Der er Andys sodavand til alle og ostesandwich på toastbrød, som står serveret på skranken i den lille kantine. De omkring 50 indianske medarbejdere myldrer ind og installerer sig stilfærdigt på de blå plastikstole under lysstofrørene.
Fabrikkens største kunde, tøj- og interiørmærket Aiayu fra Danmark, er på det årlige besøg i skikkelse af to høje, blonde kvinder, Marie Worsaae og Maria Høgh Heilmann.
"Vi hjælper dem til bedre forhold og til at sikre deres familier, samtidig med at vi køber et førsteklasses produkt. Det interesserer os ikke at sælge på fattigdom, men på kvalitet"
De er noget af en attraktion her på strikfabrikken i El Alto i den industrielle bydel af Bolivias hovedstad, La Paz, omkring 4000 meter over havets overflade, hvor vi fremmede hiver efter vejret og tager piller mod højdesyge.
“Vi er så glade for at være her og at se jer allesammen, og vi vil gerne fortælle, hvor meget vi sætter pris på jeres smukke arbejde,” begynder Marie Worsaae på flydende spansk.
Hun er ansvarlig for salg- og marketing og er sammen med Maria Høgh Heilmann partner i Aiayu. Kvinderne designer og sælger et bæredygtigt, underspillet luksusunivers, der bliver solgt i highend-butikker verden over. Sengetøj, plaider, sweatere, der altsammen bliver lavet i Bolivia.
Det er i år ti år siden, mærket opstod som en fusion mellem boliviansk lamauld og europæisk design – en alliance mellem entreprenante sjæle i begge lande, der kunne se en fordel i at skabe en kanal mellem Sydamerikas fattigste land, der har masser af dygtige hænder, og den vestlige verden, der har masser af penge. Derefter tegnede både glæderne og udfordringerne sig i disen af den store kulturkløft.
Designer Maria Høgh Heilmann (t.h.) etablerede Aiayu for ti år, som Marie Worsaae, salg- og marketingansvarlig, siden er blevet partner i.
Marie Worsaae fortsætter med sin vigtigste pointe over for arbejderne i dag:
“Vi vil gerne skabe mere arbejde for jer alle, og derfor vil vi forklare, hvilke konsekvenser det har, hvis tingene ikke bliver færdige til tiden,” siger hun smilende iklædt jeans og en tynd, hvid maskinstrikket sweater fra sommerkollektionen, som matcher hendes krøllede hår, der lyser op som et skandinavisk fyrtårn i rummet.
Hun viser billeder på den nussede væg fra sin medbragte powerpointpræsentation. Vi ser portrætter af de syv ansatte på kontoret i Danmark og af strikvarer i omgivelser, der virker eksotiske her blandt indianere, der aldrig har været på så meget som en weekendtur uden for Bolivia.
En sweater er yndigt placeret med andre lækre indkøb og postet på Instagram, vinterkollektionen hænger klar på renseribøjler i showroomet på Østerbro i København og en håndstrikket plaid hænger skødesløst i et butiksvindue sammen med andre livsstilsgoder, der koster en strikkearbejders månedsløn – hver især.
Strikkepinde og guldtænder
Marie Worsaae forklarer de opmærksomme tilskuere, hvordan de skal bruge kollektionsprøver et år i forvejen (velvidende, at strikkerne ikke gider strikke en enkelt cardigan, der måske aldrig bliver sat i produktion), så butikkerne kan bestille deres foretrukne eksemplarer (forhåbentligt tilstrækkeligt mange til, at fabrikken vil sætte den i produktion), så kontoret på Dampfærgevej igen kan sende en endelig bestilling til La Paz, og arbejderne kan sætte fut i strikkepindene (i god tid før kunderne er klar til at lade kreditkortene gløde).
“Vi er strenge med vores deadlines, for at vi kan sælge mere,” skærer hun det ud i pap, stadig med et venligt smil.
Tilhørerne fniser og spiser, smiler og lytter, og den første strækker en hånd i vejret, en kvinde på forreste række.
Lamaulden bliver kartet, vasket og spundet op på fabrikken i El Alto, som mest benytter gamle europæiske maskiner.
“Vi arbejder hårdt, og vi ved, alle er uundværlige. Men det er ikke altid, vi kan nå det til deadline. Nogle gange arbejder vi 12 timer på en dag,” siger den 46-årige Teresa Pacheco Apaza, der har to alenlange fletninger samlet til én ned ad ryggen og tænder, der glimter af guld – et tegn på velstand i den oprindelige del af befolkningen, der udgør ca. 60 procent af indbyggerne.
“Jeg arbejder også nogle gange 12 timer på en dag, når vi har travlt. I Danmark kalder man det, at vi løfter i flok,” responderer Marie Worsaae, før den næste kvinde beder om ordet.
“Jeg vil bare sige, at jeg er så taknemmelig for at være en del af projektet, og jeg sætter virkelig pris på, at I kommer hele vejen herover og viser os, hvor produkterne kommer hen i verden,” siger 45-årige Felipa Condori Machaca blandt meget andet i en lind strøm af ord. Hun og hendes mand kan sende deres børn på universitetet for de penge, de tjener som strikarbejder og som tømrer.
