For 40 år siden blev en tiårig landsbyknægt enig med sig selv om, at han ville lykkes med det, som ingen dansk skuespiller før havde gjort

Nikolaj Coster-Waldau drømte om at lave en Allan Simonsen. Som ene dansker i et tungt internationalt besat plakatensemble hang den krølhårede tekniker på væggen i hans drengeværelse i landsbyen Tybjerg.

Historien om Europas bedste fodboldspiller af 1977 var begyndt i Vejle og var endt i verden. På de største scener. Derhen ville tiårige Nikolaj også.

Før visualisering overhovedet var et kendt og skamredet begreb, havde han levende forestillinger om sin fremtid. Drømmene tog form af lege. I den lille gang i hjemmet på Sydsjælland blev “Ole” gentagne gange verdensmester. Bevæbnet med et bat og bold fejede han modstanderne af banen.

“Det er fuldstændig fantastisk, den her dreng har slået alle de voksne ud,” imiterede den lille dreng lyden af tv-kommentatoren, inden han blev overrakt den fantasiformede pokal.

I Nikolaj Coster-Waldaus lege endte han altid som verdensmester. Ofte kaldte han sig “Ole” i legen. Ole var 12 år, for at være 12 var sejt. Penge var der ikke mange af i den virkelige verden i hjemmet i Tybjerg, som huser en kirke, et forsamlingshus, marker og et par og 40 indbyggere. I 1. klasse blev hans forældre skilt, og huset røg flere gange på tvangsauktion. Han er ikke stolt over at tænke på det, men han skammede sig inderst inde lidt over hjemmet, der ikke var rent og ryddeligt som vennernes.

Udlængslen var måske miljøforstærket, eller måske var udlængslen allerede i hans genetik. Sikkert er det her i hvert fald: Nikolaj Coster Waldau ville altid gerne være et andet og lidt vildere sted. Og han behøvede tydeligvis ikke nogen coach for at lykkes med visualiserings-øvelsen. Selv siger han:

“Jeg havde allerede som lille dreng store drømme om at komme ud i verden og lykkes. Og jeg fandt ud af ret tidligt, at jeg kunne godt lege den leg og forsvinde ind i det.”

Det er hævet over enhver rimelig tvivl, at legen er blevet til virkelighed. Det, han dengang forsvandt ind i, er blevet til den verden, vi andre nu eskapistisk betragter.

I dag er Nikolaj Coster-Waldau Danmarks nok mest verdensberømte skuespiller, sådan går det, når man spiller en bærende rolle i en af de største tv-serier, “Game of Thrones”.

De spæde skridt til det blev taget tilbage i 90’erne.

“Parallelt med Connie Nielsen er Nikolaj Coster-Waldau den første skuespiller i sin generation – og nok i det hele taget – der har gået målrettet efter en udenlandsk karriere. Op igennem 1900-tallet har der aldrig være en tradition for at søge oversøisk som dansk skuespiller,” fortæller Ann Lind Andersen, cand.mag og filmanmelder igennem mere end 25 år.

Som jævnaldrende med Nikolaj Coster-Waldau har hun fulgt hans karriere tæt. Hun beskriver den som usædvanlig. Ikke kun fordi han allerede som purung blev landskendt med rollen i “Nattevagten” (1994), men også fordi han derefter tog et helt anderledes valg ved at flytte til England.

“Hans jævnaldrende såsom Mads Mikkelsen blev jo hjemme og begyndte på faste samarbejder med danske instruktører. Det var noget helt nyt, da Nikolaj Coster-Waldau sagde: Jeg flytter til London.”

Ingen udenforstående kunne dengang vide, at det rent faktisk ville lykkes: Begyndende med rollen i Hollywood-blockbusteren “Black Hawk Down” (2001), så et bevis på, at han kunne bære en bærende rolle i en international tv-serie, “New Amsterdam” (2008), og endelig det store internationale gennembrud med “Game of Thrones” (2011).

Hvor kommer det fra, talentet for skuespillet?

Nikolaj Coster-Waldau er blank.

End ikke i dag kan han svare på, hvor han skulle have fået et anlæg for skuespil fra. Til gengæld står han ved at kalde sig selv “den irriterende unge”, der altid gerne ville optræde. På ungdomsklubben begyndte han i 7. klasse at interessere for drama og spille skuespil. Derhjemme så han amerikanske serier som “Soap” med en ung Billy Crystal og “Cosby & Co.” hvor han var forelsket i Lisa Bonet, og selv-følgelig danske “Matador”.

