Toldbod Bodega har i årtier holdt den danske fane højt med såvel kyllingesteg som fransk bøf.
Frem til rygeforbuddet på danske restaurationer, var ikke-rygerne nærmest afskåret fra at nyde den særlige danske hygge, som findes på mange af landets værtshuse, bodegaer og vinstuer. Tre forskellige navne for samme slags restaurationstype, nemlig én hvor man traditionelt er kommet for at drikke øl og mere af nød end af lyst også har taget fast føde til sig.
Stemningen kan dog sammenfattes i »hjemlig hygge«, og med jazzmusikken kørende i baggrunden føler man sig netop som gæst i et privat hjem
Pudsigt som det er at kalde sådan en ølhule for en vinstue, lige så pudsigt er det, at man kan inddrage en fransk – ja, eller engelsk – bøf i betegnelsen »klassisk dansk krokøkken«. Men sådan er det. Disse retter har i flere menneskealdre stået side om side med hakkebøffen, den stegte kylling og flæskestegen på kroer landet over.
Smørrebrødsret med kartoffel, æg og sild.
Toldbod Bodega har haft til huse her i lokalerne på Esplanaden i København siden 1930, men der har været beværtning i små 200 år. I 1850 boede komponisten af Champagnegaloppen, H.C. Lumbye i huset. Et pudsigt sammentræf, eftersom min ledsager ved nærværende anmelderbesøg netop var en fransk champagneproducent, som så noget tvivlende ud, da jeg præsenterede en af de danske specialiteter som fransk bøf.
Anderledes champagne
Tvivlen blev til forbløffelse, da vi bad om vinkortet, og den tolderuniformerede servitrice efterkom anmodningen med ordene; »Her er det,« hvorefter hun placerede en fletkurv med seks forskellige flasker, der var meget langt fra Champagne.
Det lo vi meget af den aften, mens vi drak forskellige af de gode øl fra Thisted Bryghus og en enkelt elefantøl fra Carlsberg. Sidstnævnte skulle demonstrere over for den franske vinmand, at selv masseproduceret øl kan være af høj kvalitet, hvilket altid har været tilfældet med elefanten.
Det er den gode, gammeldags hygge, der råder på Toldbod Bodega. Det gælder også for betjeningen.
Der er ingen spor af fortidens røgtåger i lokalerne, omend lofterne er autentisk værtshusbrune. Det skyldes imidlertid et lag brun maling, der ligesom de øvrige omgivelser er nydeligt velholdt. Nydeligst er der i det bageste lokale, hvor bordene er dækket op med hvide papirduge, mens bordene ude i barområdet er mere rudimentære.
Flæskestegen – som i øvrigt dagligt steges af værtinden Helle Møllers 82-årige mor – havde en fortrinlig svær, var smukt lysebrun og sprød som glas
Det er vanskeligt at beskrive indretningsstilen som et hele, for den stritter i snesevis af retninger i en blanding af historiske fotos, gådefulde prydgenstande med mere.
Stemningen kan dog sammenfattes i »hjemlig hygge«, og med jazzmusikken kørende i baggrunden føler man sig netop som gæst i et privat hjem, hvor mor står og kokkererer i køkkenet.
Mor er ikke nogen topkok, som genopfinder det gamle danske køkken eller tilbereder fisken med kirurgisk præcision. Nej, kokken, som rumsterer i Toldbod Bodegas køkken, arbejder efter de »gammeldags« retningslinjer, som har været kendt på landets kroer i årtier.
Men hvor mange i tidens løb har sjusket og skudt utilgivelige genveje, lader det til, at toldbodkokken arbejder yderst samvittighedsfuldt.
Jeg registrerede i hvert fald mange tegn som sprøde, helt friske salatblade, nydeligt skårne tomatbåde med glans, rengjorte og velkogte nye kartofler med skal og så videre.
Smækfyldt med smag
Den grydestegte kylling med rabarber var flot brunet og smækfyldt med smag, omend brystet kunne have fortjent en blidere medfart. Sovsen var tyk og god, som sådan en godt må være, og den smagte markant anderledes end flæskestegssovsen, hvilket igen er et godt tegn, om ingen selvfølge i værtshussegmentet.
