Fra bankende storbypuls i Dakar til en stille kop te i den gamle koloniby Saint-Louis. Senegal byder på de totale kontraster. Følg med ud på en rejse blandt modige musikere, plattenslagere, surfere og ikke mindst gæstefrie N’Diack Yeck, der viser Pleasure rundt i en by, der er helt sin egen.
Dakar er fuld af får. Ved hvert eneste vejkryds og hver eneste helle trænges fastbundne, beskidte får.
Der er en uge til Tabaski, en højtid, hvor de muslimske familier rundt om i verden samles for at ofre i Allahs navn. Alle familier, der har råd til det, skal slagte et får.
Senegals hovedstad er en intens oplevelse, hvor alle døgnets 24 timer er fyldt med lyde og lugte
Handlen med dyr minder mig om vores juletræsmarkeder hjemme i Skandinavien. Familiefædrene går rundt og vælger ud blandt fårene, prisen fastsættes, alt efter hvor stort og sundt, dyret ser ud, og de, der har adgang til bil, stopper fåret ind i bagagerummet eller spænder det fast på biltaget.
Fårene ser ulykkelige ud, når bilerne kører af sted, deres ører flagrer i vinden, og de kniber øjnene sammen på grund af sand og udstødningsgas.
Nu har jeg været nogle dage i Dakar, og det første chok er begyndt at lægge sig. Senegals hovedstad er en intens oplevelse, hvor alle døgnets 24 timer er fyldt med lyde og lugte.
Byen ligger på Afrikas yderste vestkyst, hvor Atlanterhavsbølgerne slår mod den stejle kystlinje. Her bor over to millioner mennesker. Befolkningen i Dakar er firedoblet i de seneste 20 år, og det ses af skur-byerne, der breder sig ud bag skyskraberne i centrum og villaerne langs havet.
Byen lokker mennesker til fra hele Vestafrika. De kommer her for at studere, arbejde, overleve.
Dakars centrale kvarter ligger rundt om Place de l’Independence, en plads kantet af skyskrabere i beton. Her færdes man blandt forretningsmænd i mørke jakkesæt og pjaltede drenge, der rækker deres konservesdåser frem for at tigge om penge.
Drengene kaldes talibéer, og tiggeriet indgår i børnenes koran-uddannelse. De går i lære hos hellige mænd, marabouts. Mændene er religiøse repræsentanter for islam i Senegal og tager sig af pengene, som børnene får tigget sig til i religionens navn. En mærkelig tradition, der er under voksende kritik i landet.
Det er tradition at give en gave til en god udlænding
»Madame, husker du mig? Det er mig, der er Abdou. Jeg hjalp dig på flyvepladsen,« siger en mand i velstrøget lyseblå tunika, en såkaldt grand babou, da han standser mig på gaden.
Jeg genkender ham ikke, men jeg var træt den nat, jeg landede i Dakar. Abdou fortæller, at han fejrer sit nyfødte barn og trykker en guld-skinnende klump i min hånd. Den skal jeg have, det er tradition at give en gave til en god udlænding, for jeg er vel ikke racist? Han foreslår, at vi går hen og drikker en kop kaffe sammen.
Det varer lidt, men så ringer advarselsklokkerne også i mit hoved. Lige netop ham her er en af de mange plattenslagere, jeg har hørt tale om. Dakar er berygtet for de bedragere, sælgere og lommetyve, der jagter turisterne.
Knebene for at overleve i denne fattige by er mange. Jeg giver klumpen tilbage til Abdou, mumler et tillykke og skynder mig videre uden at vende mig om.
Hvis Dakar nu er så anmassende, fattig og beskidt – hvorfor skulle man så tage hertil som turist? Musiklivet er en god grund. I Dakar kan man vælge og vrage blandt live-bands: jazz, reggae, hiphop eller hvorfor ikke mbalax, hvor traditionel tromme- og dansemusik blandes med latin og soul.
Det er umuligt at sidde stille, når et mbalax-band kaster sig ud i de heftige rytmer. Dakar-indbyggeren Youssou N’Dour har spredt mbalax-musikken over hele verden, og når han ikke er på turné, spiller han på sin egen natklub, Club Thiossane.
Han er klædt i noget, der ligner en poncho, med en stor silhuet af Afrika trykt på forsiden
På Centre Culturel Francais, en grøn oase midt i Dakar med en udendørsscene, spiller reggaekunstneren Tiken Jah Fakoly. Han kommer fra Elfenbenskysten, men lever i eksil i Mali på grund af sit politiske engagement.
