I oktober 2016 planlagde jeg et eksperiment, som fortsat er aktivt. Det handlede om at efterprøve budskabet fra Coravin, producenten af det vinbevarende apparat af samme navn, om at man kan holde en vin i live længe, mens man hen ad vejen nyder et glas i ny og næ.
Jeg havde et par måneder forinden mødt opfinderen af Coravin, den amerikanske ingeniør Greg Lambrecht, som havde gjort karriere inden for udvikling af kirurgisk udstyr. Han var i Danmark for at promovere den opfindelse, han gjorde, da ægtefællen var svanger.
Hun, der ellers havde været en god vinkammerat, gik på vandvognen, så Greg Lambrecht var alene om vindrikkertjansen. Han havde dog ikke appetit på en hel flaske ad gangen, og så var gode råd dyre.
Det almindelige råd lyder, at man blot skal sætte proppen i og lade vinen overnatte i køleskabet. Og det er en god tommelfingerregel, især når der er tale om billige hverdagsvine uden så mange facetter. Problemet var, at den slags vin gad Lambrecht ikke drikke, og han var tilmed principielt imod at lade god vin gå til spilde.
Derfor begyndte han at eksperimentere, og blandt hans værktøjer var den slags kirurgiske nåle, man anvender til f.eks. rygoperationer. Kort fortalt udviklede han et system, der i en og samme arbejdsgang suger vin ud ved hjælp af indpumpning af den smagsneutrale gasart argon, som indtager den plads, der bliver tilovers, når vin forlader flasken.
Ved pressearrangementet var der megen tale om, hvilke vine der var bedst egnet, og om hvilke erfaringer man havde gjort sig. Greg Lambrecht nævnte en lang række dyre flasker, han havde brugt systemet på, og i ugerne efter prøvede jeg selv systemet af på forskellige vine. På kort sigt fungerede det i alle tilfælde, vinene holdt sig, men jeg besluttede at gribe testen systematisk an på den lange bane, og her er mine resultater.
Kort fortalt oplevede jeg, at de fineste og mest delikate vine som Chassagne Montrachet og Chambolle Musigny tabte noget af deres udtryksfuldhed efter nogle måneder i kælderen frarøvet ca. halvdelen af det oprindelige indhold.
“På kort sigt fungerede det i alle tilfælde, vinene holdt sig, men jeg besluttede at gribe testen systematisk an på den lange bane
Derfor tog jeg en naturligt robust vin fra Spaniens Toro-distrikt lavet på den velkendte Ribera del Duero-drue tempranillo, nemlig Pintia i årgangen 2010, og udnævnte den til forsøgskanin. Det var oktober 2016, og den seks år gamle vin smagte som ventet dejligt med masser af kraft.
Året efter tappede jeg endnu et glas, det smagte nærmest identisk, og det samme skete i 2018. For hvert år der gik, fremstod vinen en anelse rundere, og farven falmede lidt, men den var helt klart i god form.
I såvel 2019 som 2020 glemte jeg alt om eksperimentet, men forleden, da jeg i vinterkulden afsøgte reolen med det tunge skyts, mødte jeg den nu halvtomme flaske 2010 Pintia. Til min forbløffelse fremstod vinen fortsat spændstig, frisk og med den primære frugt i behold, som var det en ganske ung og ikke en ti år gammel vin.
I årenes løb har jeg været en flittig bruger af Coravin, når der skulle tappes et enkelt glas god vin. Og den skal være god, ellers giver det ikke mening, for gaspatronerne koster ca. 75 kr., og for mig holder de ikke som angivet til 15 glas. Men når man står med en vin til 500 kr. og har lyst til blot et lille glas, så er Coravin ganske enkelt sagen.
Der er dog nogle grundregler, som skal overholdes, for at systemet fungerer optimalt. Vinene skal ligge ned, så proppen holdes fugtig og derved elastisk, så der ikke kan slippe ilt ind. Flaskerne skal som al anden gemmevin have kølige, mørke og uforstyrrede omgivelser, og så er det vigtigt at holde apparatet rent ved at skylle aftapningsrør og nål efter brugen. Hvis jeg skal smage et par vine op mod hinanden, dypper jeg nålen i vodka og derefter i nykogt vand. Så nedsættes risikoen for at sende eventuelle skadelige bakterier fra én flaske videre på en ødelæggende rundrejse.
Men det er vel ikke nødvendigt at nævne i disse coronatider.
