ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Flyanmeldelse: Med SAS (og skrald) fra Billund til CPH

Billund Lufthavn fungerer bare. Der er hverken kø ved check-in eller sikkerhedskontrollen. Og med et varieret udbud af varer i butikkerne – inklusive en større Lego-forretning selvfølgelig – samt en velfungerende lounge er det med store forventninger, jeg ser frem til flyet fra SAS, der skal fragte mig til København.

Men skuffelsen er stor, da et 18 år gammelt fly af typen ATR 72 langsomt ruller op foran terminalen. Det er Cimber A/S, der flyver ruten på vegne af SAS, men det ændrer jo ikke på, at flyet skal leve op til de standarder, selskabet normalt opererer med.

"Jeg når at tænke, at personalet måske har haft en dårlig dag, men et enkelt smil kunne måske have givet mig en anderledes oplevelse"

Cimber har i øvrigt et endnu ældre fly med 23 år på bagen i brug i Danmark, så dette er vel luksusudgaven.

1_15068_picture_3662_3.jpg
Med 18 år på vingerne hører ATR 72’eren fra Cimber Air til de godt gennemprøvede fartøjer i det danske luftrum.

Der bliver kaldt ud præcis til tiden, og der er mulighed for at tage en avis samt en lille flaske vand med sig ud fra gaten.

Inde i den smalle kabine bliver der hurtigt fyldt op, og trængslen er stor, da der opstår forvirring om, hvem der skal sidde hvor. Kabinepersonalet har ikke tænkt sig at hjælpe, men trækker blot på skuldrene. Ingen smil. Intet overskud.

Efter lidt flytten rundt i flyet finder alle dog en plads at sidde på, og vi er klar til takeoff. På vej ud mod startbanen leder jeg forgæves efter et inflight-magasin i lommen foran mig, men får i stedet fat i en tom juicebrik, et iturevet menukort fra SAS samt et stykke tyggegummi pakket ind i avispapir.

4_15062_picture_4323_3.jpg
En tidligere passager har tydeligvis nydt en appelsinjuice under turen.

Hvorfor er det ikke blevet fjernet? Lommen er endda gennemsigtig og behøver ikke åbnes for at se, at den er fyldt med skrald.

Situationen er ikke meget bedre på gulvet, hvor der både ligger plastik, papir og brødkrummer. Det er åbenbart gået lidt hurtigt i dag.

Larmer og ryster

Heldigvis kommer vi i luften til tiden, men det ændrer ikke på, at larmen fra motorerne er så voldsom, at ikke engang mine støjeliminerende høretelefoner er i stand til at lukke larmen ude.

Den gamle flyver ryster så meget, at mit armlæn tror, det sidder på kanten af en massagestol.

Efter ti minutter i luften bliver vi tilbudt lidt vand og juice, før vi allerede begynder indflyvningen og bliver bedt om at rette vores stolesæder op og slukke alt elektronisk udstyr.

5_15063_picture_1867_3.jpg
Den daglige rengøring havde svigtet under Pleasures SAS-flyvning fra Billund til København.

Alligevel går der yderligere et kvarter, før jeg kan se Barsebäck-værket ude i horisonten, og Kastrup dermed er inden for rækkevidde.

Jeg når at tænke, at personalet måske har haft en dårlig dag eller er bagud i forhold til tidsplanen, men et enkelt smil kunne måske have givet mig en anderledes oplevelse af SAS denne dag.

I hvert fald udløser oplevelsen kun to stjerner i kategorien indenrigs. Og det alene på baggrund af det faktum, at vi lander til tiden og når ind i ankomsthallen på under tre minutter.

SAS har for nylig offentliggjort, at der fra marts indsættes nye fly på ruten, som fremover skal flyves af Jet Time.



Andre læser dette lige nu