ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Viggo Mortensens mareridt er, at Trump vinder på tirsdag: “Det forfærdelige er, at Donald Trump smitter hele verden. Tillidsfuld og god kommunikation mellem politikere og mellem almindelige mennesker er blevet en mangelvare”

Viggo Mortensen lægger ikke fingrene imellem, når handeler sin holdning til USA’s siddende præsident og de værdier, Trump repræsenterer. Med filmen “Falling”, der er hans debut som manuskriptforfatter og instruktør, tager Viggo Mortensen værdikampen til det store lærred

Viggo Mortensen, der både har dansk og amerikansk pas, har en stor interesse for politik, hvilket skinner igennem i hans filmvalg. Lige nu er han aktuel med “Falling” om kampen mellem liberale og konservative værdier. Fotos: Andreas Vinther
Viggo Mortensen, der både har dansk og amerikansk pas, har en stor interesse for politik, hvilket skinner igennem i hans filmvalg. Lige nu er han aktuel med “Falling” om kampen mellem liberale og konservative værdier. Fotos: Andreas Vinther

Viggo Mortensen elsker efteråret. Årstiden symboliserer ikke forfald for skuespilleren, mens bladene skifter farve, og regnen rusker. Den gør ham tværtimod rolig, eftertænksom og melankolsk. Noget, der sammen med de milde, blå øjne kunne være grundkernen i fortællingen om hans personlighed.

Kærligheden til efteråret handler ikke om, at den dansk-amerikanske verdensstjerne er født i oktober og i sidste uge fyldte 62 år, eller fordi han i næste uge har danmarkspremiere på sin film “Falling”, som er hans debut som både filminstruktør, manuskriptforfatter og filmkomponist. Ligesom han i øvrigt spiller en af hovedrollerne.

ViggoMortensen_AndreasVinther_281020_003 NY.jpg
Viggo Mortensens favoritsæson er efteråret. En tur i regnvejr i Ørstedsparken er en god adspredelse midt i en amerikansk valgkamp.

Det handler mere om naturen. Det første, han gjorde, da han kom til Danmark sidste fredag og overnattede på Midtsjælland tæt ved huset, hvor hans afdøde faster Tulles mand Ejler bor, var da også at gå en lang tur i den lokale skov. Se på bladene og indsnuse den sødlige, mudrede efterårsduft. Mærke naturen og mærke Danmark, som om efteråret minder Viggo Mortensen om New York State nord for New York City, hvor han voksede op med sin amerikanske mor, da hun blev skilt fra hans danske far. Fra Viggo var 11 år.

“

Biden insisterer på samtalen, på samme måde som John gør det i “Falling”. Det er det, vi har brug for i USA, hvor fronterne er trukket alt for skarpt
op af Trumps måde

at være på

Viggo Mortensen

“Jeg finder altid en stor ro, når jeg kører over grænsen til Danmark og tænder for radioen. Det er sproget, naturen, klimaet, familien, minderne,” siger Viggo Mortensen på et lidt rustent dansk, som han undskylder, da vi mødes på hotel Manon Les Suites i København.

Han har ikke været i Danmark i halvandet år, siden faster Tulles begravelse, og til hverdag taler han spansk og amerikansk. Spansk, fordi han bor i Madrid med sin kæreste, skuespilleren Ariadna Gil og hendes to store børn, og amerikansk, fordi det er hans arbejdssprog, når han filmer. For det meste.

Film om samfundsproblemer

Viggo Mortensen er på sidste etape af en måneds rundtur i Europa, hvor han har promoveret og fortalt om “Falling” på filmfestivaler i Spanien, Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland. Næsten som et deja-vu af hans sidste film, roadtriphistorien “Green Book”, der vandt Oscaren for bedste film i 2019 og gav Viggo Mortensen endnu en oscarnominering for bedste hovedrolle (“Eastern Promises”, 2009, og “Captain Fantastic”, 2017, er de to andre), har han kørt rundt i en lejet bil og oplevet en uvirkelig verden. Hvor det i “Green Book” var behandlingen af sorte amerikanere, der var omdrejningspunktet, har det på denne tur været coronaen.

