Forestil dig uendelige kræfter uden motorlyd eller gearskift – sådan er det at køre på Harley-Davidsons første elmotorcykel

Jeg har knap nok drejet ud fra den nyåbnede, store butik hos Harley-Davidson Copenhagen i Hedehusene øst for Roskilde, før det begynder at regne. Det øser ned på turen gennem Roskilde, og på trods af nogenlunde vejrbestandig goretex-beklædning bliver man altid våd på motorcykel, når det regner, så i Tølløse midt på Sjælland er jeg gennemblødt.

Harley-Davidson LiveWire er en tyksak på 229 kg med kort akselstand, elmotor foran baghjulet, litiumbatteri fra Samsung i bunden og hverken gearkasse, gearpedal eller koblingsgreb. Med nøglefri adgang har man en lille nøgle i lommen, trykker på on-knappen, så der kommer liv i trykskærmen i cockpittet, og det er så det. To grønne striber indikerer, at cyklen er vågen, og så er det ellers bare at dreje på gashåndtaget – og holde øje med hastigheden.

Harley-Davidson er i knibemed svigtende salg, coronakrise og en ikke særlig, skal vi sige, eksportfokuseret præsident, så der må nye kunder i butikken – den trofaste kundegruppe af Vietnam-veteraner svinder ind. Derfor er det en fornøjelse at rapportere, at den seneste nyhed fra den traditionsrige fabrik fra Milwaukee er fed!

Gennem regnvejret kører jeg i Wet-mode, hvor man kun har 65 hk til rådighed og hvor elektronikken med en blid hånd sørger for, at man aldrig nærmer sig hverken førerens eller motorcyklens grænser – det svarer til en mellemklassemotorcykel.

Længere vestpå klarer det op, så jeg blinker fra til en p-plads, drejer af og bremser hårdt – dobbelte skiver med Brembo-bremser har en standseevne, så man gisper efter vejret. Med et par enkelte dap på en knap med venstre tommelfinger finder jeg Sport-programmet, for der er solskin og tørre veje forude, så hvorfor ikke nyde livet, mens man har det?

Redaktøren af MC-Revyen, Klavs Lyngfeldt, bemærker, at LiveWire er svimlende hurtig. Og det er den!

I Sport hugger den omgående på input på gassen, men det er anderledes end at give en fossildrevet sportsmotorcykel tæsk Det er ikke en skrigende motorcykel med forbrændingsmotor, hvor man skal arbejde med at finde det rette gear og de rette motoromdrejninger, det en anden verden. Man flyver gennem landskabet som en superhelt på en bølge af moment.

Elektronikken sørger for, at man kan lægge maskinen ned i sving uden at komme galt afsted og bremse dybt inde i svinget uden at blive smidt af. Jeg har aldrig prøvet en så letkørt motorcykel, der var så hurtig.

Det officielle 0-100-tal siger 3,0 sek., men det kan jeg ikke få den ned på. Efter ti forsøg på Sjællandsringen bliver min hurtigste tid 3,4 sek., men det er altså også helvedes hurtigt. Det er nemt nok at holde fast fra 0-100 – man har ikke noget valg! Fornemmelsen er som at have sex på et svampetrip på første række til en AC/DC-koncert, mens man hujer, bliver 30 år yngre og får en puls som en 100-meterløber. Det er ikke en tosset oplevelse at give både eksisterende og nye kunder.

Harleyen går omkring 150 km på en opladning, og har du en hjemmelader til en elbil, er den klar igen på 40-50 minutter; med 230V tager det 10-12 timer.

LiveWire overbeviser, men i en direkte sammenligning med den mest oplagte konkurrent er prisen styg.

Den amerikanske motorcykelfabrikant Zero har været på det danske marked via Jens Winther Motorcykler i Roskilde siden 2014. Den nye andengeneration er næsten lige så hurtig som Harleyen, har et mere pågående design og kan lades lige så hurtigt, men prisen er 130.000 kr. lavere. Så lever man med, at den ikke er helt så overbevisende i samlinger og materialer, og at den ikke har helt så avanceret teknisk opbygning. For ydelsen er voldsom, og på langturen er den 100 gange mere komfortabel end sin forgænger, der var hård som granit at køre på.

Zero har tilmed fartpilot, som betjenes med venstre tommelfinger og fungerer udmærket efter en kort tilvænning.

Ligesom Harley overrasker Zero ved at angribe sving med ihærdighed, og der vil være traditionalister, som får overskægget galt i halsen, næste gang de bliver overhalet af en elmotorcykel til en trackday. Zero har også forskellige køreprogrammer og et anvendeligt bagagerum i modsætning til Harleyen, som kun har et lille rum til opladeren under sadlen.

Der er desværre ikke plads til en styrthjelm i bagagerummet, men der kan tilkøbes sidetasker, mens der også er mulighed for fuldkåbe (10.000 kr.).

Vores hurtigste 0-100-tid måles til 3,9 sek., og Zero SR/F ville være mit valg, hvis jeg selv skulle betale.

Og hvad så med lyden? Modstanden mod den manglende lyd er det samme som dengang i 1920'erne, hvor man eksperimenterede med også at lade racerbiler bremse på forhjulene. Skandale! Sådan noget plat!, lød kritikken fra dem, der syntes, alting var meget bedre i gamle dage, hvor man nøjedes med at bremse på baghjulene. Og sådan er det også med elmotorcykler. De, der vil have en Harley, der larmer som en fiskekutter med hul i udstødningen, kan fortsat købe den, men der er ingen fremtid for virksomheder, der hænger fast i fortiden.

Elmotorcykler siger ingenting. Det tager tre minutter at vænne sig til, fordi man har så travlt med at holde øje med at overholde fartgrænserne, og over 50 km/t kan man alligevel ikke høre noget på grund af fartvinden.

Larmen fra motoren er primært for at underholde andre og gøre opmærksom på, at man kører stor motorcykel. Det er de fri for at skulle høre på her.

Begge motorcykler er tilgængelige for prøveture hos forhandlerne nu mod fremvisning af et motorcykelkørekort. Pas godt på det, lyder rådet herfra.