ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Første test af batteridrevet Audi e-tron: Tung, støjsvag og autoritær

Vi har hørt om de nye tyske elbiler i årevis, men med Audi e-tron er ventetiden forbi. Børsen tager den nye batteridrevne model gennem ørkenen i Abu Dhabi for med egne øjne og ører at se, om den også opleves som en Audi.

Audis bestyrelse meddeler, at de har godkendt en plan om at investere 105 mia. kroner i udviklingen af elektrificerede biler frem til slutningen af 2023. I 2025 skal der være mindst ti deciderede elbiler på Audis modelprogram, og Børsen er i Abu Dhabi for at prøve den første.

Det er samtidig den længe ventede debut for den nye bølge af tyske elbiler, så der er noget på spil.
1_47298_picture_7908_1.jpg
e-tron glider støjsvagt gennem ørkenen. Her er arbejdet med at udvikle nye forseglinger af døre og vinduer, og med at forhindre enhver form for vibrationer fra de to elmotorer. -Tobias Sagmeister

Audi e-tron er en femsæders SUV med en elmotor på hver aksel og et batteri i bunden. Den fås kun som elbil, og er udviklet som sådan fra bunden af på en ny platform, der skal bruges til kommende elbiler fra VW-gruppen.

Genkendes i ørkenen som en Audi

Målet har ikke været at bygge en elbil, der skal frelse verden, men at bygge en Audi. Det gennemsyrer både den internationale pressepræsentation og det første indtryk, vi får af bilen.

Den genkendes i varmen som en Audi på en halv kilometers afstand, og man skal helt tæt på for at se, at den store frontgrill er lukket af for at sænke vindmodstanden. Har batteriet behov for mere køling end dets indbyggede temperaturstyring kan klare, åbnes et par klapper i grillen.

De adaptive LED-forlygter har hver 55 dioder, og som noget nyt er køre-, nær- og fjernlys integreret i samme lygte. Fælgene er 19”, 20” eller 21”.
2_47299_picture_7908_1.jpg
Den internationale præsentation foregår i Abu Dhabi på grund af det gode foto-vejr og det faktum, at ørkenstaten ligger centralt for presse fra både USA, Europa og Kina. -Tobias Sagmeister

Udefra er der ingen tvivl om bilens identitet, og det er der heller ikke i kabinen. Vi genkender Audi-layoutet med en skærm bag rattet og to i midten af instrumentpanelet fra Audi A8 og dens mindre søskende, men designet af bordet er unikt for e-tron.

Den buede form over rattet og de karakteritiske firkantede konturer går igen andre steder på bilen, og skal signalere, at det ikke er en hvilken som helst Audi. Sådan opleves det også på vejen.

Tryk på startknappen, og kør

Et tryk på start-knappen giver liv i skærmene, men ellers sker der ikke noget. Sæt så gearvælgeren – det er egentligt ikke nødvendigt med en, da bilen ikke har en gearkasse – i D, og træd forsigtigt på speederpedalen. Nu triller bilen uden en lyd.

Fraværet af lyd ved lave hastigheder kender vi fra andre elbiler, men i e-tron er stilheden slående.

I Abu Dhabi går politiet nidkært op i håndhæve fartgrænserne, så jeg kører konsekvent på fartpilot. Grænserne hopper og og ned mellem 50 og 160 km/t, og der er ikke den store forskel på at køre 50 eller 160 km/t i en e-tron.



Ved 50 km/t kan man tydeligt høre passagererens åndedræt, og ved 160 km/t er der antydningen af susen fra forrude og dæk – men ikke mere end i en Audi A8. Det giver sammen med den standardmonterede luftundervogn og det trinløse gear en komfort, så det er belastende at komme tilbage til en fossildrevet bil med stålfjedre.
4_47301_picture_7477_1.jpg
Bagagerummet svarer til en almindelig SUV i klassen, og bagsædet kan lægges ned. Der er kælder under gulvet, og et mindre rum forrest til en taske og opbevaring af kabler. -Tobias Sagmeister

Bruger strømmen flere gange

Den radarstyrede fartpilot holder selv afstand, og sætter hastigheden op og ned efter vejens og turens forløb. En effektivitetsassistent regner ud, hvornår det er smartest at køre i friløb, og sætte farten op og ned, og det fungerer godt.

Samspillet mellem det temperaturstyrede batteri, de to elmotorer og GPS-data gør det muligt at forlænge rækkevidden i en grad, så e-tron ifølge Audi er den mest effektive elbil på markedet.
6_47303_picture_2984_1.jpg
Her er plads som i en Audi Q7 takket være det flade gulv og den lange akselafstand på 293 cm. -Tobias Sagmesiter

Bilen er så effektiv til at opsamle energi fra nedbremsninger, at rækkevidden angiveligt forlænges med op til 30 pct. Næsten uanset hvordan man kører, samler bilen energi op og lagrer det i sit batteri. Med palerne bag rattet kan man justere ”motorbremsen”, altså hvor meget, elmotorerne skal bremse bilen, når man slipper speederen.

