"Er Helena kommet?" Med en supermodel til modefest

Det er 30 år siden, en purung Helena Christensen stod model for Inwear. Nu har de fundet sammen igen, denne gang med det danske modelikon i rollen som designer.

Børsen hang på, da den tidligere supermodel, butiksejer, fotograf og newyorker gæstede København en fredag aften, og hendes kollektion blev fejret under stor ståhej med verdensstjernen i centrum.

Den københavnske modeuge lakker mod enden. På Holmen er stemningen doven. Aftensolen skinner
på de fredede bygninger, der i dag rummer kontorer, rækkehuse og lejligheder.

Kajkanten er mennesketom. En enkelt studerende fra arkitektskolen klædt i sort - bortset fra en T-shirt fyldt med malingklatter - sætter sig op på sin cykel.

Se hele billedserien med Helena Christensen her.

"Hun blev kæreste med en verdenskendt rockmusiker, skød de mest prestigefyldte forsider, gik de største shows, lavede de bedst betalte reklamejob"

På dækket af en husbåd sidder fire mænd og drikker grumset naturvin.

Og foran den store murstensbygning med fem meter høje blyindfattede ruder, hvor Inwear har sit showroom, løber marketingsfolk og assistenter rundt på grå epoxygulve for at blive klar til den særligt indbudte flok af redaktører, stylister og modebloggere, der er på vej herud.

Årsagen er det danske modehus’ nye kollektion skabt i samarbejde med den legendariske topmodel Helena Christensen, og snart er der fyldt med velklædte mennesker, der drikker smoothies og champagne, mens de kindkysser og spørger hinanden, om Helena er kommet.

Der spirer en sjælden nysgerrighed i denne ellers blaserte flok, og da hun lidt i syv ankommer i et par sorte biler sammen med sin mor, sin søn Mingus og flere af sine private venner, drejer alle hovedet for at følge hende med øjnene.

Inde i udstillingslokalet, hvor kollektionen bliver præsenteret som en kunstinstallation, opstår der nærmest en kø af mennesker, der lige vil sige hej, og som stikker deres selfie-kameraer op til hendes ansigt, og lydløse iphoneskud går af, mens hun takler alle med overskud og professionel venlighed.

Det er som et indøvet teaterstykke, hvor alle kender reglerne på forhånd: Her kindkysser man som i Paris, selv dem - eller måske især dem - man ikke kender, og alle samtaler med Helena er ganske korte, så hun kan nå hele vejen rundt iklædt sine flade sandaler med similisten, et sort jakkesæt og inderst en sort silketop med blonder.

Ingen siger noget upassende, ingen går for tæt på, og alle gloser omkring de tableauer, der er sa
sen, og som tæller et par håndfulde tøjstykker, møbler, finurlige objekter og billeder af Helena iført sit eget design, er positive.

Faktisk er den eneste, der bryder rammen af uskadelig summen, en insider, nemlig Helena Christensens egen mor. Der opstår en kontrolleret panik og en lidt skinger latter omkring topmodellens nærmeste, da det går op for dem, at den smukke peruvianske kvinde er ved at fortælle en journalist alt som sin galdeblære.

Se hele billedserien med Helena Christensen her.

“Åh nej. Kom nu her, mor,” siger den 46-årige model, fotograf og designer, og hendes mor kommer storgrinende over til resten af VIP-selskabet og trækker på skuldrene, tydeligvis helt ligeglad, mens hun udbryder:

“Det plejede at være mig, der hundsede rundt med hende, men nu er det hende, der gør det med mig”.

Supermodellens æra

Samarbejdet mellem 46-årige Helena Christensen og 45-årige Inwear begyndte i midten af 80’erne, da Helena blev booket til mærkets kampagne.

Dengang var Helena Christensen en gymnasiepige, hvis modelkarriere endnu ikke havde taget fart, og Inwears kollektioner var noget, hun kun drømte om. For Inwear var det fineste af det danske; de havde nærmest markedet og målgruppen for sig selv, inden 90’ermærker som Bruuns Bazaar, Munthe plus Simonsen og Day Birger Mikkelsen kom til.

De modebevidste storbykvinder i 80’erne og 90’erne gik i Inwear, og sådan en var Helena Christensen symbol på. Kampagnebillederne fra dengang viser en ung og nystartet model i blomstret skjorte og brune shorts. På et andet billede bærer hun blå overalls over en rød skjorte.

