Fem stjernet roman af Christina Hesselholdt: Dødaktuel om tab, corona og klimakrise

Det er syv år siden, vi har hørt fra Camilla, Alma, Alwilda, Kristian og Edward, og hvad de nu ellers hedder; de ikoniske, lakoniske stemmer i Christina Hesselholdts eminente romansuite, der startede med “Camilla and the horse” (2008) og endte midlertidigt med “Agterudsejlet” i 2014.

I mellemtiden har forfatteren været andetsteds engageret, blandt andet i to biografiske romaner om hhv. den mystikomgærdede gadefotograf og barnepige Vivian Maier, og det mordanklagede kærestepar, Elizabeth Haysom og Jens Söring.

Og nu er hun altså glædeligt retur med femte roman i rækken, der ikke kræver forhåndskendskab til de øvrige bøger om Camilla og co., men som alligevel brillerer ved at trække fine linjer ned gennem forfatterskabet.

Som det er med Hesselholdts værker, opstiller hun også her en række anarkistiske fortælletekniske præmisser, som man som læser uden tøven accepterer, fordi hun er så sprudlende en prosaist, der får det eksistentielle og det syret morsomme til at klappe i takt.

“Feje blade sammen op mod vinden” består af en masse enetaler, der tangerer til samtaler – og skænderier – mellem de godt prøvede venner, kærester, ekskærester (samt en gris og andre gæstestemmer), som har kendt hinanden i årtier, og som nu er midaldrende og hver sit sted i livet.

Vi hører fra den selvoptagede Kristian, som gnasker sig gennem lilla mad for at forebygge demens og til sidst bliver både under- og uligevægtig. Vi hører fra dyrevelfærdsaktivisten Alwilda, der rusker i vennerne: “Hallo, hallo, lad os frelse verden! Ved at glæde os over den. Lad os få energi til at frelse verden ved at kigge på, hvor vidunderlig den er.”

Og litteraten Camilla, der er blevet mor til Greta, og, som Alwilda udtrykker det, er ved at grave sig ned i fortiden endnu engang (som i de forrige romaner): “Du limer fotografier i et album til Greta. Ud på gaden med dig! Lim dig fast til Danish Crown i stedet. Eller Shell. Eller lænk dig til et træ, der skal fældes.”

Der er også trætte Edwin, der endelig kaster sine døde forældres lokker til søs. Han er gift med Alma, forfatteren, der – ligesom en vis Hesselholdt – skriver på sin sekstende roman og gør sig overvejelser om form og indhold, som ligger vældig tæt på selvsamme i nærværende roman.

Alma er også den, der guider Camilla “gennem farvæsenet”. Og det er ham især, det handler om her; Camillas afdøde far, samt andre døde og levende væsener, og en klode i knæ af klimakrise og corona. Sjældent har verdenssituationen været så præsent hos Camilla og resten af det uenige selskab, som her.

Camilla gennemgår sin fars ejendele, hører lydklip og kigger på fotografier. Alt sammen for at komme på sporet af den tabte tid. Denne tilbageskuen bliver for meget for Alma. Hun formaner sin veninde – og måske også forfatteren, der aldrig har lagt skjul på, at bøgerne trækker på selvbiografisk stof: “Det må stoppe. Camilla, ikke mere mor og heller ikke mere far. Det er lige før, du, hvad morsyge angår, giver Proust baghjul.”

Lad os håbe, at sidstnævnte, altså Hesselholdt, ikke lytter med.