Denne fortælling er en af den slags historier, hvor vi nødvendigvis må gå hele vejen tilbage for at forstå, hvorfor virkeligheden egentlig ser ud, som den gør. Hvorfor Rune Bech er blevet til den person, han er.
Det er sådan set ikke et forsøg på at psykoanalysere hovedpersonen, mere en måde at komme rundt om ham på. For Rune Bech er ikke sådan en type, man kan smide i en lille, firkantet kasse, og så giver det hele mening. Sådan er han slet ikke skruet sammen.
Han er derimod en fusion af tanker, handlinger og passion. Især det sidste. Og årsagen skal, ifølge ham selv, findes allerede i barndommen.
“Vi er simpelthen nødt til at gå helt tilbage til dengang, jeg voksede op. Det var på en fantastisk smuk, idyllisk, romantisk, stråtækket, firlænget gård kaldet Havstedbæk i Køng Sogn på Fyn.”
Rune Bech stiller sig sjældent selv op på scenen, om end han både spiller på saxofon og klaver.
Sådan. Så er han i gang, storytelleren Rune Bech, der med masser af detaljer og beskrivelser sætter ord på den fortælling om sig selv, som han har besluttet sig for at dele med Børsens læsere.
Men nu er han jo også vant til det. Faktisk er han oprindelig uddannet journalist og har arbejdet otte år som korrespondent for Politiken. Først i Central- og Østeuropa og derefter London. I 1997 kom han til TV2 som udenrigskorrespondent, men allerede året efter fik han en idé, der for alvor tog fart.
Derfor er det navn, de fleste nok forbinder med Rune Bech i dag, ikke de medier, han har arbejdet for, men det medie, han selv etablerede sammen med en barndomsven hjemme på Fyn.
“Netdoktor.dk er jo den virksomhed, jeg altid vil blive husket for, uanset hvad jeg foretager mig. Den har vokset sig større, end vi i vores vildeste fantasi havde troet muligt"
Netdoktor.dk hedder virksomheden, som blev grundlagt i 1998 og derefter drevet fra et lille kontor oven på cykelhandleren i Brogade i Svendborg. I starten var de fem ansatte, siden blev de 250 på tværs af ni lande.
“Det er jo den virksomhed, jeg altid vil blive husket for, uanset hvad jeg foretager mig. Den har vokset sig større, end vi i vores vildeste fantasi havde troet muligt,” siger han.
Og det er næsten synd for Rune Bech, for går man først ind på hans LinkedIn-profil på nettet, vil man se, at her er en mand, der ellers har haft nok at se til, siden han i 2001 solgte sin del af Netdoktor til kapitalfonden Apax Partners.
Rune Bech stillede selv startkapital til rådighed, da Jazzhus Montmartre blev genåbnet i 2010. Siden har han været flittig gæst i koncerthuset, hvor han tillige er ulønnet direktør.
Han har haft forrygende travlt og bl.a. etableret og solgt virksomhederne E-doktor.dk og Sundhedsdoktor.dk, ligesom han er medstifter af Liva Healthcare og senest den britiske sundhedsportal Askharleystreet.com.
Men det er ikke alt. Han har sideløbende haft ledende stillinger i bl.a. TV2 og Saxo Bank samt været formand eller bestyrelsesmedlem i virksomheder som Jobzonen.dk, Boozt.com, Waoo.dk samt Nianet.dk — alle virksomheder med det digitale som omdrejningspunkt.
Men der er ét punkt, vi endnu mangler, og som Rune Bech åbenbart har fundet så væsentligt, at han selv nævner det øverst på sin Linkedin-profil lige ved siden af billedet af ham selv og titlen som “serieiværksætter.” Her står nemlig: “Jazz lover.”
“Ja, jazzen spiller en meget stor rolle i mit liv. Men jeg er ikke nogen nørd,” bedyrer han.
