“Vin er sol indfanget i væske,” skrev den franske forfatter og livsnyder Alphonse Karr i 1800-tallet. Han var en mand, der holdt af sol, derfor opholdt han sig ofte lange perioder ved den franske riviera, hvor han udmærket kan have drukket vin på grenache-druen, som er stærkt tilstedeværende i ugens anbefalinger.
Grenache var allerede dengang en af Middelhavets mest udbredte druer, særligt i Sydfrankrig og langs kysten, hvor lys og varme sætter dagsordenen. Vinene var – og er stadig – ofte bløde, alkoholrige og præget af moden frugt, mere sol end skygge, og netop den stil passer godt til Karrs billede af vinen som noget koncentreret og lysfyldt.