Nogle produkter bliver strikket på maskine og andre, dem i tykkere garn, i hånden.
Mødet bliver hævet, og i samme øjeblik stimler kvinderne sammen til et “Kodak moment” om de tårnhøje gæster for på skift at blive fotograferet med dem. Fnisene breder sig, da den endnu højere og rødhårede fotograf med vikingelangt hår og busket skæg indgår i pakken. Mobilkameraerne knipser, og folk står i kø for at kramme tak og god dag og farvel på én gang.
Gode forhold
Marie Worsaae og Maria Høgh Heilmann kan tørre tårerne ud af øjenkrogene og ånde lettet op. Med foredraget balancerede de på en knivsæg mellem peptalk og påpasselighed.
Samarbejdet med fabrikken havde fra begyndelsen ulandsstøtte med fra Danida, og fabrikken her i den industrielle bydel El Alto blev indrettet med alskens faciliteter, der har skaffet den landets første wrap-certificering, et internationalt stempel for social ansvarlighed.
De ansatte har velfungerende toiletter og ordentligt lys til deres arbejde. Fabrikken har et vandrensningsanlæg, der renser vandet 100 procent og genbruger 70 procent. De har stole, hvis ben alle fungerer, så de ikke skal understøttes med en stabel bøger, som var tilfældet før Danida. Og ikke mindst har kvinderne tre måneders barselsorlov, og alle har de kun otte timers arbejdsdag, overarbejdsbetaling og sygesikring.
Alicia Capo de Moroco har strikket for fabrikken i 21 år. Her strikker hun puden Heather, hendes yndlingsopgave.
Det er fine forhold i et land, hvor fagforeninger først under den nuværende præsident, den socialistiske Evo Morales, er ved at få fodfæste. Så ét spørgsmål ligger hele tiden lige på læberne af de mest aktivistiske: Hvorfor kan de så ikke bare få noget mere i løn?
“De kan ikke lige gennemskue udgifterne til materialer, at dollaren lige er steget en tredjedel, og at fragt, skatter og afgifter skal lægges oveni kostprisen. Selv om deres månedsløn for os kan virke lav, er mindstelønnen i Bolivia steget 100 procent indenfor de seneste fem-syv år. Så den pris, som slutkunden skal betale alene i år, er steget med 25 procent,” forklarer mærkets designer Maria Høgh Heilmann, og hun bliver bakket op af fabrikkens ejer.
Lamaer græsser i det tørre landskab i højlandet uden for Bolivias regeringsstad, La Paz.
“De kan ikke få højere løn, fordi vi konkurrerer med kinesiske arbejdere, og her ligger Bolivia allerede højt med en månedsløn på omkring 200 dollar,” svarer fabriksejeren Tito.
Han viser rundt i den støvede del af fabrikken, hvor den tottede, fedtede og beskidte uld kommer ind i store sække.
“Jeg ser mig selv som opfinder og iværksætter, og at mine forretninger samtidig kan sikre arbejdspladser til bolivianere her i landet, glæder mig kun,” fortæller Tito.
Fra lamauld til cashlama
Der lever omkring 2,5 mio. lamaer i Bolivia, og for bare 20 år siden brugte man ikke ulden til garn, fordi den består af så mange forskellige kvaliteter, hvoraf den tykkeste er grov som fandens øjenbryn og kun til at smide ud i tonsvis.
Tito drømte om at finde en måde at udnytte denne landets levende ressource, så han hyrede 250 kvinder til at sortere ulden i flere bunker mellem grusomt groft og himmelblødt. Resultatet blev ét stort rod med noget, der lignede 250 standarder for sortering.
Så købte han en hel fabrik i Italien, der havde været brugt til kashmirgeders uld, fragtede den til La Paz og stoppede lamauld ind i den.
“Intet kom ud i den anden ende. Det var utroligt,” husker han.
Men lidt efter lidt fik han opkøbt flere gamle maskiner i Europa og knækket koden for “dehairing” af lamaulden, som han nu producerer og sælger worldwide som både bundter og forskellige garnkvaliteter, bl.a. babylama og cashlama, den fineste,blødeste pendant til den asiatiske kashmir.
Han forsøgte sig også med lokale designere og bejlede til danske indkøbere på bl.a. en messe hos Dansk Industri, men vejen er lang smagsmæssigt fra det sydamerikanske højland til highend-butikkerne i Vesten. På samme messe mødte han igen designeren Maria Høgh Heilmann, der var med til at grundlægge Aiayu i 2005, efter de havde mødtes første gang i Bolivia.
“Jeg var fuldstændig solgt, da jeg fik sådan en tot uld i hånden,” husker hun.
“Ja, du blev ved med at stå og kramme den,” tilføjer han.
Ingen ulandsromantik
Derfra blev de første masker slået op i deres fælles projekt. Aiayu er i dag eneaftager af al hans cashlama, og den største kunde i hans afdeling for færdig strik. Og nok er der ingen bolivianske produkter uden lama i, men der er ingen produkter med lamaer på.