"Jeg er derimod en stor jazzelsker, for det er min kærlighed til jazz, der gør, at jeg har været i stand til at skabe meget af det, jeg har været involveret i"
“Jeg ved egentlig ikke så frygtelig meget om jazz, og jeg ville tabe enhver jazzquiz på stedet. Jeg er derimod en stor jazzelsker, for det er min kærlighed til jazz, der gør, at jeg har været i stand til at skabe meget af det, jeg har været involveret i,” siger han.
Okay, nu bliver det hele lige lidt for kreativt. Det er som om, den røde tråd i fortællingen forsvinder, for hvordan i alverden kan jazz have noget at gøre med de mange, digitale iværksættereventyr, som Rune Bech har været involveret i? Forklaringen er relativt simpel, siger han.
Rune Bech er ikke nogen jazz-nørd, bedyrer han, men han erkender, at han er fascineret af jazzen og det miljø, der er i jazzkredse. "Det er jo totalt modsat af det miljø, jeg plejer at begå mig i," siger han.
“Jazz er jo den diamentrale modsætning til alt det, jeg ellers har lavet. Giver det mening? Jazz er alt andet end rationel. Det er en livsstil, der er afslappet, tilbagelænet, impulsiv. Den totale modvægt til den ellers fuldstændig rationelle verden, jeg normalt befinder mig i, og hvor det er tal, der afgør det hele. Tal har ingen betydning i jazzens verden, og den er derfor et frirum for mig. Det er her, jeg lader op og finder ny energi.”
Rune Bech ser et øjeblik ud som om, han har set lyset. Han smiler over hele ansigtet.
“Kan du følge mig?” spørger han.
Og ja, det er svært ikke at mærke den begejstring, der strømmer ud af ham, når snakken falder på jazz. Det er uden tvivl musikken, der er hans hjertebarn, og det forklarer også, hvorfor det var ham, der stod bag, da Københavns legendariske Jazzhus Montmartre genåbnede i 2010 med startkapital fra netop Rune Bech.
“Det var en god idé, som jeg ikke kunne lade ligge. Det måtte virkeliggøres,” forklarer han.
"Min mor og far var politisk uenige om rigtig mange ting. Min far, der var viceskoleinspektør, var formand for Venstre i den lokale kreds, mens min mor, der var børnehaveklasseleder, var medlem af Radikale Venstre"
Faktisk sidder vi netop i de originale lokaler, hvor jazzklubben har holdt til siden etableringen i 1959 – dog med en enkelt afstikker til Nørregade i København, hvor Rune Bech for første gang oplevede jazzen live.
“Men så skal vi først tilbage igen. Tilbage til den idylliske familiegård på Fyn, for ja, selvom det var ret dejligt at vokse op her, skete der også noget, da mine søskende flyttede hjemmefra. Der blev lidt ensomt, lidt stille måske, men jeg havde inden da været en tur i min storebrors pladesamling, og her fandt jeg rigtig meget jazz, og jeg var hooked,” husker Rune Bech.
“Det betød, at da jeg kom i gymnasiet, var jeg den, der tog bus og tog til København for at høre jazz. Det var dengang, Jazzhus Montmartre endnu lå i Nørregade. Jeg husker det som et magisk sted, hvor musikken virkelig fik lov at spille hovedrollen.”
Der er stadig musik i de originale lokaler, hvor Jazzhus Montmartre har holdt til siden etableringen i 1959 – dog med en enkelt afstikker til Nørregade i København, hvor Rune Bech for første gang oplevede jazzen live.
Hjemme på gården på Fyn var forældrene nu også meget musikalske, og mens faderen spillede på violin, havde moderen gjort det til vane at spille på klaver hver eneste dag. Det husker Rune Bech tydeligt.
“Men jeg husker også de mange diskussioner rundt om middagsbordet. Min mor og far var politisk uenige om rigtig mange ting. Min far, der var viceskoleinspektør, var formand for Venstre i den lokale kreds, mens min mor, der var børnehaveklasseleder, var medlem af Radikale Venstre. Min far gik ind for at støtte forsvaret, mens min mor var udpræget pacifist. Det skabte nogle ganske sunde diskussioner i det lille hjem, som var et pædagogisk projekt fra mine forældres side.”