ViggoMortensen_AndreasVinther_281020_004.jpg
Normalt gør efteråret Viggo Mortensen rolig. Men i disse dage er han meget bekymret for valget i USA. En sejr til Trump vil være ødelæggende for demokratiet.

“Hvor var alle menneskerne, blev jeg ved at spørge mig selv. Det var næsten, som om nogen havde kastet en neutronbombe, hvor bygningerne var bevaret, men menneskene forsvundet. På Grand Place i Bruxelles var jeg det eneste menneske kl. 10 om morgenen. Uvirkeligt.”

Mere urolig end normalt

I disse dage er Viggo Mortensen dog mere urolig end normalt på hans yndlingsårstid. Uroen fylder kroppen, ikke kun fordi han som de fleste andre er bekymret for coronaens hærgen og dens betydning for de sårbare i vores samfund. Han er heller ikke bange for sin nye films modtagelse – han har allerede fået masser af positiv omtale.

Han er bekymret, fordi han med sin amerikanske baggrund er ængstelig for, hvad der foregår i USA, hvor præsidentvalget er lige oppe over. Viggo Mortensen stemte før sit roadtrip for snart fire uger siden på Joe Biden og flasher gerne sin T-shirt med ordet “VOTE” på sit forlag Perceval Press’ hjemmeside.

“

Der er rigtig mange gode mennesker i USA, og vi skal nok komme tilbage, men det er vigtigt at huske, at man hele tiden
skal arbejde for
et velfungerende demokrati

Viggo Mortensen

Han tilslutter sig det overvældende flertal af hollywoodstjerner, der opfatter Donald Trump som en, der er i gang med at ødelægge et fantastisk land.

“Det eneste, Donald Trump har haft succes med, er at få folk til at snakke om ham. Han er desværre virkelig god til at komme i medierne og skabe sine egne nyheder på de sociale medier. Han er total narcissist, ja, han er en syg mand. Han burde få en klinisk diagnose,” siger Viggo Mortensen.

Han er ikke selv på de sociale medier, men han kan alligevel ikke lade være med at læse om Trump hele tiden. Mest på avisernes hjemmesider, hvor han gør sig umage for at læse både de højre- og de venstreorienterede, fordi han mener, at det er særligt vigtigt at sætte sig ind i, hvad modstanderne mener. Man kan bedre kæmpe imod, hvis man forstår sin fjende.

“Det forfærdelige er, at Donald Trump smitter hele verden. Tillidsfuld og god kommunikation mellem politikere og mellem almindelige mennesker er blevet en mangelvare, og højrefløjens populister er i fremmarch mange steder, også i Danmark og Spanien. Hvis corona er den første pandemi, der hærger hele verden, og hvor Trump er skyld i manges død, så er manglen på kommunikation en lige så alvorlig pandemi,” forklarer Viggo Mortensen.

Han ærgrer sig over, at det amerikanske valgsystem ikke er lige så velfungerende som det danske og spanske. Hvis vinderen tager det hele, så er der ikke samme behov for at finde kompromiser, som der er i Folketinget.

“Samtalen bliver meget bedre, når der hele tiden skal indgås kompromiser. Det er nok også en af grundene til, at det danske velfærdssamfund fungerer så godt,” fastslår Viggo Mortensen og ryster på hovedet over Trumps tidligere udtalelse om, at hans tilhængere ville stemme på ham, selv hvis han skød nogen på 5th Avenue.

“Det passer. 25-30 pct. af amerikanerne er så ekstreme og uinformerede.”

Tvivlen er der fortsat

Med en universitetsuddannelse i political science fra St. Lawrence University i Canton, halvvejs mellem Syracuse, N.Y, og Montreal i Canada, er emnet et af Viggo Mortensens helt store interessefelter. Og han er her ca. otte dage før valget endnu ikke overbevist om, at Joe Biden vil vinde 3. november.

