Om 72 timer kan hun vinde en Oscar for sin første fiktionsfilm: ”Det sker alt for tit, at kvinder har den her store chance i deres karriere, men mister den rigtigt hurtigt igen”

Elvira Lind træder ud på Brooklyns Pacific Street i blå regnfrakke, gult mundbind og store gummistøvler.

“Jeg har ikke lukket et øje i nat,” udbryder hun og undskylder på forhånd, hvis hendes sætninger er en smule usammenhængende her til morgen.

Der er to uger til den prestigiøse Oscar-uddeling i Hollywood, hvor den 40-årige dansker er nomineret til en Academy Award for sin første fiktionsfilm, kortfilmen “The Letter Room”. Og hendes mand, Hollywood-skuespilleren Oscar Isaac, der blandt andet er med i flere Star Wars-film, er rejst til Budapest i fire måneder for at indspille en superheltefilm for underholdningsgiganten Marvel Studios. Så mens hun står der i støvregnen midt i det hidtil største break i sin karriere, er Elvira Lind alene med parrets to små børn. Og alt er kaos, fortæller hun:

“I morges vågnede jeg op og fandt ud af, at min fryser er gået i stykker, så al den mad, jeg har gået og forberedt til de her hektiske uger, hvor jeg både er alene med børnene og kører presse fra morgen til aften og også lige skal flyve til Oscar-uddeling i Los Angeles, er totalt tabt.”

Hun griner lidt opgivende bag mundbindet.

“Fuck altså! Jeg frygter, at det hele skal gå op i logistik og madpakker og bleskift.”

Som hun siger: “Det sker alt for tit, at kvinder har den her store chance i deres karriere, men mister den rigtigt hurtigt igen, fordi der er en hel masse andet, man også lige skal. Min mand ville sørge for at have mindst tre familiemedlemmer omkring sig, hvis han havde travlt”, siger hun og dumper ned på en af bænkene foran kaffebaren rundt om hjørnet.

“Der er ofte en anden dynamik mellem mænd og kvinder herovre. Man kan slet ikke forestille sig, at en mand ville tage fri for at være hjemme med børnene. Amerikanerne tror, man joker, når man taler om barselsorlov til mænd. Jeg er selv gift med en latinamerikaner, der er fra en familie, hvor kvinderne går derhjemme, så lige så meget som han blev forelsket i, at jeg er en kvinde, der gør tingene helt anderledes, lige så meget skal jeg nogle gange lige minde ham om, at det er en af de ting, han rigtig godt kan lide ved mig, så det skal jeg blive ved med. Jeg tror, vi som kvinder har en tendens til at tænke, at vi nok skal klare det hele – det gør jeg i hvert fald selv – og det kan jeg jo også sagtens, men så er jeg bare ikke lige så skarp, når jeg skal tale om mit arbejde. Og jeg synes, det er så vigtigt, at man som kvindelig instruktør griber chancen for at blive hørt og skabe nogle muligheder for sig selv, når man endelig har chancen.”

For Elvira Lind betyder Oscar-nomineringen først og fremmest, at hun får et bredt publikum til sin kortfilm.

“Måske betyder nomineringen også, at jeg kan lave en spillefilm. Det er sådan noget, jeg drømmer om. Men i stedet for at drømme, kan jeg måske begynde at arbejde på min drøm.”

I 2017 slog Elvira Lind igennem med dokumentarfilmen “Bobbi Jene”, der vandt tre priser på Tribeca Film festival. “The Letter Room” er hendes første fiktionsfilm, og den voksede ud af en identitetskrise, som netop centrerede sig om, at hun både skulle være mor og instruktør. Siden hun fik sit første barn havde hun blot rejst rundt efter sin mands karriere med deres fælles barn på armen og forgæves forsøgt at stable et projekt på benene for sig selv. Og pludselig var hun gravid igen og kunne ikke nå at lave en ny dokumentarfilm, før hun syv måneder senere skulle føde barn nummer to.

“Tanken om at gå på barsel igen uden at få skabt noget som helst, gjorde mig totalt sindssyg. Jeg skal lave mine film, ellers bliver jeg en sur og bitter mor,” siger hun.

Så da en amerikansk producer foreslog, at Elvira Lind skulle lave en kortfilm, kastede hun sig for første gang ind i fiktionens verden. Af praktiske årsager.

“Den største forskel på dokumentar og fiktion er, at man ikke er alene, man er ikke et one woman band, man er et hold af mennesker, der sammen skaber noget magisk, som man på forhånd ved, hvad er. Det er ikke bare mig, der render rundt og lever i en underlig boble, hvor jeg ikke aner, hvad jeg er i færd med, og så kommer til min klipper og løfter en stor sten med hundrede timers materiale og sidder der i mørket og famler rundt.”

Den Oscar-nominerede kortfilm er en mørk komedie, der handler om den empatiske og ensomme fængselsbetjent, Richard, der får til opgave at overvåge brevvekslinger mellem indsatte og deres familier og bliver særligt optaget af en kvinde, der sender hengivne breve til en af fangerne på dødsgangen.

“Mine film handler i bund og grund alle sammen om mennesker, der forsøger at finde deres eget sted i verden. Folk der prøver at fungere i det univers, der er rundt om dem. Og jeg undersøger, hvor svært det er bare at være menneske og finde ud af, hvordan man skaber en forbindelse til andre.”

Hvad var det interessante ved at undersøge den tematik i en så ekstrem verden som det amerikanske fængselsvæsen?

