Det er som at træde ind i et parallelt univers. At rejse tilbage til en svunden tid. En smukkere tid. Måske tænker man, er det kulissen på et filmset, man har forvildet sig ind i? Hotel Adlon er en myte, men myten findes i virkeligheden.
Allerede ved ankomsten i taxa til hotellets vinrøde løber og matchende markise, der strækker sig hele vejen over det brede fortov og ud til Unter den Linden, mærker man det.
Servicen er nærmest ekstrem. Hotellets dørmænd, klædt i grå jakkesæt med lange skøder og høj hat, springer bogstaveligt talt for den ankommende gæst. Tre til fire af dem på én gang.
"Nazieliten foretrak Hotel Kaiserhof i Wilhelmstrasse lige om hjørnet. De brød sig ikke om Adlon, fordi det var for kosmopolitisk, moderne og internationalt"
"Willkommen," siger de, mens kufferterne køres ind,"har De haft en behagelig rejse, mein Herr?"
Indenfor i den højloftede vestibule rammer en klassisk elegance gæsten som en stemning, der er lige til at skære i. Den behændige pianist ved flygelet, der spiller dæmpet klassisk musik til afternoon tea'en. Det mørke træ på paneler og vægge.
De lyse gulve med elegante mønstre, de ægte tæpper. De smukke, antikke borde, der hviler på forgyldte ben, de dybe lænestole. I centrum af det hele elefantfontænen udskåret i ibenholt, et af hotellets vartegn. Elefantfontænen er en nøjagtig kopi af den originale skulptur, som stod på det oprindelige Hotel Adlon og var en gave fra en meget særlig gæst, maharajaen af Patiala. Nu står den som et vigtigt symbol på Hotel Adlons hæderkronede historie.
Det er et hotel med historie, fornemmer man. I hotelverdenshistorien er Hotel Adlon ved Brandenburger Tor da også så tæt på hellig grund, man kommer. Det var her, Michael Jackson var letsindig nok til at holde sin baby ud af vinduet, verdens mest berlinske præsident, John F. Kennedy, har boet her, måske i Presidentsuiten der i dag går til ca. 7700 euro pr. dag, eller omkring 57.000 kroner.
Prisen på almindelige værelser begynder ved 260 euro pr. nat. Præsidentsuiterne (der er to) koster 15.000 euro pr. nat inklusive 24/7-butlerservice.
Men her er også skudsikkert glas, seks rum, flere badeværelser og en butler i døgnets 24 timer, og i den sidste del af Anden Verdenskrig blev hotellet brugt som lazaret for sårede.
Dietrich, Chaplin og Rockefeller
Det var vinimportør og forretningsmand Lorenz Adlon, søn af en skomager fra Mainz, der i begyndelsen af det 20. århundrede havde en vision om at skabe verdens mest luksuriøse hotel og et samlingssted for datidens jetset.
Tysklands kejser Wilhelm den Anden, der klippede snoren til åbningen i 1907, blev hotellets første overnattende gæst og endte med at blive så glad for hotellets komfort, at han ofte foretrak at bo her i stedet for hjemme i sit palads, der ikke havde indlagt varme og rindende koldt og varmt vand som Adlon.
Hotellet var state of the art og tiltrak eliten, fra den russiske zar til den amerikanske investeringsmogul John D. Rockefeller.
"Hotellet blev hurtigt et socialt samlingssted, men Adlons mytiske status blev for alvor skabt i 1920'erne," fortæller Anne Wahl, hotellets PR-manager. Som alle hotellets ansatte er hun topprofessionel, kompetent, smilende og får dig til at føle, at netop du er den vigtigste gæst.
1920'ernes lange fest var Berlins guldalder på de fleste parametre, hvor kun Paris kunne konkurrere med den nye metropol. Nogle af 20'ernes bedste fester blev holdt i Adlons grandiose balsale, og hotelgæsterne var tidens vigtigste VIP's, statsmænd og filmstjerner, millionærer – og dansere som topløse Josephine Baker med bananskørtet.