“Desværre gjorde Donald Trump det udmærket i den sidste tv-debat, og jeg synes ikke, at Joe Biden var stærk nok til at modsige hans løgne. Det gør mig urolig, for Trump vil kæmpe til det sidste for at vinde. Om det så kræver snyd, en højesteretsafgørelse med den nye dame (Amy Coney Barrett,red.) eller den måde, han har lavet postvæsenet om på og dermed gjort det sværere at brevstemme. Det er skræmmende.”

Viggo Mortensen brændte nallerne ved valget for fire år siden og føler måske et personligt ansvar for det, som siden er hændt. Som stor fan af Bernie Sanders skrev han før valget i 2016 et offentligt brev, hvor han anbefalede ikke at stemme på Hillary Clinton men i stedet på Jill Stein, der var præsidentkandidat for the Green Party. I både Wisconsin, Michigan og Pennsylvania fik Jill Stein flere stemmer end stemmeforskellen på Trump og Clinton, så hvem ved, om hans opfordring gjorde Trump til præsident.

“Der er ingen tvivl om, at Hillary Clinton ville have været meget bedre end Trump. Ligesom Jill Stein ville have været,” siger Viggo Mortensen i dag om valget for fire år siden.

Konflikten er til at få øje på

Viggo Mortensen er ikke bleg for at udtrykke sine politiske værdier. Heller ikke på film. I “Falling” spiller Viggo Mortensen 50-årige John, der bor i Los Angeles med sin husbond Eric og adoptivdatter Monica. Hans far, Willis, er begyndt at blive dement, og John forsøger at hjælpe Willis, der bor alene på en gård i New York State, med at flytte ud til børnene i solskinsstaten.

Mødet mellem en liberal og konfliktsky søn og en tyrannisk, stokkonservativ far, der både er racistisk, sexistisk og homofobisk, er chokerende. Willis misbruger sin søn, når han konfrontatorisk udfordrer John med ord som “luder” om hans afdøde mor, “neger” om Obama, “svans” om sønnen og børnebørnene og “pussy” om alle de kvinder, han stadig har lyst til at have sex med.

“Falling” er ikke bare en familiehistorie, men også en historie om det splittede USA og et billede på den politiske værdikamp, der foregår nu.

20201028-153017-3_downinter.jpg
Foto: Andreas Vinther

“Folk ser anderledes på “Falling” end for et år siden. Lige nu taler alle kun om Trump, så det er klart, at familiehistorien drukner lidt i filmens tema om værdikamp. Men familiehistorien er altså meget vigtig for mig. Vi har alle minder, vi skal bearbejde, og ting, vi skal tilgive. Det handler filmen også om,” siger Viggo Mortensen, inden han løfter begrebet familie et niveau op:

“USA kan også ses som en familie, hvor historien lige nu ikke er så produktiv. Og selvom jeg er lidt mindre glad for USA’s regering i disse år, holder jeg af familien alligevel. Der er rigtig mange gode mennesker i USA, og vi skal nok komme tilbage, men det er vigtigt at huske, at man hele tiden skal arbejde for et velfungerende demokrati. Det kommer ikke af sig selv.”

Subjektive minder

Idéen til “Falling”, som blev optaget på fem uger i 2019, kom til Viggo Mortensen, da han sad i flyveren hjem til Madrid efter sin mors begravelse i 2015, før Trump blev præsident. Pludselig begyndte han at tænke over, hvordan minder er subjektive og foranderlige. En oplagt filmisk idé, som han ønskede at undersøge.

Hans mor og far (død i 2017, to år efter moderen) var begge demente i de sidste år af deres liv, og deres oplevelser af verden var både meget virkelige og meget forvrængede. Viggo Mortensen hørte til begravelsen historier om sin mor, som han aldrig havde hørt før, og da han passede sin far i den sidste tid, måtte han gemme hans jagtvåben, fordi faderen ellers kunne finde på at skyde på de naboer, der havde købt hans jorder. I den tro at de brød ind på hans ejendom.

