En indtørret rotterede i ramme, lyserødt silkepapir i sammenkrøllede bunker, et gammelt forstørrelsesglas, en mørkegrøn skruemaskine, en fyldt kartoteksæske og en rulle med 300 meter fiskesnøre.
Det var i den forgangne uge svært at afgøre, om man var ved at træde i en uvurderlig kunsteffekt eller et banalt stykke værktøj her på de grå væg-til-vægtæpper på kunstmuseet i Aalborg.
Kunsten var i sit allersidste opløb mod den store åbning i dag, altså Kunsten med stort K og med efternavnet Museum of Modern Art Aalborg, eller skulle man gå så langt som til at kalde det MOMAA?
Ambitionerne er i hvert tilfælde store på det lille verdensmuseum i nord og hos direktøren for det hele, Gitte Ørskou, der stolt viser rundt efter en 18 måneder lang renovering til en værdi af 155 mio. kr. af det fredede bygningsværk fra 1972.
Jeg har ikke behov for tid til mig selv. Jeg har behov for tid til de mennesker, jeg elsker og det arbejder, jeg elsker.
Hun har et øje på alle løse ender og telefonen på lydløs lige ved hånden.
“Har du tabt din madpakke. Ja, så’ det #%£§ ikke nemt,” svarer nordjyden bramfrit sin 14-årige søn, hvis nummer har insisteret på at blive set.
Hun overfører 25 kr. til en sandwich over Mobilepay, før hun tager sig af håndværkerne, der med lange arme omkring en kolos af et podie spørger til en opstilling bag dem.
Kort forinden har hun talt med en repræsentant for A.P. Møller Fonden for at klappe programmet af for VIP-åbningen fredag (i dag) og samtidig tjenstvilligt trykket på en knap, der fik et foruroligende kunstværk med en sort hovedløs dukke og en lige så sort mikrofon til at bevæge sig for os.
Den 44-årige museumsdirektør Gitte Ørskou er i sit es her under kunsthistoriens vingesus og mellem mennesker og gøremål af alle slags.
“Jeg virker bedst i relationer,” forklarer hun, der også for nyligt blev genudpeget som formand for Statens Kunstfond.
Gitte Ørskou har foreløbigt hævet besøgstallet fra 60.000 om året, da hun tiltrådte, til 92.000 i 2013 før museet blev lukket for renovering.
-Foto: Cathrine Ertmann
Tillid til verden
Hun leverer hermed en flig af en forklaring på, hvordan hun som kunsthistoriker har turdet kaste sig ud i så enormt et millionprojekt: Hun samlede et hold, en projektbestyrelse bl.a. med repræsentanter fra de store fonde, og med dem i ryggen er hun gået skridt for skridt.
Næste flig af forklaringen handler om tillid til verden og til sin egen intuition:
“Jeg er ikke bange for at kaste mig ud på dybt vand. Jeg er godt klar over, at grunden under mig er fyldt med småsten, men når først jeg tror på noget, sætter jeg alt ind på det og fornemmer samtidig, at det nok skal gå.”
På flade konvolutter
I sidste weekend var Kunsten kommet så langt, at hun en uge før den officielle åbning kunne holde snigpremiere for hele holdet af håndværkere og deres familier, så de kunne se det flotte resultat, de har medvirket til.
Det ligner et ideologisk statement fra museumsmennesket Ørskous side, eftersom hendes udtalte kæphest er at få kunsten ned fra den høje hest og på flade konvolutter ud i alle nervebaner af landet - ikke bare til nørderne, de dannede, dem med ravsmykker om halsen og Weekendavisen under armen, de oplyste og årskortabonnenterne, der selv finder på at bruge en lørdag og 95 kr. på velhængt kunst med kaffe i cafeen.
Men til alt det godtfolk, der også har hjerne og hjerte, men måske ikke er så vant til at lade det bevæge ved moderne kunst.
“Der er ingen bagtanker ved snigpremieren,” fastholder hun.
“Det er bare logisk, at de folk, der har knoklet med fliser, rør og ventilationssystem skal se, hvor flot det hele er blevet. Også selv om det ikke er helt perfekt endnu. Det må de godt se.”
Mona fra Mors
Er der noget, folk må, så er det at se. Mens bygningen var lukket og værkerne pakket forsvarligt væk på et fjernlager, arrangerede Gitte Ørskou “Kunsten to go” med det simple formål at få kunsten ud til folket. “Vi taler SÅ meget om det i museumskredse. Så hey - hvorfor ikke bare gøre noget ved det.”
Det begyndte med Mona (uden efternavn) på Mors med platter på væggene i sit lille byhus, der lånte noget Michael Kvium og noget Vilhelm Freddie som sofastykker, og besøgende fra Kulturmødet (en begivenhed på Mors i lighed med Folkemødet) kiggede ind forbi.
Ideen førte til “Kunsten flytter ind” i samarbejde med DR K, hvor tre udvalgte familier i Nordjylland fik både moderne kunst i alle hjørner, nattevagt og Gitte Ørskou som omviser hen over en weekend. “Det var SÅ sjovt. At være sammen om kunsten på den måde,” siger hun.
Bagsiden af lærredet udstillet
Helt bevidst har hun og hendes hold valgt en usnobbet form for den nye udstilling af den faste samling, der er hængt op på interimistiske trækonstruktioner.