Adlon blev stedet, man skulle se, og – endnu mere vigtigt – stedet at blive set. Megastjernen Marlene Dietrich blev opdaget på Adlon. Charlie Chaplin, der altid boede i suite 101-114, tabte sine bukseknapper foran hotellet til stor begejstring for menneskemængden, der var forsamlet for at se ham. I 1929 skrev Berliner Morgenpost om Adlon: "I hotellets foyer kan man høre de sprog, der tales i alle civiliserede lande".
Festen ebbede noget ud, da nazisterne kom til magten i 1933. Anne Wahl siger det med karakteristisk diskretion og elegance: "I 1930'erne ændrede hotellets klientel sig. Det var ikke så internationalt mere".
Dog var det stadig på Adlon, at diplomatiske forhandlinger blev ført, og hotellet blev kendt som Tysklands "lille Schweiz", et neutralt fristed i perioden. Under OL i Berlin i 1936 brugte Hitler Hotel Adlons høje status i udlandet som led i sin PR-kampagne og udnævnte det til "officielt hotel", men han besøgte det kun én gang i hele sit liv.
Nazieliten foretrak Hotel Kaiserhof i Wilhelmstrasse lige om hjørnet. De brød sig ikke om Adlon, fordi det var for kosmopolitisk, moderne og internationalt.
I krigens sidste år blev Adlon omdannet til hospital, men hotellet overlevede selv lige akkurat Anden Verdenskrigs massive ødelæggelser. Få dage efter krigens slutning festede russiske soldater så meget igennem i hotellets vinkælder, der i sin storhedstid rummede mere end en million flasker, at de antændte resten af den smukke, oprindelige bygning, som med undtagelse af en sidefløj nedbrændte. Efter krigen åbnede denne fløj under navnet Hotel Adlon. Resterne af hovedbygningen blev revet ned i 1952.
Den mørke middelalder fortsatte i mange år, for uheldigvis for Adlon lå hotellet lige akkurat i det nye Østberlin, og her var ikke megen fest og glæde. Adlon henslæbte en uværdig tilværelse i evig, grå DDR-tåge, først som hotel, langt fra fordums storhed i standard og service, og fra 1970'erne som herberg for håndværkerlærlinge.
Hotellet blev ikke vedligeholdt, og da det var slidt næsten helt ned, blev det i 1984 jævnet med jorden på befaling af DDR's Nationale Forsvarsforsamling. Operationen hed "Forskønnelsen af grænsen".
Genopstandelsen
Adlon var død, myten levede videre. Efter Tysklands genforening i 1990 blev grunden købt af en kreds af investorer. Mens Muren blev fjernet og byggekranerne på Potsdamer Platz gik i gang med at genrejse Berlin som metropol, begyndte Adlon som en Fugl Føniks af asken at røre på sig, og efter to års byggeri og 245 millioner euro kunne det nye Hotel Adlon slå dørene op i 1997, som en del af Kempinski-kæden, men ejet af Fundus Fond.
Unter den Linden efter Anden Verdenskrig. Hotel Adlon stod utroligt nok stadig, men holdt ikke til de russiske soldaters massive fest efterfølgende.
Adlon-familien nægtede at lægge navn til genopførelsen af det nye hotel, hvis hotellet ikke blev bygget på præcis samme sted som deres forfaders oprindelige hotel fra 1907, og facaden ligner også den på de gamle postkort, fra før verden gik af lave.
Men indenfor er hotellet meget anderledes indrettet end sit forbillede anno damals. Hotel Adlon er ikke et museum, men et moderne luksushotel.
På et stort skilt i foyeren står skrevet "No photos, please". Samme regler gælder i restauranten. Diskretion er en æressag for Adlon. De bor her alle sammen, når de er i byen, de store stjerner. Og en af grundene er, at her kan de være i fred. I filmen "Grand Hotel" fra 1932, der er optaget på Hotel Adlon og udspiller sig på et hotel i Berlin inspireret af Hotel Adlon, står Greta Garbo i sin suite og siger sin signaturreplik: "I vant to be alone" (med svensk accent). Eftertragtede Greta Garbo boede selv på virkelighedens Adlon adskillige gange og vidste, hvad hun talte om.
