"787 Dreamliner-oplevelsen inkluderet i prisen," stod der på Norwegians hjemmeside, da jeg bestilte min billet fra København til New York.
Jeg betalte, fik en kvittering og glædede mig i de kommende måneder, for det er en fornøjelse at flyve med Dreamlineren, som Norwegian slår stort op.
"Måske Norwegian skulle fjerne teksten "the Dreamliner experience," fra sin hjemmeside. I så fald vil jeg holde op med at kalde det et bondefangerselskab"
Således var skuffelsen stor, da gaten ikke førte ud til en skinnende rød og hvid Norwegian-Dreamliner. I stedet var der linet et gammelt, slidt portugisisk Boeing 777 op, og jeg var bestemt ikke den eneste, der følte sig bondefanget.
For selvom Norwegian tilbyder lave priser, vælger mange selskabet netop på grund af Dreamlineren. Adskillige andre, som stod i den lange, meget langsommelige kø, gav udtryk for samme skuffelse.
Jeg havde købt billet på premium klasse, som for en beskeden merpris giver meget mere plads og komfort. Det har jeg før oplevet på en Norwegian Dreamliner-rejse fra Bangkok til København, hvilket var en stor fornøjelse.
Men hvor der i Bangkok var en separat og hurtig indgang for premium passagerer, så var det ikke tilfældet i København.
40 minutter i kø
Nu skrev jeg "beskeden merpris", og det er beskedent i forhold til en businessbillet med SAS, men der er dog tale om en fordobling af prisen. Derfor synes jeg godt, man kan forvente, at boardingen går lidt tjept, men her gik det til på demokratisk vis. En for alle, alle for en.
Efter 40 minutter i køen slipper jeg ind i maskinen og foretager den velsignede venstredrejning ind i selve businesskabinen. Her er masser af plads, benene kan strækkes, og bagen finder sig nemt til rette i de brede sæder, som dog virker noget hårde.
Læg hertil, at kabinen er slidt og i en rengøringsstand, der går fra nusset til decideret beskidt. For eksempel er det lille rum til fralægningsplads mellem sæderne decideret uhumsk.
Ti minutter efter pushback er vi i luften, og 55 minutter efter at jeg satte mig, kommer en steward for at tage bestilling på aftensmåltidet.
Altså ikke for at servere en aperitif. Det er klart, at man på premium economy ikke kan forvente service og forplejning som på business, men der findes faktisk selskaber, som byder på et velkomstglas i premium.
Som gammel spejder – og erfaren Norwegian-passager – er jeg dog beredt og har indkøbt såvel whisky som rødvin og vand i lufthavnen.
"Fish or chicken?" spørger den portugisiske steward.
"What do the dishes consist of?" forsøger jeg.
"Fish or chicken?" svarer stewarden uden at fortrække en mine.
"Yes, but how are they prepared?"
"I don't know," lyder svaret.
20 minutter senere serveres der drikkevarer. Det er vin af nogenlunde kvalitet, som skænkes i plastikkrus uden stilk. Snart følger maden, begyndende med en portion salatblade, agurk, papaja og en krebsehale.
Retten med kylling, der blev serveret på turen, var dog både saftig og velkrydret.
Måske den bare var tør, måske den var inspireret af den vestjyske fiskespecialitet bakskuld.
Hovedrettens flødestuvede kartofler var ganske fornuftige, og kyllingen såvel saftig som velkrydret, i en slags Masala-sauce.
Personale ude af syne
Kabinepersonalet var generelt høfligt og venligt, men som regel ude af syne, hvilket som sagt ikke generede mig, da jeg selv havde sørget for catering.
Men det er skuffende for alle dem, som havde regnet med at rejse i et topmoderne fly, hvor man kan bestille mad og drikke (på economy endda tæpper) med et klik på den personlige, interaktive underholdningsskærm.
Den skærm, som er et af de helt store trækplastre, bl.a. fordi man kan vælge film, som man selv kan starte og stoppe. I modsætning til det gamle portugisiske fly, hvor der tilbydes få film, som alle kører i loop som en rulletrappe.
Måske Norwegian skulle fjerne teksten "the Dreamliner experience," fra sin hjemmeside.
I så fald vil jeg holde op med at kalde det et bondefangerselskab, som nu igennem længere tid har skuffet hundreder eller tusinder af passagerer på denne måde.