Det traditionelle sydamerikanske æstetik med etnisk aura og inkasymbolik er forment adgang på såvel sweatere som plaider og pudebetræk til fordel for en enkel, nordisk og til tider minimalistisk stil.
Aiayu holder universet helt fri af ulandsromantik og inkasymbolik. De færdige produkter tæller også sengetøj i indisk bomuld.
Designeren Maria Høgh Heilmann er uddannet i Danmark og Italien med en fortid hos bl.a. designeren Neil Barrett. Hun lægger bevidst afstand til ulandsromantikken, for hvor vidunderligt dragterne og farverne end ser ud på netop denne plet på landkortet, har det ikke den store gang på jord hos kunder, der kan og vil betale 2395 kr. for to kvadratmeter strikket plaid.
Til gengæld presser designeren heller ikke udefrakommende modeeffekter ind for at pifte det hele lidt op.
“Vi laver det, der kan blive godt, med de udsøgte materialer, stedet tilbyder. For os ligger der også en mission i at forklare indkøberne, hvorfor vi ikke lige har en pailletop i kollektionen. På den måde er vi den nørdede dreng i klassen,” siger designeren, Maria Høgh Heilmann med et strejf af både stolthed og selvironi.
Maria Høgh Heilmann og resten af holdet bag mærket har stadig en opgave i at “opdrage” modekunderne til rigtigt at se det underspillede håndværk og inddrage den gode kvalitet i en verden, hvor folk ofte køber masseproduceret fast fashion fra Bangladesh og Kina, og hvor håndstrik tenderer det uddøde og uopnåelige.
Kontrasten er tydeligt illustreret ved de omkring 20 håndstrikkere, der sidder sammen udenfor. De ligner små tykke paddehatte i deres traditionelle puffede nederdele i flere lag, mange med bowlerhatte eller huer og en del med deres småbørn på slæb.
Bolivia har ca. 2,5 mio lamaer. Deres uld var indtil for få år siden for grov til at bruge til noget. Det ændrede en ingeniør og fabriksejer på, så fabrikken i dag leverer blød cashlama-uld til Aiayus produkter.
De er lige så farverigt klædt, som deres strikketøj er afdæmpet. Mens de ligesom resten af deres indianske landsmænd sværmer for de klare regnbuefarver, der også ses i den lokale Aymara-stammes flag, sværger aftagerne for naturens palet tilsat modens skiftende farver.
Vinterkataloget 2015 har forskellige nuancer af blå tilsat hindbær og pudder, men allerede året efter er det old news, og der skal nye farver til.
Det kræver en designers skarpe blik at sortere i tendenserne, og det kræver en stilbevidst salgschef at sælge det på de rigtige messer og i de rigtige butikker. Langt fra lamafigurer og hønsestrik. Og alligevel så tæt forbundet til de mennesker, der har haft hvert eneste stykke mellem hænderne.
"At strikke er min stolthed og min arv," siger 60-årige Graciela Cartacor, der har været tilknyttet fabrikken som freelance-håndstrikker i 12 år, og strikker ligesom mange andre bolivianske medsøstre både ude og hjemme, dag og aften, når det passer ind i familiens rytme.
"Jeg lærte at strikke af min mormor, og både mine tre sønner og min datter kan strikke," fortæller hun, der syr sine initialer G.C. med pink tråd ind i al sit færdige håndstrik.
Sælger på kvalitet
Vi er heldige, at de er troppet op i dag. De er frie kvinder, som kommer, når det passer dem. De sidder også, hvor det passer dem, og i dag lader de værkstedet stå tomt for i stedet at sidde på den tørre jord i virksomhedens gård.
De har strikket, siden de var børn, som deres forfædre, både kvindelige og mandlige, har gjort det i generationer. Cholaer kaldes de, når de stadig går med de oprindelige folkedragter, og med den globalisering, som landet undergår, er de sandsynligvis et sjældent syn om en generation eller to.
Hvis alt går vel, er deres kundskaber ikke gået tabt, men vitaliseret i den nye linje til de udenlandske markeder. Det håber salgs- og marketingchefen, Marie Worsaae, der bruger andendagen på fabrikken på at tale med hver eneste af dem.
Nogle af Aiayus mest populære produkter er plaiderne, som har været med fra begyndelsen. De bliver strikket på maskine, men gennemgår alle personlig kvalitetskontrol.
"Det giver så meget mening for os, at vi hjælper dem til bedre forhold og til at sikre deres familier, samtidig med at vi køber et førsteklasses produkt. Det interesserer os ikke at sælge på fattigdom, men på kvalitet," siger hun, før hun må slippe dem for denne gang.
Forhandlingerne med ledelsen skal sluttes på kontoret nede i byen, hvor der er mere ilt, og hjemme tikker bestillingerne ind efter hendes seneste visning på en messe i Paris. Hun giver et sidste kram til Marina Quispe Nina, en af de dygtigste maskinstrikkere, der næsten ikke har lukket et øje om natten efter det rørende besøg dagen før.
