Kunsthalsdirektøren: “Herhjemme påstår nogle, at #metoo-bevægelsen er en feministisk heksejagt”

Michael Thouber lader blikket vandre gennem udstillingslokalet, der indtil for kort tid siden husede Kunstakademiets afgangsudstilling. Nu er det i stedet fyldt med værktøj, malerpletter, savsmuld og puds, som er drysset fra væggene og ned på sildebensparkettet, hvor de ansatte på museet kører rundt i lifte og lapper huller, maler og gør klar til efterårets store udstilling på Kunsthal Charlottenborg.

Direktøren med det gråbrune hår er bekymret. Måske for hans kunsthal – skulle man tro – i et år, der har budt på en global pandemi, som har sendt hele kultur- og underholdningsindustrien i knæ – og vingeskudt Charlottenborgs publikumssucces. På de fem år, der er gået, siden den nu 49-årige Michael Thouber satte sig i direktørstolen på kunsthallen, er besøgstallet ellers fordoblet og entréindtægterne mere end tredoblet. Den tidligere DR2-chef og ungkonservative fynbo, der trådte ind i 90’ernes venstreorienterede kulturliv iført blå blazer med guldknapper, har modbevist de skeptikere, der ved hans ansættelse satte spørgsmålstegn ved, om han var for meget mediemand og for lidt kurator. Undervejs har han ofte blandet sig i samfundsdebatten, enten gennem museet – som da han i 2017 lod kinesiske Ai Weiwei dekorere Charlottenborgs facade med 3500 redningsveste fra flygtninge – eller personligt, som da han sidste år krævede kønskvoter på danske museer.

Michael Thouber er nu den længst siddende direktør i kunsthallen, der i nyere tid har været som forbandet af de tre spøgelser, der ifølge en gammel skrøne hjemsøger bygningerne i hjertet af København. Han har vendt millionunderskud og usikkerhed om Charlottenborgs eksistens til en indiskutabel succes, som nok ville være fortsat, hvis ikke covid-19 var kommet i vejen.

“Vi halverer nok vores besøgstal i år,” siger han og peger på, at det først og fremmest er fraværet af store begivenheder som f.eks. dokumentarfilmfestivalen CPH: DOX og kunstmessen Chart, der rammer hårdt.

Men alligevel er det ikke dét, som lader til at bekymre Michael Thouber. Ikke i dag.

I udstillingslokalet står en stor, brun trækasse lige inden for døren. Inden i gemmer sig værker af en række internationalt anerkendte kunstnere, nogle har tidligere været udstillet, andre er skabt på bestilling til Charlottenborg. Tilsammen udgør de efterårets store udstilling, som netop er åbnet på museet med adressen Kgs. Nytorv nummer 1 under titlen “Heksejagt”.

“

Alt trækkes så hårdt op, at vi ender dér, hvor dialog erstattes af udskamning

Michael Thouber, museumsdirektør

I beskrivelsen af heksejagtudstillingen på Charlottenborgs hjemmeside står, at formålet er at sætte “fokus på heksen og den nordiske heksejagt i det 16.–18. århundrede.” Men for kunsthalsdirektøren er heksejagt ikke kun et helt bogstaveligt, skamfuldt kapitel i vores fælles historie om vold og forfølgelse af datidens kvinder. Og det er dét, som bekymrer ham. For ifølge Michael Thouber er heksejagten også et ord og et fænomen, der igen har sneget sig ind i den offentlige debat, i den politiske samtale med ny aktualitet – og ny betydning – som en foruroligende indikator for, hvor vi som samfund er på vej hen, nemlig et sted, hvor debat og dialog må vige for hetz, udskamning og, ja, ligefrem heksejagt på dem, man ikke selv er enig med.

Det er heller ikke helt tilfældigt, at udstillingen om heksejagt er åbnet i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg, fortæller han. Intet sted i den vestlige verden ser han konsekvenserne af polarisering, af manglende samtale mellem mennesker, så tydeligt som i USA.

“I det amerikanske valg har den ene præsidentkandidat af og til talt om sin modstander, som om han var et dyr. Det er altså en retorik, vi kender fra 30’ernes Tyskland om jøderne,” siger Michael Thouber.

Så galt ved han godt, at det ikke står til herhjemme. Men han har brug for at sige det højt, når han ser tendenser til, at den offentlige debat og det politiske klima styrer mod mere polarisering, mindre dialog og mere udskamning – uanset om vi diskuterer flygtninge og indvandrere, coronakrise, Black Lives Matter eller #metoo.

“Jeg oplever, at politiske miljøer – og samfundet som helhed – bliver mere og mere polariseret i disse år, og det er bekymrende,” siger Michael Thouber og lader blikket vandre gennem lokalet.

