Mathias Malling Mortensen er gået tilbage for at finde sin egen plads: “Det er noget af en arv at løfte, kan man sige, men det har jeg besluttet, at jeg ikke vil tænke over”

Otte kunstværker hænger side om side i det tomme gallerilokale i Blågårdsgade på Nørrebro i København. Det er tirsdag middag i august, og på langbordene ved gadens mange barer er der endnu kun halvfyldt, selv om det er et af de få steder, man kan finde ly for den bagende augustsol. På en café modsat den røde murstensbygning, som huser Bricks Gallery, kunst- og grafikbutikken Limited Works og Mathias Malling Mortensens atelier, har den mørkhårede kunstner hentet iskaffe, og nu skrår han tilbage over vejen og ind ad døren.

Der er tre dage til åbningen af hans nye udstilling “Jeg ser ind, jeg kigger ud”, men værkerne har været færdige et stykke tid, og Mathias Malling Mortensen tager det roligt – i hvert fald lige nu. Den 39-årige kunstner er mest kendt for sine og udskæringer i papir og abstrakte akvarelmalerier, ofte malet i blå, men til denne udstilling betræder han nyt territorium med en serie af værker, hvor forskellige mere eller mindre organiske former er er skåret ud fra lærreder og spændt oven på hinanden, lag på lag, i stedet for malet på. Han har brugt et halvt år på udstillingen, og når han går og arbejder på de samme værker så længe, går det gerne lidt op og lidt ned med, hvad han selv synes om sine værker, fortæller han.

“Den første udskæring, jeg lavede, var lidt et eksperiment, hvor jeg skulle finde ud af, hvordan det fungerede rent teknisk,” siger Mathias Malling Mortensen.

“Det virkede, og så havde jeg optur over det. Men så sent som inden jeg gik på sommerferie for nogle uger siden, havde jeg en krise, hvor jeg tænkte, at det slet ikke var godt nok, og at folk ville komme til at synes, at mine nye værker er noget lort.”

Tilbage fra sommerferie ser han på de otte værker med friske øjne, og det havde alligevel været for sent at starte forfra, så godt det samme. I det hele taget har Mathias Malling Mortensen svært ved at finde ud af, hvad han skal forvente af publikum frem mod en udstilling, hvor meget af hans energi er blevet brugt på at vænne sig til at arbejde på en ny, og måske også mere omstændelig, måde, end han tidligere har været vant til.

“Når du arbejder med maleri, kan du male det over, hvis du laver fejl, men det er anderledes med mine nye værker. Hvis et af lagene ikke fungerer, når jeg har monteret det hele, er jeg nødt til at pille det hele af lærredet og starte forfra. Sådan har processen været med flere af de billeder, der hænger her nu,” siger han og peger rundt på værkerne i gallerilokalet, som han fandt inspiration til i sit eget køkken.

I lejligheden på Nørrebro falder skyggerne fra køkkenvinduet på væggen over for på en særlig måde, alt efter hvor solen står, og i en periode var det som om, at hver gang Mathias Malling Mortensen trådte ud i køkkenet, opdagede han en ny silhuet, han kunne bruge i sit arbejde.

I en metalreol i atelieret på Blågårdsgade står gennemsigtige plastikkasser side om side fyldt med pensler, maling og stakke med små skitser og udskæringer i papir. Det er Mathias Malling Mortensens arkiv. De stammer fra former, han indsamler, objekter der gør indtryk på ham til hverdag, eller ting han observerer, når han er ude at gå ture.

“Former er ofte udgangspunktet for mine værker,” siger Mathias Malling Mortensen.

Da han for lidt over et år siden flyttede ud af sit gamle atelier på indre Frederiksberg, fik han lejlighed til at gå det hele igennem, og det endte med at inspirere en hel udstilling.

På hylderne står også en glaskrukke med en kraftig blå pigment, ultramarinblå hedder farven, der ofte går igen i Mathias Malling Mortensens værker. Måske kan man endda kalde det hans signaturfarve.

