I oktober døde Erik Brandts store kærlighed, Margit Brandt, og efterlod ham med 50 års minder, modefirmaet, hunden Andy og en lille smule vrede. Her gør han status og ser frem mod nye horisonter på egne ben.Næsten 50 år dannede Erik og Margit Brandt par som elskende og forældre, jetsettere og trendsettere, entreprenører og provokatørerHan var spadseret ned ad Bredgade til auktion på Bruun Rasmussen dagen før og højst usædvanligt kommet tomhændet hjem. To store, romantiske og overdådige malerier i grønne nuancer havde han for øje, men tøvede da han fik chancen.
"Jeg siger til mig selv: Skal jeg købe det samme igen? Skal man ikke videre i teksten? Det mener jeg, man skal," siger Erik Brandt, den 68-årige erhvervsmand, modemand, libertiner, tidligere bankmand og forhenværende ejer af bl.a. Store Kro i Fredensborg, hvor disse to malerier hang, da han købte den.
Parret flyttede til en lejlighed med elevator blot et halvt år før, Margit Brandt døde. Herfra fortsætter han sit nye liv
Og nu også enkemand og mand for at bearbejde den enorme sorg, der ramte ham, da hans elskede Margit døde i oktober sidste år i en alder af 66 efter over fem års sygdom.
Læs også:Diamantdirektørens tip til succes
Næsten 50 år dannede de par som elskende og forældre, jetsettere og trendsettere, entreprenører og provokatører, i Paris, København, New York. På natklubben Studio 54 side om side med Andy Warhol og Bryan Ferry. På tropeøen Mustique med den rige onkel Vagn og husbestyrerinden Merete. På hospitalernes lange gange og eneværelser på Skodsborg. I medgang og modgang til døden dem skilte.
"Det er meget svært at se én, man holder så meget af, gå igennem så langt et sygeforløb. Det er lige før, jeg synes, det er bedre, man falder hurtigt død om. Når man vel og mærke stadig er så forelsket, som vi var. Den sidste tid var ikke specielt morsom. Den var sgu ikke sjov," siger han og lader den sandhed stå stille et øjeblik.I Margit har han ikke bare mistet sin bedre halvdel, der gjorde ham hel. Han har mistet et hovedvidne til sit eget livVi sidder i den ene af tre højtbelagte stuer i hans store lejlighed på Esplanaden. Her er te i småblomstrede kopper, litteratur fra gulv til loft, puder, antikviteter, nips og malerier på alle tilgængelige flader, dusinvis af familiefotos og minder i lag og et spisebord, der flyder med papirer og tegninger.
Et halvt år er gået siden begravelsen, og Erik Brandt har kræfter og trang til at se fremad og til at komme lidt mere ud af den lejlighed med elevator, parret flyttede ind i for blot et års tid siden for at spare Margit Brandt for trapperne i villaen i Hellerup. Sorgen bølger sig op og ned i ham, og der er dage, hvor den lammer ham, nætter, hvor den vækker ham som mareridt, og perioder hvor den psykosomatisk klemmer en nerve i hans ben, så han knap kan gå.
Og så er der de dage, hvor han er i næsten vanligt hopla og smider om sig med muntre historier og skælder som en anden godsejer ud på hushjælpen, der har glemt tallerken, hundepasseren, der skal ud med löwschen-hunden Andy eller regnskabassistenten, der har besvær med at finde en overførsel, der er forsvundet mellem USA og Danmark.
"Jeg kan mærke, det går bedre og bedre, dag for dag. Indimellem kommer der små tilbagefald, og da lukker jeg mig bare fuldstændig inde. Går i seng halv ni, læser ikke ret meget og lader fjernsynet stå tændt. Det er den måde, jeg gør det på," siger Erik Brandt, der også har skubbet de sorteste tanker ad hækkenfeldt til, for som han siger med et bredt smil og kampgejst fra maven: "Winners never quit, and quitters never win!".
Læs også:Mød Mr. Goldstein: Millionær og maskot for modeugen
I Margit har han ikke bare mistet sin bedre halvdel, der gjorde ham hel. Han har mistet et hovedvidne til sit eget liv, der med den perlerække af højfrekvente oplevelser, hans selvbiografi fra 2006 løfter lidt af sløret for, føles som 250 år langt.
"Margit og jeg var at betragte som én person, siden vi var 17 og 18 år. Jeg savner at spørge hende til råds. Hun var også som et lille leksikon, som altid havde svaret, hvis jeg lige manglede navnet på "ham der fra 60 Minutes, der boede over for os"."
