé eller Hellerup Klub – i hvert fald i nærværende vellykkede tilfælde, som jeg godt tør anbefale.
