I forrige uge smagte Børsens vinpanel en række topvine, og som sædvanligt var vinene maskeret. Og ikke alene det, ingen af deltagerne vidste, hvilke vine de skulle møde. For meningen var, at den bedste vin skulle vinde – ikke den mest berømte.
Da jeg var smagningens arrangør, vidste jeg, hvilke vine der var med. Men jeg kendte ikke rækkefølgen. For havde jeg gjort det, ville jeg nok have givet Lafite et halvt eller helt point mere, uden at jeg med overlæg ville ønske at give den en fordel. Men sådan er det med ikoner: man respekterer dem nogle gange lidt for meget.