Betjeningen er noget i retning af elskelig, så får man et resultat, der kan blive til mange lykkelige frokoststunder
Wienerschnitzlens panering var pæn, dens tykkelse tenderede nærmest en kotelet, kødet var saftigt, mørt og rent smagende, og den klassiske garniture af kapers, peberrod og ansjoser var frisk. Flæskestegen – som i øvrigt dagligt steges af værtinden Helle Møllers 82-årige mor – havde en fortrinlig svær, var smukt lysebrun og sprød som glas.
Det var kamsteg, en smule til den tørre side, men det kompenserede den gode, tykke flæskestegssovs for.
De her nævnte retter serveres om aftenen, mens frokosten i højere grad er dedikeret til det klassiske smørrebrød, hvis kvalitetsniveau følger det beskrevne. Ganske vist kan man finde nogle ben i den saftige, røgede sild, men det kan man jo også hjemme hos mor.
Et tegn på ambitionsniveauet er den stegte fiskefilet, som vendes i rugmel for siden at blive pandestegt og serveret med hjemmelavet remoulade.
Smørret kommer fra små plastpakker, og pariserbøffen er – som udbredt i hele branchen – stegt så eftertrykkeligt, at kun en svag rødmen er tilbage.
Pariserbøf.
Sådan var det i hvert fald, da jeg vendte tilbage for at vurdere smørrebrødssituationen, som jeg vil kalde pæn.
Ganske vist findes der skarpere smørrebrød i byen, men Toldbod Bodega befinder sig så absolut i den bedste fjerdedel. Læg dertil, at betjeningen er noget i retning af elskelig, så får man et resultat, der kan blive til mange lykkelige frokoststunder. Som nævnt er der også åbent om aftenen, endda i weekenden med.
Man kan med sindsro kalde Toldbod Bodega for et ordentligt værtshus, hvor den gode gammeldags hygge råder, side om side med dansk mad i overensstemmelse med den romantiske forestilling om, hvordan mor lavede den. Og den mor, der her tænkes på, var skrap til at lave dansk kromad.
Hvad pointsummer angår, er der langt op til de gourmetrestauranter, som normalt anmeldes her på siderne. Men betragtet som traditionelt dansk spisested i hyggesegmentet hører Toldbod Bodega til eliten. .
Frem til rygeforbuddet på danske restaurationer, var ikke-rygerne nærmest afskåret fra at nyde den særlige danske hygge, som findes på mange af landets værtshuse, bodegaer og vinstuer. Tre forskellige navne for samme slags restaurationstype, nemlig én hvor man traditionelt er kommet for at drikke øl og mere af nød end af lyst også har taget fast føde til sig.
Stemningen kan dog sammenfattes i »hjemlig hygge«, og med jazzmusikken kørende i baggrunden føler man sig netop som gæst i et privat hjem
Pudsigt som det er at kalde sådan en ølhule for en vinstue, lige så pudsigt er det, at man kan inddrage en fransk – ja, eller engelsk – bøf i betegnelsen »klassisk dansk krokøkken«. Men sådan er det. Disse retter har i flere menneskealdre stået side om side med hakkebøffen, den stegte kylling og flæskestegen på kroer landet over.
Smørrebrødsret med kartoffel, æg og sild.
Toldbod Bodega har haft til huse her i lokalerne på Esplanaden i København siden 1930, men der har været beværtning i små 200 år. I 1850 boede komponisten af Champagnegaloppen, H.C. Lumbye i huset. Et pudsigt sammentræf, eftersom min ledsager ved nærværende anmelderbesøg netop var en fransk champagneproducent, som så noget tvivlende ud, da jeg præsenterede en af de danske specialiteter som fransk bøf.
Anderledes champagne
Tvivlen blev til forbløffelse, da vi bad om vinkortet, og den tolderuniformerede servitrice efterkom anmodningen med ordene; »Her er det,« hvorefter hun placerede en fletkurv med seks forskellige flasker, der var meget langt fra Champagne.
Det lo vi meget af den aften, mens vi drak forskellige af de gode øl fra Thisted Bryghus og en enkelt elefantøl fra Carlsberg. Sidstnævnte skulle demonstrere over for den franske vinmand, at selv masseproduceret øl kan være af høj kvalitet, hvilket altid har været tilfældet med elefanten.
Det er den gode, gammeldags hygge, der råder på Toldbod Bodega. Det gælder også for betjeningen.
