Er humoren under pres fra krænkelseskulturen? Det troede Jonatan Spang - indtil han hørte en joke om mænd og yoga

Hvis jeg har ét talent, er det nok at få forfærdelige ting til at lyde mindre forfærdelige, når de kommer ud af munden på mig – og få folk til at grine ad det. Men ligesom tiden og samfundet ændrer sig, er der også forskel på, hvad 20-årige Jonatan kunne sige på en scene, og hvad jeg kan sige i dag.

Da jeg var helt ny i branchen, så jeg en ældre kollega optræde. Han lavede en joke om at onanere. Det er der masser af komikere, som har gjort både før og siden, men jeg tænkte: “Det ved jeg ikke, om jeg har lyst til at høre fra dig, der næsten er gammel nok til at være min far.” Komik er enormt afsenderbaseret, og det er en ting, jeg er meget opmærksom på.

Det er en meget udbredt fortælling, at mulighederne inden for komik i disse år bliver mindre og mindre. Der er ting, man ikke længere må sige, mennesker man ikke længere må gøre grin med, og det bliver hele tiden værre. I en periode abonnerede jeg også på den idé, men jeg har fundet ud af, at jeg ikke synes, det er sandt. Det er rigtigt, at mulighedsrummet flytter sig, men lige så meget som det indskrænkes ét sted, lige så mange nye muligheder opstår der et andet sted.

Jeg så for nylig den unge komiker Jacob Taarnhøj optræde på Comedy Zoo. Han begyndte sit show med at lave en joke om, at han ikke drikker alkohol. Den næste handlede om, at han dyrker yoga. Da jeg startede med at lave standup i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, var der ingen, der snakkede om censur, men jeg havde aldrig kunnet gå op på en scene og lave de samme jokes. Jeg kunne måske have sagt det stik modsatte: “Mænd, der dyrker yoga, hvor fucking latterligt kan det blive?”. I dag har manderollen flyttet sig, og komikken er flyttet med. Men mange har en tendens til kun at fokusere på de muligheder, der forsvinder. “Hvorfor må vi ikke sige neger?” spørger de. Jeg synes, det er dovent.

Komik skal være overraskende, men kunsten er at sige dét højt, som publikum næsten har tænkt selv. På den måde minder det lidt om en whodunnit-krimi. Hvis du finder ud af til sidst i filmen, at morderen er postbuddet, som afleverede et brev i første scene, men ellers ikke spiller nogen rolle, vil du sige: “Arh, Jussi (Adler-Olsen, red.), den går ikke.” Det er meningen, at du skal blive overrasket, men alligevel tænke: “Selvfølgelig!”. Sådan er det også med komik. Grinet er impulsivt og i stand til at omgå ens bedre jeg. Det er derfor, at folk kan sidde og grine af et show og bagefter sige: “Jeg syntes ikke, det var så sjovt,” fordi det er gået op for dem, at de har grint af en mand, som fik klunkerne i klemme.

Jeg har været god til at få folk til at grine, siden jeg var barn. Allerede i folkeskolen elskede jeg at optræde, når vi holdt juleafslutning på skolen. Jeg voksede op i Gladsaxe med forældre, der gik fra hinanden, da jeg var syv år gammel. Min mor var pædagog, og min far var ingeniør i statens datafirma, Datacentralen. De var ikke kreative, og som barn følte jeg mig nok en smule off. De andre drenge spillede fodbold, men jeg var mere interesseret i musik. Jeg var dygtig i skolen og blev kaldt professor Balthazar efter tegneseriefiguren, fordi jeg brugte mange fremmedord.

Efter folkeskolen fortsatte de fleste af mine klassekammerater i gymnasiet. Men det ville jeg ikke. I stedet kom jeg på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor man selv kunne sammensætte sin uddannelse. Jeg tog på efterskole, et halvt år på udveksling i Wisconsin og lavede improvisationsteater på en daghøjskole i Brøndbyøster. Her mødte jeg en pige, som fortalte, at hun havde søgt ind på Teaterskolen. Indtil da anede jeg ikke, at den fandtes.

