Efter 50 år med teater måtte han spørge sig selv: "Hvem er jeg nu, når jeg ikke er skuespilleren Henning Jensen?"

Stemmen er ikke til at tage fejl af, som den brummende høres, idet der lukkes op for hoveddøren ved Strandvejen nord for København.

Den er dyb, faretruende dyb. Men det blå blik er blødt under de karakteristiske poser under øjnene, da Henning Jensen tager imod i entréen i sort striktrøje og mørke lærredsbukser.

Her i den høje stuelejlighed i et etagebyggeri fra 1960’erne bor han med en af dansk film- og teaters smukkeste og dygtigste kvinder, Solbjørg Højfeldt. De har været gift i 35 år.

Det er, som om Henning Jensen altid har været. I radioteater. Flere årtier på Det Kongelige Teater. Rundt på andre scener over hele landet. Stemmens spændvidde har også vi lyttet til i utallige film og tv-serier.

Men 2020 har været et særligt år for Henning Jensen. Ud over at kunne have fejret 50 år på nationalscenen, udkom han med “Gennem Glasvæggen”. En anmelderrost erindringsbog om depressionen som en modbydelig overmagt: “Det var ni måneder i et landskab, som jeg overhovedet ikke vidste fandtes,” skriver han i bogen. “En psykisk smeltedigel, hvor jeg intet selv kunne styre eller kontrollere. Hvor mit eget sind gik i opløsning. Det var som en bakterie.”

Depression rammer bredt; hver femte eller sjette af os danskere, udvikler, ifølge Psykiatrifonden, symptomer på et tidspunkt i livet.

“Den rammer i flæng uanset social status. I barndommen såvel som i voksenlivet,” siger Henning Jensen, der ikke selv er hjemmefødt i et postnummer, som emmer af overklasse. Han er opvokset på et lille husmandssted i Store Heddinge på Stevns. Med svin, køer, et par heste og en schæfer. Faderen, Christen, arbejdede hårdt og havde ikke hjælp af mange maskiner. Han var en klassisk venstremand. Det er Henning Jensen ikke.

Henning Jensen er selvlært socialdemokrat.

“Min far var en kærlig mand, ja … et utroligt mildt menneske. Det var min mor ikke. Hun var opfarende.”

Selvlært læsehest

I “Gennem Glasvæggen” vender Henning Jensen også blikket tilbage til barndommen. Han er otte år. Forældrene skændes. Når Henning er blevet konfirmeret, vil hun skilles, truer hun.

“Jeg sank sammen ovre ved laden. Alt blev sort. Jeg segnede om og lå bare der og kiggede ud i luften, mens min mor råbte og råbte. Min verden faldt sammen. Kan man blive ramt af depression i så ung en alder? Ja, det har amerikanske psykiatere forsket sig frem til, at man kan.”

Ambitionerne for enebarnet var tårnhøje. Han skulle blive til noget, mente hans mor. Meget mere end sin far. Henning skulle “hive familien frem til en værdig fremtid”. At blive skuespiller, det var pjat og pjank. Det måtte han da forstå. Det familiebånd har trukket alvorlige veksler på Henning Jensens centralnervesystem.

“ … så det undgår vi nok ikke helt at tale om,” siger han, da vi har sat os med udsigt til stuevæggens veludrustede bogreol: Platons nyoversættelse i seks blå bind. Tom Pynchon. Orhan Pamuk. Leif Panduro. Kirsten Thorup. Thomas Mann. Herbjørg Wassmo. Haruki Murakami. Henrik Pontoppidan. Philip Roth. Og der er mange flere nede i kælderen, siger han.

77-årige Henning Jensen er også selvlært læsehest. Han har læst bunker af god litteratur.

Det vidner erindringsbogen, “Gennem Glasvæggen”, om. Den er velskrevet og detaljerig grundforskning i det menneskelige sind. Den udforsker sygdommen klinisk. Hvad sker der i hjernen og med kemien, når sygdommen træder til? Ensomheden er gribende, galskaben galopperende, men der er også kulsort komik i bogens hjerteslag.

“Gennem Glasvæggen” tager sin begyndelse en majdag i 1978 og fortsætter tumultarisk frem til februar året efter: “Et mørke,” som han skriver i bogen, “der voksede og voksede, til hver en fiber i min krop var mættet med afmagt, død og fortabelse. Det var, som havde jeg åbnet en port til døden. Som at være død i levende live. Som at dø.”

