Roy Bruhn-Petersen droppede direktørjob for at hjælpe selvmordstruede og hjemløse: “I vores velfærdssamfund er der et mørkeland, som mange af os ikke kender”

Når Roy Bruhn-Petersen møder på arbejde lidt i 8, står de første hjemløse med barnevogne og hunde allerede og venter. Egentlig åbner Hus Forbis hovedkvarter i Vanløse først kl. 9, men Bruhn-Petersen laver sammen med nogle kollegaer kaffe, som de kan varme sig på, indtil husets café åbner. I løbet af dagen kommer 40-60 mennesker, der får morgenmad, kaffe, te og kager, og som inden caféen lukker kl. 14, serverer et varmt måltid mad og giver en madpakke med til resten af dagen.

“

Min far var
læge, min mor var sygeplejerske, og de gjorde begge en stor indsats for de lokale socialt udsatte

Roy Bruhn-Petersen

“Vi driver ikke et værested, vi driver et sted, hvor hjemløse kan være, have et fællesskab, og det fungerer skidegodt. De hænger ud, snakker og vender verdenssituationen, de drikker nogle øl og køber aviser, som de kan sælge, de går i bad og vasker tøj, de får mad og fornødenheder til deres hunde,” fortæller Roy Bruhn-Petersen, der er projektleder på projektet “Pant for pant” og har et ydmygt kontor på første sal i ejendommen, der tidligere husede en bank.

Bankboksen står stadig i caféen, men rummer i dag madvarer i stedet for guldbarrer. Bordene er gamle kabeltromler, der er sofaarrangementer og en disk, hvorfra der sælges aviser.

Med pæne cowboybukser og skjorte under en bordeaux pullover er Roy Bruhn-Petersen klædt som en hybrid mellem sit nuværende arbejdsliv, og jakkesættene han gik i på landets direktionsgange.

For det er et noget andet sted og nogle helt anderledes kollegaer, han møder ind til, end han er vant til fra årene i medieverdenen. I 17 år arbejdede han som direktør for bl.a. Børsen Magasiner, Børsens Forlag og Børsen Executive Club og i 15 år som bladdirektør på Politiken. Med direktionsmøder, stram struktur, firmapolitik og omgivet af karrierefolk med orden i både sager og cv.

“Jeg har virkelig skullet bide i en pind mange gange, efter at jeg skiftede retning. Når vi holder møde herude, kan der sidde en og sove. Der er ofte ingen struktur for de mennesker, jeg arbejder med. Ting bliver væk, folk kommer for sent, har en dårlig dag eller mangler noget,” fortæller Roy Bruhn-Petersen – faktisk uden at se opgivende ud. For han vidste godt, at han gik ind i en helt ny verden, og han var klar til forandring.

Da han stoppede på Politiken i 2017, havde han haft tre chefredaktører. De havde netop været igennem en stor fyringsrunde, de lavede om på organisationen, de lavede en digital forretningsmodel, og så skulle de i gang med en femte strategiproces.

“Jeg tænkte: Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg havde ikke hjertet med mere, jeg fik ikke energi af at gå på arbejde. Jeg kunne bare mærke, jeg ville prøve noget andet. Min kloge bror sagde: Du kommer aldrig til at finde ud af, hvad du vil, hvis du ikke slipper med begge hænder.”

Så Roy Bruhn-Petersen lavede en god aftale med Stig Ørskov og Christian Jensen og stoppede. Uden nogen plan.

“Jeg anede ikke, hvad jeg skulle, jeg havde nul aftaler. Jeg stoppede som 56-årig, og min pension ville træde i kraft, når jeg blev 60 år. Jeg har ikke et specielt højt forbrug, så jeg var ikke økonomisk presset. Havde jeg været det, havde jeg nok ikke turdet gøre det.”

Den første års tid brugte Roy Bruhn-Petersen på at sejle over Atlanterhavet for anden gang. På at hygge sig. Og falde ned. Og så sagde han til sig selv, at han i sit fremtidige virke skulle beskæftige sig med noget, han kunne mærke gav mening. Hvor han kunne bruge sine kompetencer til at bidrage positivt.

“

Det, jeg tænder på ved projektet, er, at det rent faktisk kan flytte ressourcestærke socialt udsatte

Roy Bruhn-Petersen

Han søgte ind som rådgiver hos Livslinien – en frivillig telefonrådgivning der hjælper folk, som har selvmordstanker – og her brugte han en stor del af sin tid som frivillig rådgiver. Noget han fortryder, han ikke gjorde årtier før, og som han holder fast i ved siden af sit arbejde hos Foreningen Hus Forbi.