Der er udsolgt, og der er publikumstrængsel under den stjerneklare himmel. Tiken Jah Fakoly står på scenen sammen med et otte-mands band. Han er klædt i noget, der ligner en poncho, med en stor silhuet af Afrika trykt på forsiden.
»Quitte le pouvoir!«, »afgiv magten!«, synger han til musikken.
Ikke helt efter reglerne
Sangen henvender sig til de præsidenter i Afrika, der holder fast i magten og blæser på demokratiske valg. Tiken Jah Fakoly retter også sin kritik mod Senegals præsident, Abdoulaye Wade, som har givet sin søn Karim stor indflydelse i landet, på trods af at Karim er anklaget for korruption.
Dagen efter læser jeg i avisen, at Tiken Jah Fakoly er persona non grata i Senegal. Han vil aldrig få lov at rejse ind i landet igen. Senegal plejer at blive fremhævet som det gode eksempel på ytrings- og pressefrihed i Afrika, men disse friheder rækker kun nøjagtigt så langt, som regeringen tillader.
Efter varme dage i det centrale Dakar bestemmer vi os for at tage ud at bade. Kystlinjen rundt om centrum er stejl og stenet, men 20 kilometer fra Place de l’Independence ligger Ngor, en lille by med en populær badestrand.
I smalle gyder rister kvinder jordnødder over ild, og udlændinge går forbi i klip-klappere
Ngor er Vestafrikas centrum for surfere. Her indspillede man den klassiske surf-film »Endless Summer« i 1966, og siden da har byen lokket surfere til fra Europa, Australien og Nordamerika.
I smalle gyder rister kvinder jordnødder over ild, og udlændinge går forbi i klip-klappere, badebukser og med surfbrætter under armen. En 20-30 senegalesiske surfere udfører deres kunster i bølgerne på slidte surfbrætter, som turisterne har efterladt.
»De udlændinge, der kommer her, skal respektere de lokale surfere. De kan ikke bare kaste sig ud i vandet og tænke: »Dette er Afrika. Her gør jeg, som jeg vil,« siger Oumar Seye, der om vinteren driver en surf-lejr i Ngor.
Oumar Seye er den eneste senegaleser, der faktisk kan leve af surfsporten. Han fik sit første bræt af en fransk journalist, da han var 17 år, og i dag har han en sponsorkontrakt, der giver ham mulighed for at surfe over hele verden.
Jeg spørger, hvor det bedste surfsted er for nybegyndere, og Oumar Seye fortæller, at der kun findes ét beach break her: Virage. Bølgerne rundt om Ngor passer bedst for dygtige surfere.
Vi forlader kysten og kører nordpå mod Saint-Louis, der var hovedstad i landet mellem 1673 og 1960, hvor Senegal var en fransk koloni. Efter en times tid har vi lagt Dakars trange forstæder bag os.
I byerne langs vejen bor mennesker i lerhytter med halmtag. Der vokser knudrede baobab-træer på den åbne savanne. Træerne kan efter sigende blive over 400 år gamle.
De slidte facader prydes af balkoner i smedejern
De klarer de lange tørkeperioder ved at oplagre vand i stammen. Saint-Louis ligger på grænsen til Mauretanien, 260 kilometer nord for Dakar i deltalandet, hvor Senegal-floden møder Atlanterhavet.
Vi kører over en jernbro til den langstrakte ø, hvor byen breder sig ud. Husene er bygget i midten af 1800-tallet, og de oprindelige farver er blevet bleget i årenes løb. De slidte facader prydes af balkoner i smedejern.
Den lokale stolthed
Unesco har sat Saint-Louis på verdensarvslisten i 2000 på grund af byens velbevarede koloni-arkitektur. Egentlig føles det mærkeligt, at netop den afskyede kolonitid bliver klassificeret som verdensarv.
Tingene foregår i et helt andet tempo her end i Dakar, selv kattene synes at gå langsommere. På en trappe sidder N’Diack Yeck, 28 år gammel.
Han fortæller, at han arbejder på en spansk fiskerbåd, der ligger ude langs Afrikas vestkyst i flere måneder i træk. Nu har han fri i et par uger og er hjemme hos sin familie.