Som 35-årig blev Henning Jensen indlagt på den psykiatriske afdeling på Rigshospitalet i tre en halv måned – efter at have forsøgt sig med både de orangeklædte i Hare Krishna og personlighedstest hos Scientology. Helt til rotterne gik det hos den jungianske terapeut, Ruth Poort, der satte en rablende manisk Henning Jensen på et tog til Zürich. Her landede han hos Myrtha von Ostheim, Dipl. Graphologin, Pscykologin, som der stod på dørskiltet.

Forinden havde Henning Jensen tænkt: “For Guds skyld, ikke flere clairvoyante veninder. Ikke flere eksperimenter. Ikke mere healing, magi eller kvaksalveri.”

Men han havde ikke modstandskraften.

Nu sad han på en stol over for Myrtha von Ostheim til auralæsning: “Hun kunne se, at jeg havde været godsejer og officer i den russiske zars livgarde, tilmed den sidste, der forsvarede tsaren umiddelbart før hans henrettelse i Jekaterinburg. Uheldigvis havde jeg kun en sabel, hvorimod den kvindelige revolutionære, der dræbte mig, var bevæbnet med en pistol. Det var sådan, jeg var omkommet,” skriver han i bogen.

En rablende monolog

Det giver ingen mening at remse alle de pragtpræstationer op, som Henning Jensen har begavet dansk teater med de sidste 50 år. Men der er særligt én, jeg gerne vil tale med ham om. For at komme på sporet af den, har jeg taget en gave med, “Undergængeren” af den østrigske forfatter Thomas Bernhard.

Tilbage i 2013 stod Henning Jensen nemlig på scenen på Det Kongelige Teater i forfatterens ordtunge monolog “Helt enkelt kompliceret”.

Det var en magtdemonstration, Henning Jensen leverede.

Han var den 82-årige skuespiller, der efter sin kones død havde isoleret sig i en nedslidt lejlighed. Han hadede alt: Livet. Forældrene. Der var ‘rotter på loftet’ og mus i lejligheden. Når alt var “godt”, genopførte han ensomt sin drømmerolle som Shakespeares rædselsfulde Richard lll – iført pukkelryg og kongekrone. Morbidt og begavet, var det.

“Jeg er vild med Thomas Bernhard,” afbryder Henning Jensen, da jeg nævner forfatteren.

Det er godt. For jeg har en bog til dig, siger jeg og graver ned i tasken.

“Pas nu på … han står dernede i stride strømme,” påpeger han og nikker mod bogreolens nederste hylde.

Ganske rigtigt, “Undergængeren” står midt i rækken af alle de andre oversatte bøger med Thomas Bernhards signatur.

“For satan, det var sødt af dig. Tak.”

Men du har den.

“Jo … men nu kan vi jo så kalde den dobbeltgængeren, ikke?”

Jeg tog den med til dig, fordi jeg kom til at tænke på Thomas Bernhard, da jeg læste din bog. Der er et vist slægtskab …

“Hvad siger du … med Bernhard?”

Ja.

“Nåeehhhh ….” siger Henning Jensen afværgende. Nu skal vi lige passe lidt på, mener han.

“Hmmmmmm,” fortsætter han.

Nu står det jo for egen regning …

“Okay. Ja. Den er da også lidt morsom. Sine steder. Min bog,” vedkender Henning Jensen. Langsomt og beklemt over den form for smiger.

Men var det egentlig ikke dig, som tog initiativ til at få monologen opsat på Det Kongelige Teater?

“Det var det vist nok. Jeg havde læst en bog af Bernhard, og så fortsatte jeg. Han fascinerede mig voldsomt meget. Han er jo meget vred. Det er jeg sådan set ikke. Men jeg har haft stor fornøjelse af alt, hvad han har skrevet.”

Var det ikke en krævende rolle?

“Jo, tak skal du have. En gammel skuespiller, der snakker og snakker med sig selv … komplet usammenhængende.”

Henning Jensen griber ud efter en ny bog i reolen. Den tyske skuespiller Gert Voss’ selvbiografi. Oprindeligt havde Thomas Bernhard skrevet monologen til den tyske skuespiller og forberedelserne til rollen, fortæller han om i bogen.

“Den blev min redningsplanke. Gert Voss beskriver, hvordan han sidder hjemme i sin lejlighed og fra sit vindue stirrer over på kirkegården: “Det er også en mulighed … for jeg lærer aldrig den rolle udenad”.”

Det var en trøst?

“Det kan du bande på. For Gert Voss havde jo lært teksten udenad. Så kunne jeg da for fanden også. Det var en stor lettelse at læse, at en formidabel skuespiller som Voss også havde haft alvorlige kvaler med den monolog.”