“At jeg interesserer mig for det selvmordsforebyggende arbejde skyldes nok, at min mor og søster, som jeg var tætte på, begge og pludseligt tog deres eget liv. Og at jeg godt vil hjælpe andre til ikke at komme i den situation eller støtte efterladte efter selvmord,” fortæller Bruhn-Petersen.

I det hele taget stammer Roy Bruhn-Petersens engagement i og lyst til at hjælpe andre i høj grad hjemmefra. Han er født og opvokset i Nykøbing Sjælland, hvor han forældre havde en stor lægepraksis.

“Min far var læge, min mor var sygeplejerske, og de gjorde begge en stor indsats for de lokale socialt udsatte og talte deres sag over for myndighederne. Det er nok derfra, meget af min motivation kommer,” siger Roy Bruhn-Petersen, der altid har haft en forkærlighed for hjemløse og socialt udsatte. Måske, mener han, fordi de ofte er så ydmyge og opmærksomme – og dejligt skæve.

“Noget af det, som kan gøre mig mest ondt, er, når hjemløse og socialt udsatte behandles dårligt af velstillede eller af myndigheder. I det hele taget har jeg det meget svært med uretfærdighed og med uordentlighed, og det er en stor drivkraft. I vores velfærdssamfund er der et mørkeland, som mange af os ikke kender. Der er så mange mennesker, der har det så skidt. De socialt udsattes sag har altid ligget mig på sinde, og da jeg sad på Politiken, støttede jeg altid med annoncer, for jeg synes, Hus Forbi er et fedt projekt.”

Derfor tog Roy Bruhn-Petersen fat i Rasmus Wexøe Kristensen, der er sekretariatsleder i Hus Forbi, og sagde: “I behøver ikke at lønne mig, men jeg har nogle kompetencer, som jeg godt kunne tænke mig at bruge på Hus Forbi”.

Wexøe Kristensen fortalte om deres “Pant for pant”-projekt, der er en nonprofit flaskeindsamlingsservice, der giver socialt udsatte et konkret arbejde, ved at firmaer, institutioner, organisationer og private donorer deres flaskepant. Modellen er, at chaufførerne kører ud og henter pantflasker, som de derefter kører ud og indløser. Pantpengene går til projektet, og chaufføren aflønnes med godt 100 kr. i timen.

“

Jeg kan ikke redde verden, men jeg føler virkelig, jeg hjælper nogen. At jeg sammen med mine gode kolleger i Hus Forbi er med til at give nogen muligheden for et bedre liv

Roy Bruhn-Petersen

Da Roy Bruhn-Petersen havde kigget på det, sagde han, at det aldrig ville komme op at flyve, hvis der ikke kom en projektleder på.

“Det kræver en motor; der skal være en voksen, der virkelig løber af sted med det. Og det blev så mig. Jeg gør ikke det her for at tjene penge, men jeg vil honoreres for mit arbejde. Jeg får ikke nogen kongeløn, men en ok assistentløn.

Og med fare for at lyde patetisk, så bruger jeg ikke så mange penge som tidligere. Jeg har købt så meget tøj, jeg kan bruge Og at køre i en ny bil? Det er fuldstændig ligegyldigt,” siger Roy Bruhn-Petersen og citerer sin gamle chefredaktør, den afdøde Tøger Seidenfaden.

“Du skal have et honningdepot. Det vil sige at beskæftige dig med noget, der giver dig energi, selv når det er stresset og noget lort. Når jeg brænder for noget, så løber jeg med 200 km i timen. Hvis jeg ikke brænder, er det bare ufedt,” forklarer Roy Bruhn-Petersen, der i øvrigt aldrig har haft en karriereplan, men har opsøgt de muligheder, der bød sig, og fulgt sin intuition. Og måske allervigtigst har han været nysgerrig.

Efter en start i shippingbranchen i ØK, DFDS og Dannebrog Rederi kom Roy Bruhn-Petersen ved et tilfælde til mediebranchen på Børsen og blev fænget af dens konferencer, bøger, magasiner og aviser. Han peger på, at det måske kommer fra hans farfar, Valdemar Pedersen, som var chefredaktør for Sorø Amtstidende, eller fra hans barndomshjem, hvor der altid blev læst mange aviser, diskuteret politik og sociale forhold, og hvor der var højt til loftet.

“Jeg har altid været drevet af engagement i og tro på det, jeg har beskæftiget mig med. Både hvad angår produkter, organisationer og mennesker. Og ikke mindst er det vigtigt for mig at omgive mig med ordentlighed og fairness, i alt hvad jeg gør.”

“Pant til pant” har netop fået stillet varebil nummer to til rådighed af Det Grønne Autohus til kørsel i Hovedstadsområdet. Og med hjælp fra Augustinus Fonden får de snart den tredje bil, der skal ud at køre i Aarhus. Roy Bruhn-Petersens fremmeste opgave er at kontakte virksomheder med henblik på at få en aftale i hus om, at de vil donere deres pantflasker til “Pant for pant”.