Året efter søgte jeg selv ind. Retrospekt var det en vigtig beslutning. Det er i hvert fald nemt at sige, når det er gået godt. Men der er så meget i livet, som i sidste ende bare er et sammenrend af tilfældigheder. Mennesket har en utrolig evne til at få ting til at give mening. Det ejer en konstant evne til tilfredshed, og så sker der noget, som får pendulet til at svinge ud, men før eller siden svinger det tilbage til midten. Mit yndlingseksempel er Finn Nørbygaard, der næsten var milliardær, inden han tabte alle sine penge under finanskrisen. Der gik ikke mere end et halvt år, før han var ude i et interview og sige, at der var en større mening med det, der skete. Han var blevet doven af at have så mange penge. Det er da fantastisk.

“

“Med tiden blev det sværere for mig at bevare meningen, når det eneste nye var,at jeg havde solgt lidt flere billetter end sidste gang”

Jonatan Spang

Da jeg var 18 år, i 1998, fik min barndomsven Christian en lejlighed i Pisserenden i København. Han begyndte at komme på Kulcaféen, som lå lige rundt om hjørnet. Hver tirsdag aften var der standup med open mic, hvor Sebastian Dorset var vært, og efter et langt tilløb blev vi enige om at melde os til. Vi kom på programmet første aften efter sommerferien, og alle de rigtige komikere var der. Omar (Marzouk, red.) var der, Mick (Øgendahl, red.) var der, og Gordon Kennedy var der. Vi sad sammen ude i baglokalet, som ikke var større end et kosteskab. Jeg tænkte: “Shit, nu skal jeg optræde, ikke bare for publikum, men for dem”. Det, jeg ikke opdagede, var, at de aldrig nogensinde kiggede ud under min optræden. Jeg troede, at de ville være spændte på at se ham den nye, men de kunne ikke være mere ligeglade.

Jeg havde skrevet nogle helt klassiske jokes om jyder og københavnere og om dumme dørmænd. Oppe på scenen kunne jeg mærke, at det ikke var helt skævt. Christian derimod gjorde det aldrig igen. Kort tid efter ringede en veninde og bad mig optræde foran hendes medstuderende på lærerseminariet. Et halvt år senere vandt jeg DM i standup.

Jeg optrådte med standup, mens jeg læste på Teaterskolen. Det fortsatte, efter jeg blev færdig og fik forskellige teaterroller. Men det var to meget adskilte spor, og der var ikke rigtig nogen i teaterverdenen, som vidste, at jeg var standupper. Men det ændrede sig.

Min store drøm var at spille på Betty Nansen Teatret. Jeg sendte et håndskrevet brev til Henrik “Bølle” Hartmann, som var direktør. Der gik halvandet år, uden at jeg hørte noget, men en dag ringede “Bølle” pludselig til mig og tilbød mig en rolle. Jeg troede, at han havde læst mit brev, men han havde aldrig åbnet det. I stedet viste det sig, at de var i gang med en teateropsætning af Wim Wenders’ “Himlen over Berlin” og manglede en standupkomiker, som kunne skrive noget materiale til stykket. Henrik Hartmann havde fået mig anbefalet af en fælles bekendt, fordi jeg også var uddannet skuespiller. Derfra smeltede de to spor i min karriere sammen.

Jeg blev ansat som direktør for Nørrebro Teater som 29-årig, i 2007. Min ambition var at løse en af teatrets grundlæggende udfordringer: Vi betaler alle sammen til det over skatten, men det er kun et fåtal, som bruger det – ofte dem, der i forvejen har mest. Når jeg optrådte med standup, var det derimod et helt andet publikum, der mødte op. Mit projekt var demokratisk. Ved at smelte det bedste sammen fra de to verdener tænkte jeg, at jeg kunne trække nogle nye mennesker ind i teatret og give dem de samme fantastiske oplevelser, som jeg selv havde haft.

