Morten Albæk has entered the building, og han spilder ikke et sekund.
"Bor du i nærheden? Er du mor? Hænger din arbejdsglæde sammen med en fleksibilitet på jobbet, der gør det muligt for dig at være den mor, du gerne vil være? " spørger han, da han hastigt har smøget blazeren over stoleryggen på en propfyldt café på Islands Brygge i København.
"Jeg er et menneske, der efter bedste evne forsøger at leve hver dag på en sådan måde, at de mennesker, hvis kærlighed jeg ikke kan leve foruden, også vil elske mig i morgen"
Øh, nu var det mig, der skulle interviewe dig i dag...
"Ja, men lige nu er det mere spændende at interviewe dig," replicerer Morten Albæk med et smil på en sejtrukken rest vendelbomål og fortsætter sine spørgsmål med koncentreret fokus og selvsikker øjenkontakt.
Den humanistisk uddannede tidligere koncernmarketingdirektør i Vestas og nyligt tiltrådte direktør for investerings- og rådgivningsvirksomheden Voluntas har ingen problemer med at gøre tingene omvendt. Det er nærmest hans adelsmærke, hans raison d'être i erhvervslivet.
Her er han kendt for sin rolle som enfant terrible eller enfant intellectuel, som man nu ser det, efter sine ukonventionelle løsninger. Som Danske Banks program for at øge børns finansielle dannelse gennem onlinespil og mærkningsordningen WindMade, verdens første forbrugermærkning af produkter, der er lavet med vindkraft.
“Som nyuddannet fra humaniora var jeg heldig, at nepotisme fik mig ind i Danske Bank. Min storebror, der var ansat i HR-afdelingen i banken, fik dem overtalt til at give sin lille, vilde, halvforvirrede lillebror en chance,” siger Morten Albæk om sit første job i Danske Bank-koncernen.
Det har sammen med hans øvrige indsats i Vestas for femte gang bragt ham på magasinet The Internationalists top 100 over de mest indflydelsesrige marketingchefer i verden og ind i de varme cirkler blandt folk som Virgin-milliardæren Richard Bransons familie, som han tidligere på sommeren holdt ferie med.
Insisterer på mening
Morten Albæk forspilder ikke en chance for at suge kapital til sin indre vidensbank, øse velvilligt af kontoen og i det hele taget interagere på en måde, der er meningsfuld for ham selv og hans omgivelser. I hans nye projekt står selve meningfuldheden centralt – Voluntas betyder meningsfuldhed.
"Hvad vil du gerne lykkes med de næste ti år?" vil han vide, og undertegnede får endelig sendt den tilbage som et rekyl:
Hvad vil du selv gerne lykkes med de næste ti år?
"Jeg vil gerne lykkes med at skabe en af verdens mest inspirerende, nytænkende og meningsfulde investeringsfirmaer. Jeg vil tjene flere penge hurtigere end gennemsnittet, men ved primært at investere i virksomheder og organisationer, der vil basere deres forretning og vækst på de fire principper, som for mine partnere og mig er selvevidente," svarer han nu, og i resten af samtalen, med noget, der ligner formfuldendt skriftsprog. Som om han har skrevet replikkerne ned på forhånd, memoreret dem og nu viderebringer dem i passende hastighed.
En anden slags kapitalisme
Morten Albæks kompagnoner i det nye firma er Brøndby-millionæren Jan Bech Andersen og investeringseksperten Morten Tinggaard.
De fire principper, som partnerne hylder, er: mangfoldighed i intelligenser, ligelig fordeling af mænd og kvinder i ledelsen, miljø- og energimæssig ansvarlighed og at de ansatte føler, at arbejdet giver mening til deres liv.
Den slags kan måles, og det er obligatorisk for virksomhederne at gennemføre målinger og vise forbedringer, før Voluntas slipper slanterne i de næste rater af investeringen.
Hans ambition er at bevise, at penge strømmer lettere ind med etiske principper i højsædet, end når man er ligeglad med, hvordan man tjener dem. Simpelthen at overgå det globale MSCI-aktieindeks i afkast og overskud og samtidig skabe større velstand for de millioner af fattige i verden.
"Det er ikke givet, at alle, du elsker, vil have din kærlighed. Men det er givet, at hvis du ikke har nogen at elske, og ingen elsker dig, er livet meningsløst"
"Først da tror jeg, man er med til at forandre kapitalismens dna," siger han, der betegner sig selv som kapitalistisk humanist og tror på den nye generation af ligesindede, globale erhvervsledere. I alle brancher. Det drejer sig ikke kun om at dele rundhåndet ud til yoga-ashrammer eller producenter af soyamælk. Nok er han langhåret, men Voluntas er ikke et hippieprojekt.
"Virker jeg specielt hippiøs?," spørger han retorisk.
Den filosofiske kapitalist, der er fyldt 40 år denne uge, er i hvert fald ikke hippie nok til at skamme sig over at have et mål om at tjene så mange penge som muligt. Til Voluntas og til sin private bundlinje.
"Penge har ingen intelligens, ej heller nogen moral, og er derfor i sig selv meningsløse. Det er måden, som vi vælger at investere og aktivere vores penge, der giver dem moral og mening. Og jeg har altid gerne villet give mig selv den fysiske og materielle frihed, som penge giver, uden at opgive min intellektuelle frihed."
Indtil for kort tid lejede han sammen med sin kone, Sara Albæk, blot et hus i Aarhus og leasede en bil. Det gav ham muligheden for med kort varsel at tage sit gode jakkesæt og gå fra Vestas, sige lejemålet op og flytte til billigere himmelstrøg, hvis det skulle passe dem.
