Valgmulighederne er få for dem, der jævnligt flyver mellem hovedstaden og Aarhus Lufthavn i Tirstrup.
Ruten beflyves i dag kun af SAS, og det betyder, at priserne for en enkeltbillet starter ved 499 kr. Det er med andre ord billigere at flyve med samme selskab til Luxembourg, London eller Paris, men det er en helt anden sag.
"Der ligger chokoladestykker ud over betrækket, ligesom der er stukket tre stykker (brugt) snus ned mellem sidemandens og mit sæde"
Lad os se på, hvad man får for de 1289 kr., som det koster at flyve t/r mellem København og Aarhus på middagsafgangen, der altså flyves med SAS' egen CRJ-900-jet.
Turen begynder i Københavns Lufthavns famøse Gate A25 – det er den, der ligger midt mellem indenrigs- og udenrigsterminalen. Så uanset hvilken vej man vælger at gå, er det noget af en tur.
Heldigvis holder flyet allerede klar, og SAS-personalet går om bord 25 minutter før take-off. Alligevel er det en beskidt kabine, der venter os. Sikkerhedsbælterne er ikke foldet sammen hen over sædet, og det er som regel en indikator på, at her har der ikke været besøg af rengøringen.
Chokoladestykker på betrækket
Der ligger ligefrem chokoladestykker ud over betrækket, ligesom der er stukket tre stykker (brugt) snus ned mellem sidemandens og mit sæde.
Med en beregnet flyvetid på knap 25 minutter er turen mellem København og Aarhus næsten overstået, før den kommer i gang. Men komfort er der ikke meget af om bord.
Jeg forsøger at finde engangsposen i sædelommen foran for at fjerne det værste snavs, men får i stedet fat i sikkerhedsanvisningen, der klæber sig fast til SAS' Inflight-magasin. Det gode, gamle tyggegummitrick.
"Der er rush hour i lufthavnen, og vi er bagerst i køen," siger kaptajnen, da vi lidt efter holder klar til at lette. Op kommer vi dog med ti minutters forsinkelse.
Personalet byder på kaffe og te, før de forsvinder ind bag et forhæng og først kommer frem igen ved landing 17 minutter senere.
Oase med buske og vandløb
Hjemturen er derimod en bedre oplevelse. Selvom Aarhus Lufthavn har over 30 år på bagen, har man været fremsynet og bl.a. indrettet "Mytologiens Have" – et afgrænset udendørsareal med buske og vandløb, og det er en oase på en af årets varmeste dage.
Den over 30 år gamle terminal i Aarhus Lufthavn byder bl.a. på denne lille, udendørs oase kaldet “Mytologiens Have.”
Dog trænger toiletfaciliteterne i kælderen til opgradering. De brune klinker og fliser på væggene giver godt nok et smart retrolook, men belysningen er helt hen i vejret.
Der går 10 min. fra SAS-flyet er landet i Tirstrup, til passagererne har forladt flyet, og boarding igen begynder. Alligevel virker kabinen ren og frisk, da vi træder om bord. Desuden er sikkerhedsbælterne foldet på samtlige flyets 88 sæder.
Nede på landjorden i København fortsætter flyet bare med at rulle og rulle, for ja, vi er igen på vej til Gate A25. Denne gang vælger jeg udgang via udenrigsterminalen og slipper dermed for shuttlebussen mellem terminalerne, der alligevel kun kører hvert 20. minut. Det er simpelthen hurtigere at gå.