Her var man på fornavn med Liza, Bianca og Andy
Det tog seks uger at bygge natklubben Studio 54 i New York i 1977, og selvom den egentlig kun var hot i et par år, så er det stadig et af de mest sagnomspundne diskoteker nogensinde. Bag klubben stod Steve Rubell og Ian Schrager, som regerede gæstelisten i forhold til skønhed, berømmelse og coolness og desuden bookede en fotograf til at forevige stemningen.
Gæstelisten talte folk som Andy Warhol, Mick og Bianca Jagger, og de to sangerinder Liza Minnelli og Diana Ross, som begge sang til afskedsfesten for Steve Rubell og Ian Schrager, da de i 1980 fik en fængselsdom for skattesnyd. Det blev begyndelsen på enden for Studio 54, der efter et salg blev lukket i 1986, og på et symbolsk plan med aids-epidemien, der satte en stopper for den frie seksualitet, der på skandaløst vis havde udspillet sig på klubbens balkon.
Se “Verdens vildeste natklub” på dr.dk
Modebranchens svar på The Oscars
Billetterne koster over 150.000 kr., men selv hvis du har pengene, er det ikke sikkert at værtinden, chefredaktør på Amerikansk Vogue Anna Wintour, lukker dig ind. Faktisk omtales den årlige The Met Gala som en af klodens mest eftertragtede fester, og med gæster som sangeren Rihanna, tennisspilleren Roger Federer og supermodellen Kate Moss er bordplanen sprængfarlig, hvilket man får øje for i den ret sjove dokumentar “First Monday in May”.
Se “First Monday in May” på filmstriben.dk
Manchester definerede punk, pop og party
Søvn er en mangelvare i Michael Winterbottoms 2002-komedie “24 Hour Party People”, om journalisten Tony Wilson, som efter en koncert med punkbandet Sex Pistols startede pladeselskabet Factory Records og signede Joy Division, senere New Order og Happy Mondays. Senere åbnede han natklubben Hacienda, hvis succes udfordredes af en ecstasydefineret klubkultur.
Se “24 Hour Party People” på filmstriben.dk
Truman Capotes festlige magtdemonstration
Udtrykket “alle var der” har aldrig passet bedre end på Truman Capotes “Black and White”-maskebal, som han afholdt i kølvandet på succesromanen “Med koldt blod” i 1966. Jacqueline Kennedy, Mia Farrow, Norman Mailer og Capotes rigeste og mest velklædte kvinder var der, og designeren Adolfo – senere kendt som Halston – havde designet flere af maskerne.
“Party of the Century” af Deborah Davis. 70 kr. på Amazon.com
Københavns natteliv set fra en dj-pult
Før forfatteren Maria Gerhardt døde i 2017, nåede hun at skrive en selvbiografisk roman om sin tid som stjerne-dj'en Djuna Barnes, der satte et massivt aftryk i dansk natteliv i 2000’erne. Nærmest som en antropolog satte hun ord på sine indtryk, og “Der bor Hollywoodstjerner på vejen” er et skarpt og ofte morsomt indblik i, hvordan mode, musik, og popkultur tog ud sig i 2000’ernes København.
“Der bor Hollywoodstjerner på vejen”, 199 kr. på saxo.dk