N’Diack Yeck vil vise os rundt, men jeg er blevet afskrækket af plattenslagerne i Dakar og siger først nej tak. Bagefter forstår jeg, at han bare er nysgerrig over for os og stolt af sin by.
Der findes underjordiske tunneller, der fører direkte ned til havnen
N’Diack Yeck tager os med hen til et rødbrunt hus i to etager. Diskotek Biblos og baren La Taverne ligger i underetagen af den store bygning, som næsten fylder et helt kvarter.
»Lige indtil midten af 1800-tallet var kældrene her i huset fyldt med slaver. Der findes underjordiske tunneller, der fører direkte ned til havnen, således at slavehandlen kunne ske uforstyrret,« fortæller han.
Vi bliver inviteret hjem til frokost hos N’Diack Yecks familie. Denne ægte gæstfrihed har et særligt navn i Senegal: teranga, en tradition mange er stolte af.
N’Diack Yecks mor har lavet thiouboudienne, Senegals nationalret: fisk, kassava og grøntsager på et leje af ris. Vi spiser alle fra samme fad med hver sin ske.
Samtalen kommer ind på fodbold, en af de absolut populæreste sportsgrene i landet. Jeg spørger N’Diack Yeck, hvad han mener om Senegals chancer i African Nations Cup, der begynder om et par uger.
Han har ikke nogen særlig stor tiltro til landsholdet, der er alt for usammenhængende og ungt, i stedet satser han på Cameroun og Elfenbenskysten (Egypten vandt turneringen, red.).
N’Diack Yeck fortæller, at en af Senegals mest berømte fodboldspillere, El-Hadji Diouf, kommer fra Saint-Louis.
Den første er stærk og bitter, den anden mildere, og det tredje opkog smager mest som sukkervand
»Han plejer at køre rundt i en Hummer, når han er hjemme. Der står Dioufi 11 på nummerpladen«.
Trækfugle syd for Sahara
Frokosten afsluttes med te på traditionel vis. N’Diack Yeck koger kinesisk gunpowder-te med flere skefulde sukker. Han hælder omhyggeligt teen i to glas, der ikke er meget større end snapseglas.
Drikken står i en lang stråle gennem luften, og der dannes skum på overfladen. I Senegal drikkes te i tre omgange. Den første er stærk og bitter, den anden mildere, og det tredje opkog smager mest som sukkervand.
»I Europa har I vel ikke tid til sådan noget,« siger han.
Det sidste mål for vores rundrejse i Senegal er den fuglerige natur ved Senegalfloden. 60 kilometer op ad floden fra Saint-Louis ligger Djoudjs fuglereservat.
Det er et af de første steder, hvor trækfuglene finder ferskvand syd for Sahara. Hver vinter opholder over 400 forskellige fuglearter sig i reservatet. For at komme dertil kører vi langs en sandvej, der slynger sig frem gennem et åbent landskab. Dette område, der ligger mellem Saharas ørken og savannen, kaldes Sahel.
Reservatet ligger i et delta, hvor Senegal-floden deler sig ud i bifloder og vådt terræn
Terrænet er fladt, og bevoksningen er akacier og højt græs. Nogle hundrede meter fra vejen driver en hyrde en flok geder. Han tilhører fulani-folket, der lever som nomader i Sahel. Hyrden bærer vandringsstav og et langt sort stykke stof viklet omkring hovedet. Med dette stof kan han dække ansigtet til, når sandstormene blæser ind fra nord.
Solen begynder at gå ned, og naturen går over i rosa toner. I dagens sidste lys når vi frem til Hôtel du Djoudj, et enkelt hotel midt ude i vildmarken. Hotelpersonalet sidder og kigger på en brasiliansk sæbeopera, da vi træder ind i den tomme spisesal.
Næste morgen er vi de første gæster, der er oppe og klar til oplevelser. Reservatet ligger i et delta, hvor Senegal-floden deler sig ud i bifloder og vådt terræn.
Det er heldigt, at vi er tidligt på den, for vi får vores egen båd og guide, til forskel fra de turister der kommer med bus fra Saint-Louis. De ankommer en times tid senere og fylder bådene op til sidste plads.
Båden suser frem over det grønne vand. I træerne langs flodkanten sidder trækfugle, som jeg genkender fra Skandinavien: gråhejre og skarv. Men det er pelikanerne, der stjæler al opmærksomheden. De flyver i hundredvis langs med båden. En krokodille, der ligger på stranden og varmer sig, følger os med øjnene.