“Det, jeg tænder på ved projektet, er, at det rent faktisk kan flytte ressourcestærke socialt udsatte; at det kan give dem noget selvværd, noget livsindhold, noget at stå op til med værdighed. Vi har givet kørekort til to af chaufførerne, og alene det at opnå den kompetence gør noget,” fortæller Roy Bruhn-Petersen, der dog ikke lægger skjul på, at det er noget af en opgave.

Det første halve år havde han hjælp fra Henrik, en tidligere udsat og hjemløs. Velsoigneret, pæn, tjekket og god – men med “et krøllet cv”. For tre uger siden skrev han, at han ikke var med mere. At Bruhn-Petersen ikke skulle skrive til ham mere.

Så nu er Bruhn-Petersen alene på den organisatoriske del af projektet, som i dag har otte chauffører. Håbet er, at de om et år har to medarbejdere i København og en i Aarhus, der administrerer og laver udadgående salg, og så omkring 25 chauffører. Planen er også på sigt at komme til Aalborg.

“Vi er ikke sat i verden for at tjene penge. Vi er sat i verden for at skaffe arbejde til mennesker, som ellers ikke har adgang til arbejdsmarkedet. Og vi kan se effekten på vores chauffører: De er kommet så meget videre. De er glade, de har et “rigtigt” arbejde, som de tjener penge på.”

Ovenikøbet får chaufførerne en oplevelse af at blive taget pænt imod i virksomhederne, der nu tæller 170. Sideløbende arbejder Roy Bruhn-Petersen på at få sponsorater fra og samarbejder med store virksomheder.

“Men det er svært, langt sværere end jeg troede. Mange synes, det er for meget at give pant for 70-80.000 kr. om året. Så siger jeg: Det er jeres firma, og jeg skal ikke blande mig, men jeg synes, at det er at gå i små sko”.

Da coronakrisen ramte, gik “Pant for pant” næsten i stå. Det var svært at lave virksomhedsaftaler, for mange virksomheder vidste ikke, hvilken vej det gik. Og krisen ramte også de hjemløse hårdt. Ikke virussen – til dato er kun én Hus Forbi-sælger testet positiv – men der var ingen mennesker på gaden, bankerne lukkede, så de ikke kunne hæve penge og købe mad og medicin. Væresteder, herberger, biblioteker og offentlige toiletter lukkede.

“

Du skal have et honningdepot. Det vil sige at beskæftige dig med noget, der giver dig energi, selv når det er stresset og noget lort

Roy Bruhn-Petersen

Derfor brugte Roy Bruhn-Petersen sine kompetencer andre steder i huset, bl.a. ved at søge penge hos store fonde. Med de penge lavede Hus Forbi en aftale med Danhostel om, at så længe der var nedlukning, var det gratis at overnatte for dem, der viste deres Hus Forbi-kort.

Mange havde ikke en krone og kunne ikke få mad, så de lavede en aftale med Coop og Salling Group om madgavekort på 75 kr., som de endte med at give 20.000 ud af. Og endelig brugte de midlerne fra Trygfonden til at lave en aftale med alle landets apoteker om, at hvis man viste sit Hus Forbi-kort, kunne man få sin lægeordinerede medicin på Hus Forbis regning.

“Hvis du har så få penge, at du skal vælge mellem mad og medicin, vælger de fleste mad. Men de bliver hundesyge af ikke at få deres medicin. At være på gaden er et hårdt liv, derfor sover mange to-tre stykker sammen.

Nogle steder bliver de hjemløse afkrævet beskyttelsespenge eller tvunget til at sælge hash af bander, og hvis de selv er ude i et misbrug, ender de med at skylde penge og få tæsk eller endda få klippet fingre af, som det er sket i Odense. De er samfundets allermest udsatte – hvordan kan man være det bekendt?”

Den indignation, og lysten til at skabe en positiv forskel i menneskers liv, er det, der holder Roy Bruhn-Petersen til ilden. Og til jobbet.

“Det er ikke en måned siden, jeg fik et jobtilbud, men hvis jeg ikke kan mærke det … Jeg kommer ud her om morgenen og møder søde Linda, der står med sin hund, og Dan, der hænger ud dernede. Ved du hvad?

Det er det hele værd. Jeg kan ikke redde verden, men jeg føler virkelig, jeg hjælper nogen. At jeg sammen med mine gode kolleger i Hus Forbi er med til at give nogen muligheden for et bedre liv – ofte bare hyggelig snak over en kop kaffe og en cigaret.”