“

Det er noget af en arv at løfte, kan man sige, men det har jeg besluttet, at jeg ikke vil tænke over. I stedet har jeg brugt min tid og energi på at lære af ham

Mathias Malling Mortensen om sin farfar, Richard Mortensen

Men det begyndte ved et tilfælde, fortæller han. For nogle år siden købte hans mor en gammel gård i Jylland, og ude i laden fandt hun en dunk med fem kilo blå pigment, som hun forærede sin søn. Indtil da havde han arbejdet med færdigblandede farver, men efter at have haft dunken stående i sit værksted i et godt stykke tid, begyndte han at eksperimentere med at blande den blå farve selv. Resultatet blev så godt, at han måtte have fingre i mere.

“En gang om året kører min mor til Frankrig og køber fem kilo blå pigment med hjem til mig,” siger Mathias Malling Mortensen, der har det fint med, at han og hans værker ofte associeres med den blå farve:

“Men det er ikke noget bevidst kendetegn,” siger han.

“Det er også derfor, jeg i min nye udstilling har brugt mange andre farver end lige blå. Det handler ikke om et opgør med noget, men nærmere en lyst til at lege med andre farver. Jeg har brugt den blå meget, fordi jeg synes, at blå har en særlig, smuk kvalitet, men jeg følte også, at det var tid til at prøve noget nyt.”

Vi er trukket ud i gården bag Mathias Malling Mortensens atelier, der ligger i en bygning ejet af det almene boligselskab FSB. Tidligere på dagen har han været til præsentationen af sit nye samarbejde med keramikproducenten Kähler, som han har skabt en serie af fire relieffer til, i Det Classenske Bibliotek i Amaliegade, omgivet af næsten kvindelige interiørjournalister klædt i forskellige variationer over den samme sommerkjole. Selv var han, som nu i gården, mere afdæmpet klædt i mørkeblå bukser, hvid T-shirt og sandaler, men alligevel var det ham, der skilte sig ud i de højloftede lokaler ikke langt fra Amalienborg. Han virkede let genert og en anelse utilpas, da en trendforsker hyret af Rosendahl Design Group – virksomheden bag Kähler – ville have ham til at tale sine relieffer ind i efterårets boligtendenser, som hun netop havde gennemgået.

I den solbeskinnede gård, hvor en lille gruppe børn render og leger i baggrunden – en skærende kontrast til højtideligheden på Det Classenske Bibliotek – virker han mere tilpas, mere afslappet, men stadig en smule reserveret. Han vil hellere tale om sin kunst end om sig selv. Men når man deler navn med en af Danmarks største abstrakte malere, er sidstnævnte svært helt at undgå, og det er fint nok, siger han:

“Efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg nok nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan se nogen grund til at kæmpe imod den arv.”

Arven, han taler om, er den fra hans farfar Richard Mortensen, som i 1930’erne var med til at danne Linien, en sammenslutning af abstrakt-surrealistiske kunstnere, sammen med blandt andre Ejler Bille, Henry Heerup og Sonja Ferlov Mancoba. Han betragtes som en af sin samtids vigtigste malere herhjemme, hans værker hænger på samtlige danske museer og på Centre Pompidou i Paris, og han har været vist på Venedig Biennalen. Men Mathias Malling Mortensen har aldrig selv mødt ham.

Hans farmor, digteren Sonja Hauberg, døde af tyfus, da hans far var blot et år gammel. Efter hendes død, og efter Anden Verdenskrig, drog Richard Mortensen til Paris, det var stedet, man skulle være som kunstner dengang, og Mathias Malling Mortensens far blev lovet, at han kunne komme derned og leve med ham.

Men Richard Mortensen levede et udsvævende liv, Mathias Malling Mortensen ønsker ikke at gå i detaljer med, hvad der gik galt i faderen og farfaderens forhold, men nøjes med at opsummere historien således:

“Det er fortællingen om et langt svigt mellem far og søn, som kulminerede i, at min far ikke længere ønskede at have kontakt med min farfar.”

