Først var de for mærkelige. Nu ruller millionerne ind

Børsen bringer omkring jul og nytår en række af de mest læste artikler i årets løb. Her kan du læse én af dem.


For alle dem, der kender bare en lille smule til makkerparret Anders Morgenthaler og Mikael Wulff, er der en skuffelse på vej. For denne artikel er ikke sjov. Den er ikke skør, på kanten eller helt ved siden af. Den er nærmere seriøs. Dybsindig, og ja, alvorlig. Undskyld.

Men sådan må det nødvendigvis være, når nu hovedpersonerne selv insisterer på, at de netop er alvorlige, seriøse og – hold fast – kommercielle. Ja, de bruger endda selv det forhadte ord, der egentlig bare betyder, at de projekter, de skaber, også er økonomisk lukrative. I så fald må man jo være kommerciel, synes devisen.

“Stop lige. Jeg vil nu ikke mene, at jeg selv bruger det ord så meget. Kommerciel. Det er Anders, der gør det. Jeg synes, det kan have en klang, som kan misforstås i kreative sammenhænge,” siger Mikael Wulff og ser over på Anders Morgenthaler for ligesom at få ham til at bakke op, men han køber den ikke. Han retter sig op i stolen.

“Jamen, se dig omkring. Nogle af klodens mest anerkendte kunstnere netop nu er da dybt kommercielle. Både herhjemme og i udlandet. Det er alle sådan nogle oplevelsesøkonomi-typer, hvor alt det, de laver, har et større, kommercielt sigte. Jeg vil ikke nævne nogle navne, men tag nu bare en tilfældig dansk-islandsk kunstner, som virkelig har succes i de her år. Personen er vidt og bredt anerkendt for sin kunst og er med al respekt virkelig dygtig, men det er da også dybt kommercielt, uden at nogen forarges over det. Men det er rigtigt, at man nok ikke vil bruge ordet kommercielt, selvom der virkelig er stor efterspørgsel på den type kunst.”

Mikael Wulff sidder et øjeblik og tænker over det, der lige er blevet sagt nede fra bordenden. Det er, som om han lige skal tygge på ordene fra Anders Morgenthaler, før han svarer.

“Men okay, så lad os bare sige, at den dansk-islandske kunstner har gang i en helt vidunderlig forretning. Lad os bare bruge dét ord i stedet.”

Og med dén lille udveksling er vi i gang. Mikael Wulff og Anders Morgenthaler er sat i stævne for netop at tale forretning. Det sker i makkerparrets eget studie på Amager i København, hvor de to efterhånden beskæftiger et større hold fastansatte og freelancemedarbejdere, der tilsammen udgør firmaet New Creations.

"Vi ville gerne fremstå som mere seriøse og komme lidt ud af den der med, at komikere og folk fra underholdningsbranchen altid er sådan nogle, der sidder nede i en kælder og ryger hash, er u­seriøse, ustrukturerede, skøre"

Firmaet er et slags moderne produktionsselskab, der står bag alt lige fra produktion af tegneseriestriber over tv-serier, film og bogudgivelser. Alene i 2015 havde selskabet en omsætning på 11,4 mio. kr. og et resultat før skat på 1,4 mio. kr.

Engang holdt makkerparret hof inde i mondæne Bredgade i hjertet af København, men det var langt fra det perfekte match, fortæller Mikael Wulff under den indledende rundvisning.

“Vi måtte flytte derfra. Vi var bange for at blive smittet,” siger han.

“Der er jo fyldt med advokater og konsulenter og den slags.”

Sætningen får lige lov at hænge lidt i luften, før han fortsætter.

“Det var egentlig et forsøg fra vores side. Vi ville gerne fremstå som mere seriøse og komme lidt ud af den der med, at komikere og folk fra underholdningsbranchen altid er sådan nogle, der sidder nede i en kælder og ryger hash, er u­seriøse, ustrukturerede, skøre. Ja, sådan nogle dejlige tossebørn. Så vi tænkte, det ville være en udfordring at flytte ind i Bredgade. Vi ville fremstå mere professionelle, og det handlede om signaler. At hvis vi ville tiltrække penge, måtte vi være i et professionelt miljø med penge. Og det er Bredgade,” siger Mikael Wulff og smiler.

“Men nu er vi så her på Amager. Det er også meget billigere. Vi fik simpelthen et godt tilbud, og her kan vi udleve Anders’ drøm om et stort, kreativt studie, hvor alle typer mennesker er samlet. Som du kan se, har vi bestræbt os på, at det skal ligne et rigtigt kreativt værksted. Det er da lykkedes meget godt, synes du ikke?” siger han og slår ud med hænderne.

Værkstedet er ét stort rod. Fyldt med møbler, malerier, tegninger, skitser, planter, lamper og skifterammer. Anders Morgenthaler støder til i et nærliggende mødelokale og tager straks tråden fra Bredgade op. For der er mere til historien, siger han.

