Noveller af Jens Blendstrup. People’s Press. 265 sider. Udkommer i dag.
Hvad har et russisk strengeinstrument med avocadoer og ulykkelig kærlighed at gøre? Spørg Jens Blendstrup. Eller hellere: Læs hans noveller.
“Sorgens balalajka” er titlen på forfatterens nye og muligvis bedste udgivelse siden gennembrudsromanen “Gud taler ud” (2004), hvor han gør et eminent portræt af sin far, hustyrannen og fantasten Uffe – eller Gud, som han konsekvent bliver omtalt som i bogen. En bog, der blev filmatiseret af Henrik Ruben Genz i 2017 og har Søren Malling i hovedrollen.
Opvæksten i Risskov ved Aarhus er allestedsnærværende i Blendstrups forfatterskab. Nogle af de nye noveller vækker da også minder fra mikroromanen “Lusefisefortællinger” fra 2014, hvori forfatteren hævdede at skrive falske historier fra en sand barndom. Men derudover er alderspaletten bred i “Sorgens balalajka”, der rummer 20 noveller. Det er gerne virkelig skægt, rørende og begavet, når Blendstrup kaster sit kærlige og krøllede blik på menneskeracen.
Vi møder den forsvundne pædagog UIlas kollegaer, gyserklovnen i Lalandia og en familie, der i spareiver nærmest sparer sig selv væk. Vi møder en 30.000 år gammel mammutmand, der møder #metoo og en hel del andre tragikomiske skæbner og syrede sidekicks. Men det er særligt de midaldrende mænd, som bliver hevet frem i lyset og står tydelige og tyndhårede- og hudede tilbage i læserens hukommelse.
I “Jagten for Johannes” møder vi medarbejderen, der har bildt sin 15 år yngre chef ind, at han er en stor jæger. Det går selvfølgelig helt galt, da chefen inviterer ham med på jagt sammen med vennerne. Men det, der begynder med en ydmygelse, ender med, at medarbejderen smukt træder i karakter og holder en oscarværdig tale.
I den poetiske og fnisende uforudsigelige “Manden i vaskehallen” er vi med en ensom herre på tankstationen. Han tænker over livet, alt imens han venter på en guldvask. Hvornår vil han begynde at få skavanker? “Der måtte jo ske noget, eftersom de fleste gamle, han så, gik på mærkelige måder. Og så den tøven der fulgte med. Som om dagen ikke rummede tusind farver, men tusind lyskryds.”
I “Den første sten” er det Johnny Godbjerg, det handler om. Det kører godt for ham, både med forretningen og konen, Inga, med de safirslebne negle (de ægte var for længst gået til i sygeplejestress), og han ligger ikke i krig med ekskonerne. Alligevel trænger han til at satse hele butikken og finder pludselig sig selv stående ved en motorvejsbro og kaste sten efter bilerne.
Der går sport i den, og selv da det går helt galt, føler han sig ikke som en morder: “Han følte sig snarere som en skæbnemaskine. En nødvendig brik i en ellers kedelig virkelighed som uden ham ville være endnu mere kedelig.”
“Jeg bliver nok aldrig tvangsalvorliker, men jeg synes da, det er dejligt at få lov til også at være alvorlig,” sagde Jens Blendstrup engang i et interview i forbindelse med “Gud taler ud”, romanen der på mange måder blev startskuddet for forfatterskabet.
Og det er netop, når Blendstrup så blæret udfører sin balancekunst mellem det alvorlige og det lattervækkende, at disse nye noveller virkelig glimrer.