“

Jeg var totalt overrasket. Jeg var jo en bonderøv, jeg havde ikke nogen forestilling om, hvordan det kunne lade sig gøre

Hvis udlængslen er den ene del af Coster-Waldaus drivkraft, er den anden del identifikationen med og nysgerrigheden for mennesker, som egentlig lever et helt andet liv.

“Umiddelbart havde jeg intet til fælles med de karakterer, jeg så, men jeg kan huske, at jeg havde total identifikation med de mennesker. Så min motivation og drivkraft blev at fortælle historier og skabe en forbindelse til et publikum, som de kan spejle sig i og tænke over.”

Et talent var der tydeligvis. Højest usædvanligt kom han som 18-årig ind på Statens Teaterskole i København i første forsøg. Han havde hverken fortalt familie eller venner om sit forsøg. Heller ikke sin mor, som først fik beskeden overrakt, efter han var accepteret. Sandheden var, at han selv var lige så forbløffet som alle andre.

“Jeg var totalt overrasket. Jeg var jo en bonderøv, jeg havde ikke nogen forestilling om, hvordan det kunne lade sig gøre.”

Næppe heller havde han en forestilling om, at hans første filmrolle i 1994 skulle gøre ham til et teenageidol. Rollen som den uskyldsrene og kønne jurastuderende, der kommer for skade at tage en tjans som nattevagt, i ja, gæt selv hvad filmen hedder. Og hvad gør man så?

Man bruger vel sin nyvundne status som landskendt skuespiller som afsæt til flere roller herhjemme? Ikke Nikolaj Coster-Waldau, han sendte alle de 40.000 kr., han havde tjent på “Nattevagten”, ud af landet og fløj til Bristol Old Vic Theatre School dagen efter, optagelserne var forbi.

Når der ikke var danske skuespillere at spejle drømmen om en udenlandsk karriere i, var der til gengæld sportsfolk. Der var jo Allan Simonsen. Og hvis Allan Simonsen kunne, hvorfor skulle han så ikke kunne gøre det samme, bare som skuespiller? Det var ræsonnementet bag den uventede beslutning om at rejse til England for at begynde på en britisk skuespillerskole. Også selvom det vakte undren i branchen.

“Det virkede helt åndssvagt udefra. Men for mig var det helt logisk. Det var min drøm. Jeg havde en tanke om, at hvis jeg skal lykkes på engelsk, vil det være smartest at uddanne mig på en engelsk skole. Jeg holdt kun i 14 dage,” siger han og ler.

Skolemætheden efter fire års skolegang på teaterskolen i Danmark satte en stopper for den plan. Hjemme i Danmark ringede telefonen ikke efter “Nattevagten”. Coster-Waldau “var lykkelig for den film, men den hang som en skygge,” som han formulerer det. Han var låst i en rolle som teenageidol – og i en kategorisering som den pæne, men måske også uinteressante karakter. Så han tog til London. Fra sin beskedne bolig begyndte han at fralære sig sit danglishe og tillære sig et upåfaldende engelsk. Han fik sig en agent. Det lykkedes at få småroller. Og hvad han genfandt, var i virkeligheden friheden.

“Der er en frihed for mig i anonymiteten,” siger han. “At kunne gå ind og spille på et andet sprog gør, at det lige pludselig er langt fra mig. Jeg har inderst inde altid haft en enorm tro på og selvtillid i, at jeg kan, og jeg vil, men så har jeg også altid haft en usikkerhed, altså “hvad laver jeg her? Jeg er bare en bonderøv, det kan jeg jo ikke”,” fortæller han.

“For nogle er sprog en barriere, men for mig har det været en frihed at kunne arbejde på engelsk, fordi det her er jo ikke mig. Nu spiller jeg Jack, som er vokset op i Florida, og jeg kan ikke gøre det halvt, for så bliver jeg totalt til grin.”

Indbringende var det dog ikke i begyndelsen. I 1999 var han for alvor på røven økonomisk. Resultatet af det kan den dag i dag ses på Youtube (for ja, Youtube glemmer åbenbart heller ikke ting, der skete før Youtube): En dubbet tysktalende Nikolaj Coster-Waldau, der får superkræfter af at spise en skive pølse fra Reinert Salami.

Udefra set var det måske på det punkt, at andre havde opgivet idéen om en storslået karriere i udlandet. Ikke Coster-Waldau. Det lyder næsten som taget ud af den positive psykologis mantrasamling, men tvivlen har aldrig kunnet spolere det for ham.