Og du klarede den …

“Ja, men det holdt hårdt. Efter tæppefald til premieren væltede tårerne ud af mig. For første og sidste gang i min karriere. Jeg var så lettet. Jeg havde gennemført.”

Ambition sejrer over alder

Henning Jensen er ikke nærig med sig selv. Frygten for at møde en arrogant og kongelig karakterskuespiller er for længst punkteret.

Han er mere mensch end primadonna. De nedadvendte mundvige løfter sig i rullende grin i takt med de mange røverhistorier om hanekampe med koryfæerne på nationalscenen.

“Det må du ikke skrive om. Det må du ikke,” lyder det igen og igen. Der er vist også et par gode film- og tv-projekter med store, danske instruktørnavne på vej i det nye år. Men der mangler de sidste underskrifter.

Henning Jensen har netop haft premiere på “Julemandens datter 2”, hvor han spiller Kong Vinter, og så er han snart færdig med optagelserne til den britiske serie “Close to Me”. Her spiller han over for Connie Nielsen i rollen som hendes demente far.

I 2018 havde Henning Jensen overvurderet sine egne kræfter. Han havde takket ja til fire hovedroller på Det Kongelige Teater.

Under den sidste forestilling “Møller og Larsen” om byggeriet af Operaen, gik han ned med stress. Henning Jensen spillede stjernearkitekten Henning Larsen, der kunstnerisk tabte mod kapitalen, skibsrederen og bygherren Mærsk Mc-Kinney Møller.

“Jeg kunne dårligt gå. Jeg kunne ikke mere.”

Havde du ikke selv overvejet om fire hovedroller var for meget på et år? Du var jo trods alt 75 år?

“Ambition sejrer altså over alder. Jeg har været ambitiøs med alt, hvad jeg har lavet. Det skal være mere end i orden. Og det koster. Det er livsfarligt for mig selv,” siger han.

“Det var fire pragtroller. Der var mad på tallerkenen, hovedroller. Er du sikker på, at du kan klare det, spurgte skuespilchefen. Ja, svarede jeg. Det kunne jeg så ikke. Og hammeren faldt. Hårdt.”

Henning Jensen valgte at forlade Det Kongelige Teater. Blot et par år før, han kunne have fejret sit 50 års jubilæum.

“Det er en øm lille plet. Det er det,” fortæller han.

Alle skulle have en Solbjørg

Elisa Kragerup fra Betty Nansen Teatret ringede efterfølgende og tilbød Henning Jensen en mindre rolle i et stykke af Strindberg.

“Jeg tænkte over det i en uge. Så ringede jeg tilbage og sagde nej. Ikke mere. Det stressnedbrud på Det Kongelige Teater var for en grim oplevelse.”

Du havde det stadig i kroppen?

“Ja, efter “Møller og Larsen” sad jeg i en måned oppe i sommerhuset og stirrede ned i græsset. Jeg var helt udbombet. Hvad fanden skete der lige der? Hvem er jeg nu, hvis ikke jeg er skuespilleren Henning Jensen? Det var en eksistentiel krise. Jeg landede ikke ned i den alvorlige depression, som jeg har beskrevet i bogen,” siger Henning Jensen og løfter stemmen op:

“Men det gjorde jeg ikke, fordi jeg nu er et sted i mit liv, hvor jeg har en følgesvend, der hedder Cipramil. Jeg har Solbjørg og 30 milligram hver dag. Det holder mørket i armslængde. Solbjørg er genial. Der er ingen ynk. Jeg kan ligge i sengen med det værste skvulpende angstanfald, og så siger hun: Stå op, Henning. Gå en tur på havnen. Du har brug for indtryk, der ikke kommer fra dit eget indre mørke. Bum. Hun er ikke bange for mit sind. Hun ved, at hun kan hjælpe mig. Uden patetisk langsnak.”

Hun holder dramaet på afstand?

“Ja. Alle depressive mennesker i verden skulle have en Solbjørg. Jeg er meget taknemmelig. Jeg elsker hende. Meget højt.”

Depression, og ikke mindst angsten for den, har været en følgesvend i Henning Jensens liv. Den har vist sig ad flere omgange. Både dengang i 70’erne, hvor han forlod kone og barn og håbløst forelskede sig i kollegaen Ghita Nørby. Og siden har den stukket snuden frem i mange forklædninger og følgevirkninger: præstationsangst, mani, tungsind.

Henning Jensen skrev “Gennem Glasvæggen” som et opråb. Den skal bryde tabuet; alle kan blive ramt af depression.

Den er skrevet fra et førstehåndsvidne til psykologer og psykiatrien. Men den er tilegnet dem tættest på.