"Diskretion er en del af vores dna," siger Anne Wahl. Man får hende ikke til at fortælle røverhistorier om celebrities og deres ophold på hotellet. Heller ikke selv om kendisserne ikke længere er i live. Men hun bekræfter, at det var fra et hotelvindue på tredje sal, at Michael Jackson i november 2002 foran en forsamling af fans og fotografer udenfor holdt sin søn, der var et spædbarn, ud over balkonen, som om han ville give slip på ham.
"Ja, det var her. Den historie er velkendt og dokumenteret i alle medier, så det kan jeg godt bekræfte," siger Anne Wahl.
I filmen “Unknown” fra 2011 bliver Hotel Adlon sprængt i stykker.
Hotel Adlon har optrådt i utallige fiktive og nonfiktive værker i både populær- og finkultur. I filmen "Cabaret" fra 1972 refererer Liza Minellis figur, Sally Bowles, eksempelvis til hotellet, men også det nye Adlon er med i filmhistorien. Afgørende scener i filmen "Unknown" med Liam Neeson fra 2011 foregår på Adlon, som får en stor del af øverste etage sprængt væk ved en bombeeksplosion.
"Vi var meget i tvivl om det var en god idé med sådan en bombeeksplosion på vores hotel," siger Anne Wahl.
"Vi overvejede det længe, inden vi til sidst sagde "o.k., så gør det"."
Filmen gav masser af – positiv – opmærksomhed omkring det stolte hotel.
Selv om hotellet beskytter sine gæsters identitet som sine egne børn, vil Anne Wahl gerne fortælle, at klientellet er internationalt. Her er skandinaviske forretningsmænd og australske familier. Asien bliver dog mere og mere vigtigt, siger hun.
Hotel Adlon er de seneste år også blevet kendt for sit spa.
Vi møder imidlertid kun tyskere, englændere, hollændere, amerikanere og et enkelt russisk ægtepar. Det er lørdag, og hotellet har mange såkaldte leisure guests i weekenderne.
De benytter kælderetagens spaafdeling med 27 grader varm indendørs pool, saunaer, jacuzzi, fitnesscenter og dampbad, thaimassage, shiatsuterapi, scrubs, wraps, manicure, pedicure, ansigtsbehandling og meget mere. Her er individuelle meditationsrum, og et af Adlons trumfkort er den indiske in-house yogamaster Vijay, som mange kommer tilbage til hotellet for at blive instrueret af.
Currywurst og michelinstjerner
Tysk mad, især de meget berlinske retter currywurst og pommes rot/weiss (ketchup og mayo), har ikke ry for at være stor gastronomi, men ikke destro mindre har Adlon currywurst på menuen og en restaurant, der har to michelinstjerner, her er der fransk på menuen i stedet, men så fint fransk, at ventetiden på et bord er på godt tre måneder.
Restaurantens motto er "Tradition eats modern", og netop forbindelsen mellem de stolte traditioner på grunden og det topmoderne synes at gælde for hele hotellet. Adlon er klassisk – og dét er helt og æstetisk bevidst.
Omgivelserne er stilfulde og gennemførte, standarden er eksklusiv, fra de bamsetykke badekåber til morgenbuffetens kaviar og milkshake, men hvad er det, ellers Hotel Adlon kan i dag, ud over at være så elegant og klassisk? Hvad gør hotellet særligt? Hvorfor bor Barack Obama og alle de andre fra verdenseliten her, når de er i byen?
"Vi prioriterer service meget højt," siger Anne Wahl. Det er ikke tom PR-snak. Serviceniveauet på Hotel Adlon er unikt. En anmodning om en ekstra dyne klokken ni om aftenen når dårligt at blive fremsat, før stuepigen, som i øvrigt er en venlig mand i hvid skjorte og sort habit, bringer den op. Receptionister og portier kan hjælpe med alt fra togtider til hvor de sidste rester af Berlinmuren findes. Man kan naturligvis også få sin egen butler, hvis man vil.
Tjenerne ved den overdådigt velassorterede morgenbuffet er diskrete, men hele tiden opmærksomme. Og så er deres smil ægte. De smiler med øjnene, selv om klokken kun er syv om morgenen.
