ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Enearving til hele Danmarks "bilkonge"

Det var på alle måder en svær beslutning. Birthe Christiansen var måneder om at træffe den. Hun udskød med vilje at tage stilling til, hvad der skulle ske med det kontor.

Det var først, da der opstod pladsmangel i hovedkontoret, at Birthe Christiansen tog skridtet fuldt ud. Hun ryddede hjørnekontoret, indrettede det på ny – med moderne kunst, en bogreol, et skrivebord og et konferencebord.


"Jeg synes, det er sundt, hvis man har ro omkring sig, før man træffer en beslutning. Og det gælder både i privatlivet og professionelt"


Det var vigtigt for hende at sætte sit eget præg på husets største lokale øverst oppe på fjerde sal. Kontoret, der engang havde tilhørt hendes far, virksomhedens grundlægger, Nic. Christiansen, var nu hendes. En epoke var forbi. En ny var begyndt.

I dag fylder han stadig. Faderen. Portrættet af Nic. Christiansen er noget af det første, man bemærker, når man træder ind i receptionen i den familieejede virksomhed, der alene bærer stifterens navn. Her i Kolding kender de fleste Nic. Christiansen.

Det gør de også i store dele af den danske bilbranche. Selv om han døde som 93-årig i 2010, bliver han stadig omtalt som "bilkongen" – et udtryk, som han egentlig ikke brød sig om. Men Nic. Christiansen var uomtvistelig bilbranchens grand old man. Og det skal forstås rent bogstaveligt.

9_20390_picture_7256_3.jpg
Nic. Christiansen skabte en af landets største bilimportørfirmaer og var kendt som hele Danmarks “bilkonge”.

Nic. Christiansen var fyldt 50 år, da han begyndte som selvstændig bilimportør med mærket BMW. Det var i 1967.

På det tidspunkt var datteren Birthe Christiansen kun lige fyldt 13 år, men hun fik tidligt lov til at være en del af virksomheden og sad f.eks. ude på lageret og talte reservedele op, når der var status. Men ligefrem at drømme om en karriere i bilbranchen?

Nej, det gjorde hun ikke. Dog blev der sået et frø i hende.

Alene med ansvaret

Birthe Christiansen, 60, står et øjeblik og ser ud over Kolding Fjord. Fra de store panoramavinduer i hjørnekontoret på fjerde sal er udsigten intet mindre end fænomenal.

4_20385_picture_2672_3.jpg
Det tog en weekends betænkningstid, og så var Birthe Christiansen klar til at blive eneejer af milliardforretningen Nic. Christiansen Holding, som hendes far havde skabt.

Det er Birthe Christiansens far, der har indrettet de genkendelige, hvide Tranberg-bygninger på Sjællandsvej, der ligger på en bakketop med udsigt til både fjorden, havnen og byen. Derfor er det ofte udsigten, de besøgende taler om, når de træder ind på kontoret. Men det er kun indledningsvis. For dem, der kommer her, er her som regel for at tale forretninger, og det gør man i dag med Nic. Christiansen Holdings ejer, Birthe Christiansen.

Hun viser rundt i lokalet og fortæller historien om, hvordan hun i første omgang vægrede sig ved at tage faderens kontor i brug.

"Det var forbundet med stor ydmyghed," siger hun.

"I dag nyder jeg dog at komme herind hver eneste dag. Jeg har behov for at vide, hvad der er gang i, og om der er nogen spændende projekter undervejs. At mærke pulsen i virksomheden, simpelthen."

8_20389_picture_8026_3.jpg
Borupgaard er en del af hotelkæden Comwell, som Birthe Christiansen i dag er majoritetsaktionær i.

Hvor denne trang kommer fra, er ikke lige sådan at sætte ord på. Og Birthe Christiansen er også kun modvilligt gået med til at mødes for at tale om sig selv og den milliardforretning, hun har stået i spidsen for, siden hun i 2006 købte sin søster ud af familievirksomheden.

"Min søster og jeg har altid været en del af virksomheden og har begge siddet med i bestyrelsen i flere år. Men på et tidspunkt havde vi en række samtaler, hvor min søster fortalte mig, at hun gerne ville ud af virksomheden. Det drøftede vi stille og roligt," siger Birthe Christiansen og smiler en smule forsigtigt for ligesom at antyde, at der altså ikke er noget som helst familiedrama at komme efter her.

"Det var en god beslutning for os begge, og min søster og jeg er stadig meget tætte. Vi har et rigtig godt forhold," siger hun.

Spørgsmålet dengang var dog, om Birthe Christiansen var i stand til at løfte arven fra sin far og stå alene med ansvaret for forretningen og de godt 450 ansatte?

3_20384_picture_7504_3.jpg
“Det er et typisk kendetegn for familieejede virksomheder, at der også er plads til følelser,” siger Birthe Christiansen.

