Thomas Dinesen har mangedoblet omsætningen i familiefirmaet over tre årtier – nu henter han en direktør uden for familien for første gang i 122 år

At opholde sig i Thomas Dinesens gennemrenoverede stråtækte hus på Vråvej ved Jels i Sønderjylland er som at få en huslig krammer. Det skyldes ikke så meget de eukalyptusgrønne paneler og karme, messingdetaljerne i snedkerkøkkenet eller de mokkafarvede ølandsfliser i badeværelset, selvom de bestemt ikke skader. Det skyldes mest de matte, brede planker i douglasgran, der udgør både gulv, bænke og borde, og den subtile duft af træ, der smyger sig om os. Her er godt at være, og det er præcis den pointe, værten håber, man får som gæst her.

“Træ som materiale bidrager til langt mere, end at man kan gå på det, og vi vil ikke bare være en virksomhed, der fælder træer og laver planker af dem,” påpeger den 59-årige Thomas Dinesen. Han er fjerde generation i Dinesen Floors, hvis savværk har savet plankerne op af douglasgraner, der har vokset sig stærke gennem 100 år i de majestætiske skove i Schwarzwald i Tyskland.

Han møder mig helt ude på den snedækkede gårdsplads, tillader vinterstøvler indendørs og har spurgt til både min biltur gennem driverne, min familie og min barndomsby, før vi når til sagen. For samtalen er en del af sagen for ham. Mødet med nye mennesker, gensynet med gamle kendinge og relationen til kunder og medarbejdere har altid udgjort kernen i hans arbejdsglæde.

“Ofte handler 90 pct. af samtalen om alt muligt andet end træ,” siger han og fortæller om franskmanden, der solgte sin BMW for at få råd til et Dinesen-gulv, og det ældre par, der spurgte: “Kan du huske os?”, foromhan kunne og selvfølgelig deres tre voksne børn, der nu var blevet kunder.

Han og hans kone, Heidi Dinesen, overtog i 1989 det, der dengang hed Jels Savværk og primært leverede netop planker til at gå på i de danske kirker og herregårde. Dengang havde de fem-seks medarbejdere og en omsætning på 2,5 mio. kr., mens Dinesen i dag har ca. 100 ansatte, et kontor i USA, et globalt marked og en omsætning på 185 mio. kr. i 2020.

I 1998 i forbindelse med firmaets 100-års jubilæum ændrede de navnet til Dinesen for at tilgodese den internationale blanding af arkitekter, restauranter, gallerier og private kunder med sans for den nordiske æstetik, de eksklusive træplanker og den høje designværdi, som navnet står for i dag.

“Dinesen er blevet et stærkt brand, selvom det aldrig var vores mål,” siger Thomas Dinesen, hvis mål snarere handler om at levere det smukkeste træ til både gulve, vægge, køkkener, møbler, og hvad kunderne ellers drømmer om, som naturen kan honorere. Træerne, de bruger, er mellem 80 og 200 år gamle, og hos Dinesen er intentionen, at de skal have mindst lige så lang en levetid som planker, som mens de voksede i skoven.

USA er blevet det næststørste marked efter Danmark, og Dinesens planker ligger ikke bare i Noma 1 og 2, under kronprinsparrets fødder i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg og i Fregatten Jylland, men også i Saatchie Gallerys 3000 kvm i London og som direkte følge heraf i talrige gallerier og kunstmuseer verden over.

I 1990’erne landede de på et for Dinesen meget vigtigt sted, nemlig i den feterede, britiske arkitekt John Pawsons private hjem, som er blevet afbilledet i utallige magasiner verden over. Samme Pawsons unge praktikanter på tegnestuen fik også smag for de brede, danske planker og tog dem med sig hjem til byggeprojekter i deres hjørner af verden.

“Nogle gange har jeg sagt halvt i spøg til medarbejderne, at vi har nået en størrelse, hvor vi ikke behøver kunderne, men har nok at gøre med at administrere os selv,” siger han.

Ja, de gode samtaler fyldte mindre og mindre i hans arbejdsuge, og kontorarbejdet mere og mere. Så det er blevet tid til at lade en yngre indtage direktørstolen, og det er for første gang i 122 år ikke en Dinesen.

Hans oldefar, Hans Peter Dinesen, var bygmester og grundlagde savværket i 1898, fordi han manglede træ af en ordentlig kvalitet. Dengang hed det sig, at det, man ikke kunne få på apoteket, kunne man få hos Jels Savværk, hvor datidens små og store fornødenheder som meder og tøndestave var en del af forretningen.