Rune Bech forklarer, at han kom til verden i kølvandet af Cubakrisen. Der var dømt Kold Krig, og verden føltes usikker og utryg.
Så forældrene fik den idé at flytte langt ud på landet for at skabe en tryg og solid barndom for de i alt fire børn i familien. Rune Bech var den yngste og en rigtig efternøler.
"Mine forældre havde den idé, at de ville skabe en slags Noahs Ark derude på gården, så vi havde to slags af nærmest alle dyr. Der var grise, køer, heste, får, gæs, katte og hunde”
“Jeg husker min barndom som virkelig tryg og dejlig. Ja, det lyder fuldstændig lyserødt, men det var det også. Mine forældre havde yderligere den idé, at de ville skabe en slags Noahs Ark derude på gården, så vi havde to slags af nærmest alle dyr. Der var grise, køer, heste, får, gæs, katte og hunde. Det var alt, tror jeg.”
Og hver weekend, når solen stod op, blev børnene så sendt ud i stalden for at muge ud efter hestene. Dét har Rune Bech ikke glemt.
“Det var min far, som jeg vil beskrive som “krævende.” Han forlangte af os børn, at vi skulle være del af arbejdet på gården. Man skal yde, før man kan nyde. Min mor var nok mere fokuseret på, at vi også skulle nyde livet, så jeg har helt sikkert fået en del af dem begge med mig i bagagen, for jeg kender jo godt til det der med at arbejde virkelig meget, mens jazzen er blevet der, hvor jeg også tillader mig selv at nyde livet.”
Det kan af samme grund virke lidt paradoksalt, at netop jazzen de seneste par måneder er blevet en endog meget krævende hobby for ham.
Jazzhus Montmartre mistede tidligere på året sin årlige støttebevilling fra Københavns Kommune, og det betød, at jazzhuset, hvor Rune Bech er ulønnet direktør, måtte ud i en overlevelseskamp, der først nu ser ud til at være overstået.
“Ja, i hvert fald lige foreløbig,” siger Rune Bech, der forklarer, at kommunens tilskud på 700.000 kr. om året måske ikke lyder af så meget, men ud af et samlet, årligt budget på 6,5 mio. kr. er det noget, der kan mærkes.
"Hvert eneste år, siden vi startede, har vi haft et underskud på 2,5 mio. kr., som det er lykkedes os at skrabe sammen via tilskud og donationer fra forskellige, danske fonde"
“Vi har altid haft meget høje ambitioner om at tilbyde de bedste, internationale jazzartister, og de er ikke de billigste. Ligesom vi kun har 85 pladser til publikum. Det er ikke et sted, der kan klare sig på almindelige markedsvilkår, og det synes jeg heller ikke, kunsten skal. Men hvert eneste år, siden vi startede, har vi haft et underskud på 2,5 mio. kr., som det er lykkedes os at skrabe sammen via tilskud og donationer fra forskellige, danske fonde. Vi har været fuldstændig afhængige af den støtte, vi har kunnet få,” forklarer Rune Bech, der i første omgang har afværget krisen ved bl.a. at få restauratør Rasmus Bo Bojesen til at rykke ind og åbne en frokostrestaurant i de legendariske lokaler.
“Og jeg kan love, at det bliver med jazz på pladespilleren,” siger Rune Bech.
Han har nu kastet sig over arbejdet med at finde en hovedsponsor samt etableringen af en erhvervsklub, hvor danske topchefer kan “netværke og deltage i særlige arrangementer med jazzkoryfæer fra ind- og udland.”
“På trods af min baggrund i netop erhvervslivet har jeg måske ikke været god nok til at involvere private virksomheder og store organisationer i Montmartres liv, men det forsøger vi at rette op på nu.”
Det er planen, at der skal være maks. 30 medlemmer i klubben, og de første otte har allerede meldt sig, fortæller Rune Bech, der håber, at han med restruktureringen én gang for alle har reddet jazzhusets liv.
“Hvis jeg tænker på, hvor mange timer, jeg har tilbragt her, både som koncertgænger og leder, kan jeg kun sige positive ting. For jeg har gjort det af kærlighed.”