Psykologer har han ikke megen fidus til, selv om han har besøgt de bedste, men de virker ikke for ham. Han vil hellere tale til en dør. Eller sine venner eller en journalist. For tanken om, at han skulle befinde sig i en situation, han ikke selv skulle kunne klare, kan han ikke holde ud.
Læs også:Højre hånd for stjernedesigneren
Det er også den selvgjorte metode, han bruger til at bearbejde den vrede, han også må indrømme, han kan føle over for Margit. Han går på listesko, mens han fortæller, men det er en vej, han må gå, fordi den findes.
"I den senere tid havde vi det problem, at Margit ikke ville holde op med at ryge. Jeg vidste godt, hun røg, men hun nægtede alt. Det er åbenbart meget svært, og det er noget skidt med den sygdom (hun døde af lungesygdommen KOL, red.). Hvis jeg kom uanmeldt hjem på Svanevænget, og der stod røg op fra et træ i haven, blev jeg gal. Rigtig gal. Jeg følte mig ... jeg vil ikke sige til grin, for sjovt er det ikke, men forrådt på en eller anden måde," siger Erik Brandt, der som bekymret ægtemand i årevis fulgte med Margit Brandt ind og ud af hospitaler, rekreation i Skodsborg og hjem igen, før de måtte tage turen forfra. To måneder her, to måneder der, mens hun kæmpede for at komme på fode igen.Arbejdet, der optager ham og holder ham i live, er "Margit Brandt, Copenhagen", mærket, der blev relanceret i 2005 på basis af de gamle tegninger, som den feterede Margit Brandt havde produceret fra 1960'erne til 1980'erne"Hun burde have holdt op med at ryge. Men det kunne hun åbenbart ikke. Til gengæld har jeg drukket alt for meget hvidvin. De ting kan der ikke laves om på. Så vi må videre i teksten - ved at arbejde," siger han, der ironisk nok selv er begyndt at ryge en to-tre Kings om dagen efter sin kones død. Han har ikke røget i over 40 år, men nu gør tobakken ham godt. Selv om han synes, det er mærkeligt og skammer sig en smule ved det.
Arbejdet, der optager ham og holder ham i live, er "Margit Brandt, Copenhagen", mærket, der blev relanceret i 2005 på basis af de gamle tegninger, som den feterede Margit Brandt havde produceret fra 1960'erne til 1980'erne. De sælger i både Europa, USA og Japan, og Erik Brandt er optaget af at udvide sortimentet med briller, solbriller, smykker, ja, bestik, som han netop har fisket frem af gemmerne i deres firelængede gård på Møn, og som alt sammen er klar til salg om en tre-fire måneder.
Flere af de helt store spillere på verdensmarkedet bejler til ham og mærket, og han luner sig ved det. Han er ofte blevet klandret for at gemme for meget, men alle kasserne, skabene, lagerlokalerne og arkiverne er det stof, han spinder guld på i dag.
Selv bagest i hans hjem hober det sig op. Han viser vej til et mørkt rum fyldt til randen af tøj og sko, som måske, måske ikke, kan bruges af designteamet og lande i en butik nær dig næste år.
"Åh, jeg drømte om dem her i nat", siger han og fisker et par langskaftede støvler i ægte krokodilleskind i en meget lille størrelse frem fra en hylde.
"De var Margits egne. De fleste familier rydder alting ud, når en ægtefælde dør, men jeg er jo nødt til at gemme noget til firmaet. Jeg får aldrig ryddet op her, men det skal jeg jo."
"Hvis man skal videre, haster det lidt. Det synes jeg."
Læs også:Moskvas mindste millionærer
"Der er mange, der nervøst har spurgt til, hvad der dog skulle blive af firmaet, når nu Margit døde. Men som Margit altid sagde, var der ikke et firma, hvis ikke vi var to om det. Alle de store beslutninger og kontrakter blev lavet af mig. Margit var dygtig, flittig og kunne sit kram, men det var der altså også andre, der kunne, og vi havde et godt team, og det har vi stadig."
Og det kan godt være, Brandterne festede til den lyse morgen, og at hun sov til op ad formiddagen, men begge arbejdede som heste - "Sidde, nyde, hvile, så til gerning ile", som der står på en servietring, hans svigerfar har givet ham. Også til dette interview har manden forberedt sig grundigt, taget noter, fisket billeder frem fra gemmer, han ikke orker at gennemse og fundet digte af både Sophus Clausen, Tom Kristensen og ham selv, der på følsommeste vis illuderer de følelser, han har og har haft for sin kvinde.
"Jeg kan faktisk ikke læse det her uden at græde," siger han med grødet stemme og rækker en del af sine egne digte over, som Margit Brandt fik indbundet til ham.