“Afstanden mellem holdninger bliver større og større. Alt trækkes så hårdt op, at vi ender dér, hvor dialog erstattes af udskamning. Donald Trump siger, at han er udsat for en heksejagt, når de amerikanske mainstreammedier skriver noget, han ikke er enig i. Herhjemme påstår nogle, at #metoo-bevægelsen er en feministisk heksejagt. Det er blevet nemmere at skyde på modstanderen end at forholde sig til deres argumenter. Og i det game er det ofte ekstremerne, der vinder.”

I 70’erne da Michael Thouber var barn, var fronterne også trukket hårdt op: Det var kommunisterne mod kapitalisterne. Men ifølge kunsthalsdirektøren var der alligevel – i sidste ende – en anerkendelse af, at det er muligt at prøve at forstå hinanden, selvom man er uenige. I dag oplever han en mere hård retorik, hvor man ofte forfalder til udskamning og nærmest umenneskeliggørelse af modparten.

Kunsthalsdirektøren ser flere tråde fra 16-1800-tallets afbrændinger af kvinder til nutidens samfund, end man umiddelbart skulle tro.

“I 1700-tallet var der også en epidemi i form af pest, der var klimakrise med den lille istid, der var en økonomisk krise i form af landbrugskrisen i 1730’erne, og der var stor forskel på rig og fattig. I sådan en situation er det nok naturligt, at man får brug for en syndebuk. Dengang var det de såkaldte hekse. I dag peger nogle på Donald Trump som roden til alt ondt. Andre mener, at alle vores problemer skyldes indvandrere. Men begge dele er nok en lidt for simpel måde at anskue verden på, og jeg ser desværre tendensen på alle politiske fløje.”

Men hvad skyldes det så? Det spørgsmål har Michael Thouber brugt lang tid på at spekulere på, Og han er ikke sikker på, at han er færdig. Men én ting er han nået frem til: Måske er det i virkeligheden mediernes skyld. Han ved godt, at det lyder som den nemme forklaring. Som forhenværende kanalchef for DR2 har han selv brugt meget tid på at forsvare netop medierne. Men han må erkende, at han i dag ser anderledes på det.

“Jeg synes, at medierne er til fals for en forsimpling, som er med til at skubbe os i en uheldig retning. Tag f.eks. Black Lives Matter-bevægelsen: Vi diskuterer strukturel racisme i to dage, og så bruger vi de næste to uger på at diskutere Bwalya Sørensen, og hvor mange deltagere der var til en antiracistisk demonstration i København. Eller tag #metoo: Vi diskuterer strukturel sexisme i to dage, men enkeltsager og personer – som Frank Jensen – kommer hurtigt til at fylde det hele.”

Men er det ikke at skyde budbringeren?

“Det kan du godt sige, men jeg synes ikke, at medierne kan fraskrive sig deres ansvar. Det var også den nyopdagede trykkerkunst, der fra 1500-tallet udbredte den historiske heksejagt. Alt for ofte, når medierne i dag skaber debat, finder man to personer fra hver sin yderpol og lader dem diskutere. Og på den måde mister man alle nuancerne, alle de synspunkter der ligger imellem. Det er en tone og debatkultur, som de klassiske medier på mange måder har overtaget fra sociale medier, hvor ekstremerne er blevet underholdning. Tænk, hvis de klassiske medier skruede lidt ned for de mange ekstreme holdninger og i stedet gav plads til eksperter og viden, når vi diskuterer væsentlige emner. Så ville medierne sætte os i stand til at tage stilling til udviklingen af vores samfund på et oplyst grundlag.”

Vejen fra heksejagtudstillingen til Michael Thoubers kontor går gennem Charlottenborgs anden fløj, der for tiden lægger vægge til en udstilling af den 71-årige kvindelige kunstner Miriam Cahn, som Michael Thouber kalder “Schweiz’ svar på Per Kirkeby.” Hendes markante, farverige oliemalerier ofte med eksplicit seksuelle motiver og kvindefigurer, der kigger beskueren direkte i øjnene, er ikke så kendte herhjemme, men har bl.a. været vist på biennalen i Sydney og Centre Pompidou i Paris.

Et af malerierne i udstillingen forestiller en kvinde på flugt og hendes barn, der drukner i Middelhavet. Det er hverken lige så stort, voldsomt eller så iøjnefaldende som Ai Weiweis redningsveste, men ifølge Michael Thouber udfylder det på sin egen måde en del af den rolle, som han mener, at Charlottenborg ­– og kunsten i det hele taget – bør tage på sig.

