Filmproducer Meta Louise Foldager Sørensen har altid skældt alle sine chefer ud. Til sidst opgav hun at være ansat og stiftede i stedet sine egne tv-serie- og filmselskaber. Næste år lægger udenlandske streamingtjenester hele 310 mio. hos kvinden, der er så grådig på tilværelsen, at hun har hele to selskaber, to boliger og fem børnDa Meta Louise Foldager Sørensen var lille, havde hun en dag taget hele otte drenge fra sin klasse med hjem. Det burde have haft en vis indvirkning på lydniveauet i huset. Men der var helt stille inde fra værelset.Da stilheden havde varet længe nok til, at moderen blev nødt til at kigge ind, sad alle drengene og syede mokkasiner. De skulle bruges i den lille piges næste teaterforestilling."Allerede dengang var jeg i fuld gang med at sætte andre i arbejde," siger Meta Louise Foldager Sørensen og slår ud med armene, mens hun kigger kort hen mod glasdøren, der skiller det lille lokale, hun sidder i, fra resten af lokalerne.På den anden side sidder nogle af de 50 mennesker, som Meta Louise Foldager Sørensen har sat i arbejde i dag. De syer dog ikke bløde sko. I stedet producerer de film og tv-serier fra kontorerne her i den ældste del af København, i en baggård mellem Nyhavn og Lille Strandstræde, hvor både Meta Film og Sam Productions, som Meta Louise Foldager er stifter og indehaver af, har hjemme.Hun sidder i et lokale, hun har lånt, for selvom det er hende, der er chefen for det hele, har hun ikke noget kontor."Dette her rum er Adam Prices. Han har skudt zebraen i Afrika," siger hun og nikker mod et zebraskind, som jeg snublede over før, mens jeg forsøgte at læse mig ind på den historie, der i form af små post its hænger på begge vægge over skrivebordet og på kontorets endevæg.Kontorvalget, eller nærmere fravalget, er essentielt for hele hendes måde at lede på. Når hun kommer ind om morgenen, har hun allerede haft sin assistent i røret hele vejen til kontoret. Assistenten læser alle chefens mails højt og skriver de svar, der bliver dikteret, ned. Hele dagen er fyldt med møder, ingen skærmkontakt, ingen telefoner, medmindre børnehaven eller skolen ringer med noget akut, og når hun kører hjem igen, er assistenten igen i røret, og de nyeste mails bliver besvaret. Faktisk lægger Meta Louise Foldager Sørensen sin telefon og sin computer hos assistenten, når hun kommer ind, så hun slet ikke bruger sin tid på sine skærme. Kun på mennesker.Det er nok de færreste chefer, der ikke har en eller anden fast plads at sidde på. Men kvinden, der begyndte at arbejde sig op i filmbranchen som 18-årig, som har produceret en lang række tv-serier og film, som "Nordkraft", "Kongekabale" og "Antichrist", har altid forsøgt at lave om på den måde, man anser for normal. På alle de arbejdspladser, hvor Meta Louise Foldager Sørensen har arbejdet. I en sådan grad, at det har været rigtig svært for den etablerede ledelse atfinde ud af, hvad de skulle stille op med den dygtige og altid fagligt udfordrende først assistent og til sidst producer.Meta Film blev til for otte år siden, da Meta Louise Foldager Sørensen sendte en mail til Zentropas ledelse, hvor hun opsagde sin stilling som producer for filminstruktør Lars von Trier. Hun har ikke lyst til at tale om, hvorfor hun ikke kunne arbejde der mere. Hun bliver stille, hun taler udenom, og hun siger til sidst direkte, at hun ikke gider bruge mere tid på Peter Aalbæk, som var chef for Zentropa, dengang hun blev ansat. Hun nøjes med at konstatere, at arbejdslivet på filmselskabet endte med at slide på hende, og til sidst sagde hun op fra den ene dag til den anden.
