ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Fra diesel til el: Dansk iværksætter har fundet en guldåre i grøn omstilling

Danske virksomhed Renteq ombygger brugte varebiler, busser og entrepenørmaskiner fra diesel til el. Potentialet er enormt, og skeptikere måber, når de ser totalomkostningerne ved at genbruge i stedet for at købe nyt

En bus med 220.000 km på tælleren er klar til at få udskiftet sin dieselmotor med et ombygningskit med batterier, elmotor og elektronik.
En bus med 220.000 km på tælleren er klar til at få udskiftet sin dieselmotor med et ombygningskit med batterier, elmotor og elektronik. Foto: Leo Mortensen

En godt brugt minibus med 220.000 km på tælleren får nyt elektrisk liv i en hal i Dragør. Bag ombygningen står den danske startup Renteq, der insisterer på, at den grønneste og billigste vej til elektrificering af tunge køretøjer ikke er at købe nyt, men at genbruge det, vi allerede har.

Renteq forvandler brugte varebiler, busser og tunge entreprenørmaskiner til emissionsfrie elkøretøjer. Visionen er at skabe en forretning på at forlænge levetiden af eksisterende køretøjer og samtidig trække produktion og arbejdspladser tilbage til Danmark.

Det startede som et hobbyprojekt med en gammel Land Rover Defender, men stifter og direktør Kristoffer Falk Qvist indså hurtigt, at det virkelige potentiale lå et andet sted.

"Vi gør en helt anden klimamæssig forskel, når vi går ud og konverterer varebiler, der kører hver eneste dag, kontra specialbiler, der kører en gang imellem," forklarer han til Børsen.

renteq
Batteripakken er opbygget i moduler a 10 kWh, der placeres i bunden af bilen hvor der før var brændstoftank og udstødningsanlæg. Drivaksel og chassis ændres ikke. Foto: Leo Mortensen

Slår diesel på totaløkonomi

Forretningsmodellen er bygget op om at tilbyde en bedre totaløkonomi (TCO) og et markant lavere CO2-aftryk gennem levetidsforlængelse af eksisterende køretøjer. Et konkret eksempel er en Mercedes Sprinter minibus, som på el koster 1,6 mio. kr. fra ny. Renteq's konvertering af en eksisterende, afskrevet bus koster omkring 370.000 kr. plus moms.

"Når den har kørt så langt, er den jo afskrevet. For at lave opgradering på for eksempel drivaksler eller bladfjeder, er det måske 20-30.000 kr., vi smider oveni. Det er forsvindende lidt i forhold til, hvad man får ud af at levetidsforlænge sådan én," siger Kristoffer Falk Qvist.

Tilgangen reducerer ikke kun startinvesteringen drastisk, men angriber også CO2-udledningen. Ved at genbruge chassis, karosseri og interiør spares der energi og ressourcer på at producere et nyt køretøj. 

renteq
Renteq har specialiseret sig i at ombygge Mercedes Sprinter fra diesel til el, men udvikler forretningen til også at omfatte andre mærker og entrepenørmaskiner op til 70 tons. Foro: Leo Mortensen

Produktion hentes hjem fra Kina

En central del af visionen er at gøre op med den traditionelle outsourcing. Renteq er ved at investere i egne laserskærere og bukkemaskiner for at kunne producere komponenter i Danmark, som i dag hentes i Kina.

"Vi kan udkonkurrere kineserne. Det handler om, at vi ikke skal tjene penge på at forarbejde stålet; vi skal tjene penge på den slutløsning, vi leverer. Ved at vi selv gør det, har vi fuld kontrol over processen og kan reagere hurtigt," forklarer Kristoffer Falk Qvist.

Visionen rækker videre end blot egen forretning. Ved at trække arbejdspladser hjem styrkes dansk industri i en tid, hvor autobranchen står over for en omvæltning.

"Geopolitisk fjerner vi en barriere. Vi øger beskæftigelsen herhjemme med værdiskabende jobs, og vi holder omsætningen inden for Danmarks grænser. Det har et kæmpe potentiale."

renteq
Volvo-gravemaskinen får fjernet sin dieselmotor, men bevarer sin hydraulikstation. Her kobles en elmotor på, mens brændstoftanken erstattes af batterimoduler. Foro: Leo Mortensen

Fra larm til stilhed på byggepladsen

Potentialet er enormt, især for entreprenørmaskiner, der opererer i byzoner. En tonstung gravemaskine med en larmende dieselmotor udskiftes med en kraftfuld og næsten lydløs elmotor. For operatøren er forskellen markant.

"Vi hører fra dem, der har siddet ved siden af sådan en hamrende, bankende dieselmotor en hel dag; de er ikke så trætte i hovedet, når de kommer hjem," fortæller Kristoffer Falk Qvist.

Løsningen er en robust og modulær tilgang. En standardiseret elmotor med et moment på 1200 Nm kobles direkte på maskinens hydrauliksystem, og batteripakkerne bygges op i moduler, der kan tilpasses den enkelte maskine og let udskiftes ved service. For en stor gravemaskine på 16 tons fjernes næsten et ton dieselmotor og erstattes med et elektrisk system, der kun vejer marginalt mere, hvilket gør vægtforskellen ubetydelig. En ombygget entrepenørmaskine kan have batterikapacitet til 15 timers arbejde.

Offentlige transportudbydere som Movia stiller i stigende grad krav om emissionsfrie køretøjer i deres udbud. En konverteret elbus gør det muligt for operatøren at byde ind på og vinde kontrakter, der kræver nulemissionskørsel. 

Ved at vælge en konvertering frem for en ny bil opnår operatøren et markant lavere samlet CO2-aftryk – det er i stigende grad en parameter i offentlige udbud. Movia har hævet aldersgrænsen for køretøjer i flextrafikken og accepterer konverterede biler. Det gør det attraktivt at give en ældre, velholdt bus et nyt elektrisk liv.

renteq
Batterierne kommer i moduler og kan lades i hjemmelader (AC) og i hurtiglader (DC). En komplet ombygning af en varebil tager tre uger. Foto: Leo Mortensen

Et opgør med skepsis

Som med enhver ny teknologi møder Renteq skepsis. Spørgsmål om rækkevidde, brandsikkerhed og holdbarhed er hyppige. Virksomhedens svar er at punktere myter med fakta og demonstration.

For håndværkeren med en tung trailer er rækkevidden afgørende. Renteq' ombyggede Sprinter kan trække 3,5 tons og har stadig en rækkevidde på over 250 km, hvilket dækker behovet for langt de fleste, da man tjener penge på at arbejde, ikke på at køre langt.

Renteq leverer otte års garanti eller en mio. km på batteripakken, hvad der måtte komme først. 

"Det er en kæmpe konkurrencemæssig fordel for vores kunder at køre på el, især når de byder ind på offentlige opgaver, hvor der stilles krav til bæredygtighed," siger Kristoffer Falk Qvist.

Med en forretningsmodel, der kombinerer økonomisk snilde og teknologisk innovation, er målet at bevise, at fremtiden ikke kun handler om at bygge nyt, men om at genopfinde det, der allerede findes.


Andre læser dette lige nu