Han bladrer videre og rammer muren igen.
"Jeg har så svært ved det her. Jeg holdt talen ved kisten uden at græde. Jeg kan ikke holde folk ud, der ikke kan tage sig sammen... Jeg læste dette digt op ved den ene ende af kisten (se faktaboksen under artiklen), mens Andy løftede ben op ad den anden ende. Så satte den sig ned og kiggede op på mig. Så kunne jeg heller ikke mere."
Læs også: Hotel-mager for de allerstørste
Det er, som om dagene bare går og går. Her et halvt år efter, er graven ved at være klar til sin gravsten og andre udsmykninger. Hunden skal klippes, og det plejer ikke at være hans opgave. Og hverken tennisbanen eller træningscentret får han besøgt. Det er alt sammen opgaver, der under normale omstændigheder ville være overkommelige, men som i denne situation trækker store veksler på ham. Af samme årsag overvejer han at droppe den gule Bentley, han har bestilt, men som der - heldigvis - er to års ventetid på.
"For så skal jeg have en anden garage. Og så er det pludselig et projekt. Som trækker mig væk fra det væsentlige i livet."
Hvad er det væsentlige?
"At have det dejligt, at gå en tur, at læse de bøger, man har lyst til, og hvis man har lyst at tage SAS et smut til Paris og holde i hånd. Det kan ikke være det væsentlige at have en gul Bentley. Det kan det ikke. Så jeg prøver på IKKE at falde i den grøft, jeg har været i før."
Og så er vi tilbage ved de grønne malerier fra Bruun Rasmussen. Han har store billeder nok og overvejer at flytte til noget mindre. Ergo kommer de bare til at stå på ét af hans mange lagre. Og han har haft både Rolls-Royce og Bentley og fine ejendomme.
"Men det er ikke det, jeg vil længere. Jeg skal ikke have en husholdning fem steder, som vi havde før i tiden, selv om vi sjældent opholdt os der. For det første er det kostbart. Og for det andet skal jeg ikke være slave af et system, jeg selv bygger op. Jeg skal tværtimod nyde af de ting, jeg bygger op og virkelig få glæde af dem."
Men føler du, at du skal stoppe dig selv?
"Jeg sad og var lige ved at købe hele molevitten på auktionen. Men resten af mit liv skal ikke være en kopi af det vidunderlige liv, jeg havde med Margit."
Læs også:
Dansk powerkvinde bag nyt motorløb
Dansk Trash-Couture til hele verden
Sassie - Fra model til modebranchens top
.
"Jeg siger til mig selv: Skal jeg købe det samme igen? Skal man ikke videre i teksten? Det mener jeg, man skal," siger Erik Brandt, den 68-årige erhvervsmand, modemand, libertiner, tidligere bankmand og forhenværende ejer af bl.a. Store Kro i Fredensborg, hvor disse to malerier hang, da han købte den.
Parret flyttede til en lejlighed med elevator blot et halvt år før, Margit Brandt døde. Herfra fortsætter han sit nye liv
Og nu også enkemand og mand for at bearbejde den enorme sorg, der ramte ham, da hans elskede Margit døde i oktober sidste år i en alder af 66 efter over fem års sygdom.
Læs også:Diamantdirektørens tip til succes
Flest gode dage
Næsten 50 år dannede de par som elskende og forældre, jetsettere og trendsettere, entreprenører og provokatører, i Paris, København, New York. På natklubben Studio 54 side om side med Andy Warhol og Bryan Ferry. På tropeøen Mustique med den rige onkel Vagn og husbestyrerinden Merete. På hospitalernes lange gange og eneværelser på Skodsborg. I medgang og modgang til døden dem skilte.
"Det er meget svært at se én, man holder så meget af, gå igennem så langt et sygeforløb. Det er lige før, jeg synes, det er bedre, man falder hurtigt død om. Når man vel og mærke stadig er så forelsket, som vi var. Den sidste tid var ikke specielt morsom. Den var sgu ikke sjov," siger han og lader den sandhed stå stille et øjeblik.I Margit har han ikke bare mistet sin bedre halvdel, der gjorde ham hel. Han har mistet et hovedvidne til sit eget livVi sidder i den ene af tre højtbelagte stuer i hans store lejlighed på Esplanaden. Her er te i småblomstrede kopper, litteratur fra gulv til loft, puder, antikviteter, nips og malerier på alle tilgængelige flader, dusinvis af familiefotos og minder i lag og et spisebord, der flyder med papirer og tegninger.
