En kongelig solodansers bekendelser

Susanne Grinder sidder på en stol og kigger på de andre aspiranter på Den Kongelige Balletskole. De springer rundt i lokalet, mens læreren holder skarpt øje med, at de gør, som der bliver sagt.

Normalt vil hun selv være blandt dem, men en overbelastet fod har placeret den 16-årige danser på sidelinjen i måneder frem.

"Man skal arbejde med sig selv ud fra de forudsætninger, man er blevet tildelt, i stedet for at forsøge at presse sig selv både fysisk og psykisk på destruktiv vis"

Siden hun for alvor er kommet i puberteten, er hendes krop begyndt at leve sit eget liv. Den finder sig ikke længere i konstant at blive presset ud i yderpositioner på samme måde, som da hun var yngre.

Det har været svært at acceptere. Så Susanne Grinder blev ved med at presse på, til kroppen makkede ret. Og så gik det altså galt til sidst.

Derfor sidder hun nu her med sin skade. Meningen er, at hun skal høre efter, hvad læreren siger, så hun ikke sakker for langt bagud. Men sandheden er, at hun i stedet sidder og tænker over sit liv. Hvordan er hun nået frem til der, hvor hun er, hvilken vej hun skal følge fremover. Og er hun i det hele taget glad for sit balletliv.

Susanne Grinder var kun syv år, da hun startede på Balletskolen i København.

Nu, hvor hun næsten er voksen, skal hun virkelig arbejde hårdt hver eneste dag for at få lov til at fortsætte på skolen.

Faktisk er det anden gang, Susanne Grinder er skadet inden for relativ kort tid.

Den første skade var en brat opvågning.

Hun havde altid gjort sig umage for at være blandt de bedste og fuldt anvisningerne fra lærerne til punkt og prikke. Men på et tidspunkt fik hun bedømmelsen "NB" til sin sommereksamen. NB står for notabene, og det betød i denne sammenhæng, at Susanne Grinder fik lov til at fortsætte endnu et år. Men hun fik samtidig besked om at arbejde ekstra hårdt det efterfølgende år, hvis hun ville gøre sig forhåbninger om at kunne leve af at danse ballet.

Tvivl om drejebogen

Men NB'et igangsatte også tanker i hende om, at hun skulle få styr på sine prioriteringer. Det er netop dem, hun nu sidder og tænker på, mens alle de andre øver sig.

Hendes forældre har ofte spurgt hende, om hun er sikker på, balletten er det rette, og forklaret, at det er et hårdt liv, hun er i færd med at kaste sig ud i. Men først nu siver spørgsmålet for alvor ind. Hvad har hun egentligt selv lyst til at bruge sit liv på?

Indtil nu har drejebogen kun peget i én retning – mod en karriere som balletdanser. Selvfølgelig er hun også drevet af egen lyst og ambitioner – ellers var hun aldrig kommet så langt – men rammen er blevet sat af nogle andre.

Begge Susanne Grinders forældre har længerevarende uddannelser, og en del af hende har altid været tiltrukket af idéen om selv at tage sådan en uddannelse.

Pensionist som 40-årig

En balletdanser går nemlig typisk tidligt på pension, og tanken om at kunne kalde sig pensionist som 40-årig, tiltaler hende ikke.

Derfor beslutter hun sig for, at det er nu, hun skal stikke en balletsko uden for Det Kongelige Teaters mure for at undersøge alternative veje.

I månederne efter begynder hun at følge et par enkeltfag på gymnasieniveau hver morgen, før undervisningen på Balletskolen. I første omgang for at se, om det kan afhjælpe hendes spirende usikkerhed, og forsikre hende om, at hun er på rette hylde trods alt.

Men gymnasieeventyret skaber mere forvirring end klarhed, så Susanne Grinder ender med at give balletten en chance mere. Og så genfinder hun danseglæden. Specielt i mødet med en ny lærer, som giver hende plads til forskellighed og fordybelse i balletten.

Hvordan var det at blive en del af en "rigtig" klasse?

-Jeg har nærmest aldrig gået i klasse med mere end syv personer, så det var vildt fedt at prøve.

De andre elever var søde og tog godt imod mig, men jeg tror, de syntes, jeg var en smule mærkelig, fordi jeg havde en anderledes baggrund og i princippet ikke behøvede at sidde der.

Blev du mere afklaret?

-Faktisk blev min usikkerhed større. Lige pludselig var der masser af muligheder, som ikke tidligere havde været inden for min rækkevidde. De fleste andre i klassen havde ingen konkrete planer for deres fremtid endnu, og det påvirkede mig meget.

Du vendte dog alligevel tilbage til balletten – hvad skete der?

-Efter ti år syntes jeg, det ville være en skam at stoppe, mens det gik dårligt, så derfor gav jeg balletten endnu en chance. Jeg besluttede, at hvis jeg stadig ikke var glad, når det gik godt igen, så ville jeg se det som et tegn på, at jeg skulle stoppe helt.

Hvad tror du, var årsagen til, at tingene vendte for dig?

-På andet aspirantår fik jeg en ny og inspirerende lærer, Adam Lüders, der havde en tilgang til ballet, som passede rigtig godt til mig. Han viste mig stor tillid, hvilket gav mig mod og selvtillid til at kaste mig ud i nye ting.

Hvordan gjorde han det?

-Han kunne eksempelvis finde på at spørge, hvad jeg selv ville med den koreografi, jeg skulle lære. Noget, jeg faktisk aldrig havde tænkt over tidligere. Det betød, at jeg løsnede tøjlerne og genfandt min glæde ved dansen.

Hvad var det vigtigste, du lærte i den periode?

-For det første, at man skal arbejde med sig selv ud fra de forudsætninger, man er blevet tildelt, i stedet for at forsøge at presse sig selv både fysisk og psykisk på destruktiv vis – så er det, skaderne kommer.


For det andet, at det kræver en vis grad af modenhed og ærlighed over for sig selv at give sig lov til at fortolke dansen, så det ikke bare bliver udenadslære, men også får et reelt indhold, som publikum også kan mærke.


Susanne Grinder er i dag solodanser ved Den Kongelige Ballet. Hun er for tiden aktuel i forestillingen "Dance2go", hvor hun danser Symphony in Three Movements. til og med 14. februar.