ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ditte Okman: "Jeg har ikke 9000 par sko - jeg bruger mine penge på oplevelser"

1_52469_picture_4332_1.jpg
Radioværten Ditte Okman, der lige nu er aktuel med bogen "#Tynd og rig - det, jeg taler om" befinder sig udmærket i poolen på spaen hos Amazing Space. -Foto: Sofia Busk

Når man har en hverdag, der handler om at få ender til at mødes, hvorfor så ikke gøre den perfekte lørdag til ultimativ luksus? Radiovært Ditte Okman flytter ind på Hotel d’Angleterre, hvor hun gør sit ypperste for at få det maksimale ud af sit ophold med spabehandling og morgenmad på sengen

Kl. 9.00: Jeg vågner med børnene, og vi går ud og får morgenmad. Min erfaring er, at skal den være god, må man til lommerne. Så vi går på Nimb, hvor man selv doserer fra buffeten og kan bruge lang tid på at spise sammen.

Kl. 11.00: Jeg daffer børnene ud til deres bedsteforældre, for jeg holder af at være turist i egen by og har boet på stort set alle byens hoteller, undtagen de mest kummerlige. Det er fantastisk at pakke en weekendtaske, tage en taxi og tjekke ind. Det kan gøres med en elsket, men jeg vil heller aldrig holde mig tilbage for at gøre det alene. Hotel d’Angleterre er så smukt renoveret, og når folk spørger, om det er dyrt, svarer jeg “nej, det er bare mange penge.” Men jeg har ikke 9000 par sko – jeg bruger mine penge på oplevelser.

Kl. 12.00: Inden værelset er klar, får jeg en massage og ansigtsbehandling hos Amazing Space – en af dem, der giver adgang til spaområdet. Jeg kan godt lide at blive taget godt imod, og det kan de her. Bagefter har de ikke travlt med at vippe en ud, så jeg sidder i en kæmpe morgenkåbe og får serveret smoothie i glas med stilk.

Kl. 14.00: Da min krop en dag lidt sent i livet fandt ud af, hvor lækkert tartar var for mig, kunne den ikke få nok. Jeg spiser en sen frokost på Restaurant Sankt Annæ, hvor de laver den klassisk med pickles, rødbeder og løg.

Kl. 15.00: Jeg går tilbage og nyder værelset. Det er meget mere interessant at se fjernsyn på hotel, jeg skal ikke kunne sige hvorfor, og jeg bestiller noget a la blækspruttesnacks med trøffelmayo, som jeg spiser med udsigt over Kongens Nytorv. Min hverdag er fyldt med spaghetti med kødsovs og ender, der skal mødes, så hvorfor ikke give den gas, når man endelig gør det? Er det halvfesent, kan man lige så godt blive hjemme.

"Vi går på værtshus. Og der vil jeg bare sige, at det er ikke altid en god idé."

Kl. 16.00: Jeg går over og ser udstillingen “Art and Porn” på Charlottenborg. Der er noget spændende over kroppen. Måske fordi vi altid har tøj på, måske fordi kroppe er så forskellige, og at se andres giver en et andet blik på ens egen.

Kl. 18.00: Det optimale er at spise middag med seks-otte gode venner, og jeg bruger lang tid på at gøre mig klar inden og tage karbad på det sindssygt lækre badeværelse.

Kl. 20.00: Vi har bord på Alouette på Islands Brygge. Her er michelingourmet, men hverken tjenerne eller stedet er andægtigt. Her bliver spillet popmusik, så du kan grine, uden folk kigger underligt på dig. Jeg elsker at larme og larmer ikke mindre af, at de topper ens glas op, når man får vinmenuen, så vi får tyllet en masse.

Kl. 00.00: Vi går på værtshus. Og der vil jeg bare sige, at det er ikke altid en god idé. Nogle gange skal man bare gå hjem. Men det har jeg så svært ved, når det er hyggeligt. Jeg er p.t. til Palæbar, som ikke er nede at ramme “Andys møder Hong Kong”. Så når jeg vågner, tænker jeg ikke, hvad jeg dog er for et tabermenneske, men har værdigheden nogenlunde i behold. Og er hjemme senest 3. De ekstra timer og drinks til 5 koster næste dag. Her bestiller jeg morgenmad på værelset, sen checkout – og tænker på, hvornår jeg kan komme tilbage hertil.


Andre læser dette lige nu