Du har sikkert allerede set ham på film eller i teatret, men du kender sandsynligvis endnu ikke hans navn.
Rødhåret, to meter høj og med lysende blå øjne er Peter Plaugborg ellers ikke sådan at glemme, når først man har set ham – senest som psykopaten Lasse i "Kvinden i buret", hvor han holder Sonja Richter fanget.
34-årige Peter Plaugborgs fysiske tilstedeværelse er så gennemtrængende, at mange fagfolk taler om ham som en af sin generations største talenter, selvom han indtil videre mangler det folkelige gennembrud. Sådan må det nok være, når han først og fremmest har brugt energien på smalle, men kritikerroste, ensemblestykker på Det Kongelige Teater. Og bortset fra en enkelt stor rolle som narkomanbroren i Thomas Vinterbergs "Submarino" (2009) – som han naturligvis vandt en robertpris for – har han stadig kun haft mindre roller i tv-serier og på film.
Hvorfor er han mon så god?
"Hvilket irriterende spørgsmål. Kan du ikke spørge Emmet (Feigenberg, skuespilchef Det Kongelige Teater, red.)? Måske er det, fordi jeg er god til at lytte?," forsøger Peter Plaugborg sig lidt forsigtigt, da vi mødes til en kop latte.
I et land, hvor janteloven hersker, er det et farligt spørgsmål selv at sætte ord på.
"Jeg forsøger oprigtigt at forstå, hvad der bliver sagt omkring mig. Mange har den tanke, at så længe de siger noget, så kommunikerer man. Men det er jo kun halvdelen. På scenen er lytteren en medfortæller. Man har et medansvar for at give rum til den, der siger noget – man er ikke bare i en venteposition til sin næste replik. Det tror jeg, at mange af mine venner er ret begejstret for hos mig," smiler Peter Plaugbog lidt beskedent.
Og der er nok noget om snakken. Hans øjne kigger koncentreret på én, mens vi taler om hans karriere, som jeg spår, allerede til næste år er mere velkendt for danskerne. Lige nu er han i hvert fald biografaktuel i Simon Stahos "Miraklet", hvor han spiller over for Ulrich Thomsen og Sonja Richter.
Senere i år kommer Christina Rosendahls Thule-thriller "Idealisten", hvor han spiller sin første hovedrolle på film, og så følger i 2015 både en stor rolle som skurken i det forventede megahit "Skammerens Datter" og den legendariske konferencierrolle i "Cabaret", når Det Kongelige Teater igen byder på musical.
"Jeg ved ikke, om min skuespillerkarriere er et mirakel, men jeg har i hvert fald haft masser af arbejde, siden jeg blev færdiguddannet på Odense Teater i 2007, og det er ingen naturlov. Rigtig mange af mine dygtige kolleger har svært ved at finde arbejde, så jeg har været heldig. Det ville have været forfærdeligt ikke at få lov til at fortælle gode historier på scenen. Det har altid været en langt større ambition for mig end at blive stjerne," siger Peter Plaugborg, der siden 2007 har været med i mere end 20 forestillinger.
Han har netop færdigspillet "Metamorfoser" På Det Kongelige Teater. Forestillingen er reumertnomineret til årets bedste skuespil.
"Jeg ynder at sige, at jeg bedst kan lide at lave teater, men det er, fordi jeg er tryggere ved arbejdsformen. De største udfordringer for mig er klart på film. Jeg kan godt lide at være grundig og øve meget, og det er der større mulighed for i teateret. Film er i momentet, og kameraet kommer så tæt på, at det lynhurtigt afsløres, hvis du ikke er troværdig. Og så elsker jeg også at stå foran publikum og mærke deres reaktion," siger Plaugborg, hvis talent blev opdaget som barn.
Fra han var 6-13 år, spillede han med i lokale forestillinger omkring Ølgod i Vestjylland, hvor han er vokset op, og han fik hurtigt store roller. Alligevel var han som teenager og ung voksen slet ikke sikker på, at han skulle på scenen.
"Som 13-årig blev jeg ramt af stor tvivl og mængder af hormoner, som gjorde mig meget indadvendt. Jeg droppede skuespillet og sad bare på mit værelse og tegnede. Jeg følte, jeg var for mærkelig til at stå på en scene. Ikke nok med at jeg er rødhåret, har lange ben og er tynd, så vidste jeg også allerede som seksårig, at jeg var homoseksuel. Det var ikke let i Vestjylland," fortæller Peter Plaugborg, der som 17-årig rejste til København og først ville være animationstegner.
Efter to et halvt år foran en computer droppede han tegneruddannelsen og kom som 22-årig ind på teaterskolen i Odense. Året efter sprang han ud som bøsse.
"Det var meget frigørende ikke at leve på en livsløgn. Jeg troede i lang tid, at jeg kunne beslutte ikke at være homoseksuel, men sådan er det jo ikke," fortæller Plaugborg.
Kærlighed et mirakel
I Plaugborgs nye film, "Miraklet", er temaet, når mirakler sker. Han spiller præsten Erik, der gennem 10 år forsøger at få sin invalide kone, Johanna, til at rejse sig og gå med Guds hjælp.