“Det handler om, at vi gerne vil gøre op med den gamle forestilling om, hvordan “man er” i underholdningsbranchen. Vi er selv del af en gruppe, der kører butikken meget professionelt. Der er tænkt over tingene, og der er struktur. Vi er meget langt fra den gamle drukkultur, som fyldte meget i den danske underholdningsbranche før i tiden og helt tilbage til Dirch Passer og Kjeld Pedersen og deres generation. De fremstår jo i dag, som om de flød rundt i deres liv og ikke havde styr på noget som helst. De var konstant på forsiden af Se & Hør med skandaler fra deres privatliv, havde en enorm skatte­gæld og var på kanten af konkurs. Siden da er der sket en enorm udvikling og professionalisering af underholdningsfaget herhjemme, hvor kunstnerne i høj grad har fået øget medbestemmelse over egen karriere, skæbne og kreative udvikling,” forklarer Anders Morgenthaler, der helt præcist kan fortælle, hvornår udviklingen tog fart.

"Vi er selv del af en gruppe, der kører butikken meget professionelt. Der er tænkt over tingene, og der er struktur. Vi er meget langt fra den gamle drukkultur, som fyldte meget i den danske underholdningsbranche før i tiden og helt tilbage til Dirch Passer og Kjeld Pedersen og deres generation"

“Det skete med Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen. De indgik et professionelt makkerskab, hvor Trier fik lov at være den skøre kreative, mens Ålen stod for forretningen, og det fungerede,” siger Anders Morgenthaler.

Så New Creations er en slags Zentropa for tegneserier, for tv-serier, for film og for bøger. For det hele simpelthen. For kreativitet kan ikke sættes i kasser. Og da slet ikke de firkantede af slagsen, bedyrer de to bagmænd.

“Der er som sådan ingen grænser i vores firma, det er en ramme om kreativiteten, men f.eks. produktionen af tegneseriestriber er sat fuldstændig i system. Vi udvikler dem ud fra bestemte målgrupper, så vi i dag både har leverancer til Politiken, Berlingske, Altinget og MetroXpress. Det er ikke os to, der alene laver dem, men vi er med til at konceptuere de forskellige striber, som så bliver ført videre af andre kreative her i huset,” forklarer Anders Morgenthaler.

“Man kan sige, at vi mest er inde over i starten og står for noget supervision og sådan, men ellers fungerer vi som et lille, kreativt team, der har udviklet en særlig niche med tegneseriestriber som vores speciale. Det er dem, der giver smør på brødet,” siger Mikael Wulff.

De sidste par år har parret endda kunnet tillade sig at smøre et ekstra tykt lag på, da successen har bredt sig. Striberne er gået kloden rundt og udkommer i dag i aviser over hele verden.

Alene i USA er der lidt over 300 aviser, der dagligt viser resultatet af Anders Morgenthaler og Mikael Wulffs kreative makkerskab i form af tegneseriestriben “WUMO” – som på dansk udkommer i Politiken under navnet “WulffMorgenthaler.”

“Med WUMO har vi fået vores internationale gennembrud, og det var der ikke mange, der troede, var muligt,” siger Mikael Wulff og fortæller historien om, hvordan det egentlig gik til, at det lidt umage par fandt sammen i første omgang.

Eller rettere, hvordan de blev sat sammen – som i et arrangeret ægteskab. Med tv-redaktøren Palle Strøm som giftefoged.

“Jeg var i midten af 1990’erne begyndt på noget stand-up og skrev samtidig nogle tekster til tv. I den forbindelse mødte jeg Palle Strøm, som dengang var redaktør på DR. Han var ret begejstret for det, jeg lavede, så da han senere rykkede over til TV2 og blev underholdningsredaktør, tog han fat i mig igen.”

Palle Strøm ville udvikle en ugentlig sketch til et underholdningsshow, men sketchen skulle være animeret. Til det formål hentede han Anders Morgen­thaler, som dengang gik på Filmskolen, og satte ham sammen med Mikael Wulff.

“Det fungerede sådan, at Anders skabte animationerne og tegnede, mens jeg skrev teksten og lagde stemme til,” fortæller Mikael Wulff.

“Ja, jeg husker også, at der var et amerikansk agentur, der sagde til os, at det gennembrud kunne vi godt glemme alt om. Det ville ALDRIG ske, sagde de. Det er vel over ti år siden"

Og sådan blev de to et team, der har holdt sammen lige siden. Altid med enorme ambitioner. Derfor blev deres fælles striber også udviklet på engelsk helt fra begyndelsen, hvor de mødtes hver søndag for at finde ind til den særlige tone og stil, der er i dag er så karakteristisk for netop dem.

“Det var ikke en proces, der var sat i system. Vi vidste bare, at vi gerne ville nå bredt ud, så vi lavede striberne på engelsk og lagde dem på nettet. På den måde opbyggede vi stille og roligt en fanbase,” husker Anders Morgenthaler.

“Jeg husker, at vi altid havde tømmermænd,” tilføjer Mikael Wulff.

“Ja, og det var før, jeg fik børn. Hold da op,” siger Anders Morgenthaler og kører en hånd gennem sit mørke, kraftige hår.