Første gang offentliggjort i Børsen Weekend torsdag den 4.september.
Dakar er fuld af får. Ved hvert eneste vejkryds og hver eneste helle trænges fastbundne, beskidte får.
Der er en uge til Tabaski, en højtid, hvor de muslimske familier rundt om i verden samles for at ofre i Allahs navn. Alle familier, der har råd til det, skal slagte et får.
Senegals hovedstad er en intens oplevelse, hvor alle døgnets 24 timer er fyldt med lyde og lugte
Handlen med dyr minder mig om vores juletræsmarkeder hjemme i Skandinavien. Familiefædrene går rundt og vælger ud blandt fårene, prisen fastsættes, alt efter hvor stort og sundt, dyret ser ud, og de, der har adgang til bil, stopper fåret ind i bagagerummet eller spænder det fast på biltaget.
Fårene ser ulykkelige ud, når bilerne kører af sted, deres ører flagrer i vinden, og de kniber øjnene sammen på grund af sand og udstødningsgas.
Nu har jeg været nogle dage i Dakar, og det første chok er begyndt at lægge sig. Senegals hovedstad er en intens oplevelse, hvor alle døgnets 24 timer er fyldt med lyde og lugte.
Byen ligger på Afrikas yderste vestkyst, hvor Atlanterhavsbølgerne slår mod den stejle kystlinje. Her bor over to millioner mennesker. Befolkningen i Dakar er firedoblet i de seneste 20 år, og det ses af skur-byerne, der breder sig ud bag skyskraberne i centrum og villaerne langs havet.
Byen lokker mennesker til fra hele Vestafrika. De kommer her for at studere, arbejde, overleve.
Dakars centrale kvarter ligger rundt om Place de l’Independence, en plads kantet af skyskrabere i beton. Her færdes man blandt forretningsmænd i mørke jakkesæt og pjaltede drenge, der rækker deres konservesdåser frem for at tigge om penge.
Drengene kaldes talibéer, og tiggeriet indgår i børnenes koran-uddannelse. De går i lære hos hellige mænd, marabouts. Mændene er religiøse repræsentanter for islam i Senegal og tager sig af pengene, som børnene får tigget sig til i religionens navn. En mærkelig tradition, der er under voksende kritik i landet.
Det er tradition at give en gave til en god udlænding
»Madame, husker du mig? Det er mig, der er Abdou. Jeg hjalp dig på flyvepladsen,« siger en mand i velstrøget lyseblå tunika, en såkaldt grand babou, da han standser mig på gaden.
Jeg genkender ham ikke, men jeg var træt den nat, jeg landede i Dakar. Abdou fortæller, at han fejrer sit nyfødte barn og trykker en guld-skinnende klump i min hånd. Den skal jeg have, det er tradition at give en gave til en god udlænding, for jeg er vel ikke racist? Han foreslår, at vi går hen og drikker en kop kaffe sammen.
Det varer lidt, men så ringer advarselsklokkerne også i mit hoved. Lige netop ham her er en af de mange plattenslagere, jeg har hørt tale om. Dakar er berygtet for de bedragere, sælgere og lommetyve, der jagter turisterne.
Knebene for at overleve i denne fattige by er mange. Jeg giver klumpen tilbage til Abdou, mumler et tillykke og skynder mig videre uden at vende mig om.
Hvis Dakar nu er så anmassende, fattig og beskidt – hvorfor skulle man så tage hertil som turist? Musiklivet er en god grund. I Dakar kan man vælge og vrage blandt live-bands: jazz, reggae, hiphop eller hvorfor ikke mbalax, hvor traditionel tromme- og dansemusik blandes med latin og soul.
Det er umuligt at sidde stille, når et mbalax-band kaster sig ud i de heftige rytmer. Dakar-indbyggeren Youssou N’Dour har spredt mbalax-musikken over hele verden, og når han ikke er på turné, spiller han på sin egen natklub, Club Thiossane.
Han er klædt i noget, der ligner en poncho, med en stor silhuet af Afrika trykt på forsiden
På Centre Culturel Francais, en grøn oase midt i Dakar med en udendørsscene, spiller reggaekunstneren Tiken Jah Fakoly. Han kommer fra Elfenbenskysten, men lever i eksil i Mali på grund af sit politiske engagement.
