ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

At være eller ikke at være skuespiller

Skuespiller André Babikian var træt af at vente på, at telefonen skulle ringe, så han forlod sit fag for et årti siden for at blive ledelseskonsulent. Sidste år ringede den med et tilbud, han ikke kunne afslå​​​​​​​

André Babakian forlod skuespillerverdenen for at blive bl.a. restauratør. Men så ringede telefonen. Foto: Sophie Voisin
André Babakian forlod skuespillerverdenen for at blive bl.a. restauratør. Men så ringede telefonen. Foto: Sophie Voisin

Engang var André Babikian skuespiller, men det kapitel havde han for længst lagt bag sig sidste år. Han havde meldt sig ud af Skuespillerforbundet og havde i årevis præsenteret sig som ledelsescoach. Han arbejdede for både Civiløkonomernes A-kasse og det internationale konsulenthus TNM Coaching med opgaver i hele verden, og her midt i 40'erne stod han nu foran sit andet karriereskift til endnu en usikker og overbefolket branche, nemlig restaurationsbranchen, for at “få hånden lidt mere på kogepladen”.

Som skuespiller lærer man at rumme stilheden, eller at “suffer the silence”, som jeg kalder det

André Babikian

Babikian havde året før sagt sit faste job med pension og frokostordning op og investeret hele sin opsparing for at bruge et halvt år på at renovere 1600 kvadratmeter ramponeret fragtmandshal på Vesterbro i København. Han var sprunget ud som autodidakt restauratør med spisestedet H15 over for et offentligt fixerum på Halmtorvet i København, og han og hans fire partnere havde ansat både håndværkere, bar- og køkkenpersonale, og hurtigt kvitterede Politiken med en anmeldelse til seks hjerter og Ibyenprisen for bedste nye spisested. Stedet summede med københavnere, særligt om aftenen, og han havde sat alt ind på et liv som en af de ledere, han selv havde undervist gennem årene. Men så ringede telefonen.

“Det var en caster, som har kontor lige derovre i den anden ende af Kødbyen, og som spiser frokost her engang imellem. Hun sagde, at de havde svært ved at finde en skuespiller til en bestemt rolle og spurgte, om jeg ikke ville komme forbi og give et bud på den,” siger 47-årige André Babikian, som nogle vil huske for hans rolle i DRs tv-serie “Livvagterne” fra 2010.

Rollen var som Flemming Torp, politiefterforsker og makker til Peter Myginds rolle som Dan Sommerdahl, i TV2 Charlies nye tv-serie “Sommerdahl”. Det var nok det sidste slags opkald, han havde forventet. Han havde i al mindelighed sagt farvel til skuespillerfaget efter “Livvagterne”, fordi han netop var træt af at vente på, at telefonen skulle ringe.

Ædt op af jalousi

“Jeg havde nogle virkeligt sløje år, efter at jeg kom ud af teaterskolen i 2001, og de var dødssyge og opslidende og dårlige for min selvtillid, og jeg tænkte allerede dengang: "Det her gider jeg ikke bruge mit arbejdsliv på". Jeg har alt for meget drive og energi til at gå og vente,” forklarer han fra et af langbordene under de rå betonlofter i H15s cafeterialokale, hvor der var tomme fryserum, da han og hans kompagnoner overtog stedet. I det modsatte hjørne sidder to yngre mænd med hue og laptops i en gammel sofa og drikker husets filterkaffe i skæret fra et par genbrugslamper i klunkestil. ​

I de tidligere år som skuespiller kunne han ikke åbne Artes teaterkatalog uden at blive ædt op af jalousi over alle de roller, der ikke var tilfaldet ham, men alle de negative følelser havde han været befriet for i sit nye liv som ledelsescoach. Han savnede ikke de skrå brædder eller filmkameraerne, og han følte ingen sorg over, hvad han havde forladt. Og det gav ham et stærkt kort på hånden, da han mødte op til casting i marts sidste år.

“Jeg var slet ikke nervøs, og jeg havde den indstilling, at hvis jeg fik rollen, var den bare et positivt add-on. Jeg var ikke afhængig af den økonomisk, og jeg behøvede den ikke for at få værdi,” husker han.

Og det hele spillede for ham den dag, og hele holdet var begejstret for hans samspil med Peter Mygind, også ved den anden casting, som de indkaldte ham til. To måneder senere begyndte optagelserne on location i Helsingør, hvor historierne udspiller sig.

“Det var årets julegave! "Kæft, det er sjovt det her", tænkte jeg. Den ene casting vækkede cirkustrolden i mig,” siger han, der igen har meldt sig ind i Skuespillerforbundet og dermed igen er optaget i Skuespillerhåndbogen, som er et slags katalog for teater- og filmfolk, der har roller at besætte, og han har selv kontaktet flere castingbureauer for at melde sig på banen igen.

På sin vis havde han helt naturligt den samme indstilling, som han har brugt professionelt som underviser, og som han giver videre til sine kursister. Det handler for ham om at give slip i stedet for at holde fast. At holde oplægget ud i strakt arm og ikke se det for mere end, hvad det er – et oplæg på en dag i et langt liv – og dermed faktisk gøre det bedre.

“Det gør det nemmere for en at mærke den anden eller de andre i rummet, og det gør en mere fri og tilstedeværende,” siger han.

Som konsulent har han også kunnet trække på den sikkerhed, skuespillerskolen gav ham, når det kommer til mundtlig præsentation.

“Som skuespiller lærer man at rumme stilheden, eller at “suffer the silence”, som jeg kalder det på kurserne. For stilheden rummer mange åbenbaringer og sandheder for ledere og for mennesker i det hele taget. I stilheden ligger ofte refleksionen, der er med til at gøre en i stand til at træffe kloge beslutninger,” siger han.

“Det er så enkelt at forklare og så svært at praktisere.”


Andre læser dette lige nu