“Det blev magtpåliggende for mig at skrive den bog. Jeg skrev den for andre depressionsramte, så de kunne se, at de ikke var alene i verden. Jeg skrev den også til de pårørende: Det kan godt være, at din far, mor, kone eller mand virker fuldstændig vanvittig lige nu. Men det kan altså godt gå over.”

Skriv!

Hvis Henning Jensen ikke havde forladt Det Kongelige Teater, var det ikke sikkert, at han i maj 2020 havde udgivet sin bog. Heller ikke selvom han mange år forinden havde underskrevet kontrakten med Gyldendal.

“Men tilbage i 2018 sad jeg jo bare oppe i sommerhuset og kukkelurede. Der var ingen teaterroller på programmet. Johannes Riis fra forlaget ringede og inviterede på frokost. Jeg var lige ved at aflyse, men han var meget insisterende. Jeg fortalte ham om min situation.”

“Skriv,” lød det fra Riis. Og sådan blev det.

“Ordren var modtaget. Jeg vågnede. Rejste mig og gik hjem bag computeren og begyndte at skrive. Det flød. Det var en fornøjelse. Nu kom det.”

I november 2019 satte han sidste punktum.

Noterne fra dengang i 1979, hvor han blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling, ligger i dag i et dokument på Hennings computer i arbejdsværelset.

“Vil du se dem,” spørger Henning og rejser sig op.

“Jeg gik direkte hjem fra hospitalet og satte mig ned ved min skrivemaskine. Jeg skrev 170 sider for ikke at glemme. Det er hele forløbet i noteform.”

Vi går igennem en lille mellemgang med indbyggede reoler på alle vægge med tusindvis af dvd’er.

“Det er alle de film, jeg skal gense, når jeg bliver gammel.”

Han klikker sig frem til dokumentet på skærmen. Sorte øjeblikke i kronologisk rækkefølge. Samtaler med læger. Ordvekslinger med Anker Jørgensens taleskriver på psykiatrisk afdeling. Og alle de andre indlagte på afdelingen. Det er det, Henning Jensen kan. Han kan forstå et sårbart sind. Han kan spille alle sind. Men hans eget … det er svært at begribe.

Klangbund fra en barndom

“Familien … det undgår vi nok ikke at tale om,” som han sagde tidligere på eftermiddagen.

“Barndommen og familiestrukturen har fandeme også noget at gøre med det. Det må jeg sige. Det er ikke kun kemi i hjernen, der udløser depression.”

Din opvækst var kompliceret?

“Det er rigtigt nok.”

Nu skal jeg jo ikke lave lommeterapi, men …

“Det kan du roligt gøre …”

Henning Jensens barndom ligger som en understrøm i bogens fortælling. Og fortsætter som klangbund langt op i voksentilværelsen.

I slutningen af 1980’erne spiller Henning Jensen en forestilling på Rialto

Teatret. Monologen “Billy Bishop går i krig” med 14 sange leveret af 14 forskellige karakterer.

Det var en udfordring. Kunne han overhovedet synge? Ikke hvis det stod til hans mor. År forinden var Henning Jensen kommet en tur hjem til det lille husmandssted på Stevns med et sæt noder og en sang, han skulle øve sig på.

Hun satte sig ved klaveret, og Henning Jensen gik i gang. Det blev der hurtigt sat en stopper for.

“Det skal du holde op med. Du kan overhovedet ikke synge,” lød det fra hende.

Men Henning Jensen kunne synge. Hver aften på Rialto Teatret. Lige indtil den aften, hvor han fik øje på sine forældre blandt publikum.

“Derefter ramte jeg ikke en eneste tone. Måske et par stykker, men jeg sang falsk ad helvedes til. Det er sygt, ikke? Jeg mærkede det i hele kroppen, da jeg så hende. Nu står jeg her og gør noget, jeg ikke kan.”

Henning Jensens mor døde i 1991. Faderen seks år efter.

“Vi fik nogle fantastiske år sammen efter hendes død. Det var vidunderligt at lære ham at kende. Trekanten var opløst.”

Henning Jensen holder en lille tænkepause.

“Hør nu her: hver aften inden han gik i seng, stod han og friserede sig i køkkenet. Min mor hånede ham. Hvad skulle det dog gøre godt for, når han alligevel bare skulle sove? Måske gjorde han det for hendes skyld? Måske forsøgte han at være fin,” siger han og vender blikket i min retning.

“Ham vil jeg meget gerne skrive en bog om. Jeg ved ikke, om folk er interesseret i at læse om en mand på et lille husmandssted på Stevns.”

Henning Jensen har skrevet tyve gode sider. Så mon ikke fortsættelse følger?