Når jeg tænker på den unge mand i dag, ved jeg ikke, om det var en god idé at få det ansvar i så tidlig en alder. Jeg er glad for og stolt af, at jeg turde satse og prøve at lave et nyt teater for et nyt publikum. Men jeg ville ønske, at jeg dengang havde vidst, hvor vigtigt det er at kunne se, hvad der er vigtigt. At kunne sortere. Jeg har en evne til at gøre alting vigtigt. Det er noget, jeg altid har kæmpet med. På Nørrebro Teater kunne jeg blive helt optaget af en klage fra naboerne over nogle cykelstativer, når det, jeg burde have fokuseret på, var de tre forestillinger, vi skulle sætte op på den store scene året efter. Efter to år sagde jeg op, dels fordi jeg mistrivedes, dels fordi jeg ikke kunne enes med min meddirektør, Kitte Wagner.

I årene efter Nørrebro Teater havde jeg svært ved at finde ud af den dybere mening med det, jeg lavede. Jeg forlod min mission om at gøre teatret bredere og mere demokratisk, og hvad havde jeg så tilbage? At jeg gerne ville have folk til at klappe ad mig? At jeg gerne ville tjene nogle penge? Jeg siger ikke, at alt, jeg lavede i årene efter, var dybt uinspireret; der var masser af projekter, og masser som gik godt. Min evne til at gøre alting vigtigt – som er en drivende kraft i mig – gør mig i stand til at engagere mig i det meste. Men jeg manglede et større mål.

I begyndelsen af ens karriere er der mange første gange: Den første gang, man får penge for at optræde, står øverst på plakaten eller har et onemanshow. Men med tiden blev det sværere for mig at bevare meningen, når det eneste nye var, at jeg havde solgt lidt flere billetter end sidste gang.

“Tæt på sandheden” har givet mig følelsen af et formål igen. Jeg har fundet tilbage til mit demokratiske projekt. Der er mange mennesker, som har travlt med at få samfundsdebatten til at lyde enormt kompliceret. Det ekskluderer en masse mennesker, som giver op og siger: “Det har jeg alligevel ikke forstand på.” Jeg kender folk, som slet ikke orker at åbne en avis, fordi politikere, journalister, akademikere og debattører er så optaget af at lyde kloge, at de lukker sig om sig selv. Jeg håber, at jeg kan trække i den anden retning ved at hive nogle aktuelle emner ned fra den høje hylde og sige: “Sværere er det altså ikke.”

Jeg er enormt taknemmelig for at leve i et land, hvor man kan lave et program som “Tæt på sandheden”. Andre steder i verden var vi blevet slået ihjel for det samme. Der er selvfølgelig nogle, der brokker sig, men heldigvis har Danmarks Radio stået mere eller mindre last og brast med os gennem det hele. Mange af dem, vi har gjort grin med, kommer hen til mig og hilser for lige at vise, at det i hvert fald ikke bed på dem. Så giver de mig et lidt for hårdt håndtryk og et lidt for fast blik.

Da vi lavede anden sæson af programmet, havde vi Lars Løkke Rasmussen med i vores nytårsprogram. Det var godt nok et rimelig ufarligt indslag, men tiderne, hvor en siddende statsminister kommer på besøg, er i dén grad ovre. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har spurgt Mette Frederiksen, og svaret er det samme hver gang: Nej tak. Det kan dog også skyldes regeringsskiftet – jeg tør godt sige, at Socialdemokraterne er lidt tunge at danse med. Men vi bliver helt klart mødt med større påpasselighed i dag, end vi gjorde i starten.

Mange siger, at satire skal sparke opad, men det er lidt noget fis. Alle mennesker – uden undtagelse – forsøger at få det til at virke, som om man sparker nedad, når man sparker på dem. Det er lige meget, hvor magtfulde, hvor store og hvor flotte de er. Og et eller andet sted: Hvorfor skal man ikke sparke på nogen, der er små, hvis de er nogle hyklere? Hvorfor skal de slippe, bare fordi de er nogle små hyklere? Når vi i “Tæt på sandheden” har trådt nogle magtfulde mennesker over tæerne, er det måske ikke dem selv, det er synd for, men så er det synd for deres børn eller nogle andre. Alle har nogle stakler, de kan skubbe foran sig ind i en konflikt.