Hovedaktiviteten i familievirksomheden er importen af bilmærkerne Land Rover, Jaguar og Hyundai i Danmark samt Land Rover og Jaguar i Sverige og Norge. Dertil kommer driften af de to bilforhandlerkæder Terminalen og Bayern Autogroup samt aktiemajoriteten i hotelkæden Comwell, som Birthe Christiansens far selv var med til at bygge op, og som i dag består af 17 hoteller i Danmark og Sverige.

"Jeg tænkte dengang, at det var et stort ansvar at tage på mig og stå helt alene med," husker Birthe Christiansen.

"Jeg rejste derfor væk en weekend og tog på et meditationskursus. Jeg tror på, at det er, når du slapper helt af og får ro, at tankerne kommer til dig. I hvert fald var det sådan, at da det blev mandag, stod det helt klart for mig, at det var det rigtige at gøre. Jeg havde fuldstændig klarhed. Jeg skulle føre forretningen videre. Så kører vi. Det var sådan, jeg sagde: Så kører vi."

Trafikulykke ændrer alt

Første gang Birthe Christiansen finder ud af, at hun godt kan lide at tage ansvar og træffe egne beslutninger, er, da hun som ung sygeplejestuderende kommer i praktik på en hospitalsafdeling.

"Afdelingen er bygget op med et hierarki, som jeg ikke bryder mig om. Det går op for mig, at jeg har en stor trang til selv at bestemme. Jeg er nok meget præget af min fars iværksættergen og vil selv træffe mine valg," fortæller hun.

Så Birthe Christiansen vælger anderledes. Hun beslutter sig for at droppe sygeplejestudiet og i stedet flytte til Varde i Vestjylland for at læse på handelsskolens regnskabslinje. Hun får et lille værelse hos sin morfar, der bor i byen. På det tidspunkt aner hun endnu ikke, hvad netop dén uddannelse kan føre til, men efter eksamen får hun arbejde som kontorelev i familiens virksomhed.

7_20388_picture_7719_3.jpg
Birthe Christiansen prøvekører selv alle nye bilmodeller. Her er det Jaguar F-typen.

"Det handler slet ikke om, at jeg en dag skal overtage ejerskabet. Den slags tanker gjorde jeg mig ikke dengang."

Nic. Christiansen har to døtre, og da det er Birthe Christiansen, der er ældst, ligger det måske i kortene, at hun skal videreføre faderens livsværk, men det bliver der aldrig talt om. Heller ikke det faktum, at hun er en kvinde, kommer nogensinde på tale.

"Det er et typisk kendetegn for familieejede virksomheder, at der også er plads til følelser"

"Min far siger aldrig, at han savner en søn. Aldrig. Jeg tror ikke, det er noget, han spekulerer over. Han tager mig bare ind i virksomheden, og så tager vi det derfra," husker Birthe Christiansen, der i løbet af sin elevuddannelse kommer rundt i alle afdelinger og får "en god fornemmelse af forretningen og alle arbejdsgangene."

"Hen ad vejen bliver jeg mere og mere engageret i virksomheden og får efterhånden et tæt samarbejde med min far."

De tætte familiebånd bliver kun yderligere styrket, da en trafikulykke 11. februar 1987 vender op og ned på Birthe Christiansens liv. Hendes mand, der også er ansat i familievirksomheden, omkommer, da han er på en rejse til København.

6_20387_picture_7962_3.jpg
Birthe Christiansen har mediteret i mange år – “også før det blev moderne”– og bruger øvelserne, når hun skal træffe store beslutninger.

"Han bliver kørt ned. Det er tragisk. På det tidspunkt er vores to døtre kun fem og seks år," fortæller hun.

Birthe Christiansen vælger at fortsætte med at gå på arbejde, hvor der er fuld forståelse for hendes situation.

"Alle i virksomheden kender jo min mand og mig, så de ved, hvad der er sket. Det giver en form for tryghed, at jeg ikke behøver at gå og fortælle historien til alle, for man kender hinanden på kryds og tværs. Det er et typisk kendetegn for familieejede virksomheder, at der også er plads til følelser," fortæller Birthe Christiansen.

Temperamentsfuld far

I årene, der følger, arbejder hun som direktionssekretær tæt på sin far, og hun lærer om forretning af mesteren selv. Men er faderen ikke bare en hr. hvem som helst. Han er en uhyre succesfuld og meget udadvendt personlighed. De fleste folk i Kolding – og specielt i Sønderjylland – kender til erhvervsmanden, der selv er opvokset i Højer ude i marsklandet.

"Han var en anden type end mig, og han kunne sagtens blæse folk ud af dette kontor," siger Birthe Christiansen og ser hen mod døren.