“Jeg kan huske, at jeg sparede op til tøjet dengang. Det kostede det hvide ud af øjnene for mig. Jeg husker tydeligt min yndlingskollektion - med naturfarver i massevis, jordfarver, de flotteste brune nuancer. Den var meget Ronja Røverdatter-agtig, og det er stadigvæk den bedste kollektion nogensinde,” siger hun, da vi senere taler sammen i en af de sorte Audier, som bliver stillet til rådighed for de vigtigste modeugegæster, på vej mod den næste fest.

"Jeg elsker at arbejde på location som model. Jeg har været de vildeste steder: hemmelige templer i Asien, slotte i Rusland, militærbaser, øde øer, eksotiske jungler"

I årene, der fulgte, buldrede Helena Christensens karriere af sted. Hun blev en del af modehistorien, idet hun trådte ind på catwalken i Paris, præcis samtidig med at supermodellernes æra begyndte, og sammen med modeller som Naomi Campbell, Cindy Crawford og Linda Evangelista udgjorde hun den langbenede elite, som alt indenfor modebranchen kredsede omkring.

Hun blev kæreste med en verdenskendt rockmusiker, skød de mest prestigefyldte forsider, gik de største shows, lavede de bedst betalte reklamejob.

Da supermodellernes storhedshed i 90’erne lakkede mod enden, og en række nye modeller begyndte at tjene flere penge og lave de største job, var hun langt fra færdig - tværtimod var hun for længst rykket ind på en ny scene. For mens verdens bedste fotografer havde travlt med at fotografere hendes grønne øjne og høje kindben, havde hun mindst lige så travlt med at lure deres tricks af.

Helena Christensen havde fotograferet i et par år på hobbyplan, inden hun begyndte som model, og nu blev sort/hvid-portræteksperten Herb Ritts, den ikoniske modefotograf Bruce Weber, legenderne Richard Avedon og Irving Penn hendes læremestre, og hendes billeder blev vist i VS Magazine, italienskVogue, Elle, Dazed and Confused og det amerikanske magasin Nylon , som hun var medgrundlægger af.

De mange år som model ser hun selv som én lang uddannelse - og sådan er hendes jobsituation stadig.

"For mig har det været lykken både at stå foran og bag kameraet. Jeg føler ikke, at det er forskellige processer. Og det er det gode ved at have været i modebranchen i alle de år: Det giver mulighed for at komme hele vejen rundt. For mig er det hele en lang udviklingsproces. De projekter, jeg siger ja til, er alle sammen nogle, der lærer mig noget, jeg ikke allerede kunne," siger hun.

Mystik og tavshed var guld

Så lige nu fokuserer hun på at designe sammen med Inwear. Helena Christensen er dermed en del af en tendens, hvor modevirksomheder ikke bare booker et smukt ansigt til at stå model for deres nye kollektion, men i stedet går skridtet videre og skaber fundamentet for presseomtale udover det sædvanlige ved at lade en kendis designe kollektionen.

For virksomheden er det en afvejning mellem det høje honorar, marketingeffekten og kollektionens potentielle salg. Supermodellen Kate Moss har designet for Topshop, Natalia Vodianova for Etam, Gisele Bundchen for C&A. Den svenske high street koncern H&M har ladet Madonna og store franske designhuse som Lanvin, Isabel Marant og Sonia Rykiel skabe deres egne kollektioner - med efterfølgende monsterhype og absurde kødannelser foran butikkerne som bonus.

Alt imens de mindre modevirksomheder allierer sig med de langt billigere modebloggere, der giver adgang til en yngre og mere digitalt indstillet målgruppe.

Forskellen er, at Helena Christensen har prøvet det før - både små kollektioner til den butik, hun startede i New York, samt sko, solbriller og tøj sammen med den danske designer Camilla Stærk og et større lingerisamarbejde med undertøjsfirmaet Triumph.

"Hun går derover, han tager kameraet op, og så sker forandringen. Fra at være en smuk kvinde forvandler hun sig til supermodel. Hendes statur bliver rankere, halsen længere, øjnene som oplyst indefra"

De næste tre år skal hun stå for at designe kollektioner, som lanceres sideløbende med Inwears hovedlinje. Aftaler som denne indebærer altid, at man skal stille op til lanceringsarrangementer og tale med pressen. Også selv om mangen en supermodel måtte ønske sig tilbage til dengang, hvor VIP'er aldrig kunne finde på at sige noget som helst til noget medie. Hvor mystik og tavshed var guld værd.

Men tiderne har ændret sig; som designer for et modehus er man nødt til at tale om sin kollektion, så Helena Christensen viser to norske bloggere rundt, mens hun med norske gloser fortæller om de stykker tøj, der hænger rundt omkring. Hun taler med modeugens avis Dansk Daily, og hun går med Børsen udenfor for at tage billeder til denne artikel.

