Hun var slet ikke forberedt på det. Det var i 1998, hvor Naja Munthe og Karen Simonsen havde åbnet butikken Munthe plus Simonsen i indre København, og udenfor stod folk i kø langt ned ad Kronprinsensgade. Og nej, der var ikke lagersalg.
Det, byens modebevidste kvinder kom efter, var silkekjoler med broderier og blondelag, pelsbesatte korte jakker med ornamenterede påsyninger, toppe og nederdele med prints af træer til tusindvis af kroner. Tøj, man aldrig før havde set i Danmark. Og som kendte kvinder som Helena Christensen og Renée Toft Simonsen blev fotograferet i på den røde løber.