"Det gav mig friheden til at sige fra, hvis det skulle ske, at ens virksomhed trådte ens integritet og etik under fode," siger han med slet skjult henvisning til sagen om mandatsvig i Vestas, der har fyldt aviserne denne sommer.
Morten Albæk bor med sin kone og børn i Risskov, hvor de først for nyligt har sat sig med et moderat boliglån. For Morten Albæk betyder friheden til at tage sit gode tøj og gå mere end komforten ved et stort hus på den rigtige adresse.
I dag bor familien, der også inkluderer to børn på ni og snart 13 år, i en villa i Risskov uden for Aarhus, men har sat sig så løseligt, at han stadig har roen og autonomien til at presse tilbage mod enhver ledelse og livet i det hele taget. Til at skabe det albuerum, som mange efter hans mening mister fra slut-20'erne til slut-40'erne, hvor de låser sig med lån fra højre og venstre.
"Du bliver afhængig af din titel og den løn, den genererer. Det begynder at handle om, at du skal blive i dit job og fastholde din indkomst frem for at bruge livet til at blive den bedste og største udgave af dig selv, som du har potentialet til at blive. Du går fra udvikling til afvikling. Fra bevægelse til stilstand."
Morten Albæk understreger, at han har den største respekt for de erhvervsledere, der i tilgift til en høj indkomst også har livsklogskab, energi og karisma. "Men hvis man tager de digtere, forfattere og billedkunstnere, jeg har truffet, er de i besiddelse af en nysgerrighed på livet, en skaberkraft og et mod, der langt overstiger den klare majoritet af direktører, som jeg har været i samtale med."
Han går ikke ned i løn i sin nye position, og han beholder titlen af direktør. Men det er rejsen, ikke titlen, der har betydning. De ukendte korridorer, som venter. Og udfordringen i at sidde for bordenden, præge verden positivt og få skeptikerne til at æde deres ord.
En ung sabotør
Det var nok ikke lige den rolle, som Morten Albæks skolelærere så komme, da de udelukkede ham fra formning og musik på Tversted Centralskole og sendte ham til ekstraundervisning i matematik i stedet.
"Konlikterne kom nok af en kombination af, at jeg var en dreng fyldt med testosteron og måske en smule damp og det, at undervisningen var ustimulerende," ræsonnerer han.
Han saboterede undervisningen. Hakkede næser af klassekammeraternes skulpturer, efter at han havde læst om sfinksen i "Grimbergs Verdenshistorie" i forældrenes velforsynede bogreol. Fik de andre til at stå op og synge nationalsangen uagtet lærerens egen sangliste. Og blev mobbet for sin anderledeshed. De første år stræbte han ellers efter at passe ind i raden af børn af det arbejdende folk. "Jeg stak fingrene i cykelkæden for at få sorte fingre eller kørte håndfladerne gennem halmstrikkerne på halmballerne på markerne for at få vabler på mine pianisthænder."
Ordene som våben
Hjemmet var semi-kulturradikalt med en mor, der var bankassistent, og en far, der var skoledirektør, lokalpolitiker og senere direktør i en mellemstor virksomhed. Roserne hang ikke løst på farens læber, men fordringen om konstant at blive bedre gjorde.
"Det var et ekstremt samtalende hjem, og jeg blev inviteret til voksensamtalerne på voksenpræmisser fra en tidlig alder. Hvis jeg udtrykte min holdning, tøvede han ikke med at udstille min uvidenhed og naivitet."
Evnen til at mestre ordene blev unge Albæks våben i skolen, hvor klassekammeraterne generelt var hårdtslående. Han slap også sin stræben efter at passe ind, da en ny dreng fra Nordens største omrejsende tivoli begyndte i klassen.
"Han var ud af en sigøjnerslægt og rejste med familien rundt seks måneder om året. Med ham byggede jeg et venskab, der skabte det fornødne lebensraum, der var nok til ikke at lade tyngdekraften sejre de andre seks måneder af året," siger Albæk, der dog ikke ser tilbage på sin barndom som problemfyldt. Han mener ikke, at barndommen har den store betydning, mange tillægger den.
"Hvis du kan tage med fra din barndom, at du har følt dig elsket og opmuntret til at være den, du er, er du blevet bragt godt på vej i livet. Og det kan jeg."
Det skal være let at elske mig
Han erkender, at kærligheden er størst af alt i hans liv, også større end bundlinje, frihed og anseelse.
"Du skulle prøve den selskabsleg ved en middag at spørge folk, du møder for første gang: Hvem er du? Alle svarer med deres job og titel, selv om det ikke var det, du spurgte til." Hvordan ville du da præsentere dig selv?
"Jeg er et menneske, der efter bedste evne forsøger at leve hver dag på en sådan måde, at de mennesker, hvis kærlighed jeg ikke kan leve foruden, også vil elske mig i morgen. Det skal være englelet for dem." Mener du din familie?
"Ja, min nære familie og mine sjælevenner. Det er ikke givet, at alle, du elsker, vil have din kærlighed. Men det er givet, at hvis du ikke har nogen at elske, og ingen elsker dig, er livet meningsløst."
Kalenderen kalder med dagens tredje møde.
"Jeg ringer til en taxa - nu," siger han og trykker på telefonens grønne knap. Fem minutter senere har han standset talestrømmen, smøget blazerjakken på og givet et fast farveltryk. Morten Albæk has left the building.