Troen hjælper dog ikke Johanna, kun kærligheden kan skabe rigtige mirakler.
Peter Plaugborg er helt på linje med filmens konklusion. Det er i kærligheden, han har oplevet sit eget mirakel. Da han for fire et halvt år siden mødte sin kæreste, Steven, oprindeligt fra Canada.
"Jeg er ikke særligt troende, og jeg mener, at man selv skal tage et ansvar for sit liv. Mit eget mirakel var, da jeg mødte Steven på en bytur. Det var første gang, jeg mødte den store kærlighed. Havde det ikke været for ham, så havde jeg nok ikke haft en kæreste i dag. Som 29-årig havde jeg indstillet mig på at være alene resten af livet, men pludselig faldt alt på plads. Vores forhold er ikke et glansbillede, men vi har fundet en vej sammen."
Siden han sprang ud, har han været meget åben om sin seksualitet, uden at det har haft betydning for hans karriere. Han har spillet alt fra skurk til aidsramt og til førsteelsker. Sådan må det gerne fortsætte.
"Det ville være forfærdeligt, hvis min homoseksualitet gjorde, at jeg blev typecastet til bestemte roller, for jeg trives rigtig godt med meget forskellige opgaver. Mit udseende er ganske unikt. Det, tror jeg, er en fordel for mig i dag. Jeg kan både være ret flot og rigtig grim, og så er jeg meget fysisk i mit spil, hvilket giver mig nogle muligheder," siger Plaugborg, der ikke er den store karriereplanlægger.
"Livet er en blanding af talent, timing og held. Jeg har ikke lyst til at vide, hvor mit liv er på vej hen, og siger ikke, at inden jeg er 35, skal jeg have prøvet det og det. Jeg håber bare, at jeg bevarer min nysgerrighed og tager imod de udfordringer, der kommer," fastslår Plaugborg, der dog har et ønske til teatercheferne:
"Jeg har kendt Signe Egholm (skuespiller, red.), siden vores efterskoletid. Vi har begge rødt hår og ligner lidt hinanden, men utroligt nok har vi aldrig spillet sammen, og det kunne jeg rigtig godt tænke mig. Jeg tror, at det er så oplagt, at folk glemmer, at vi ikke har stået på samme scene."
Hermed er opfordringen givet videre til landets teaterchefer.
Rødhåret, to meter høj og med lysende blå øjne er Peter Plaugborg ellers ikke sådan at glemme, når først man har set ham – senest som psykopaten Lasse i "Kvinden i buret", hvor han holder Sonja Richter fanget.
34-årige Peter Plaugborgs fysiske tilstedeværelse er så gennemtrængende, at mange fagfolk taler om ham som en af sin generations største talenter, selvom han indtil videre mangler det folkelige gennembrud. Sådan må det nok være, når han først og fremmest har brugt energien på smalle, men kritikerroste, ensemblestykker på Det Kongelige Teater. Og bortset fra en enkelt stor rolle som narkomanbroren i Thomas Vinterbergs "Submarino" (2009) – som han naturligvis vandt en robertpris for – har han stadig kun haft mindre roller i tv-serier og på film.
""Det var meget frigørende ikke at leve på en livsløgn. Jeg troede i lang tid, at jeg kunne beslutte ikke at være homoseksuel, men sådan er det jo ikke"
Hvorfor er han mon så god?
"Hvilket irriterende spørgsmål. Kan du ikke spørge Emmet (Feigenberg, skuespilchef Det Kongelige Teater, red.)? Måske er det, fordi jeg er god til at lytte?," forsøger Peter Plaugborg sig lidt forsigtigt, da vi mødes til en kop latte.
I et land, hvor janteloven hersker, er det et farligt spørgsmål selv at sætte ord på.
"Jeg forsøger oprigtigt at forstå, hvad der bliver sagt omkring mig. Mange har den tanke, at så længe de siger noget, så kommunikerer man. Men det er jo kun halvdelen. På scenen er lytteren en medfortæller. Man har et medansvar for at give rum til den, der siger noget – man er ikke bare i en venteposition til sin næste replik. Det tror jeg, at mange af mine venner er ret begejstret for hos mig," smiler Peter Plaugbog lidt beskedent.
Masser af arbejde
Og der er nok noget om snakken. Hans øjne kigger koncentreret på én, mens vi taler om hans karriere, som jeg spår, allerede til næste år er mere velkendt for danskerne. Lige nu er han i hvert fald biografaktuel i Simon Stahos "Miraklet", hvor han spiller over for Ulrich Thomsen og Sonja Richter.
Senere i år kommer Christina Rosendahls Thule-thriller "Idealisten", hvor han spiller sin første hovedrolle på film, og så følger i 2015 både en stor rolle som skurken i det forventede megahit "Skammerens Datter" og den legendariske konferencierrolle i "Cabaret", når Det Kongelige Teater igen byder på musical.
