Flemming Østergaard har stillet brunkager og Pepsi Max frem. Hans kalender ligger opslået på spisebordet. Så langt man kan se, er datoerne fyldt ud med håndskrevne aftaler. Det ligner ikke en gennemsnitlig kalender for en 81-årig, men Flemming Østergaard har heller aldrig været gennemsnitlig.
“Jeg er mentor for en hel del unge mennesker, som jeg hjælper med karriereplanlægning. Det fylder meget for mig. Så holder jeg en del foredrag, men kun en tredjedel af, hvad jeg har gjort før. Jeg har også trukket mig ud af bestyrelsesarbejde. Jeg siger nok nej til for meget.”