Der er udsolgt, og der er publikumstrængsel under den stjerneklare himmel. Tiken Jah Fakoly står på scenen sammen med et otte-mands band. Han er klædt i noget, der ligner en poncho, med en stor silhuet af Afrika trykt på forsiden.
»Quitte le pouvoir!«, »afgiv magten!«, synger han til musikken.
Ikke helt efter reglerne
Sangen henvender sig til de præsidenter i Afrika, der holder fast i magten og blæser på demokratiske valg. Tiken Jah Fakoly retter også sin kritik mod Senegals præsident, Abdoulaye Wade, som har givet sin søn Karim stor indflydelse i landet, på trods af at Karim er anklaget for korruption.
Dagen efter læser jeg i avisen, at Tiken Jah Fakoly er persona non grata i Senegal. Han vil aldrig få lov at rejse ind i landet igen. Senegal plejer at blive fremhævet som det gode eksempel på ytrings- og pressefrihed i Afrika, men disse friheder rækker kun nøjagtigt så langt, som regeringen tillader.
Efter varme dage i det centrale Dakar bestemmer vi os for at tage ud at bade. Kystlinjen rundt om centrum er stejl og stenet, men 20 kilometer fra Place de l’Independence ligger Ngor, en lille by med en populær badestrand.
I smalle gyder rister kvinder jordnødder over ild, og udlændinge går forbi i klip-klappere
Ngor er Vestafrikas centrum for surfere. Her indspillede man den klassiske surf-film »Endless Summer« i 1966, og siden da har byen lokket surfere til fra Europa, Australien og Nordamerika.
I smalle gyder rister kvinder jordnødder over ild, og udlændinge går forbi i klip-klappere, badebukser og med surfbrætter under armen. En 20-30 senegalesiske surfere udfører deres kunster i bølgerne på slidte surfbrætter, som turisterne har efterladt.
»De udlændinge, der kommer her, skal respektere de lokale surfere. De kan ikke bare kaste sig ud i vandet og tænke: »Dette er Afrika. Her gør jeg, som jeg vil,« siger Oumar Seye, der om vinteren driver en surf-lejr i Ngor.
Oumar Seye er den eneste senegaleser, der faktisk kan leve af surfsporten. Han fik sit første bræt af en fransk journalist, da han var 17 år, og i dag har han en sponsorkontrakt, der giver ham mulighed for at surfe over hele verden.
Jeg spørger, hvor det bedste surfsted er for nybegyndere, og Oumar Seye fortæller, at der kun findes ét beach break her: Virage. Bølgerne rundt om Ngor passer bedst for dygtige surfere.
Vi forlader kysten og kører nordpå mod Saint-Louis, der var hovedstad i landet mellem 1673 og 1960, hvor Senegal var en fransk koloni. Efter en times tid har vi lagt Dakars trange forstæder bag os.
I byerne langs vejen bor mennesker i lerhytter med halmtag. Der vokser knudrede baobab-træer på den åbne savanne. Træerne kan efter sigende blive over 400 år gamle.
De slidte facader prydes af balkoner i smedejern
De klarer de lange tørkeperioder ved at oplagre vand i stammen. Saint-Louis ligger på grænsen til Mauretanien, 260 kilometer nord for Dakar i deltalandet, hvor Senegal-floden møder Atlanterhavet.
Vi kører over en jernbro til den langstrakte ø, hvor byen breder sig ud. Husene er bygget i midten af 1800-tallet, og de oprindelige farver er blevet bleget i årenes løb. De slidte facader prydes af balkoner i smedejern.
Den lokale stolthed
Unesco har sat Saint-Louis på verdensarvslisten i 2000 på grund af byens velbevarede koloni-arkitektur. Egentlig føles det mærkeligt, at netop den afskyede kolonitid bliver klassificeret som verdensarv.
Tingene foregår i et helt andet tempo her end i Dakar, selv kattene synes at gå langsommere. På en trappe sidder N’Diack Yeck, 28 år gammel.
Han fortæller, at han arbejder på en spansk fiskerbåd, der ligger ude langs Afrikas vestkyst i flere måneder i træk. Nu har han fri i et par uger og er hjemme hos sin familie.
N’Diack Yeck vil vise os rundt, men jeg er blevet afskrækket af plattenslagerne i Dakar og siger først nej tak. Bagefter forstår jeg, at han bare er nysgerrig over for os og stolt af sin by.