Mathias Malling Mortensen var 13 år gammel, da Richard Mortensen døde i 1993. Han opdagede det ved, at det stod i avisen. Han kendte ikke sin farfar, kender ham stadig ikke, i hvert fald ikke som de fleste andre mennesker kender deres farfar. I barndomshjemmet hang Richard Mortensens kunstværker på væggene, men Mathias Malling Mortensens far, der var professor i litteratur, talte aldrig om sin far. Alligevel fornemmede Mathias Malling Mortensen, at hans far, trods deres forliste forhold, var stolt af det, hans far havde opnået, og kunsten i hjemmet blev Mathias Malling Mortensens indgang til sin farfar, til kunsten og til det abstrakte maleri.

Først da hans egen far døde for nogle år siden fik Mathias Malling Mortensen mulighed for at gå på opdagelse i sin families arv. Hans far havde bl.a. gemt breve fra Richard Mortensen og en masse lysbilleder af ham og Denise René, der i 60’erne var en af de største gallerister i Paris, taget under et besøg i den franske hovedstad. Det var som at lære sin farfar at kende baglæns, fortæller Mathias Malling Mortensen, der undervejs tog sig selv i at ønske, at hans farfar havde været der til selv at fortælle historien. Men på den anden side ville han ikke ane, hvordan han skulle forholde sig til ham, hvis han mødte ham.

Hvordan har det været at skulle lære sin farfar at kende gennem hans kunst?

“Ja…”

Mathias Malling Mortensen tøver lidt, tænker sig om.

“Han er jo min farfar, men det er svært for mig at se ham på samme måde som eksempelvis min morfar, som tog mig med i Bolbro Svømmehal (i Odense, red.) hver onsdag, når jeg blev passet af ham, og som for mig havde en klassisk bedstefarrolle,” siger han.

“Min relation til min farfar er udelukkende gennem hans kunst og det faktum, at jeg ved, at han var en af sin samtids største abstrakte malere herhjemme. Men fordi min far ikke talte om ham, følte jeg ikke rigtig noget afsavn.”

Har det været en fordel eller en ulempe at være din farfars barnebarn, når du selv er kunstner?

“Både-og. Da jeg var yngre, kunne det godt irritere mig, at jeg var ham Richard Mortensens barnebarn. Det var ikke noget, jeg skiltede med, det gør jeg stadig ikke, men i dag vil jeg hellere omfavne det, at han er og har været en inspiration for mig, og det gør mig da også stolt, når jeg ser hans værker hænge på anerkendte kunstmuseer både i Danmark og i udlandet.”

Har du nogensinde følt et pres?

“Det er noget af en arv at løfte, kan man sige, men det har jeg besluttet, at jeg ikke vil tænke over. I stedet har jeg brugt min tid og energi på at lære af ham, dykke ned i hans praksis og hans arbejdsproces, læse hans tekster, og på den måde kan man sige, at han har været med til at “opdrage” mig i kunstnerisk forstand.”

Du er vokset op med en far og en farfar, der ikke talte sammen. Hvad har du taget med dig i dit eget familieliv som kunstner og far til to?

“Netop på grund af deres forliste forhold har det været vigtigt for mig at være tilstede som far og have et tæt forhold til mine børn. Måske fordi jeg ved, at det kan gå galt. Min farmor og farfar var meget unge, da de fik min far, og dybest set tror jeg ikke, de var klar til at få børn. De var dybt optagede af deres kunstneriske praksis, og samtidig var det bare en anden tid, hvor tingene ikke foregik så meget på børnenes præmisser, som de heldigvis gør i dag. Jeg læste, at Carl-Henning Pedersen og Else Ahlfeldt (begge en del af kunstnergruppen Cobra, red.) malede med oliemaling og brugte terpentin i deres toværelses lejlighed i København, hvor de boede med deres to børn, og var det sket i dag, havde myndighederne – forhåbentlig – grebet ind.”

Hvordan får du selv kunstnerisk praksis og familieliv til at gå op?