Thomas Dinesens farfar overtog som den ældste søn firmaet, for selvom han selv drømte om at blive sømand, nåede han ikke at få en uddannelse, men brugte sine unge år i Rusland som tvungen udsendt tysk soldat. Hans søn, Thomas Dinesens far, drømte om at blive skovfoged, men tog også én for familien og førte savværket videre. Til gengæld satte han en stopper for generationernes pres og forventede aldrig af sin ældste søn, at han skulle gå den vej.

“Det var aldrig meningen, at jeg skulle overtage virksomheden,” forklarer Thomas Dinesen, der heller ikke havde nogen drømme i den retning. Han fulgte sin egen, der også spejlede faderens drøm, og flyttede fra Sønderjylland og blev skovfoged, eller skov- og landskabsingeniør, som hans uddannelse formelt hedder. Ikke fordi han blev presset til det, men fordi han bedre kunne lide livet i skoven end tanken om at stå for savværkets blandede landhandel af gulvplanker, havemøbler og diverse trædippedutter.

“Men egentlig passede det ikke til min personlighed at arbejde med biologisk produktion med så lange udsigter som i skovbruget,” siger han.

Derfor var det et lykketræf, at hans kommende kone en tidlig aften i 1983 kørte ind i hans pickup på ringvejen i Aarhus og totalskadede sin fars gamle Citroën. De to udvekslede oplysninger, så han kunne sende en regning på den baglygte, hun havde smadret, men i stedet sendte han hende en meget udførlig invitation.

“Jeg skrev seks-syv sider, der endte med, at jeg gerne ville have hende med ud at spise. Da hun modtog den tykke kuvert, troede hun, det var en meget stor regning for den baglygte, så hun lagde den til side et stykke tid, før hun turde åbne den,” fortæller han.

Da hun viste interesse for savværket og endda foreslog at stå ved hans side dernede, gav det alligevel mening for Thomas Dinesen. Det var den relation, han havde brug for som sin personlige startkapital.

“Vi boede i nabohuset til virksomheden, så vores børn kunne altid bare løbe over gårdspladsen og ind til os. Det var for dem som at bo på en gård, og de er vokset op med, at vi elskede vores arbejde og aldrig var kede af, at det blev mandag igen,” fortæller Thomas Dinesen, hvis svigerforældre flyttede med fra Midtjylland og altid havde en åben dør for de tre børnebørn, der kom til. De voksede derfor op med faget på samme måde som Thomas Dinesen, der blev trukket med i skoven og på savværket af både sin far og farfar.

Den nye adm. direktør af familievirksomheden er en betroet medarbejder gennem ti år, Dennis Stokholm, og altså ikke en af de tre søskende i femte generation af familien. Det ærgrer ikke Thomas Dinesen, for det er den bedste løsning for både ham, børnene, virksomheden, skovene og kunderne.

“Vores børns talenter ligger primært inden for det kreative og på relationerne, og det ville ikke være ideelt for nogen af dem at overtage det administrative arbejde og det enorme pres, der ligger i det,” siger han.

“

Det er relationerne
til kunderne og vores medarbejdere, der er vores store interesse, og vi har et ansvar som familie at tage vare på

Thomas Dinesen

Overdragelsen er planlagt gennem fire år, og i den proces har de tre børn hver fået 25 pct. af virksomheden, mens Thomas og Heidi Dinesen har beholdt den sidste fjerdedel, og sidste år blev deres datter ansat som HR-chef.

Over et par år har de alle fem konsulteret en erhvervscoach for at ruste sig mod konflikter, lære at forstå hinandens forskelligheder og ikke mindst at skelne familietid fra arbejdstid. Bare noget så enkelt som at have to Whatsapp-grupper – en til arbejde og en til familie – har været en god investering for dem, der har valgt at holde forretningen på familiens hænder.

“Der er mange, der gerne har villet købe det stærke brand, som Dinesen er blevet, men et salg ville ikke give os noget ud over en stor pose penge. Det er relationerne til kunderne og vores medarbejdere, der er vores store interesse, og vi har et ansvar som familie at tage vare på,” siger Thomas Dinesen. De fleste opkøbere ville have som ambition at skalere virksomheden op og ikke nødvendigvis have forpligtelserne for øje. De står til gengæld meget skarpt for Thomas Dinesen.

“Vi har opbygget tætte relationer til skovfolkene i Tyskland og Frankrig, og for dem betyder det også meget, at de træer, som de har passet og plejet i tre-fire generationer, ikke ender som krydsfiner,” siger Thomas Dinesen.