Et halvt år er gået siden begravelsen, og Erik Brandt har kræfter og trang til at se fremad og til at komme lidt mere ud af den lejlighed med elevator, parret flyttede ind i for blot et års tid siden for at spare Margit Brandt for trapperne i villaen i Hellerup. Sorgen bølger sig op og ned i ham, og der er dage, hvor den lammer ham, nætter, hvor den vækker ham som mareridt, og perioder hvor den psykosomatisk klemmer en nerve i hans ben, så han knap kan gå.
Og så er der de dage, hvor han er i næsten vanligt hopla og smider om sig med muntre historier og skælder som en anden godsejer ud på hushjælpen, der har glemt tallerken, hundepasseren, der skal ud med löwschen-hunden Andy eller regnskabassistenten, der har besvær med at finde en overførsel, der er forsvundet mellem USA og Danmark.
"Jeg kan mærke, det går bedre og bedre, dag for dag. Indimellem kommer der små tilbagefald, og da lukker jeg mig bare fuldstændig inde. Går i seng halv ni, læser ikke ret meget og lader fjernsynet stå tændt. Det er den måde, jeg gør det på," siger Erik Brandt, der også har skubbet de sorteste tanker ad hækkenfeldt til, for som han siger med et bredt smil og kampgejst fra maven: "Winners never quit, and quitters never win!".
Læs også:Mød Mr. Goldstein: Millionær og maskot for modeugen
Gider ikke psykologer
I Margit har han ikke bare mistet sin bedre halvdel, der gjorde ham hel. Han har mistet et hovedvidne til sit eget liv, der med den perlerække af højfrekvente oplevelser, hans selvbiografi fra 2006 løfter lidt af sløret for, føles som 250 år langt.
"Margit og jeg var at betragte som én person, siden vi var 17 og 18 år. Jeg savner at spørge hende til råds. Hun var også som et lille leksikon, som altid havde svaret, hvis jeg lige manglede navnet på "ham der fra 60 Minutes, der boede over for os"."
Psykologer har han ikke megen fidus til, selv om han har besøgt de bedste, men de virker ikke for ham. Han vil hellere tale til en dør. Eller sine venner eller en journalist. For tanken om, at han skulle befinde sig i en situation, han ikke selv skulle kunne klare, kan han ikke holde ud.
Læs også:Højre hånd for stjernedesigneren
Margit røg i smug
Det er også den selvgjorte metode, han bruger til at bearbejde den vrede, han også må indrømme, han kan føle over for Margit. Han går på listesko, mens han fortæller, men det er en vej, han må gå, fordi den findes.
"I den senere tid havde vi det problem, at Margit ikke ville holde op med at ryge. Jeg vidste godt, hun røg, men hun nægtede alt. Det er åbenbart meget svært, og det er noget skidt med den sygdom (hun døde af lungesygdommen KOL, red.). Hvis jeg kom uanmeldt hjem på Svanevænget, og der stod røg op fra et træ i haven, blev jeg gal. Rigtig gal. Jeg følte mig ... jeg vil ikke sige til grin, for sjovt er det ikke, men forrådt på en eller anden måde," siger Erik Brandt, der som bekymret ægtemand i årevis fulgte med Margit Brandt ind og ud af hospitaler, rekreation i Skodsborg og hjem igen, før de måtte tage turen forfra. To måneder her, to måneder der, mens hun kæmpede for at komme på fode igen.Arbejdet, der optager ham og holder ham i live, er "Margit Brandt, Copenhagen", mærket, der blev relanceret i 2005 på basis af de gamle tegninger, som den feterede Margit Brandt havde produceret fra 1960'erne til 1980'erne"Hun burde have holdt op med at ryge. Men det kunne hun åbenbart ikke. Til gengæld har jeg drukket alt for meget hvidvin. De ting kan der ikke laves om på. Så vi må videre i teksten - ved at arbejde," siger han, der ironisk nok selv er begyndt at ryge en to-tre Kings om dagen efter sin kones død. Han har ikke røget i over 40 år, men nu gør tobakken ham godt. Selv om han synes, det er mærkeligt og skammer sig en smule ved det.
Arbejdet, der optager ham og holder ham i live, er "Margit Brandt, Copenhagen", mærket, der blev relanceret i 2005 på basis af de gamle tegninger, som den feterede Margit Brandt havde produceret fra 1960'erne til 1980'erne. De sælger i både Europa, USA og Japan, og Erik Brandt er optaget af at udvide sortimentet med briller, solbriller, smykker, ja, bestik, som han netop har fisket frem af gemmerne i deres firelængede gård på Møn, og som alt sammen er klar til salg om en tre-fire måneder.
