Ifølge Clint Eastwood burde FBI’s magtfulde direktør igennem 50 år J. Edgar Hoover nævnes i samme åndedrag som Sovjets magtfulde leder af det hemmelige politi Lavrentiy Beria eller gestapos Heinrich Himmler. Mænd, som tilsidesatte loven, herskede gennem frygt og afpressede statslige embedsmænd blot for at sikre deres egen position.
Denne hårde dom fælder Clint Eastwood i filmen “J. Edgar,” hvor Leonardo DiCaprio ses i den altdominerende titelrolle. Filmen følger Hoover gennem hele hans karriere, fra da han i 1919 ansættes i FBI til hans død i 1972.Filmen er bygget op som et strejftog gennem hans virke og privatliv. Krigen mod kommunisterne, gangsterne og den sorte borgerrettighedsbevægelse personificeret ved Martin Luther King. Hoovers private arkiv spiller en stor rolle, hvor han samlede på slibrige hemmeligheder vedrørende de skiftende præsidenter, der uden held forsøgte at fyre ham. Filmen er, som det altid er tilfældet hos Clint Eastwood, en uhyre klassisk fortalt historie, hvor vi uden dikkedarer kommer hele vejen rundt om personen J. Edgar Hoover.
Miljøet og de skiftende tidsaldre er tegnet mesterligt op, og Leonardo DiCaprio funkler som den unge og midaldrende Hoover – læg mærke til, hvordan hans rynkede bryn til sidst er en permanent ildevarslende fure mellem øjnene. Dog fandt jeg hans præstation som “gamle” Hoover utroværdig, ikke mindst fordi DiCaprio har svært ved at få sin mimik til at leve gennem lag på lag af teater makeup. Hoovers forhold til moderen, spillet er Judi Dench, byder på filmens mest intense scener. Som det var tilfældet i Oliver Stones George W. Bush portræt, hvor Bush’ krigeriskhed i sidste ende var et spørgsmål om at behage farmand, laver Eastwood en tilsvarende psykologisk analyse af Hoover.
Moderen dominerende ham, tvang ham væk fra at udleve sin homoseksualitet for i stedet at kanalisere al sin energi
i at nedkæmpe “fjenden”. I en mere dristig film vil man formentlig dykke endnu mere ned i dette tema, men Eastwood forbliver på overfladen, og det er en skam.