I flyet til Madrid skriblede han alle familiehistorierne ned, før han glemte dem.

“Vores minder er subjektive, og de forandrer sig over tid. Ikke mindst når vi er demente, kan vi opleve ting, der er meget virkelige, men som ingen andre forstår. “Falling” handler også om at acceptere, at fortiden og minderne kan være lige så virkelige som nutiden. Vi redigerer hele tiden vores historier og minder, og ingen kan helt sige, hvad sandheden er,” forklarer Viggo Mortensen og trækker igen tråde til amerikansk politik:

“Det er også det, som Trump lever på. Hvis ingen sandhed er absolut, så kan man altid hævde, at noget er fake news og få en del til at tro på det. Han er så syg, at jeg tror, at han selv tror på sine løgne, når han har sagt dem.”

En pause fra bekymringerne

Viggo Mortensen elsker at fortælle historier fra sit eget liv. Ganske sikkert redigerede. Ikke mindst fra sine år i begyndelsen af tyverne i Danmark, hvor han bl.a. boede i en lille lejlighed i Thorsgade på Nørrebro i København. Hans yndlingsjob var at sælge frugt og blomster på Strøget, men han har også kørt lastbil og arbejdet på Burger King ved Rådhuspladsen.

Det fortæller han mig, da vi efter interviewet på Manon les Suites mødes for at gå en tur og passerer fastfoodrestauranten.

“Fra Burger King fik jeg job hos Jan Hurtigkarl på Les Etoiles i Dronningens Tværgade. Det var bedre betalt, men krævede, at jeg vidste noget om betjening og vin. Det lod jeg som om, jeg gjorde, men jeg vidste intet. Heldigvis skulle Jan Hurtigkarl til Paris i to dage, så jeg fik de dage til at blive lært op. Som jeg husker det, blev jeg ret god til at sælge vin til kunderne med historier om, hvordan druerne havde vokset på solsiden og fået særlig opmærksomhed. Og altid den dyreste,” griner Viggo Mortensen og hopper videre til endnu en anekdote:

“Jeg elsker jo at rejse, så mens jeg var i København, tog jeg en togtur til Lapland. Det endte med, at nogle af de lokale samere ville have mig til at overvintre og arbejde for dem. Jeg ville få 50 kilo rensdyrkød og en samerdragt som betaling, men jeg afslog. Også da de placerede en 18-årig pige ved siden af mig og åbenlyst antydede, at hun var en del af betalingen.”

Anekdoterne og regnvejret er et frikvarter i de hektiske dage med at promovere sin film og med at bekymre sig om præsidentvalget. Viggo Mortensen vil sidde med bankende hjerte på tirsdag og krydse fingre for, at Joe Biden vinder.

“Biden rykker ikke samfundet i den retning, som jeg ønsker, men som gammeldags socialdemokrat er han en kandidat, som kan samle uafhængige og konservative, der har fået nok af Trump. Han er sympatisk, empatisk og ydmyg på en måde, som Trump ikke er.”

Kamala Harris, hans vicepræsidentkandidat, er, ifølge Mortensen, et bedre bud på fremtidens præsident, præcis som også Elizabeth Warren og Bernie Sanders ville have været. Men Joe Biden er en god overgangsfigur.

“Biden insisterer på samtalen, på samme måde som John gør det i “Falling”. Det er det, vi har brug for i USA, hvor fronterne er trukket alt for skarpt op af Trumps måde at være på. Vi må alle opgive lidt og forstå, at man ikke kan få alt, man vil have. Vi skal igen blive bedre til at lytte og have fokus på god kommunikation. Så er der måske håb om, at USA kan heale,” uddyber Viggo Mortensen og slår fast:

“Lige nu gælder det om at stemme. Hvis man ikke stemmer, og det er der mange i USA, der ikke gør, så kan man ikke tillade sig at kritisere. Og ved Gud, der er meget at kritisere lige nu.”


Andre læser dette lige nu