“Det var nok lidt undergrund dengang. Vores striber var jo virkelig bizarre, perverterede og upolerede.”

“Ja, jeg husker også, at der var et amerikansk agentur, der sagde til os, at det gennembrud kunne vi godt glemme alt om. Det ville ALDRIG ske, sagde de. Det er vel over ti år siden,” fortæller Mikael Wulff.

“De opfattede os som afsporede. Men ja, der er da også striber fra dengang, jeg ikke selv forstår i dag. Måske er det næsten halvdelen,” funderer Anders Morgenthaler, mens han bladrer rundt i en af de bøger, parret har fået udgivet med nogle af deres mest populære striber.

“Ha, ha, se lige den her. Kan du huske den?” spørger han Mikael Wulff, men han er allerede fortabt med hovedet dybt nede i striberne.

Mikael Wulff er på jagt efter nogle af de mest outrerede eksempler fra parrets efterhånden 15 år lange karriere.

“Hov, stop, dén der skal da også med i Børsen. Det skal den. Den er genial,” råber Anders Morgenthaler og kigger på en af de tegninger, han har udvalgt til denne artikel.

“Hold da op,” siger han flere gange og kører igen hånden gennem håret.

"Der kom altså også et tidspunkt – måske var det for tre år siden – hvor vi simpelthen fik nok af sex, vold og blod i striberne. Det var endda før, vi slog igennem i USA. Vi besluttede os faktisk for, at vi ville undgå de emner ret konsekvent"

“Der kom altså også et tidspunkt – måske var det for tre år siden – hvor vi simpelthen fik nok af sex, vold og blod i striberne. Det var endda før, vi slog igennem i USA. Vi besluttede os faktisk for, at vi ville undgå de emner ret konsekvent. Vi sagde: “Nu tager vi et år uden sex, vold og blod og laver en mere familieorienteret tilgang, hvor alle kan være med.” Det var en kæmpe udfordring for os,” siger Anders Morgenthaler.

“Men altså, hvis der kom en fuldstændig sjofel joke, så lavede vi da også den,” siger Mikael Wulff, der får løsrevet sig fra bogen med striber et øjeblik:

“Nu har vi så et bagkatalog på mere end 6000 striber, og af dem er der klart nogle, der går over stregen, hvor amerikanerne ikke vil være med. Men så kan de vælge de 2000 mest bizarre fra, og stadig har de 4000 striber, de kan køre i aviserne. Det er frugten af mange års arbejde, vi nu høster.”

“I USA fungerer det sådan, at der sidder en redaktør og udvælger, hvilke striber der kan køre i aviserne, og det er klart, at der er noget af det, vi har lavet, der ryger. Altså seksuelt samkvem er absolut no-go. Et par, der knepper i en seng. Nej, det kan man altså ikke. Selv de mest harmløse striber, hvor religion spiller en rolle, bliver sorteret fra. Sådan er det,” konstaterer Anders Morgenthaler, der ikke opfatter det som censur, men blot en anden kulturel reference, som man bliver nødt til at acceptere.

“Det står dem jo frit for, hvad de ønsker at bringe. Vi giver dem blot et udvalg,” siger han.

“Men hvis vi er i tvivl om, hvad der går an, kan vi bare ringe til Sverige. Derovre er de endnu værre end amerikanerne. Deres grænser for, hvad de vil bringe og ikke bringe, er langt mere hårdt trukket op. De er demonstrativt politisk korrekte. Men igen: Noget af det, de gør i Sverige, er jo rigtigt. På nogle områder er man bare nødt til at tage et standpunkt og stå ved det. Men nogle gange har det også tendens til at blive over-over-korrekt, og så bliver det absurd,” vurderer Anders Morgenthaler.

“Det er helt klart en balancegang,” siger Mikael Wulff.

“Men nu har vi også tegnet i så mange år, at det er sjældent, der er noget, der kommer bag på os. Vi ved godt, når vi er ude på et skråplan, men det er også der, det sjove befinder sig,” siger han.

“Vi tegner mindst 500 striber om året, og der kan godt gå lidt ni-til-fire i den, så en gang imellem skal man vende tingene på hovedet, så det ikke bliver sådan: “Åhhh, nu er det snart fredag, og vi skal igen til at lave striber,” forklarer Anders Morgenthaler.

“Ja, det er faren. Det kræver da noget, når vi skal levere en stribe til hver eneste dag året rundt. Men omvendt giver det også en umiddelbar energi, for det er noget, vi er gode ting. Med striberne behøver vi ikke starte helt fra bunden. Vi har udviklet noget, som virker, og som vi har et publikum til. Det, synes jeg, vi skal sætte pris på.”

“Det er rigtigt, og når først vi kommer i gang, er det da egentlig meget hyggeligt,” siger Anders Morgenthaler og flyver pludselig hen over bordet for at pege på en side i den bog, Mikael Wulff sidder med mellem hænderne.

“Se, der er to striber på én side, hvor de bliver bollet i røven. Dem kan jeg godt huske,” siger han.

Og så blev artiklen alligevel ikke helt så seriøs. Undskyld.