ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ecco-klanens arving: Hooked på Donnperignon

Velkomstkomitéen står parat, da jeg parkerer bilen foran det smukt træbeklædte stutteri på Simmerstedvej.

Hestene Driver og Donnperignon, i daglig tale Pepe, kigger med store, nysgerrige øjne og bløde muler ud fra staldboksene, hunden Bounty logrer, og Hanni og Anna Kasprzak, Ecco-familiens kvinder, smiler. Også selv om jeg tankeløst bærer ørkenstøvler fra den engelske konkurrent Clarks i dag .


"Jeg har det bedst, hvis jeg sætter forventningerne lavt og så rider røven ud af bukserne"


"Mojn," siger kvinderne på venligt sønderjysk, mens 14-årige Pepe i majestætisk stil – han er kongen i stalden og en af verdens bedste dressurheste – lader mig klø ham på mulen. Den er fyldt med madrester og gule plamager.

"Han er lidt beskidt, han har lige spist," griner Anna Kasprzak og begynder at forklare, hvorfor hendes heste har beholdt deres mulehår, mens mange andre af æstetiske hensyn fjerner dem.

"Hårene har jo en funktion, hestene bruger dem til at føle sig frem."

Jeg er ankommet til Ecco-familiens hestedrøm i den flotte bakkede natur nogle få kilometer uden for Haderslev. For første gang inviterer den feminine del af Toosbuy-Kasprzak-klanen, en af Danmarks rigeste familier, indenfor, her hvor de udlever deres store interesse for de smukke firbenede dyr. De eneste slanger i paradiset er larmende jagerfly fra Skrydstrup, "det vænner man sig til" og fluer og hestebremser, "de er meget irriterende".

12060_picture_7546_3.jpg
Kemien mellem Anna Kasprzak og Donnperignon er åbenlys. Det tog blot et par måneder, efter Donnperignon ankom til stutteriet i efteråret 2011, før de to var i verdenseliten. Senest blev de danmarksmester i juni 2013.

Siden hun som fireårig hoppede op på sin første pony, har 23-årige Anna Kasprzak arbejdet benhårdt for at blive en af landets bedste dressurryttere, mens 56-årige Hanni Toosbuy Kasprzak er med på sidelinjen som sponsor, lastbilchauffør, støttende mor og hestepasser.

Ja, selv mormor, Birte Toosbuy – gift med nu afdøde Karl Toosbuy, grundlæggeren af Ecco-koncernen – er en del af hestepassionen. Driver og Pepe vrinsker lykkeligt, når hun dagligt forkæler dem med bananer og gulerødder.

Den lille teenagekrise

"Jeg er aldrig blevet pacet frem, men mine forældre og jeg har løbende snakket om, hvor langt vi skulle tage vores fælles interesse. Efter en lille krise som 14-årig, hvor jeg overvejede at stoppe, har det stået klart for mig, at jeg gerne vil konkurrere på højeste plan. Det kræver både talent, en stor arbejdsindsats, gode forhold og gode heste," fortæller Anna Kasprzak.

Apropos gode heste, så siger rygtebørsen, at Donnperignon, som Hanni Toosbuy Kasprzak købte i Tyskland i efteråret 2011, kostede et tocifret millionbeløb.

12065_picture_7949_3.jpg
Det er hårdt arbejde at holde sig i verdenseliten. Og en stor investering.

Familien vil ikke informere om beløbet, men investeringen var alle pengene værd, da Anna Kasprzak i 2012 kvalificerede sig til OL i London og katapulterede sig i verdenseliten i en meget ung alder for en rytter. I juni 2013 blev hun danmarksmester.

Styr på et kæmpe dyr

"At ride i Greenwich i London og være med til OL var min største oplevelse indtil videre som rytter. Bare at se Usain Bolt var fantastisk. Det har helt klart givet mig mod på mere, og jeg satser på at komme med til Rio i 2016," siger Anna Kasprzak, der om halsen bærer et håndlavet smykke med de fem olympiske ringe – en gave fra hendes forældre.

"Hvorfor jeg er blevet så vild med heste? Jamen, det er jo et fantastisk dyr, et kæmpe dyr på op mod 650 kg, som jeg samarbejder og skaber resultater med. Det er fascinerende, den kontakt vi har. Pepe og jeg har rigtig god kemi," smiler Anna Kasprzak, mens hun klør Donnperignon i øret.

Vallakken lægger sit store hoved helt ind til Annas krop, mens nydelsen lyser ud af dens øjne. Kemien er åbenlys.