Det meste af mit liv har jeg været fanget i en forestilling om, at jeg skal præstere godt for at være god nok. Men når jeg laver et show som “Tæt på sandheden”, der kører uge efter uge, kan jeg ikke gå ind hver eneste gang med den indstilling, at hvis ikke det bliver det bedste show nogensinde, er jeg en kæmpe fiasko. Så går jeg i stykker. Jeg falder stadig i fælden af og til, men det er blevet bedre.

Jeg blev far til en lille datter i foråret. I løbet af min fire en halv måneder lange barsel har jeg fundet ud af, at alle klicheerne om at være forælder er sande. Jeg er blevet far ret sent i livet og har hørt mine venner, der er blevet fædre før mig, gentage de samme ting: “Åh, det går så stærkt, de vokser så hurtigt, husk at nyde det,” har de sagt, mens jeg kiggede på deres barn og tænkte: “Jeg så det for et år siden, det ligner sig selv.” Men min egen datter var knap blevet to måneder gammel, da min kone og jeg en dag lå i sengen og kiggede på billeder af hende, fra lige efter hun blev født, og udbrød: “Nej, hvor var hun lille!”

Jeg synes også, at min egen datter er den sødeste, der findes. Jeg ved godt, det er latterligt, men det føles så virkeligt inde i mit eget skøre system. Første gang, jeg var hjemme, mens min kones mødregruppe holdt møde, kiggede jeg rundt på de syv andre og deres børn og tænkte: “Ej, de må også have det mærkeligt med, at vores baby er den sødeste.”

I 2019 besteg min hustru og jeg Kilimanjaro. Vores guide var en lokal fyr i slutningen af 20’erne, som var helt færdig af grin over, at jeg ikke havde fået børn endnu. Han havde selv mange børn, og syntes, at det var det sjoveste, han nogensinde havde hørt. Han sagde: “Når I får et barn, vil det komme ud og sige: “Er du min far, eller er du min bedstefar?”. Men jeg fortryder ikke, at jeg først har fået et barn nu. Jeg ville nok have været en anden far, hvis jeg var blevet det i slutningen af 20’erne.

Når man når til et vist punkt i livet, begynder det meste at føles som en gentagelse. I starten af livet er alt spændende, fordi alt føles som en ny, unik situation. Efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg fået nemmere ved at navigere i livet, fordi de ting, jeg kommer ud for, minder om noget, jeg har prøvet før. Men det har også den ulempe, at jeg kan blive fastlåst i mine erfaringer.

Med alderen har jeg haft en tendens til at blive lidt for sikker på, hvem jeg er, hvordan verden hænger sammen, og hvordan jeg har det med alting. Dét, der hjælper en frem mod de 40, går hen og bliver en hæmsko. Det er noget af det, jeg slås mest med inde i mig selv. Derfor tror jeg, det har været sundt for mig at blive far i en fase af livet, hvor der ellers ikke sker så mange nye ting længere. Det er vitterligt en helt ny, unik situation for mig. Og jeg ser hende opleve helt nye ting hver eneste dag.

Hvis jeg som 25-årig havde vidst, at jeg ville få så mange muligheder og prøve så mange forskellige ting, ville jeg have tænkt: “Det ville gøre mig vildt lykkelig.” Man står et sted og drømmer om, at hvis bare jeg kan få dén rolle eller dét job, så bliver jeg lykkelig, og så skal jeg aldrig bede om mere. Men det er jo en løgn, man fortæller sig selv, og den ultimative skuffelse er, når lykken ikke indtræffer. De lykkeligste øjeblikke for mig er derfor dem, hvor jeg bliver tilbudt en rolle eller et nyt projekt – inden jeg skal i gang med at lave det. På det tidspunkt lever jeg stadig i troen om, at jeg bliver et mere komplet menneske på den anden side. Men mandag morgen, når arbejdet begynder, er jeg stadig den samme.