“

Vi har en regering, der groft sagt taler om, at kunsten skal have samme folkelighed som håndbold

Michael Thouber, museumsdirektør

“Jeg synes, det er vores opgave at bringe samtidskunsten ind i den offentlige debat, hvor den desværre har været fraværende,” siger Michael Thouber og tænker tilbage på sin sidste opgave som kanalchef på DR2: at dække det danske folketingsvalg i 2015.

“Det slog mig dengang, hvor fraværende kunsten var i den offentlige debat. Da jeg var barn i 70’erne, havde kunstnerne en markant stemme; i dag er de væk, og nogle politikere beder dem sågar dem om at blande sig helt udenom, hvis de siger noget. Men kunsten har en særlig evne til at skabe refleksion og empati, og begge dele har vi brug for, hvis vi skal kunne sætte os i andres sted – også selvom vi er uenige med hinanden. Det er noget af dét, jeg har taget med mig herind.”

Hvorfor har det ændret sig, tror du?

“Det har nok også noget med selve kunsten at gøre. I 70’erne var den mere direkte politisk, den havde en holdning. Da Bjørn Nørgaard slagtede en hest, fordi han var imod Vietnamkrigen, var det til at tage at føle på. Men når en kunstner som Miriam Cahn i dag maler frygten hos en mor, der drukner med sit barn på vej over Middelhavet, er der ikke på samme måde en stillingtagen. Men det er stadig med til at give flygtningeproblematikken et menneskeligt lag, som forhåbentlig gør, at man tænker over den på en anden måde. Men det er mere komplekst at formidle,” siger Michael Thouber.

På vej ud af udstillingen stopper han op ved et maleri; det forestiller en gammel kvindekrop, der ligger på siden i lyset fra en døråbning.

“Det her er bare et virkelig stærkt maleri, synes jeg. Det må man jo også godt have lov til engang imellem – uden al betydningen – at synes, at noget bare er godt,” siger Michael Thouber og smiler.

På sit kontor, en etage under udstillingerne, fortæller Michael Thouber, at han for nylig har forlænget sin kontrakt med Kunsthal Charlottenborg, så den nu løber yderligere tre år. Inden da satte han sig ned og overvejede sin egen rolle på museet: Havde han stadig noget at bidrage med?

Michael Thouber er med egne ord rundet af den klassiske public service-tradition. Den handler om at bringe det bedste ud til de fleste. Og selvom han kan pege på stigende besøgstal og sige, at han er nået et stykke ad vejen, er der stadig mere, der kan gøres. Det handler bl.a. om at få kunsten ud til dem, som ikke nødvendigvis selv besøger kunsthallen, hvad end det er gennem kuraterede cykelruter i landets fem største byer eller streaming-platformen Dis.art – “kunstens svar på Netflix,” siger Michael Thouber – som Charlottenborg var med til at lancere i foråret. For Michael Thouber køber ikke fortællingen om, at den bedste kunst kun er for de få, at den er elitær, og at folket hellere vil have håndbold og musicals. Derfor gik han tidligere på året ud og kritiserede politikerne for at påtage sig en falsk folkelighed og for helt grundlæggende at mangle forståelse for kunsten og dens rolle i samfundet.

“Der er nogle politikere, som i disse år forsøger at skabe et nyt “dem” og “os”. De forsøger at tage patent på, hvad folket er, hvad folket vil og tegne et billede af en kulturelite i København, som står i modsætning til det. Men jeg oplever stor folkelig opbakning til kunsten. Før corona var der 4,5 mio. danskere, som besøgte de danske museer om året. Til sammenligning var der 3,3 mio. som gik til superligafodbold. Det er interessant, når vi har en regering, der groft sagt taler om, at kunsten skal have samme folkelighed som håndbold eller fodbold. Der må jeg bare sige, at det har den allerede – og mere til.”

Og så er vi tilbage til det med heksejagten?

“Det kan du godt sige. Tidligere har fortællingen om “dem” og “os” været mellem etniske og ikkeetniske danskere. Nu prøver nogle politikere i stedet at skære landet over på midten. Jeg tror desværre, det er meget beregnende. Det er ikke, fordi vores politikere tror, at folk i provinsen er dummere end i hovedstaden. Men de er interesseret i at skabe et falsk modsætningsforhold, som de kan bruge politisk. Jeg må bare advare om at gå ned ad den vej, der fører til splittelse, polarisering og større afstand mellem os. Vi har i dag et samfund med relativt kort afstand, ikke bare folket imellem, men også mellem folket og magthavere. De fleste folkevalgte kan du møde nede på gaden. Det er et samfund, jeg meget gerne vil bevare, for alternativet er i yderste konsekvens den nærmest militante polarisering vi oplever lige nu i USA.”