ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

DR’s nye tv-serie irriterer og forvirrer – særligt Thure Lindhardt fejler i sin gnavenhed

Gnaven Thure Lindhardt gør det svært at se “Under Overfladen”, der ellers har en god historie fra grænselandet

Hvordan håndterer man at komme hjem fra en sejltur uden et barn, man skulle passe på? Det er et af spørgsmålene i “Under overfladen”. PR-foto
Hvordan håndterer man at komme hjem fra en sejltur uden et barn, man skulle passe på? Det er et af spørgsmålene i “Under overfladen”. PR-foto
Anmeldelse


“Under overfladen”

Instrueret afFriedemann Fromm. Dansk-tysk tv-serie i otte afsnit. På DR.dk eller DR1 søndag kl. 22.10

Hvad kan få et øparadis med to vennepar og deres fire teenagebørn til at gå op i limningen? Et godt bud er et barns forsvinden, særligt hvis det umiddelbart er de voksnes skyld. Så kort kan handlingen i DR1’s nye søndagsserie “Under overfladen” fortælles.

I den dansk-tyske tv-serie, der foregår omkring Flensborg Fjord, undersøges drengen Kjells falden over bord fra en sejlbåd, og hvordan det påvirker de syv tilbageværende. Det sker gennem otte afsnit, hvor der fra afsnit til afsnit perspektiveres fra person til person, så seerne hele tiden får nye brikker til det omfattende puslespil af hemmeligheder, der ligger under overfladen.

Spændetrøjen med den lille ø og de otte meget tætte hovedpersoner gør, at der for ofte vises den samme scene fra forskellige vinkler, og man bliver hurtigt træt af de mange skænderier

Konceptet lyder umiddelbart interessant, og det har da også fungeret tidligere, bl.a. i Per Flys tv-serie “Forestillinger” fra 2007. I “Under overfladen” bliver handlingens fremdrift dog irriterende langsom. Spændetrøjen med den lille ø og de otte meget tætte hovedpersoner gør, at der for ofte vises den samme scene fra forskellige vinkler, og man bliver hurtigt træt af de mange skænderier.

Forvirring i starten

Ligeledes betyder seriens struktur, at instruktøren passer så meget på sine hemmeligheder, at de første afsnit ses i forvirring. Først fra afsnit tre-fire begynder man som seer at kunne være med.

Det danske par Jakob (Thure Lindhardt) og Charlie (Lene Maria Christensen) og deres to børn Cecile og Emile er tætte venner med det tyske par Sabine (Katharina Schüttler) og Bernd (Jan Josef Liefers) og deres to børn Kjell og Karl. Fællesmiddage, sejlture og kajak fylder hverdagen, indtil Jonas (Jakob Cedergren), Jakobs storebror og Sabines ekskæreste, dukker op – med hemmeligheder, narko og ønsket om at ødelægge idyllen.

De fleste af skuespillerne gør det godt. Lene Maria Christensen er blændende som Charlie – både som hardcore businesskvinde og bekymret mor. En uventet negativ oplevelse er Thure Lindhardt som Jakob. Han er så gnaven, lidende og skulende, at hans rolle ender med at være utroværdig. Hvor er det sædvanlige glimt i øjet og dæmonien?

Hvis du overlever de første tre afsnit, så giver “Under overfladen” en spændende historie om det tabte paradis og nødvendigheden af at fortælle sandheden – til tiden. Og så får man lyst til en sejltur i grænselandet.


Andre læser dette lige nu