Der er ingen spor af fortidens røgtåger i lokalerne, omend lofterne er autentisk værtshusbrune. Det skyldes imidlertid et lag brun maling, der ligesom de øvrige omgivelser er nydeligt velholdt. Nydeligst er der i det bageste lokale, hvor bordene er dækket op med hvide papirduge, mens bordene ude i barområdet er mere rudimentære.
Flæskestegen – som i øvrigt dagligt steges af værtinden Helle Møllers 82-årige mor – havde en fortrinlig svær, var smukt lysebrun og sprød som glas
Det er vanskeligt at beskrive indretningsstilen som et hele, for den stritter i snesevis af retninger i en blanding af historiske fotos, gådefulde prydgenstande med mere.
Stemningen kan dog sammenfattes i »hjemlig hygge«, og med jazzmusikken kørende i baggrunden føler man sig netop som gæst i et privat hjem, hvor mor står og kokkererer i køkkenet.
Mor er ikke nogen topkok, som genopfinder det gamle danske køkken eller tilbereder fisken med kirurgisk præcision. Nej, kokken, som rumsterer i Toldbod Bodegas køkken, arbejder efter de »gammeldags« retningslinjer, som har været kendt på landets kroer i årtier.
Men hvor mange i tidens løb har sjusket og skudt utilgivelige genveje, lader det til, at toldbodkokken arbejder yderst samvittighedsfuldt.
Jeg registrerede i hvert fald mange tegn som sprøde, helt friske salatblade, nydeligt skårne tomatbåde med glans, rengjorte og velkogte nye kartofler med skal og så videre.
Smækfyldt med smag
Den grydestegte kylling med rabarber var flot brunet og smækfyldt med smag, omend brystet kunne have fortjent en blidere medfart. Sovsen var tyk og god, som sådan en godt må være, og den smagte markant anderledes end flæskestegssovsen, hvilket igen er et godt tegn, om ingen selvfølge i værtshussegmentet.
Betjeningen er noget i retning af elskelig, så får man et resultat, der kan blive til mange lykkelige frokoststunder
Wienerschnitzlens panering var pæn, dens tykkelse tenderede nærmest en kotelet, kødet var saftigt, mørt og rent smagende, og den klassiske garniture af kapers, peberrod og ansjoser var frisk. Flæskestegen – som i øvrigt dagligt steges af værtinden Helle Møllers 82-årige mor – havde en fortrinlig svær, var smukt lysebrun og sprød som glas.
Det var kamsteg, en smule til den tørre side, men det kompenserede den gode, tykke flæskestegssovs for.
De her nævnte retter serveres om aftenen, mens frokosten i højere grad er dedikeret til det klassiske smørrebrød, hvis kvalitetsniveau følger det beskrevne. Ganske vist kan man finde nogle ben i den saftige, røgede sild, men det kan man jo også hjemme hos mor.
Et tegn på ambitionsniveauet er den stegte fiskefilet, som vendes i rugmel for siden at blive pandestegt og serveret med hjemmelavet remoulade.
Smørret kommer fra små plastpakker, og pariserbøffen er – som udbredt i hele branchen – stegt så eftertrykkeligt, at kun en svag rødmen er tilbage.
Pariserbøf.
Sådan var det i hvert fald, da jeg vendte tilbage for at vurdere smørrebrødssituationen, som jeg vil kalde pæn.
Ganske vist findes der skarpere smørrebrød i byen, men Toldbod Bodega befinder sig så absolut i den bedste fjerdedel. Læg dertil, at betjeningen er noget i retning af elskelig, så får man et resultat, der kan blive til mange lykkelige frokoststunder. Som nævnt er der også åbent om aftenen, endda i weekenden med.
Man kan med sindsro kalde Toldbod Bodega for et ordentligt værtshus, hvor den gode gammeldags hygge råder, side om side med dansk mad i overensstemmelse med den romantiske forestilling om, hvordan mor lavede den. Og den mor, der her tænkes på, var skrap til at lave dansk kromad.
Hvad pointsummer angår, er der langt op til de gourmetrestauranter, som normalt anmeldes her på siderne. Men betragtet som traditionelt dansk spisested i hyggesegmentet hører Toldbod Bodega til eliten. .