"Jeg ved ikke, om min skuespillerkarriere er et mirakel, men jeg har i hvert fald haft masser af arbejde, siden jeg blev færdiguddannet på Odense Teater i 2007, og det er ingen naturlov. Rigtig mange af mine dygtige kolleger har svært ved at finde arbejde, så jeg har været heldig. Det ville have været forfærdeligt ikke at få lov til at fortælle gode historier på scenen. Det har altid været en langt større ambition for mig end at blive stjerne," siger Peter Plaugborg, der siden 2007 har været med i mere end 20 forestillinger.
Mest tryg i teater
Han har netop færdigspillet "Metamorfoser" På Det Kongelige Teater. Forestillingen er reumertnomineret til årets bedste skuespil.
"Jeg ynder at sige, at jeg bedst kan lide at lave teater, men det er, fordi jeg er tryggere ved arbejdsformen. De største udfordringer for mig er klart på film. Jeg kan godt lide at være grundig og øve meget, og det er der større mulighed for i teateret. Film er i momentet, og kameraet kommer så tæt på, at det lynhurtigt afsløres, hvis du ikke er troværdig. Og så elsker jeg også at stå foran publikum og mærke deres reaktion," siger Plaugborg, hvis talent blev opdaget som barn.
Rødhåret med lange ben
Fra han var 6-13 år, spillede han med i lokale forestillinger omkring Ølgod i Vestjylland, hvor han er vokset op, og han fik hurtigt store roller. Alligevel var han som teenager og ung voksen slet ikke sikker på, at han skulle på scenen.
"Som 13-årig blev jeg ramt af stor tvivl og mængder af hormoner, som gjorde mig meget indadvendt. Jeg droppede skuespillet og sad bare på mit værelse og tegnede. Jeg følte, jeg var for mærkelig til at stå på en scene. Ikke nok med at jeg er rødhåret, har lange ben og er tynd, så vidste jeg også allerede som seksårig, at jeg var homoseksuel. Det var ikke let i Vestjylland," fortæller Peter Plaugborg, der som 17-årig rejste til København og først ville være animationstegner.
Efter to et halvt år foran en computer droppede han tegneruddannelsen og kom som 22-årig ind på teaterskolen i Odense. Året efter sprang han ud som bøsse.
"Det var meget frigørende ikke at leve på en livsløgn. Jeg troede i lang tid, at jeg kunne beslutte ikke at være homoseksuel, men sådan er det jo ikke," fortæller Plaugborg.
Kærlighed et mirakel
I Plaugborgs nye film, "Miraklet", er temaet, når mirakler sker. Han spiller præsten Erik, der gennem 10 år forsøger at få sin invalide kone, Johanna, til at rejse sig og gå med Guds hjælp.
Troen hjælper dog ikke Johanna, kun kærligheden kan skabe rigtige mirakler.
Peter Plaugborg er helt på linje med filmens konklusion. Det er i kærligheden, han har oplevet sit eget mirakel. Da han for fire et halvt år siden mødte sin kæreste, Steven, oprindeligt fra Canada.
"Jeg er ikke særligt troende, og jeg mener, at man selv skal tage et ansvar for sit liv. Mit eget mirakel var, da jeg mødte Steven på en bytur. Det var første gang, jeg mødte den store kærlighed. Havde det ikke været for ham, så havde jeg nok ikke haft en kæreste i dag. Som 29-årig havde jeg indstillet mig på at være alene resten af livet, men pludselig faldt alt på plads. Vores forhold er ikke et glansbillede, men vi har fundet en vej sammen."
Åben om seksualitet
Siden han sprang ud, har han været meget åben om sin seksualitet, uden at det har haft betydning for hans karriere. Han har spillet alt fra skurk til aidsramt og til førsteelsker. Sådan må det gerne fortsætte.
"Det ville være forfærdeligt, hvis min homoseksualitet gjorde, at jeg blev typecastet til bestemte roller, for jeg trives rigtig godt med meget forskellige opgaver. Mit udseende er ganske unikt. Det, tror jeg, er en fordel for mig i dag. Jeg kan både være ret flot og rigtig grim, og så er jeg meget fysisk i mit spil, hvilket giver mig nogle muligheder," siger Plaugborg, der ikke er den store karriereplanlægger.
"Livet er en blanding af talent, timing og held. Jeg har ikke lyst til at vide, hvor mit liv er på vej hen, og siger ikke, at inden jeg er 35, skal jeg have prøvet det og det. Jeg håber bare, at jeg bevarer min nysgerrighed og tager imod de udfordringer, der kommer," fastslår Plaugborg, der dog har et ønske til teatercheferne:
"Jeg har kendt Signe Egholm (skuespiller, red.), siden vores efterskoletid. Vi har begge rødt hår og ligner lidt hinanden, men utroligt nok har vi aldrig spillet sammen, og det kunne jeg rigtig godt tænke mig. Jeg tror, at det er så oplagt, at folk glemmer, at vi ikke har stået på samme scene."
Hermed er opfordringen givet videre til landets teaterchefer.
