Butikker, der i årevis har lokket med skarpt skårne blazere, designerjeans og draperede kjoler, frister nu med bud på det ultimative tegn på afslapning: joggingsættet. Lige nu er det faktisk sværere at finde en designer, der ikke netop har lanceret et joggingsæt, end én, der har.
Ganni, Stine Goya, By Malene Birger og Rotate Birger Christensen er bare nogle af de danske designere, der har lanceret et joggingsæt. Og joggingsæt fra athleisure-mærker som 7 Days Active og H20 Fagerholt, der befinder sig i krydsfeltet mellem mode og sport, bliver i endnu højere grad brugt til hverdag.
Årsagen er naturligvis covid-19. Vi arbejder mere hjemme, og det skaber behov for en anden type tøj.
“Vi havde i lang tid talt om at lancere et joggingsæt, da kontraster som at bruge sneakers til kjole altid har været vores mantra, og vi længe har brugt sporty elementer i vores kollektioner,” fortæller Ditte Reffstrup, kreativ direktør hos Ganni.
“Da corona kom, fik det os så til at gøre det, selvom vores stærkeste produkt hidtil har været kjoler.”
Gannis joggingsætlinje,Software, der kom i december, udgjorde straks 10 pct. af mærkets salg til butikker, og de mest populære sæt blev udsolgt fra ganni.dk på en uge.
“Tidligere signalerede joggingsættet søndag. Det gør det ikke længere,” siger Julie Fagerholt, der sammen med sin datter, Bex Fagerholt, står bag H20 Fagerholt.
“Joggingsættet er lige nu en integreret del af garderoben, hvor man f.eks. bruger bukserne med en strik og en blazer til hverdag. Tendensen til at blande sportstøj med hverdagstøj har man længe set i London og New York, mens de indkøbere, vi talte med for et par år siden i f.eks. Paris hos stormagasinet Beau Marche, ikke var klar endnu. For franske kvinder gik ikke på gaden i sportstøj. Det gør de så nu, må man sige, ligesom vi også gør nu i Danmark,” siger Julie Fagerholt.
Foran en butik på Østerbrogade i København kan man derfor – når den har åbent – se teenagepiger stå i meterlang kø for at købe joggingsæt fra Fruit of the Loom. Som de ikke kombinerer med søndagshår, som man gjorde engang, men typisk med masser af makeup, smykker og en designertaske over armen.
“På den måde gør unge det ellers ret anonyme joggingsæt til deres eget. De tager det ikke bare på, men gør noget ved det, ruller f.eks. buksekanten ned eller dresser det op med et par strømper. Vi skal tilbage til 1980'erne for at se en tilsvarende massiv brug af joggingsæt,” siger Peter Jensen, lektor på Savannah College of Art and Design i Atlanta, USA.
De første joggingbukser blev lanceret til atleter af det franske sportsmærke Le Coq Sportif i 1920. Et par grå bukser i uldjersey med elastik i taljen, man nemt kunne løbe og strække ud i, mens musklerne blev holdt varme. De fik deres navn, sweatpants, på grund af deres svedabsorberende funktion.
I 1930'erne kom sweatshirten til, men joggingsættet var stadig til sportsbrug, omend sweatshirten med logo fra f.eks. sportshold på amerikanske universiteter som Yale blev populær til fritidsbrug i efterkrigstiden. Men i 1950'ernes USA og Europa var stilen stadig for formel til, at joggingsættet var noget, man viste sig i offentligt.
Men fra slutningen af 1960'erne kom et øget fokus på komfort, og da fitnessbølgen ramte i 1980'erne – tænk Jane Fonda-videoer og Sylvester Stallone i “Rocky” – banede det vej for tøj, der signalerede sundhed, også udenfor træningslokalet.
“I 1980'erne blev joggingsættet en del af en ungdomskultur, der symboliserede, at man gik imod den tids yuppiekultur med skarpe jakkesæt,” fortæller Peter Jensen.
Musikkulturen, særligt hiphoppere og rappere, tog joggingsættet til sig fra 1980’erne og frem til nu.
Men joggingsættet levede et dobbeltliv. Det var langt fra kun cool.
“Enhver kender det lidet flatterende billede af amerikaneren på indkøb i supermarkedet i joggingsæt,” siger Peter Jensen.
Den massive brug af joggingsæt i USA fik da også kritik som uklædelig. Som den nu afdøde Karl Lagerfeld, kendt for sin bidskhed og uvilje mod kropsfedt, sagde i 2013:
“Sweatpants er et tegn på, at man har givet op. Du mistede kontrol over dit liv, så du købte et par joggingbukser.”
Eller som Peter Jensen mere diplomatisk siger:
“Modsat et par almindelige bukser har joggingbukser den egenskab, at du kan spise mere, uden de strammer.”
Men celebrities' brug af joggingsættet betød, at joggingsættet videreudviklede sin modestatus.
I 2003 hittede L.A.-mærket Juicy Couture med pink velourjoggingsæt, som bl.a. Paris Hilton og Jennifer Lopez blev fotograferet i. Også nutidens brug af joggingsæt er celebrity-drevet, ikke mindst via sociale medier, der bringer os helt ind i stjernernes hjem. Fra 2017 gik billeder af realitystjernen Kim Kardashian i et joggingsæt, som hun kombinerede med masser af makeup, verden rundt.
Et look, som unge kvinder verden over kopierede. Men ungdommen kan jo slippe fra meget. Kan vi andre tillade os at bruge joggingsættet som del af vores hverdagsgarderobe?
Absolut ikke, lyder lektor Peter Jensens personlige vurdering:
“Joggingsættet klæder ikke kroppen. Det er konstrueret til et helt andet formål end som hverdagstøj.”
Anderledes toner lyder, ikke overraskende, fra dem, der står bag de nye joggingsæt.
“Da man begyndte at bruge sneakers til hverdag, spurgte man sig selv, om man kunne have dem på til en kjole. Det kan man jo. På samme måde kan man f.eks. bruge en sweatshirt til en nederdel og tage en halskæde på. Det er et spørgsmål om styling,” siger Ditte Reffstrup fra Ganni.
Og Julie Fagerholt mener, at det også handler om at vælge det rigtige joggingsæt.
“Ligesom vi har fundet ud af, hvad jeans kan, har vi nu fundet ud af, hvor brugbare joggingbukser er. Men det gælder om at finde et sæt med en god pasform, der ikke får knæ og hængerøv, når man har siddet ned. Jeg anbefaler også, at man i stedet for et lysegråt går efter f.eks. beige, kaki eller sort, så det ikke kun ligner hyggetøj. Et par sorte joggingbukser kan du bruge, som du ville bruge et par jeans, f.eks. med en skjorte.”
Men hvad når vi bliver lukket ud? Vil vi så kaste joggingsættet langt væk?
“Når vi skal ud at spise igen, bliver det ikke i joggingbukser. Så får vi trang til at dresse up igen med høje hæle og rød løbestift, men til hverdagsbrug bliver det her,” mener Ditte Reffstrup, mens Julie Fagerholt siger:
“Komfortabelt tøj betyder mere og mere for os. Uanset corona var joggingsættet kommet, nu gik det bare hurtigere. Så vi vil se det udvikle sig og komme i nye versioner.”