Fotograferingssekvensen er svært imponerende. Fotografen beder hende stille sig foran en bygning. Hun går derover, han tager kameraet op, og så sker forandringen.

Fra at være en smuk kvinde forvandler hun sig til supermodel. Hendes statur bliver rankere, halsen længere, øjnene som oplyst indefra. Hun bevæger sig som et elegant dyr, hver en bevægelse er koreografisk perfekt afstemt, og på få minutter giver hun fotografen præcis det, han har brug for. Tre forskellige baggrunde, og så er forside og de tre aftalte billeder hjemme.

Hun tjekker lynhurtigt på hans kamera og nikker tilfredst, vender hovedet mod mig og fortæller mig, at "vi to tager interviewet i bilen på vej til Dansk-festen".

Foretrækker hjørnet til festen

Helena Christensens karriere begyndte, da hun var 19 år, og et lille fransk modelbureau spurgte hende, om hun havde lyst til at tage til Paris og gå modeshows i et par uger. Fordi bureauet var lille, og fordi hun stolede på agenterne, sagde hun ja.

"Jeg tænkte, at jeg lige ville snuse lidt til det. Hvis det ikke var gået efter en måned, var jeg indstillet på at droppe det og tage hjem igen, for det var egentlig ikke noget, som jeg havde særlig meget lyst til."

I dag bor hun i New York med sin kæreste og sin søn, og hun tager stadig en del lukrative modelopgaver for store firmaer som L'Oreal, Reebok og Inwear. Når hun er hjemme i Danmark, ser hun altid sine venner og sin familie, derfor er de også med i aften, og derfor bliver den skinnende sorte bil, som jeg skal interviewe hende i, da også fyldt med både en veninde og hendes personlige manager, Michelle Hatchwell. Helena Christensen sætter sig til rette og parerer min mistroiske mine over interviewets ramme.

"Jeg har lavet tonsvis af interviews i biler på vej mod lufthavnen. Det er så smart; så har man lige en halv time til at tale sammen, og så hopper jeg videre på et fly og efterlader journalisten ude i lufthavnen," siger hun og griner højt.

"Hvis jeg siger ja til et projekt som dette, er det, fordi jeg har lyst til at lægge hele mit hjerte og min sjæl i opgaven"

Vi ser på forsamlingen, der stadig står i aftenlyset foran bygningen, inden vi sætter i gang og kører mod havnens anden side: Kalvebod Brygge hvor modeugens afslutningsfest er i gang.

"Sådan en aften som denne går jeg i en eller anden form for robotmode. For det er fint nok, at alle gerne lige vil sige hej og have taget et billede, men det kræver alligevel en vis tolerance og koncentration at skulle håndtere både interviews, fotos og samtaler med 25-30 mennesker, og så vil jeg jo også gerne nå at tale med mine venner og min familie. Samtidig er der altid en eller anden, jeg ikke kender, der bliver lidt for fuld og hænger ud alt for længe og bare snakker løs," siger Helena.

Egentlig ville hun have det bedst i hjørnet omringet af sine nærmeste med et glas kølig hvidvin i hånden. Hun beskriver sig selv som typen, der godt kan lide at observere, og hun kan godt få en lidt sjov fornemmelse i maven og blive lidt beklemt ved situationen, når folk lige vil hyggesnakke og knipse et par snapshots. Hun gør det alligevel - selvfølgelig - for det hører med til hendes job. Men hun kan ikke dy sig for at rette på alle dem, der forsøger at tage selfies vertikalt i stedet for horisontalt:

"Lad nu være med det".

Ikke til låns

Mens vi ruller forbi de gamle militærbygninger i havnen, taler hun om sine design. Det er en enkel kollektion bestående af blandt andet en blomstret kimono, en blå kjole, tre T-shirts med blomstertryk, et lyserødt cardigan twin-sæt, et sort jakkesæt magen til det, hun selv har på, en sort frakke og et gråt sæt bestående af løse strikbukser og en bluse med guldknapper på ærmerne.

"Jeg laver først et moodboard, der er fyldt med alt det, der inspirerer mig. Jeg har altid hovedet fuld af ideer. Det kan man ikke undgå, når man i så mange år har været omgivet af inspiration fra kreative talenter. Jeg bliver inspireret af alt fra lys og natur og arkitektur til kunst, skrald, bøger, blade, biler og mennesker. Alt det bliver kogt ned, og så sætter jeg mig sammen med designholdet hos Inwear," for-klarer hun og afviser tanken om at hun blot skulle have lejet sit navn ud.