“Let’s match” hedder den ene del, der uhøjtideligt matcher kunstnere og årtier under temaer som “forår”, og “Let’s get lost” hedder den anden del, der uden kronologi og løftede pegefingre lader gæsten fortabe sig efter eget gehør blandt de største stjerner som Marc Chagall, Pablo Picasso og Wassily Kandinski.
I et hjørne ser man endda bagsiderne af værker af bl.a. Carl Henning Pedersen og Ejler Bille.
“Kunstnerne var fattige mennesker, der brugte bagsiden af lærredet for at spare, og jeg kan godt lide at vise, at kunst blev til i en helt anderledes livlig virkelighed, end den man ynder at vise den i — med en bænk foran til andægtig kontemplation,” siger Gitte Ørskou, der foreløbigt har hævet besøgstallet fra 60.000 om året, da hun tiltrådte, til 92.000 i 2013 før museet blev lukket for renovering.
Uden for hendes nye delekontor i underetagen ligger bunken af breve med 1300 betalte årskort klar til at blive sendt ud. En bunke, hun er tydeligt fornøjet med, og en bunke, der gerne skal vokse. “Det vigtige øjeblik sker, idet kunst møder publikum,” siger Gitte Ørskou.
Personligt big bang
For hende skete det eller de afgørende øjeblikke først, da hun kom på gymnasiet i Aalborg og valgte en plads på den eksperimenterende linje med billedkunst som hovedfag. Og trådte ind på kunstmuseet for først gang.
“Det var bare så - huh! Her hang al den her livskraft som perler på en snor. Værker skabt gennem tiden af kunstere, som ikke er her længere, men hvis skaberkraft ligesom er fastholdt i et billede i en ramme. Jeg kunne mærke livet i dem ved at se på dem,” forsøger hun at forklare sin første fascination af den moderne kunst, der bed sig så eftertrykkeligt fast.
Det var kunstens og hendes egen fortjeneste. Et personligt big bang, der sendte hende i kunstens retning ladet med energi. Det var i hvert tilfælde ikke hendes forældres fortjeneste, for de havde aldrig taget hende med på byens kunstmuseum, men tog til gengæld glad og gerne på stadion eller samlede sig i stuen om fodboldmesterskaberne på TV.
Hendes mor og far er pensionerede fra job som henholdsvis skolelærer og teknisk assistent ved Vejdirektoratet, og hendes bror er i dag talentchef i AGF.
“Lyden af fodbold i fjernsynet er lyden af min barndom. Det er en tryg lyd,” siger hun, hvis egen familie af mand og fire børn i dag sørger for, at den opildnede kakofoni af tilskuere, kommentatorer og båthorn også breder sig i villaen i Brabrand ved Aarhus.
Ovnrens frem for tv
Selv ser hun stort set aldrig tv, for det gør hende dum og doven, ligesom charterferier, hun derfor heller aldrig tager på.
“Man har et ansvar for at være på tæerne og alert,” siger direktøren, der er en “do’er” med uro i kroppen. Hun løber hellere en tur eller renser ovn end slænger sig på en yogamåtte for at finde indre fred og lægger heller ikke skjul på, at det har krævet et meget højt arbejdsniveau i mange år efterhånden at nå dertil, hvor hun er i dag.
“Denne branche er fuld af con amore timer. Man arbejder, til man er færdig. Jeg har ikke lagt nogen forkromet karriereplan, jeg har bare arbejdet støt og intenst og grebet de chancer, jeg fik,” siger hun, der f.eks. som 29-årig relativt nybagt mor takkede ja til at stå for Olafur Eliassons udstilling på Venedig Biennalen - oven i sit fuldtidsjob som inspektør på Aarhus Kunstmuseum.
“Men jeg sætter heller ikke så mange idealer op. Det gælder både arbejdsmæssigt og privat. Vi må prøve os frem. Der er ikke noget manuskript. Og på samme vis har jeg nok også givet køb på idealer som at stå klar med hjemmebagte boller i hverdagen. Jeg står og bager pandekager hver lørdag morgen til hele familien i stedet,” siger hun, der dog ikke ville finde det forsvarligt, hvis hendes mand arbejdede lige så meget, som hun gør.
Ingen behov for tid til sig selv
Han underviser i samfundsfag på gymnasiet, og er den, der har tjansen, når hun er til møder i enten Aalborg, Aarhus eller København.
Hun hylder princippet om enten at stå op med eller lægge sine børn i seng, og det bliver som oftest det første, hvorfor hun hellere haster hjem gennem landet i nattens mulm og mørke end tager en rolig nat på hotel.
“Så jeg afleverer for det meste om morgenen, men henter stort set aldrig — de ansatte kigger mærkeligt på mig, når jeg gør,” smiler hun.
Til gengæld rejser hele familien sammen flere gange om året, til Thailand, Indien, Sydamerika eller til Mauritius, hvor hendes svigerfar og dermed også børnene stammer fra, og hun sætter pris på de stunder, de har sammen alle sammen.
“Jeg er meget kritisk over for den ensidige diskurs, der hævder tiden til sig selv som den eneste saliggørende vej til velvære. Jeg har ikke behov for tid til mig selv. Jeg har behov for tid til de mennesker, jeg elsker og det arbejder, jeg elsker.”