Her er tre trin, men uanset hvad man vælger, får man ikke en egentlig bremse-effekt som vi kender det fra biler som Tesla Model S og Jaguar I-Pace.

”Det har været altafgørende for os, at e-tron føles som en Audi, når du kører den. Det er ikke Audis mål at lave den bil, der bremser kraftigst, når man slipper speederen. Det er Audis mål at lave den bil, der rekuperer mest (opsamler og genbruger energi, red.),” forklarer ingeniør Michael Crusius fra Audi AG.

Derfor opsamler bilen både energi når man slipper på speederen og når man træder på bremsen. Næsten 100 pct. af tiden arbejder systemet på at høste energi, og kun ved egentlige nødopbremsninger træder de store bremser i kraft. Man mærker ikke, om bilen bremser eller rekuperer, når man træder på bremsen. Målet er at give en harmonisk kørsel.
3_47300_picture_7908_1.jpg
Det er en vild oplevelse at køre elbil i terræn. Her er ingen forsinkelse fra kobling eller motor – bare træd på speederen, og drivlinen reagerer uden forsinkelse. Firehjulstrækket er 100 pct. elektronisk styret. -Tobias Sagmeister

Batteriet vejer 700 kg

Batteriet bor i bunden af bilen i en kraftig ramme af aluminium. Det består af 36 moduler af væskekølede celler, der kan lagre op til 95 kW.

Som standard kan det lades med 230 volt (som vil tage en evighed) eller i en hjemmelader med 11 kW. Den kan opgraderes til 22 kW, hvilket betyder en ladetid på cirka otte timer. Med det nye net af 150 kW-hurtigladere, som de tyske bilfabrikker er ved at opstille i Europa, kan man lade fra nul til 80 pct. på cirka 25 minutter.

Audi Danmark forventer, at der vil følge en ladestander fra Clever og to års serviceaftale med bilen, ligesom det fra næste år vil være muligt at købe et abonnement, hvor man får adgang til 80 pct. af de offentlige ladere i Europa. Her låser bilen selv laderen op, og sørger for at betale for strømmen.

Den officielle rækkevidde er endnu ukendt, men Audi forventer 420 km i WLTP-normen.

I det varme Abu Dhabi er det tilsyndeladende ikke noget problem at opnå den forventede rækkevidde, men hvordan den avancerede drivline vil te sig under vinterlige danske forhold må en kommende test vise.
7_47304_picture_2984_1.jpg
De nye digitale sidespejle består af et kamera på døren, der på en OLED-skærm viser, hvad der sker bagude. Målet er lavere vindmodstand og -støj, og som en bonus bliver bilen cirka 10 cm smallere. -Tobias Sagmesiter

Digitale sidespejle

En 0-100-tid på 6,6 sek. er ikke opsigtsvækkende, men sætter man gearvælgeren i Sport, kommer tiden ned på 5,7 sek. Det er stadig en kvik acceleration, og den fortsætter til den begrænsede topfart på 200 km/t.

Den eneste drama er første gang, man kører med de nye digitale sidespejle – det kræver et par timers tilvænning, før de giver mening, for i starten kigger man forgæves efter et sidespejl.

Et vidvinkelkamera på døren filmer bagud og viser resulatet på en skærm på indersiden af døren. I byen er her fokus på bløde trafikanter, under parkering peger kameraet nedad, og på motorvejen highlightes biler, der kommer hurtigt bagfra.

Pointen er lavere vindmodstand og -støj, og højere sikkerhed. Systemet er ekstraudstyr og gør desuden bilen cirka 10 cm smallere.

sådan virker de nye sidespejle:



Vækker opsigt i ørkenstaten

I Abu Dhabi vækker e-tron opsigt, men mest fordi folk tror, det er en ny Q5. Når man fortæller, at det er en elbil, spærrer folk øjnene op og udtrykker forvirring. Hvorfor?, er den gennemgående reaktion i landet, der sidder på otte pct. af jordens kendte olieressourcer.

Det officielle svar er, at Audi forsker i et bredt udvalg af drivmidler, heraf strøm. Både markedet og lovgiverne efterspørger mere grønne biler, og her er elbilen med den nuværende batteriteknologi et supplement til fossildrevne biler. På sigt vil teknologien bliver mere udbredt i takt med at prisen på batterier falder og rækkevidden stiger.

Audi e-tron lanceres i Danmark til foråret. Det er hverken den vildeste, hurtigste eller mest dramatisk designede elbil. Den opleves først og fremmest som en Audi.
5_47302_picture_5318_1.jpg
Lys bruges som designelement for at understrege det digitale ophav. LED-lygter, dynamiske blinklys og ambient belysning i kabinen er standard. -Tobias Sagmeister

Børsen var inviteret til Abu Dhabi af Audi Danmark.


Andre læser dette lige nu