Flere af de helt store spillere på verdensmarkedet bejler til ham og mærket, og han luner sig ved det. Han er ofte blevet klandret for at gemme for meget, men alle kasserne, skabene, lagerlokalerne og arkiverne er det stof, han spinder guld på i dag.
Selv bagest i hans hjem hober det sig op. Han viser vej til et mørkt rum fyldt til randen af tøj og sko, som måske, måske ikke, kan bruges af designteamet og lande i en butik nær dig næste år.
"Åh, jeg drømte om dem her i nat", siger han og fisker et par langskaftede støvler i ægte krokodilleskind i en meget lille størrelse frem fra en hylde.
"De var Margits egne. De fleste familier rydder alting ud, når en ægtefælde dør, men jeg er jo nødt til at gemme noget til firmaet. Jeg får aldrig ryddet op her, men det skal jeg jo."
"Hvis man skal videre, haster det lidt. Det synes jeg."
Læs også:Moskvas mindste millionærer
"Der er mange, der nervøst har spurgt til, hvad der dog skulle blive af firmaet, når nu Margit døde. Men som Margit altid sagde, var der ikke et firma, hvis ikke vi var to om det. Alle de store beslutninger og kontrakter blev lavet af mig. Margit var dygtig, flittig og kunne sit kram, men det var der altså også andre, der kunne, og vi havde et godt team, og det har vi stadig."
Og det kan godt være, Brandterne festede til den lyse morgen, og at hun sov til op ad formiddagen, men begge arbejdede som heste - "Sidde, nyde, hvile, så til gerning ile", som der står på en servietring, hans svigerfar har givet ham. Også til dette interview har manden forberedt sig grundigt, taget noter, fisket billeder frem fra gemmer, han ikke orker at gennemse og fundet digte af både Sophus Clausen, Tom Kristensen og ham selv, der på følsommeste vis illuderer de følelser, han har og har haft for sin kvinde.
"Jeg kan faktisk ikke læse det her uden at græde," siger han med grødet stemme og rækker en del af sine egne digte over, som Margit Brandt fik indbundet til ham.
Han bladrer videre og rammer muren igen.
"Jeg har så svært ved det her. Jeg holdt talen ved kisten uden at græde. Jeg kan ikke holde folk ud, der ikke kan tage sig sammen... Jeg læste dette digt op ved den ene ende af kisten (se faktaboksen under artiklen), mens Andy løftede ben op ad den anden ende. Så satte den sig ned og kiggede op på mig. Så kunne jeg heller ikke mere."
Læs også: Hotel-mager for de allerstørste
Det væsentlige i livet
Det er, som om dagene bare går og går. Her et halvt år efter, er graven ved at være klar til sin gravsten og andre udsmykninger. Hunden skal klippes, og det plejer ikke at være hans opgave. Og hverken tennisbanen eller træningscentret får han besøgt. Det er alt sammen opgaver, der under normale omstændigheder ville være overkommelige, men som i denne situation trækker store veksler på ham. Af samme årsag overvejer han at droppe den gule Bentley, han har bestilt, men som der - heldigvis - er to års ventetid på.
"For så skal jeg have en anden garage. Og så er det pludselig et projekt. Som trækker mig væk fra det væsentlige i livet."
Hvad er det væsentlige?
"At have det dejligt, at gå en tur, at læse de bøger, man har lyst til, og hvis man har lyst at tage SAS et smut til Paris og holde i hånd. Det kan ikke være det væsentlige at have en gul Bentley. Det kan det ikke. Så jeg prøver på IKKE at falde i den grøft, jeg har været i før."
Og så er vi tilbage ved de grønne malerier fra Bruun Rasmussen. Han har store billeder nok og overvejer at flytte til noget mindre. Ergo kommer de bare til at stå på ét af hans mange lagre. Og han har haft både Rolls-Royce og Bentley og fine ejendomme.
"Men det er ikke det, jeg vil længere. Jeg skal ikke have en husholdning fem steder, som vi havde før i tiden, selv om vi sjældent opholdt os der. For det første er det kostbart. Og for det andet skal jeg ikke være slave af et system, jeg selv bygger op. Jeg skal tværtimod nyde af de ting, jeg bygger op og virkelig få glæde af dem."
Men føler du, at du skal stoppe dig selv?
"Jeg sad og var lige ved at købe hele molevitten på auktionen. Men resten af mit liv skal ikke være en kopi af det vidunderlige liv, jeg havde med Margit."
Læs også:
Dansk powerkvinde bag nyt motorløb
Dansk Trash-Couture til hele verden
Sassie - Fra model til modebranchens top
.