“Jeg var 28, da jeg blev far første gang, og jeg synes, det har været med til at give mig en fast base og nogle rammer i hverdagen. Det, tror jeg, er sundt, og samtidig synes jeg, det har betydet, at jeg faktisk er mere produktiv, når jeg så er i mit værksted.”

Svarene fra Mathias Malling Mortensen falder lidt mere prompte, når jeg spørger til hans kunstneriske praksis og til samarbejdet med Kähler. Det er første gang, han har arbejder med keramik, og det er samtidig hans første kommercielle samarbejde, men det skræmmer ham ikke, siger han.

Ordet kommerciel er jo ellers ofte lidt et fyord i kunstverdenen?

“Mange af de kunstnere, som jeg er inspireret af, har tidligere samarbejdet med designvirksomheder, og der er en lang tradition for sammensmeltning af kunst og design. Jeg synes bare, det er spændende, at jeg gennem et samarbejde som dette kan lave noget, der kan komme bredere ud og ramme nogle folk, som ikke normalt ville gå på galleri og se mine udstillinger,” siger han.

Da Kähler spurgte, om Mathias Malling Mortensen ville samarbejde, så han udover muligheden for at udforske et nyt medie også en chance for at skrive sig ind i en tradition, der omfatter kunstnernavne som Thorvald Bindesbøll, L.A. Ring og Svend Hammershøi, som tidligere har samarbejdet med keramikproducenten fra Næstved.

Mathias Malling Mortensen interesserer nemlig ikke blot for sin egen historie, men også kunstens. Da han som yngre studerede sin farfars malerier, fandt han ad den vej også frem til Richard Mortensens inspirationskilder, de kunstnere som havde formet ham og hans værker. Der var spor af blandt andre Kandinsky, og derfra begyndte Mathias Malling Mortensen at se en tråd trukket gennem kunsthistorien, en kontinuerlig udvikling i det abstrakte maleri, som han lige siden har været meget optaget af.

“Når jeg ser andre kunstnere, kigger jeg altid på, hvor deres inspiration kommer fra, og hvem de er formet af,” siger Mathias Malling Mortensen, der strør om sig med referencer til andre kunstnere, mens vi taler.

“Jeg kigger på, hvordan de har udviklet deres praksis, og hvordan andre kunstnere igen er blevet inspireret af dem. Det handler ikke om at skue bagud, men om at jeg gennem en bevidsthed om, hvad der kom før mig, kan placere mine egne værker i en kontekst og se, hvordan jeg kan udvikle eksempelvis det abstrakte maleri i en ny retning.”

I sin nye udstilling er Mathias Malling Mortensen igen søgt tilbage i historien, inspireret af blandt andet den argentinsk-italienske kunstner Lucio Fontana, der gjorde det til sin signatur at skære huller i malerlærreder i 50’erne og 60’erne. Maleriet gik fra to- til tredimensionelt og blev i stedet til et objekt, og sådan opleves også Mathias Malling Mortensens nye værker, der genkalder følelsen af at kigge ind – eller ud – ad et vindue. Et håndgribeligt hverdagsobjekt forvandlet til abstrakt kunst. For Mathias Malling Mortensen er det essensen af dét, der for ham gør det abstrakte interessant. Man må altid vende tilbage til virkeligheden. Han fortæller entusiastisk en anekdote om en fransk abstrakt kunstner, der ofte malede runde former, som Mathias Malling Mortensen senere opdagede stammede fra gadelamper i Paris.

“Det kan være en gadelampe eller et trappetrin, eller i mit tilfælde et vindue, som taget ud af sin sædvanlige kontekst får ny mening i det abstrakte maleri. Jeg synes også, at figurative malerier er spændende, men den følelse og fascination, som et godt kunstværk skaber hos mig, får jeg oftere, når jeg kigger på det abstrakte.”

Er det derfor, du bliver ved med at vende tilbage til det i din egen praksis?

“Det tror jeg. Og så spiller det nok også en rolle, at min farfar malede abstrakt,” erkender han:

“Det er det, jeg er formet af, det er min arv.”