“Jeg har haft en lystbetonet, men også ufravigelig overbevisning om, at det var det, jeg skulle. Jeg havde ikke rigtig nogen tvivl om det skulle lykkes. Jeg kiggede ikke på odds. Selvfølgelig skulle det lykkes,” siger han.

Det er paradoksalt, for enhver kan tænke sig til, hvor umanerligt usandsynligt det er rent faktisk at lykkes på det niveau. Men som det kommer ud af munden på Coster-Waldau, i den sydsjællandsk flade lige-ud-ad-landevejen-jordbundne toneart, lyder det næsten… nemt.

“

Jeg havde ikke rigtig nogen tvivl om det skulle lykkes. Jeg kiggede ikke på odds. Selvfølgelig skulle det lykkes

En “grounded, antipushy” energi parret med en nysgerrig, ambitiøs tilgang til sit fag. Det er det skudsmål, som kollega og filminstruktør Christoffer Boe giver Nikolaj Coster Waldau. Boe havde længe gerne villet arbejde sammen med Coster-Waldau. En dag i 2019 sendte han ham en mail. Kun én dag senere kom svaret fra Coster Waldau, der opholdt sig i sin bolig i Los Angeles. Han gengældte de positive ord og erklærede sig klar på at snakke nærmere om et samarbejde. I arbejdet med det snart premiereaktuelle kærlighedsdrama “Smagen af Sult” om en kok, der jagter en michelinstjerne med et så dedikeret tunnelsyn, at han ikke opdager, at hans familie falder fra hinanden, er Christoffer Boe kun blevet bekræftet i sit syn på Coster-Waldaus egenskaber.

“En af de store kvaliteter, han har, er en grundlæggende likeability. Der er noget instinktivt grundtilfredsstillende ved at møde Nikolaj og være i hans selskab. Det er en kvalitet, for den sympati kan man lege med som filminstruktør ved at udforske, hvor meget der skal til, for at den vender sig til antipati.”

Under arbejdet med “Smagen af sult” inviterede produktionen et par hold ind til prøvevisninger for at få feedback på filmen og ikke mindst karaktererne.

“Interessant nok viste det sig, at man kunne skrue ret meget på knapperne i Nikolajs karakter, og folk havde stadig sympati for ham,” fortæller Christoffer Boe.

Samme dynamik gør sig gældende i hans karrieres hidtil mest berømte karakter, nemlig ridderen Jamie Lannister i “Game of Thrones”. Han gør bogstaveligt talt alt for, at man skal synes, han er et dumt svin; har sex med sin tvillingesøster og skubber et barn udover en balkon – og alligevel, som karakteren udvikler sig, får vi sympati for ham.

Hvad kan vi trække ud af Coster-Waldaus historie? At vedholdenhed betaler sig?

Gift med den samme kvinde igennem næsten 23 år, to børn, en vellykket karriere, et hus i Lyngby, der er betalt ud, en bolig i L.A., en stor opsparing, et arsenal af anekdoter til kommende børnebørn. Ude fra set lyder lyder det i hvert fald som en mission, der er fuldført.

“Jeg er meget tilfreds med, alt hvad jeg har oplevet og opnået,” medgiver Nikolaj Coster-Waldau, “men jeg har ikke nået målet endnu.”

At så længe man bevarer sulten, i billedlig forstand, er grænserne for ens personlige udvikling ukendte?

“Jeg er i hvert fald ikke blevet mindre sulten. Jeg er til gengæld blevet meget mere optaget af at være med fra start til slut i det, jeg laver.”

Han tænker tilbage på en af de første film, han lavede, spillefilmen “Vildspor” fra 1998. Han skrev selv manuskript til dramaet, som blev optaget på Grønland, hvor Nikolaj Coster-Waldau spillede over for Mads Mikkelsen og den grønlandske skuespiller Nukâka. Inden sommeren og optagelserne var ovre, var hun blevet hans livs kærlighed. Men hvor Nukâka var en blivende triumf, kom han fra skriveriet igen.

“Vi fik nogle fantastiske anmeldelser, men også en rigtig dårlig anmeldelse. Den gik mig så meget på, at den stoppede mit skriveri i en del år, og det har jeg …”

Han leder lidt efter ordene.

“Man må ikke lade andres holdninger gå ind og påvirke en så meget. Det var ikke en bevidst ting, men jeg kan se, at den tørrede den enorme glæde ved at skrive ud.”