Samtidig med at hun sendte opsigelsen, gav hun filminstruktørerne på de i alt seks film, hun var i gang med at arbejde på, mulighed for at hyre hende som freelanceproducer, hvis de havde lyst. Det gjorde de alle sammen."Overordnet set lavede jeg mit eget selskab, fordi jeg indså, at jeg var ret dårlig til at være ansat. Jeg var irriterende for mine ledere," erkender hun.Bedst tacklede de hende på Nimbus Film, hvor Meta Louise Foldager Sørensen var i fire år. Der stak de hende en coach, som kunne hjælpe hende med at finde ud af, hvorfor hun altid skældte cheferne ud.Coachen tegnede Meta Louise Foldager Sørensens problem for hende på et stykke hvidt papir. Hun husker det tydeligt, for det åbnede hendes øjne. Den forestillede filmbranchen og den unge Meta, der knoklede sig op i verden. Hver gang hun begyndte at arbejde sammen med nogle nye mennesker, skældte hun dem ud, fordi de ikke var gode nok, og så rykkede hun til de næste på papiret, som lavede nogle endnu bedre film eller tacklede tingene på en ny måde, og sådan fortsatte hun, mens hun bevægede sig tættere og tættere på dem, som var på toppen, dem som havde magten i hendes optik.Men, sagde coachen, i virkeligheden havde hun misforstået sin egen rolle fuldstændig."Det hele går ud på, at du skal få dem her til at arbejde, få dem til at virke. I stedet for at være frustreret og irriteret på de mennesker, der gør tingene på en anden måde, skal du forsøge at få den boble, du selv er i, til at fungere. Det var en erkendelse, som jeg har arbejdet med siden."Som helt lille ville Meta Louise Foldager være skuespiller, men den beslutning byggede på en fejlopfattelse af, at det var dem, der lavede filmene. Som 11-årig opdagede hun, at der faktisk var en instruktør, der styrede det hele. Det gik op for hende, da hun blev statist i Søren Kragh Jacobsens "Skyggen af Emma"."Ham der, ham vil jeg være," bekendtgjorde hun.Som 13-årig satte hun stykker op på amatørteatret i Ganløse, og hun opdagede, at hvis hun nøjedes med at sætte andre i arbejde som en slags producer, kunne hun sætte flere stykker op på én gang."Jeg havde en fandenivoldskhed og en ikkeangst," siger hun, som svar på hvordan hun turde.Barnet Meta Louise Foldager Sørensen var ligefrem, modig og hang sig ikke i detaljer. En gang, da hun og hendes bror fik en ny bamse som erstatning for en gammel, der var tyndslidt og hærget, glædede begge børn sig vildt over den nye. Men hvor broderen selvfølgelig gemte den gamle, der havde fulgt ham igennem barndomsårene og var patineret af kram og kys, gik hun direkte ud og smed den gamle i skraldespanden. Ikke så meget pjat der. Hun lærte sig selv at læse, fordi storebroren kunne. Via læremoderens gamle lærebøger. Hun var et nysgerrigt barn, og hun var sikker på, at hun selvfølgelig kunne det samme som sin knap to år ældre bror.Hendes barndom var især præget af to ting. At hendes forældre elskede hende, og at de var rodløse og gjorde ting, som andre nok bare ville have nøjedes med at tale om. Som da moderen pludselig flyttede hele familien til Holland, da Meta Louise Foldager Sørensen var fire-fem år, fordi hun påen studietur dernede forelskede sig i kanalerne og derfor startede et firma, der sejlede med turister. Det lærte datteren, at man ikke behøver gøre det, der er forudsigeligt, og at alt det, hun syntes var helt uoverskueligt, fra legekammerater med et andet sprog til deres mærkelige julemand, der red på hest henover tagene og kastede chokolade ned i folks skorstene, også var helt ok."Vi vænnede os til skulle håndtere en omskiftelighed, fra vi var helt små," siger hun.Midt i gymnasiet flyttede forældrene familien til Schweiz, fordi faderen fik et nyt job, og moderen igen havde udlængsel. Denne gang var Meta Louise Foldager Sørensen blevet teenager - og ikke den nemmeste af slagsen. Det var en stor omvæltning, da hun pludselig fandt sig selv i en ren pigeklasse på et kloster, hvor hun blev undervist på tysk."Jeg kom fra at være elevrådsformand til at skulle sige "De" til læreren. Jeg var oprørsk, men ikke destruktiv. Jeg var i clinch med læreren, jeg udfordrede autoriteter. Men det faglige niveau var tårnhøjt."Der var test konstant - af den slags, hvor geografilæreren udleverede et kort uden landegrænser og bad dem tegne alle lande, byer, floder og bjerge ind. Hun kunne ikke engang markere Nilen."Det var enormt hårdt, men jeg lærte det, og jeg tror, det har formet mig meget at opdage, at jeg havde et ekstra gear. Jeg lærte det, jeg lærte tysk, jeg kunne godt," siger hun.Hun fandt også ud af, at det var muligt for hende at kombinere sin manglende autoritetstro med at stræbe efter noget. Hun blev ikke en mut teenager, hun tænkte: "Jeg skal vise dem".Ret hurtigt aftalte hun med sin moster, at hun kunne komme hjem og bo i hendes kollektiv og gå på Roskilde Amtsgymnasium. HF var en loppetjans efter den schweiziske skole, og hun var foretrukken makker for de fleste i Trivial Pursuit.Som 18-årig var hun så sikker på, at hun skulle være producer, at hun fik trykt visitkort og overbeviste forfatteren Bjarne Reuter om, at hun skulle have lov til at filmatisere hans bog "Shamran", hvis hun kunne få den lavet inden for seks måneder. Det lykkedes ikke, men hun blev assistent på en række kortfilm og medejer af produktionsselskabet Zeitgeist i stedet. Det skete, fordi hun greb alle de bolde, der røg igennem luften på det nystartede filmselskab. Hun var praktisk anlagt i et kaotisk landskab, og det var der ingen af de andre kreative, der var. Hun foreslog f.eks., at de lavede en businessplan, og så søgte hun løs på nettet, indtil hun fandt en skabelon, hun kunne kopiere."Når det filmselskab, jeg var i praktik hos, skulle tage et lån i banken og havde brug for en cash flow-plan, råbte jeg: "Det gør jeg", og så ringede jeg bagefter til min far og spurgte: "Hvad er en cash flow-plan?""