"Jeg er bare ikke typen, der "låner" mit navn til et firma. Hvis jeg siger ja til et projekt som dette, er det, fordi jeg har lyst til at lægge hele mit hjerte og min sjæl i opgaven. Når man får tilbudt et job som designer, skal man være indforstået med, at det kræver en hel anden form for opmærksomhed, energi og arbejdsindsats. Hvis jeg ikke føler, at jeg kan stå fuldt ud inde for et projekt, siger jeg hellere fra," siger hun.

Hun har også kigget ind i sit eget klædeskab og set på sine yndlingstøjstykker. Især alle favoritterne fra vintagebutikker. En gammel sweater med et særligt ærme kom med til dagens møde omkring den kommende efterårskollektion, hvor de har gennemgået alle detaljer omkring blonder og stoffer, lynlåse og knapper. Trends tænker hun ikke over.

"Det har jeg aldrig gjort. Jeg tænker mere på fortiden end på fremtiden Jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg går med noget, der er fra sidste eller forrige sæson. Faktisk vil jeg langt hellere gå med noget, der er mange sæsoner gammelt.

For eksempel Prada, som har nogle meget genkendelige print. Det vil jeg langt hellere tage på, når alle andre er færdige med at gå i det. Eller endnu bedre: finde det i en vintagebutik mange år senere."

Se hele billedserien med Helena Christensen her.

Stumfilmsmarionet

Helena Christensen er en engageret fortæller. I de gamle interviews, hun gav i forbindelse med sit designsamarbejde med undertøjsfirmaet Triumph, emmer interviewene af en kærlighed til undertøj og kampen for at finde den rigtige bh.

Når hun taler om sine smoothies - ja, hun står også i spidsen for en smoothie-virksomhed, Seimei, der samtidig er et velgørenhedsprojekt - får man lyst til at smage dem. Når hun taler om den parfume, Dead of Night, hun har skabt i samarbejde med en af sin søns venners mor samt en fransk parfumier, får man lyst til at bruge den. Det virker ikke påklistret. Heller ikke når hun siger, at hun stadig holder af modelarbejdet, der har ført hende hele verden rundt.

"Jeg elsker at arbejde på location som model. Jeg har været de vildeste steder: hemmelige templer i Asien, slotte i Rusland, millitærbaser, øde øer, eksotiske jungler. Det er en god måde at opleve verden på, specielt når man er så nysgerrig som mig omkring natur, arkitektur og indretning."

Og hun finder stadig glæde i ikke selv altid at skulle styre showet.

"Det er befriende bare at troppe op og give mig selv hen til fotografen og stylistens visioner og være en slags stumfilmsmarionet".

Men allerbedst kan hun lide sine ture med FN og Oxfam, som hun er global ambassadør for, og hvor hun fungerer som fotograf.

"Havde så meget som én eneste agent fortalt mig, jeg skulle tabe mig, så var jeg smuttet"

"Jeg har arbejdet tæt med dem i mange år. Vores sidste tur gik til Colombia i foråret, hvor jeg fotograferede flygtningekvinders hverdag. Vi kørte med FN-konvojer gennem bjergene, forbi adskilligeguerillasoldater og dybt ind i junglen, hvor disse udstødte kvinder lever med deres børn. Hvis jeg kunne være reportagefotograf resten af mit liv, ville jeg være lykkelig," skriver hun senere i en mail, for vi løb tør for taletid, da taxaen holdt ind ved Hotel Mariott. Helena & co. skulle videre til fest, som de dog kun var til i kort tid, da hele selskabet drønsultne tog til Gorilla i Kødbyen, hvor hun spiste fire retter plus dessert.

"Man når jo aldrig at spise til sådan nogle arrangementer," skriver hun, og ovenpå de mange debatter omkring tynde modeller understreger hun, at det for hende aldrig har handlet om at være tynd, men om at være stærk og sund.

Se hele billedserien med Helena Christensen her.

"Og sådan har det været gennem hele min karriere. Havde så meget som én eneste agent fortalt mig, jeg skulle tabe mig, så var jeg smuttet. Min karriere har varet i så lang tid på grund af forskellige faktorer, men en af de største har altid været, at jeg har haft kvindelige former, selvom jeg var slank. Jeg har bokse- trænet og sprintet de sidste 12 år for at opbygge muskler og føle styrke. Og for at kunne blive ved med at nyde al den mad, jeg elsker at spise.