Hvis du skulle give dig selv et godt råd i dag, hvad skulle det så være?

“Det kommer til at lyde irriterende, men: Følg mavefornemmelsen, den har det med at være god.”

Vi taler om at være modig. At gå efter sine drømme. Også selvom det kan mislykkes, og man kan blive gjort til grin. Han afbryder.

“Jeg har selv været ude for at lytte til, hvad andre mener, men jeg læser f.eks. aldrig kommentarer på sociale medier længere. Min kone var med i “Vild med Dans”, og hun læste nogle gange kommentarer og blev virkelig ked af det. Men du bliver nødt til at stoppe. Du kan ikke lytte til, hvad fanden andre siger. Du kan ikke tage alt det ind.”

Han tænker lidt.

“Jeg har haft svært ved at sige nej. Men det er jeg blevet bedre til. Jeg sagde for nyligt nej til en stor studiefilm, og det var virkelig angstprovokerende, men da jeg så havde gjort det, tænkte jeg: aah fedt! For 10-15 år siden havde jeg sagt ja. Det er det med at turde at lytte til sin mavefornemmelse. ”

På hans 50. år siger Coster-Waldaus mavefornemmelse, at der skal være mening med det, han laver. Han kigger ud på en verden, hvor aktiekurserne stryger i vejret, alt imens mennesker mister deres arbejde som følge af nedlukningerne verden over. Han ser et klima, der bliver varmere og varmere. Han ser små 75 mio. mennesker, der har stemt på Trump, og nu bliver afskrevet som idioter. Kan man gøre noget ved den stigende polarisering, spørger han sig selv.

“Jeg tror ikke, at en film eller et teaterstykke kan ændre verden, men jeg tror, man kan stille nogle spørgsmål. Og jeg har ambitioner om at lave noget, som griber publikum, men samtidig får folk til at reflektere. Det er det, jeg hele tiden søger efter.”

toma@borsen.dk

-

3 korte spørgsmål

Hvordan vurderer du et manuskript?

“Rigtig meget afhænger af, hvem der står bag. I action-og fantasygenren giver det ikke rigtig mening at læse manus, for det hele afhænger af, hvor godt det bliver lavet. Jeg sad engang til et møde på et studie i USA med en executive, hvor vi snakkede om præcis det. Mødet handlede om et computerspil, der skulle blive til en film. Og så sagde jeg helt ærligt: “Jeg aner ikke, om det er godt, det er jo ren action, og hvem skal lave det?”. Jeg fortsatte: “Det er jo ligesom, hvis du har set Matrix-filmene, den første film var fantastisk, den anden og tredje var noget værre lort, og jeg er sikker på, at manus’erne ikke var så skideforskellige”. Så svarede han, “det er sjovt, at du siger det, for jeg lavede alle de tre film”. Siden da har jeg i hvert fald altid læst den briefing, jeg får inden et møde.”

Hvornår har du været ude af din komfortzone?

“Jeg lavede engang en film, der hed “My Name Is Modesty”. Vi optog i Bukarest i Rumænien, og jeg kunne se, “det her er noget fucking snot”. Det var en Miramax-film, og Tarantino ejede rettighederne til tegneserien, men jeg fandt så ud af, at grunden til, de lavede noget nu, var, at så kunne de forlænge rettighederne i fem år. Jeg vidste godt, manus ikke var godt, men da jeg stod der, kunne jeg se, det her er et trafikuheld. Jeg elsker mit arbejde, så der var ikke noget værre end at stå der. Det var spild af tid. Men jeg prøvede at lyve for mig selv. Total benægtelse, og så håbede jeg, at ingen kom til at se det.”

Hvornår har du været mest star-struck?

“Robert De Niro var min helt, da jeg var ung. Jeg skulle møde ham, da De Niro castede til filmen “The Good Shepherd”, som han instruerede. På det tidspunkt var det meningen, at Leonardo DiCaprio skulle spille hovedrollen, så vi mødtes for at læse sammen i London. Min rolle var den russiske modpart i det her koldkrigs-spiondrama. Jeg var ikke star-struck over DiCaprio, mere imponeret over hvor pissegod han var i en simpel casting situation, men De Niro... det var stort. Han var mere De Niro end De Niro, med sine sammenknebne øjne og dybe, hviskende stemme. Jeg var star-struck i en sådan grad, at mine hænder bogstaveligt talt rystede. Men han var meget generøs og super over for mig. Jeg fik ikke rollen, men jeg var glad for at møde ham.”