I Tyskland opstod princippet “Nachhaltigkeit” for 300 år siden, som betyder bæredygtighed eller mådehold, og som hans leverandører driver deres skove ud fra. Det går ud på, at man udvælger de enkelte træer, der skal fældes, ud fra et langsigtet syn på, hvordan alle træer får udfoldet deres fulde potentiale, før de er klar til at tjene nye formål. Når ét træ fældes, bliver der mere lys, vand og næring til de andre træer, der får lov at vokse videre.

Det står som direkte modsætning til den måde, store dele af verdensmarkedet af træ bliver skovet på, hvor f.eks. hele amerikanske skovområder bliver ryddet på én gang, og 700-800 år gamle, sunde oregon pine-træer bliver solgt som stanglakrids, og jorden lagt gold. Hvor områder med sibirisk lærk bliver udraderet på samme måde for at ende på vores terrasser. Desværre er FSC-mærkningen ingen som helst garanti for bæredygtighed, siger han.

“Certificeringer er generelt gode, men der skal meget mere til end papir. Jo længere man kommer mod øst, jo nemmere ser det ud til at det er at få certificeret sit træ med FSC. For når nogle er klar til at betale ekstra for en certificering, er andre klar til at snyde for den,” siger han, der modvilligt har ladet Dinesen-plankerne FSC-certificere for at kunne honorere bygherrernes jagt på certificeringspoint.

Hans hjerte banker for at sikre klodens bæredygtighed med respekt for de imponerende, levende organismer, som træerne er. Det er også her, hans sidste del af arbejdslivet skal ligge. Som sit eget lillebitte fodaftryk har han tilplantet jorderne til sine to sønderjyske ejendomme med en blanding af knap 30 forskellige slags træer og buske, som bier, insekter og fugle også kan trives på, og som i modsætning til jordbrug binder CO2. I virksomheden idéudvikler man på måder at udnytte hver en centimeter af de prægtige stammer på en værdig måde, så kun et minimum ender på forbrændingen.

Når han lige har sundet sig over ikke at have daglig føling med kunder, tal og medarbejdere, grundlægger han sammen med familien virksomheden Dinesen Legacy, der har som formål at udvikle produkter og løsninger, der skal sikre Dinesens relevans for fremtiden ved bl.a. at dyrke Dinesens overordnede relationer som f.eks. sponsorater og samarbejder med arkitektstuderende.

Som den sommerskole han og hans ældste søn har kørt for en udvalgt skare af arkitektstuderende fra Det Kongelige Akademi i København, forklarer han, mens vi tager turen længere ned ad grusvejen. Her står et pragteksemplar af en koboltblå hytte i Dinesen-planker med brændeovn og tapsamlinger, som de frembragte i fællesskab mellem badning i Gram Å og måltider under åben himmel.

Alt ved det projekt glæder ham, og der er også mærkbare huslige krammere at hente her i plankehytten, ligesom der er feelgood over de andre projekter, som han og hans sønner har været med til sætte i søen. Som Habeetats, der producerer boliger til de udrydningstruede solitærbier, og Bank of Materials, der forbinder firmaer med overskydende materialer som skind, marmor og træ med de kreative typer, der gennem design kan forlænge materialespildets liv.

Heidi og Thomas Dinesen flyttede til Aarhus fra det stråtækte hus på Vråvej, da alle børn var flyttet hjemmefra, og i dag kalder de det på bedste udenlandsk “country home” og bruger det til repræsentative formål. I den forbindelse er dufte et underkendt, men effektfuldt greb, og den utroligt rare duft, der breder sig igennem rummene, er leveret af Studio Pneuma, som hans yngste søn er medejer af. Den er udviklet af den tyske duftforsker Sissel Tolaas, som har indsamlet duftmolekyler i skoven og på savværket for derefter at designe en duftblanding af olier, der illuderer den friske træduft – som grantræets ånd i en flaske. En ånd, der nærmest hvisker: “Køb. Smukt. Træ. Nu.”

På den måde er Dinesen så meget mere end et savværk, der fælder træer for at skære det til planker, og med den nye ledelse og familiens frihed til at tænke nyt og kreativt har Thomas Dinesen valgt den mest bæredygtige model for alle, mener han.

“Hvis jeg kører ind i en stor douglas – og det er det træ, jeg ville foretrække – og dør pludseligt, kaster jeg ikke Dinesen ud i kaos. Så er der styr på det hele.”

make@borsen.dk