Der findes underjordiske tunneller, der fører direkte ned til havnen
N’Diack Yeck tager os med hen til et rødbrunt hus i to etager. Diskotek Biblos og baren La Taverne ligger i underetagen af den store bygning, som næsten fylder et helt kvarter.
»Lige indtil midten af 1800-tallet var kældrene her i huset fyldt med slaver. Der findes underjordiske tunneller, der fører direkte ned til havnen, således at slavehandlen kunne ske uforstyrret,« fortæller han.
Vi bliver inviteret hjem til frokost hos N’Diack Yecks familie. Denne ægte gæstfrihed har et særligt navn i Senegal: teranga, en tradition mange er stolte af.
N’Diack Yecks mor har lavet thiouboudienne, Senegals nationalret: fisk, kassava og grøntsager på et leje af ris. Vi spiser alle fra samme fad med hver sin ske.
Samtalen kommer ind på fodbold, en af de absolut populæreste sportsgrene i landet. Jeg spørger N’Diack Yeck, hvad han mener om Senegals chancer i African Nations Cup, der begynder om et par uger.
Han har ikke nogen særlig stor tiltro til landsholdet, der er alt for usammenhængende og ungt, i stedet satser han på Cameroun og Elfenbenskysten (Egypten vandt turneringen, red.).
N’Diack Yeck fortæller, at en af Senegals mest berømte fodboldspillere, El-Hadji Diouf, kommer fra Saint-Louis.
Den første er stærk og bitter, den anden mildere, og det tredje opkog smager mest som sukkervand
»Han plejer at køre rundt i en Hummer, når han er hjemme. Der står Dioufi 11 på nummerpladen«.
Trækfugle syd for Sahara
Frokosten afsluttes med te på traditionel vis. N’Diack Yeck koger kinesisk gunpowder-te med flere skefulde sukker. Han hælder omhyggeligt teen i to glas, der ikke er meget større end snapseglas.
Drikken står i en lang stråle gennem luften, og der dannes skum på overfladen. I Senegal drikkes te i tre omgange. Den første er stærk og bitter, den anden mildere, og det tredje opkog smager mest som sukkervand.
»I Europa har I vel ikke tid til sådan noget,« siger han.
Det sidste mål for vores rundrejse i Senegal er den fuglerige natur ved Senegalfloden. 60 kilometer op ad floden fra Saint-Louis ligger Djoudjs fuglereservat.
Det er et af de første steder, hvor trækfuglene finder ferskvand syd for Sahara. Hver vinter opholder over 400 forskellige fuglearter sig i reservatet. For at komme dertil kører vi langs en sandvej, der slynger sig frem gennem et åbent landskab. Dette område, der ligger mellem Saharas ørken og savannen, kaldes Sahel.
Reservatet ligger i et delta, hvor Senegal-floden deler sig ud i bifloder og vådt terræn
Terrænet er fladt, og bevoksningen er akacier og højt græs. Nogle hundrede meter fra vejen driver en hyrde en flok geder. Han tilhører fulani-folket, der lever som nomader i Sahel. Hyrden bærer vandringsstav og et langt sort stykke stof viklet omkring hovedet. Med dette stof kan han dække ansigtet til, når sandstormene blæser ind fra nord.
Solen begynder at gå ned, og naturen går over i rosa toner. I dagens sidste lys når vi frem til Hôtel du Djoudj, et enkelt hotel midt ude i vildmarken. Hotelpersonalet sidder og kigger på en brasiliansk sæbeopera, da vi træder ind i den tomme spisesal.
Næste morgen er vi de første gæster, der er oppe og klar til oplevelser. Reservatet ligger i et delta, hvor Senegal-floden deler sig ud i bifloder og vådt terræn.
Det er heldigt, at vi er tidligt på den, for vi får vores egen båd og guide, til forskel fra de turister der kommer med bus fra Saint-Louis. De ankommer en times tid senere og fylder bådene op til sidste plads.
Båden suser frem over det grønne vand. I træerne langs flodkanten sidder trækfugle, som jeg genkender fra Skandinavien: gråhejre og skarv. Men det er pelikanerne, der stjæler al opmærksomheden. De flyver i hundredvis langs med båden. En krokodille, der ligger på stranden og varmer sig, følger os med øjnene.
Første gang offentliggjort i Børsen Weekend torsdag den 4.september.
