I det nordvestlige London, for enden af Portobello Road og ca. ti minutters gang fra den blå dør i “Notting Hill”, ligger St. Charles Centre for Health and Wellbeing. Det blev opført i slutningen af 1800-tallet i klassisk victoriansk stil med gule mursten, høje, smalle vinduer og tårne med spir og er egentlig et ganske almindeligt, offentligt britisk hospital med en stor psykiatrisk afdeling. Men går man gennem porten til venstre og tager elevatoren til første sal, finder man også noget af den mest banebrydende forskning inden for en knapt så almen del af den medicinske verden: der, hvor man undersøger, hvordan psykedeliske stoffer påvirker menneskets hjerne – og hvordan de kan anvendes til at behandle en række psykiske lidelser såsom depression, angst, afhængighed, spiseforstyrrelser, ocd og ptsd.
I spidsen for det hele står en forsker med dansk pas. Dr. David Erritzøe er overlæge, psykiater og leder af Centre for Psychedelic Research på Imperial College i London og af forskningsklinikken på St. Charles, der åbnede i 2021 i regi af det britiske sundhedsvæsen, NHS. Dengang blev lokalerne brugt til elektrochokbehandling, og i starten måtte Erritzøe og hans kolleger udføre deres forsøg, når lokalerne var ledige mellem de kliniske behandlinger. I dag er den konventionelle terapi rykket ud, “lidt symbolsk”, som han siger, og i stedet har psykedelika-forskerne omdannet stedet til deres bud på fremtidens behandlingsklinik, hvor både syge og raske personer deltager i en række forsøg med psykedeliske stoffer.