"Men jeg kendte ham, og vi kunne sammen. Der var også dage, hvor vi var rygende uenige, men to minutter senere kunne vi tale sammen igen. Vi var to forskellige generationer, men vi delte de samme værdier, og det præger endnu virksomheden i dag," siger Birthe Christiansen og sætter ord på de fire værdier, der er selve grundstammen i Nic. Christiansen Holding:


"Det er ærlighed, som jeg sætter meget højt, troværdighed, handlekraft og købmandskab. Især de to sidste handler om, at vi skal drive en rentabel forretning, og det gik min far meget op i. Det er bestemt værdier, som min far også kunne skrive under på i dag."

At det så lykkedes netop at skabe en rentabel drift, er bl.a. datterens fortjeneste. De to forrige år har Nic. Christiansen Holding omsat for godt 3 mia. kr. og hvert år præsenteret et overskud på over 60 mio. kr. før skat.

"Åhh, det kan ske, at den lille rødstrømpe i mig bliver vakt til live, når jeg træder ind til et møde, hvor der kun sidder mænd rundt om borde"

Et resultat, som Birthe Christiansen naturligvis er stolt af, men som hun straks tilskriver "den dygtige ledelse og de professionelle medarbejdere, vi har i koncernen. Jeg er jo ikke selv en del af den daglige drift, men jeg deltager naturligvis i de vigtigste møder og opererer som ejer mere overordnet. Det passer mig fint," konstaterer hun.

Rødstrømpen bliver vakt til live

Alligevel trækker hun en lille smule på smilebåndet, da hun bliver spurgt om, hvad det betyder for hende at være kvinde i en udpræget mandsdomineret bilbranche?

"Åhh, det kan ske, at den lille rødstrømpe i mig bliver vakt til live, når jeg træder ind til et møde, hvor der kun sidder mænd rundt om bordet. Men jeg har for længst erkendt, at bilbranchen er meget maskulin. Det har jeg lært at leve med. Men der er f.eks. ikke noget i min verden, der hedder "en konebil"," siger Birthe Christiansen og griner.


Selv kører hun rundt i en større, hvid BMW, men kun lige nu. Hun har nemlig for vane at skifte bilerne ud, så hun kører kun i dem kortere tid ad gangen, og er på den måde konstant opdateret på de nyeste modeller. Det er måden, hun rent fagligt holder sig ajour med, hvad der sker i bilbranchen, forklarer hun.

"Det betyder også, at jeg har kørt i alt fra en Fiat 500 over Hyundai til Range Rover og Jaguar. Jeg kører i mange forskellige mærker, og det er ret lærerigt, synes jeg."

Med tiden har hun også lært, at det er okay bare at være "sig selv" og ikke forsøge at være en anden end den, man er – uanset om man er mand eller kvinde.

"Engang forsøgte jeg også at efterligne min far. Det var sådan noget med at tænke: "Hvad ville han have gjort?", og "hvad ville han have sagt?" Men på et tidspunkt vælger jeg at få hjælp til at finde ud af, hvem jeg egentlig er."

Birthe Christiansen tager på et kursus i personlig udvikling, og det er et valg, hun aldrig har fortrudt.

"Det trængte jeg virkelig til. Jeg spekulerede alt for meget og tænkte hele tiden: "Gør jeg nu det rigtige, og kan jeg leve op til ansvaret?". Kurset styrker mig i troen på, at jeg bare skal være mig selv og træffe de beslutninger, som jeg føler, er de rigtige. Jeg kan ikke bruge alle de forventninger til noget – hverken dem, der kommer fra mig selv eller andre. Jeg finder svaret, når jeg er klar."

Igen er det meditationen, der dukker op. Birthe Christiansen fortæller, at hun har mediteret i mange år – "også før det blev moderne" – og at hun f.eks. bruger øvelserne, når hun skal træffe større beslutninger.


"Det er klart, at vi i organisationen også laver en masse beregninger, når vi f.eks. skal opkøbe en virksomhed eller lave en større investering, men jeg synes, det er sundt, hvis man har ro omkring sig, før man træffer en beslutning. Og det gælder både i privatlivet og professionelt," siger hun.

"Men det er ikke sådan, at meditation og den slags fylder enormt meget i min hverdag. Det er mere i perioder," siger hun og nævner selv den brystkræftsygdom, som hun blev opereret for i 2006.

"Sygdommen og min første mands død har lært mig, at du er nødt til at være til stede i nuet og ikke udsætte noget. Jeg har det også sådan, at når noget ikke føles rigtigt, så skal man få det ud af sit system og ikke gå rundt med det indeni, for det fører ingen steder."

Birthe Christiansen vil ikke selv sætte så mange ord på fremtiden, for som hun siger, kan hun ikke spå. Det ligger dog fast, at hun allerede har overvejet et generationsskifte, og hendes to døtre fra første ægteskab er i dag begge involverede i virksomheden, hvor de har en lille ejerandel.

"De er nok ligesom mig i den forstand, at de lærer hen ad vejen, og de bestemmer også selv, om det er noget for dem. Der er ingen tvang. Vi tager det stille og roligt."



Andre læser dette lige nu