“Jeg har fået flere idéer til fængselsfilm, efter jeg flyttede til USA. Det er en daglig frygt for mig, at nogen, jeg holder af, skal ende i det system. USA er den nation i verden, der har spærret den største andel af sin befolkning inde. Det er en industri, hvor menneskeliv er en valuta, og jeg vil gerne vise, at man ikke bare straffer et enkelt menneske, når man sætter nogen i fængsel. Der er en hel masse mennesker, som bliver straffet sammen med det menneske. Det er med til at holde en gigantisk del af befolkningen nede, fordi man fjerner en forælder fra sit barn i 15-20 år for at lave én fejl, da vedkommende var ung. Jeg håber, min film kan være med til at fortælle den historie på en anden måde. Breve er jo noget, vi alle sammen har et forhold til. Nogle gange kan man fortælle en større historie om, hvor grotesk hele systemet er, ved at fokusere på et lillebitte udsnit. Det er i hvert fald min intention med filmen.”

Du har castet din mand til hovedrollen?

“Jeg forestillede mig fra begyndelsen, at det var ham, der skulle spille Richard. Han kan transformere sig selv fuldstændig og blive et helt andet menneske. Og jeg vidste, at han kunne forstå humoren i det, jeg havde skrevet. Han har sådan en underspillet og tør form for humor. Det var faktisk noget af det første, jeg blev forelsket i for mange år siden.”

Elvira Lind beskriver selv sin vej ind i filmverdenen som “snørklet og skramlet”. Og som hun siger: “Mine forældre var meget bekymrede, oddsene for kvindelige instruktører er virkelig ikke særligt gode, og min far ville have, at jeg først skulle tage en uddannelse, jeg kunne falde tilbage på”.

Som ung lavede hun teater i Børnehuset og Ungdomshuset, var med i teatergruppen på Det Fri Gymnasium, arbejdede senere gratis for danske filminstruktører, “rullede joints og tog noter for nogle gutter” i et klippestudie i London og “lugtede lidt til noget undergrundsagtigt surf-tv” i Sydafrika, før hun endelig sparrede sammen til at læse ét års filmstudier på et universitet i Cape Town. Hun havde kun råd til at studere et enkelt år, så hun læste selv op på hele det første år og startede direkte på andet år:

“Om aftenen arbejdede jeg på en restaurant, så jeg arbejdede hele tiden, men jeg fik vildt meget ud af det. Jeg prøvede på alle mulige måder at komme ind i filmverdenen, men det var svært at komme tæt på og finde ud af, hvordan man egentlig laver film. Jeg kunne stille mig op lige her og lave gadeteater, men film er et helt andet sprog, og rent teknisk var der en masse, jeg skulle lære. Jeg tror også, det er derfor, det har taget mig så lang tid at lave fiktion, der var så meget mere, der skulle organiseres. Et helt orkester skal stables på benene, og mange flere skal tro på ens idé. Med dokumentar kan du bare gå i gang. Dokumentar er lidt mere ligesom gadeteater. Hvis jeg har et kamera, kan jeg gå i gang med at lave en dokumentarfilm.

Hvad har du lært af “den skramlede” vej?

“Min tilgang er meget sådan: Vi gør det bare! Lad os prøve! Det er den diametrale modsætning til tilgangen her i USA, hvor man har alle mulige fastlagte ruter, man skal tage. Jeg tror måske, min opvækst i Børnehuset og Ungdomshuset og lidt tid i den afrikanske filmverden har gjort mig meget selvstændig. Jeg kaster mig i hvert fald bare ud i mine film, og så ser jeg, hvad der sker.”

Ensomheden er et tema, der går igen i flere af dine film, ikke mindst i din seneste dokumentarfilm, “Bobbi Jene” om en danserinde, der forlader sit kompagni for at gå sin egen vej. Hvorfor er det et grundtema hos dig?

“Det er en virkelig ensom verden, man lever i, når man laver dokumentarfilm. Eller er danserinde. Man er tit alene med sin kunst. Bobbi og jeg var på mange måder det samme sted i livet, da jeg lavede filmen om hende. Vi var som sådan nogle skibe i natten på hver vores ensomme rejse. Hun stod over for et kæmpe valg, da jeg mødte hende. Valget om at gå sin egen vej. Det var et valg, jeg selv havde stået over for få år forinden, hvor jeg egentlig havde det ret fedt med at arbejde på andres film. Jeg arbejdede for Michael Noer, og jeg arbejdede for Asger Leth og for Ronni Esra. Jeg havde masser af spændende muligheder for at arbejde på andres film. Jeg havde bare også en følelse af, at jeg skulle lave mine egne ting. Men det er et gamble. For hvad nu, hvis det mislykkes? Som danser er det et endnu større sats, fordi kroppen har en udløbsdato. Der er et ur, der tæller meget hurtigt ned. Og det var så inspirerende og befriende at se, hvordan Bobbi Jene blev en anden danser for hver dag, der gik, fordi hun havde mere på hjerte og mere at fortælle.”

The Letter Room er produceret af et produktionsselskab, som du og din mand for nyligt oprettede sammen. Hvorfor har I startet jeres eget selskab?

“Det at være mor til to små børn er megasvært, hvis man skal konkurrere med noget som helst i filmverdenen. Særligt herovre. Men hvis vi har vores eget sted, er det os, der har kontrollen. Så kan vi gøre det på vores egen måde. Og både være forankrede i den amerikanske og den danske filmverden.”