Restaurant Kanalen har mere end 40 år på bagen, og i mange af disse sendte man så at sige på en fransk kanal, ligesom der var hvide duge på bordene. Nu sender den gamle madkanal på en frekvens, der er mere ung, hvilket også nærmest er køkkenchefens navn. Det er Peter Yung Worth, og navnet aftvinger respekt i kokkekredse, bl.a. fordi det står på diplomet fra DM for kokke i 2017, men også fordi Yung Worth har en bred erfaring, der er blevet indhentet gennem forskellige succesfulde job på danske restauranter samt i udlandet.
Og så laver han mad, der kan mærkes i en grad, så jeg rejste mig fra bordet i protest og udvandrede. Det var for nogle år siden, da han stod for gastronomien til opsætningen af filmen “Festen“ som madteater, en indsats der blev belønnet med Reumertprisen.