"Da hun var lille, troede jeg ikke, hun havde den tålmodighed, der skulle til. Hun var fyldt med energi. Men hun er vokset med opgaven"


Vi fortsætter turen rundt i staldene og på ridebanerne, hvor hun er i sadlen op til syv timer om dagen. Det smukke anlæg fra 2010 med både indendørs og udendørs ridehal i konkurrencestørrelse, staldplads til 20 heste, hestesolarie og automatiseret rotunde, hvor seks heste kan gå samtidig, har ikke været en billig investering.

Alt er state of the art. Anna har endda direkte kontakt, via kamera og høretelefoner, til sin træner Andreas Helgstrand i Aalborg, når hun rider.

"Han kan få selv en ko til at gå grandprix," siger hun om samarbejdet med træneren.

"Anna er ekstremt målrettet og flittig. Det har hun arvet fra min far," forklarer Hanni Toosbuy Kasprzak, da jeg spørger ind til, hvorfor datteren på rekordtid er kommet i verdenseliten.

12064_picture_8480_3.jpg
Hun har arvet sin målrettethed og sin flid efter sin morfar Karl Toosbuy, der grundlagde Ecco.

"Da hun var lille, troede jeg ikke, hun havde den tålmodighed, der skulle til. Hun var fyldt med energi. Men hun er vokset med opgaven."

Ud over målrettetheden og talentet har backuppen fra familien været exceptionel. Både moralsk og økonomisk.

Læs resten af portrættet af den unge Ecco-arving og eliterytter på næste side.
##PAGE##
Mor-datter-symbiose

"Jeg takker min mor for meget. Hestesporten betyder, at vi er meget tætte på hinanden, nogle gange nærmest i symbiose, uden at vi dog er bedste veninder," fastslår Anna Kasprzak, som altid har sin mor med til stævnerne.

Hun er den eneste, ud over Anna, der får lov at køre lastbilen med de dyrebare heste, hvor der er plads til, at de kan sove og tage bad, når konkurrencerne over hele Europa finder sted.

12066_picture_8243_3.jpg
Bare man var hest hos Ecco-familien uden for Haderslev. De smukke stalde, ridebaner og faciliteter som hestesolarie og massage betyder, at dressurlandsholdet i disse dage mødes her for at pudse formen af før EM i Herning i denne uge.

"Det var til stor morskab, da Anna og jeg tog lastbilkørekort i Haderslev. Ud over os to bestod gruppen af tre mekanikerlærlinge," smiler Hanni Toosbuy Kasprzak og fortsætter:

"Jeg føler mig utrolig privilegeret over at være så meget sammen med min datter om en fælles interesse."


"Jeg er jo handelsuddannet, så det kan da godt være, at jeg går ind i Ecco senere, men lige nu er ridesporten mit et og alt"


Lige nu er Anna Kasprzak i gang med de sidste forberedelser til næste uges europamesterskab i Herning, men hun virker forbløffende rolig. Planlægningen handler mere om aftensmaden med kæresten Lars Lomholt, "tærte med laks og spinat", end om årets sportsbegivenhed på dansk jord.

Svært at holde ferie

"Jeg vil kun snakke håb og ikke forventninger. Jeg har det bedst, hvis jeg sætter forventningerne lavt og så rider røven ud af bukserne. Vi har en chance for medalje i holdkonkurrencen, hvor vi blev nummer fire til OL. Men det kræver, at de andre (Tyskland, England og Holland, red.) gør det dårligere end normalt, og vi gør det bedre. Individuelt vil jeg rigtig gerne i topti, men det bliver svært. EM er lige så svært som OL og VM," siger Anna Kasprzak, der blev nummer 16 til OL.

12063_picture_9990_3.jpg
Anna Kasprzak rider syv timer om dagen, bortset fra søndag, for at holde sig i verdenstoppen i dressur.

Når EM er overstået er det tid til ferie.

"Lars og jeg skal bare ligge en uge på stranden på enten Cypern eller Mallorca, jeg behøver ikke at komme til Maldiverne. I det hele taget har jeg svært ved at holde mere end en uges ferie, før jeg savner hestene. Pepe kan jo ikke bare stå i sin boks i 14 dage," siger Anna Kasprzak, mens mor Hanni spontant supplerer:

"Ja, du kan ikke engang klare at være væk i ti dage!"

Hvad fremtiden byder på, er svært for Anna Kasprzak at sige. Ridesporten kan man blive i hele livet, den ældste deltager ved OL i London var en japaner på 72 år. Men hvad med Ecco, børn og den slags?

"Det er alt for tidligt at sige. Jeg er jo handelsuddannet, så det kan da godt være, at jeg går ind i Ecco senere, men lige nu er ridesporten mit et og alt. En ting kan jeg dog godt sige. Ecco vil aldrig komme til at lave ridestøvler. De er alt for ubehagelige at gå i."



Andre læser dette lige nu